Kronik

Når jeg kommer i tvivl, om jeg hører til her, tænker jeg på min ven Rune … og på Grundtvig

I flirten med Emma var jeg kurder, i København er jeg jyde, i kirken er jeg muslim, i moskeen er jeg forkert, i New York er jeg ’danish’ og nogle gange ’european’. Mest af alt er jeg bare Afshin. Runes ven, Jakobs ven, Mortens ven. Det husker jeg på, hver gang nogen prøver at fortælle mig, at jeg ikke hører til i Danmark
I mødet med Emma var jeg kurder, men i København var jeg jyde, i kirken var jeg muslim, og i moskeen var jeg forkert, skriver dagens kronikør. 

I mødet med Emma var jeg kurder, men i København var jeg jyde, i kirken var jeg muslim, og i moskeen var jeg forkert, skriver dagens kronikør. 

Sigrid Nygaard

27. januar 2017

I nattelivet, på arbejdspladsen, i fodboldklubben, på universitetet, her, der og alle vegne, bliver jeg mødt med spørgsmålet: »hvor kommer du fra?« og hver gang overvejer jeg, om jeg skal svare: »jeg er fra Vejle« eller: »jeg er kurder«.

Der er ikke noget i vejen med det spørgsmål overhovedet, men det minder mig om, at jeg kommer fra noget andet, og at det ’noget andet’ er afgørende for, hvem jeg er.

Det oplevede jeg på den grimme måde for nylig, da jeg gik lidt for hurtigt over et lyskryds i indre København, og en fremmed mand fandt det på sin plads at fortælle mig, at jeg skulle lære at opføre mig dansk eller skride hjem til det land, jeg kommer fra.

I størstedelen af mit liv har jeg ikke interesseret mig særlig meget for spørgsmålet om, hvor jeg kommer fra.

Faktisk har jeg nægtet overhovedet at betræde den sti, fordi det hviler på en præmis, jeg ikke bryder mig om. Og fordi det aktualiserer, at jeg er forskellig fra min ven Rune, og at han er forskellig fra mig, selv om vi – vil jeg påstå – har nogenlunde samme livssyn og humor og forestillinger om det gode liv.

Rune og jeg er barndomsvenner. Jeg er søn af Asad og Shahnaz, han af Hugo og Karin. Vi har fulgt hinanden op igennem livet og udviklet os i takt. Vi spillede fodbold sammen som børn, gik i samme folkeskole, i samme gymnasieklasse og læste begge to videre på universitetet. Vi voksede op i de røde blokke i Bredballe ved Vejle. Men Vejle var for lille, så vi flyttede til Aarhus. Aarhus var ikke var stor nok, så vi flyttede til København.

Vi har rejst gennem Asien sammen. Vi har læst Morten Nielsens digte og Kim Malthe Bruuns breve.

Vi har snakket om Iran, Islam, Kierkegaard og Grundtvig, og det der med ’menneske først, kristen siden’. Vi har knust pigehjerter nogle gange og fået vores egne hjerter knust mange gange. Vi har grinet sammen, vi har grædt sammen, vi har krammet. Og gæt engang? Hverken vores grin, gråd eller kram havde et særligt sprog, en særlig kultur eller en særlig religion. Vi var bare to mennesker.

Kærlighed gør blind

Spørgsmålet om partikulær identitet dukker alligevel op i ny og næ. Had kan gøre det. Det kan tegne konturer op. Det synes jeg, er helt åbenbart i disse tider, hvor terror og ekstremisme er over os.

Kærlighed kan også sætte tanker i gang om partikulær identitet. For et par år siden boede jeg i New York. En sensommeraften ved East River mødte jeg tilfældigt en sød pige, der hed Emma. Vi faldt i snak. Jeg tog to cigaretter op af lommen. Først tændte jeg hendes. Så tændte jeg min. Hendes lyse lokker strejfede hendes solbrune skuldre, hver gang hun tog et hvæs, og der var fyrværkeri i mit hjerte.

Hun var fra Give, som ligger tæt på Vejle. Pudsigt, for der er jeg jo selv fra. Alligevel slog det ned i mig som et lyn; jeg aner ikke, hvor det kom fra, men pludselig blev det afgørende, at jeg har kurdisk baggrund. Og jeg tænkte da også på dét tidspunkt, at jeg ultimativt kun var i New York, fordi mine forældre flygtede fra Iran til Danmark, fordi de var kurdere. De er kurdere. Hvem er jeg så? Hvem er hun så? Hvem er vi så?

Momentalt fik det der med, at ’kærlighed gør blind’ en utraditionel betydning. Jeg blev blind for alt det, jeg er, udover at være kurder. Og jeg blev blind for alt det, hun er, udover at være dansker.

Men det værste er, at jeg i stedet for at fokusere på alt det dejlige hun var, i et øjebliks delirium kun tænkte på, om hendes familie ville acceptere en som mig. Om min familie ville acceptere en som hende. Jeg talte ned til spørgsmålet: ’er du egentlig muslim?’, og planlagde at svare med: ’er du egentlig kristen?’

Støtte fra Grundtvig

Der ved East River hjalp det at tænke på Rune. For hvis vi kunne have så meget til fælles trods forskellige kulører, så kunne Emma og jeg også. Og det hjalp at tænke på Grundtvig og det der med ’menneske først, kristen siden’. Menneske først, kurder siden. Menneske først. Og mennesker er ikke bare det ene eller det andet, men mange ting på samme tid.

I mødet med Emma var jeg kurder, men i København var jeg jyde, i kirken var jeg muslim, i moskeen var jeg forkert, i New York var jeg danish og nogle gange european og andre gange german, dutch eller swedish, for derovre ligger Danmark i Tyskland, Holland eller Sverige.

Og kurdish er »some kind of arab?«. Og »are you Colombian?«, »are you Mexican?«, »are you a socialist?«, og jeg tænker, at »jeg er det hele«, men jeg er mest bare Afshin. Et menneske.

De ord skulle være udgangsreplikken, hvis jeg en dag skulle medvirke i et DR2-program med titlen Det andet Danmark om udfordringerne i et tvær-re-li-gi-øst og in-ter-kul-tur-elt parforhold. Emma og jeg ville – nærmest i kor – sige: »Vi er jo mange ting, men først og fremmest mennesker og kærligheden besejrede resten«, mens vi grinede og sendte hinanden varme blikke.

Vi ville sidde med vores barn med lysebrunt hår og mørkebrune øjne, som vi havde givet navnet Sarah eller Benyamin, hvortil Emmas far havde sagt: »næ, hvor internationalt«, og min far havde sagt: »næ, hvor internationalt«.  

Uløseligt forbundne

Emma og jeg blev ved tanken (indrømmet en meget livlig en af slagsen), men mit venskab med Rune blomstrer stadig. Når jeg har en grim oplevelse med en, der ikke ønsker mig her, eller når jeg føler mig anderledes, tænker jeg på ham. Eller Martin. Eller Jakob. Eller Morten. For hver grim oplevelse, jeg har, har jeg fire smukke. Og det minder jeg mig selv om.

Runes og min historie er egentlig ikke interessant, men måske er den relevant i disse tider, for der er kræfter derude, som vil ’os’ det ondt. ’Os’, der lever en nogenlunde almindelig tilværelse – i fredelig sameksistens – i det stille.

Vi læser og arbejder og går ud i weekenderne og ringer til mor og spiser brunch og rejser til London og går til dansefester, og vi har travlt med at leve livet og finder det absurd, at der er behov for at hæve vores stemme, når vores budskab er så banalt. Men det er der åbenbart.

Der er nogle, som gerne vil fortælle os, hvor uforeneligt forskellige vi er. Som gerne vil slå ned på, at du er fra et bestemt sted og gøre det til det første og sidste i din fortælling. Og nogle gange får den tanke af uransagelige årsager fat i en. Måske fordi det er det, man hører hele tiden.

Hvis den tanke lister sig ind på mig, så tænker jeg på Rune og mig. Og hvis den tanke lister sig ind på dig, så tænk på din egen Afshin eller din egen Rune, hvis du har sådan en. Ellers må du gerne låne min, er jeg sikker på. Og du må også gerne låne mig. For de fleste af os har det samme forhold til Danmark, som Adam havde til Eva – vi er uløseligt bundet hertil, og det er vores efterkommere også.

Hvis vi vil, tror jeg godt, vi kan efterlade Danmark som et bedre sted, end da vi fik det. Det er jeg sikker på, vi er mange, der tror.

Du hører bare ikke om os, for vi har travlt med at leve vores liv. Men når den stemme ikke er derude, må jeg jo hæve min. For min egen skyld, for din skyld, men mest af alt for os, der gerne vil hinanden.

Afshin Berahmand er jurist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Birger Nissen
  • Charlotte Ardal
  • Tanni Kromann
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Anker Nielsen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Dagmar Christiandottir
  • Svend Elming
  • Viggo Okholm
  • Morten Balling
  • Steffen Gliese
  • Tino Rozzo
  • Carsten Munk
  • Claus Oreskov
  • Kristian Rikard
  • Lars Bo Jensen
  • Christian Mondrup
  • Ulla Søgaard
  • Niels Duus Nielsen
Birger Nissen, Charlotte Ardal, Tanni Kromann, Robert Ørsted-Jensen, Anker Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Dagmar Christiandottir, Svend Elming, Viggo Okholm, Morten Balling, Steffen Gliese, Tino Rozzo, Carsten Munk, Claus Oreskov, Kristian Rikard, Lars Bo Jensen, Christian Mondrup, Ulla Søgaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"...der er kræfter derude, som vil ’os’ det ondt."

Ignorer dem så godt du kan. Og skriv et indlæg i avisen i ny og næ, så vi alle bliver husket på, at verden ikke er sort/hvid. Du står ikke alene i din kamp, vi er mange, som er trætte af den omsiggribende racisme, selv om den ikke direkte rammer os.

Niels Weyde, Rikke Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, Finn Hansen, Christel Gruner-Olesen, Dagmar Christiandottir, Johanna Haas, Viggo Okholm, Morten Balling, Jannie Micheelsen, Claus Oreskov, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
David Henriksen

I mit Danmark er du dansk, endog meget mere end f.eks lyserøde Martin Henriksen med hans grisetryne og meget begrænsede personlighed.

Når nogen spørger hvor du er fra så sig Bredballe hver evigt eneste gang. Dem der spørger gør det nok mest af nysgerrighed, ikke nødvendigvis af fordomme.

Niels Weyde, Dagmar Christiandottir, Viggo Okholm, Jannie Micheelsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er kun i for-teksten at problematikken skinner frem, bortset fra et lidt panikagtigt negationsspørgsmål senere i anden sammenhæng. men Afshin er ikke 'muslim i kirken' hvis han ikke selv tilkendegiver sig som sådan.
Der følger ingen anekdote med påstanden, så den er indtil videre faktielt forkert.
At han er 'forkert i moskeen' er ganske tænkeligt, men det hører vi så ikke heller nærmere anekdotisk om. Det er vel egentlig også ret ligegyldigt for een selv hvad man er i moskeen, hvis man ikke er muslim.
Det er indviklet, og så alligevel ikke værre end dertil :
'Muslim' er noget man selv siger man er, eller ikke er.
Som enhver anden ideologi.

Britt Kristensen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Anne-Sophie Rasmussen

Så lækkert skrevet, og altid rart at få afkræftet sine fordomme - ikke om mennesker med anden etnisk baggrund, men om jurister ;-)

Rikke Nielsen, Asbjørn Løvendahl Mogstad, Jeppe Bundgaard, Dagmar Christiandottir, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@odd bjertnes. Det Afshin udtrykker med udsagnet: ” muslim i kirken”, er en konkretisering af en abstrakt symbolsk kendsgerning, at etnicitet har en tillagt dimension og en selvvalgt. Disse to harmonisere ikke altid. Tag jøde udryddelsen i Tyskland, mange jøder vidste faktisk ikke de var jøder, men det fik systemet fortalt dem – så at sige. På i godsvognen til Auschwitz, kan man jo sige til sig selv og de andre ”jeg er ikke jøde” men tror du det ville hjælpe?

Birger Nissen, Dagmar Christiandottir, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Afklaret og velformuleret, så er det sagt. Jeg er antropolog med etnicitet, som et af mine specialer, og denne artikel siger det hele, efter min bedste overbevisning.
Nationalitet og etnicitet er altid en konstruktion, der tjener et formål i en situations bestemt kontekst. Og en konstruktion kan altid dekonstrueres - men det forklare kronikkens forfatter meget bedre!

Birger Nissen, Rikke Nielsen, Charlotte Ardal, Charlotte Svensgaard, Finn Hansen, Johanna Haas og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Jannie Micheelsen

Så fint et indlæg, der kaster et list mere nuanceret lys over debatten om etnicitet i et land, der opererer med begreber som 1. og 2. generationsindvandrere. Hvornår er man egentlig bare dansk? Tak for det Afshin!

Birger Nissen, Johanna Haas og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Claus, det har du helt ret i, jeg skal ikke polemisere det. Der er den lille detalje, at jøde er en medfødt etnicitet (og det tredje riges definition af den var meget bred, det var vist nok med en enkelt bedsteforælder...), der så blev et 'handicap' i en bestemt kontekst. Det er godt at Information bringer de her artikler for tiden om div. personers problemer med den islamiske identitet, for det giver jo mulighed for at gentage igen og igen, i kampen mod de alternative fakta, at 'muslim' er ikke noget medfødt. Som det så katastrofalt viste sig at være for nogen tyskere i jeres Hitlerkortspil.
Punktum :-D

Henrik Plaschke

Odd Bjertnes:

Som netop afdøde Maria Marcus bemærkede det i nyligt interview:

Jeg spurgte hende, om hendes jødiske baggrund havde haft betydning for hendes liv, og så faldt svaret med en vis bestemthed:

»Jeg er ikke jøde. Det er i Hitlers øjne, jeg er jøde.«

(https://www.information.dk/kultur/2017/01/ukuelig-udogmatisk-utroligt-modig)

Dit udsagn om, ”at jøde er en medfødt etnicitet”, kan sandelig diskuteres.

Tak i øvrigt til Afshin Berahmand for en fin artikel.

Claus Oreskov

@Henrik Plaschke. Når du skriver at jøde er en medfødt etnicitet, så er det et godt eksempel på den tilskrevet etnicitet. Jeg gentager lige for en sikkerhed skyld: Nationalitet og etnicitet er altid en konstruktion, der tjener et formål i en situations bestemt kontekst. Der er intet naturligt, eller biologisk medfødt i nationale identiteter – det skal man nok være født i Hitlers Tyskland for at tro på!

En af de artikler som er skrevet af et menneske med et såkaldt fremmed navn. Pragfuldt vi er så mangfoldige i baggrund i dette land. Et indlæg som det her varmer mig en ældre mand dybt. Det får en til at tænke håb og så vil jeg gerne blive gammel og fortsat nysgerrig: vil mangfoldigheden fortsat trives og vinde til sidst. Artiklen bliver delt.

Rikke Nielsen, Niels Duus Nielsen og Johanna Haas anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Er det ikke i jødedommen at identiteten bliver nedarvet igennem moderen? Jeg er ikke ekspert men har hørt det i film osv. Jøder kalder sig også et folk, det gør andre religioner ikke på den samme måde.

Tak fordi du kalder mine kommentarer for 'artikler' Henrik, jeg er beæret, men venter stadig på indsigelsen imod substansen jeg frembærer. Er det vitterligt panelets holdning at islam er et medfødt 'handicap' ?
Hvis en Maria Marcus siger at hun ikke er jøde, så skal hun heller ikke svare for jødedommens ideologiske jodelay. Det er løsningen på den slags identitetsproblemer. Tak for eksemplet.

Tak til Afshin Berahmand for en smuk og opmuntrende tekst, der slår det simple budskab fast, at vi alle først og fremmest er mennesker.
En smuk danskhed skinner igennem i teksten: den der baserer sig på kultur, kærlighed til litteratur og på venskaber og som er helt uden behov for at definere sig gennem en udgrænsning af andre mennesker, sådan som den gammeldags nationalidentitet har for vane at gøre det i debatsammenhænge. En ny, yngre, voksengeneration tager ordet i den evindelige identitetsdebat om "danskhed" og åbner op for et større menneskeligt perspektiv. Det er tiltrængt og på tide.

Touhami Bennour

"Kærlighed gør blind! Også "fordomme gør blind". Jeg har to børn, den ene er Lydhårig og den anden er brun med sort hår. hvordan bedømmer fordomme. En gang på gaden med børne, hørte en dame sige til hendes mand: oh hvorforskellige de to børn. Det er første gang jeg lagte mærke til det, faktisk resulterede i en mere nøjagtig beskrivelse af mine børns fysionomi.Jeg fand at den lysehårig ( den første) ligne mig men med lysehårig men den anden ligne sin mor men med sort hår og brun. Det fik jeg at mene fordomme gør blind, da en nærbeslægtet til min kone, sagde til mig at den første søn ligner sin mor men den anden( den brune ligner mig), det bekræfter det med fordomme, at det var forkert. han ser kun farve men ikke den rigtig fysionomi. Og det sagde jeg til ham. Jeg er den eneste i denne verden, der har set mine børn på den måde som de er. "den lyshårig ligner mig mens den brune ligner sin mor". Og er tilfreds og glad med min måde at beskríve min børns ansigter og farve passer sammen med den naturlige. I den forbindelse har overhovedet fordomme nogen værdi. nej. Og 80% har den.

Claus Oreskov, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jens Peter: At alt for få har det forhold på tværs af tro på tværs af tro og etnicitet. bægeret der flød over fra ham, tror jeg da han blev bedt om at rejse hjem da han gik "forkert" over en vej.
Moralen må jo være: alle som går rundt på to ben i en mangfoldighed af køn, tro, påklædning,, størrelse og hudfarve er mennesker på denne jord med forskellige forudsætninger og historie, men med nøjagtig samme menneske værdi også i dette land.

Tanni Kromann

Efter snart ti aar som udenlandsdankser hader jeg spoergsmaalet, 'hvor kommer du fra', jeg hader det, af hele mit hjerte. Loest regnet, er jeg blevet stillet det spoergsmaal, og saa praecist de samme andre stereotype spoergsmaal der normalt foelger lige efter, omkring 700 - 900 gange. For jeg kan jo umuligt vaere en af dem. Eller bare mig. Jeg maa vaere noget andet, noget anderledes, og det skal saa defineres. Som vaerende mit foedeland. For evigt.

Rikke Nielsen

Tak fort et godt indspark i en ellers noget populistisk debat, og godt du har Rune til at fortælle dig, at alle ikke er som dem, der vil dig det skidt.