Kommentar

Vi bliver nødt til at genopdage de europæiske lande

Vi følger med i amerikansk politik til mindste detalje. Men hvad ved vi overhovedet om de sydøsteuropæiske lande, der spiller en væsentlig rolle for fremtiden i det EU, vores eget lands fremtid er kædet sammen med?
26. januar 2017

USA har længe været tapetseret med danske tv-reportere. Først ved præsidentvalget og nu ved indsættelsen af Trump som præsident.

En enkelt dansk journalist, DR’s Thomas Ubbesen, har fulgt flygtningestrømmen op gennem Europa, men med det snævre opdrag at rapportere om enkeltmenneskers vilkår under denne nye folkevandring.

Der er noget skævt i disse dispositioner. Det er selvfølgelig al ære værd at sende så mange af sted for at fortælle hjem om sygdomstegn i en supermagt, der er på vej ned, men det ville være mindst lige så relevant at sende et hold på opdagelse i de europæiske lande, vi er i union med, og som vi ret sjældent hører nuanceret om i de æterbårne medier.

Jeg spørger mig selv: Hvorfor reagerer de europæiske folk så stærkt over for de muslimske flygtninge? Hvorfor reagerer de enten med mure og pigtråd eller varm velkomst og lyst til at hjælpe?

Undertrykkere glemmes aldrig

Ungarn har selv prøvet undertrykkelsen gennem århundreder, og gammel mosgroet frygt for de muslimske osmannere er nok en del af svaret på, at de nu har sat hegn op for at holde flygtningene ude.

Den negative holdning til flygtninge deles af Polen og Slovakiet.

Polakkerne er et af de mest konservativt begejstrede katolske folkeslag i vores del af verden. Hvad der ellers bevæger dem til denne stejle modstand mod muslimske flygtninge blæser i vinden.

Slovakkerne har ikke været selvstændige ret mange år, og før kommunismen kendte de ikke andet end nedværdigende undertrykkelse fra kejserriget Østrig i vest og ungarerne i syd. Deres uvilje mod mennesker, der flygter fra undertrykkelse, er ikke helt let at forstå.

Og sådan er der, har jeg erfaret, meget i de europæiske lande, jeg ikke ved eller helt forstår – og med mig sikkert en hel del andre i dette land, der lige om hjørnet står til at komme i underskud af arbejdskraft og få behov for indvandring.

På det seneste har jeg læst Claudio Magris’ bogværk Donau. Magris, en italiensk professor i germanistik fra Trieste, har hen over en længere årrække rejst i den del af Europa, som floden Donau strømmer igennem. Det beretter han om i bogen.

Ved endt læsning sad jeg tilbage med forundringen over at se min egen uvidenhed projiceret så stort op af Magris’ enestående beretning om alt, hvad der har kunnet hentes ud af skrevne og mundtlige kilder og forfatterens egne iagttagelser af folkenes kultur og historie i lande, der er ret begrænset i min egen vidensbagage.

Hvad vidste jeg om Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Serbien, Bulgarien, Osmannerne, Østrig-Ungarn, Habsburgerne og et begreb som Mitteleuropa?

Hvad vidste jeg om det etniske kludetæppe i det store landområde Banat i det vestlige Rumænien omkring den gamle kulturby Timisoara, som fra gammel tid var koloniseret af tyske bosættelser, ungarske enklaver, emigrerede slovakker, serbere og andre fordrevne eller tvangsforflyttede til områder fra Ungarn og sydøstover?

Svaret er: ikke ret meget. Men jeg forstår, at en lang række kulturer og grænsedragninger har formet den del af Europa, der i dag søges styret af et mastodontbureaukrati i EU.

Er magt af EU’s kaliber tidligere blevet udøvet i disse områder? De, der ved noget om osmannerimperiets bureaukrati, vil nikke ja, og det samme vil dem med indsigt i, hvordan det Østrig-ungarske kejserrige udøvede sin imperiale magt. Magris skriver et sted: »Et undertrykt land glemmer aldrig sine undertrykkere«. I hvor høj grad har det noget på sig i vores tid?

Oplys os

Magris’ værk slutter i 1986. Følgevirkningerne af Murens fald, de kommunistiske regimers kollaps og flugten ind i EU er derfor af gode grunde ikke med i dette ellers stærkt anbefalelsesværdige bogværk. Siden 1989 har jeg ikke bemærket ret meget bredt oplysende journalistik om disse lande i danske medier. 

Engang i 1990’erne var der en Vagn, der berejste en stor del af verden og berigede folkeoplysningen med en række tv-programmer om lande, vi dengang ikke kendte meget til. Men ellers glimrer de sydøsteuropæiske lande fuldstændig ved deres fravær i de ’public service’-forpligtede æterbårne medier. Der er løbet meget vand gennem Donau, siden Vagn drog af sted fra Skagen med kurs mod Sortehavet.

Hvilken historisk og kulturel bagage bærer folkene i disse lande med sig, og hvordan tænker de nu mere end 25 år efter Murens fald, hvor internettet og mobiltelefonen er blevet kilde til oplysning, hvor en ny verdensorden, der går sin skæve gang, er blevet deres virkelighed, og hvor indtræden i EU udløser subsidier – og måske fører til ny undertrykkelse?

Jeg har ventileret emnet i de samtalefora, hvor jeg har min gang, og der er der bred enighed om, at det er på tide, at danske licensbårne medier måske omfordeler nogle millioner fra X-Factor, melodigrandprix og lignende hundedyre produktioner, så der bliver råd til at sende kvalificerede folk ud for at genopdage vores europæiske nabolandes kulturer, særpræg og meninger.

Det skal gøres med samme iver, men med langt mere tid til fordybelse end den, man for nylig demonstrerede på den anden side af Atlanten. Det vil hjælpe det danske folk til på et ordentligt oplyst grundlag at forholde sig til det skrøbelige europæiske fællesskab.

Per Sloth Carlsen er forhenværende lærer og billedkunstner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Flemming Berger
  • Vibeke Rasmussen
  • Torben Lindegaard
  • Jens Kofoed
  • David Zennaro
  • Peter Knap
Kristian Rikard, Flemming Berger, Vibeke Rasmussen, Torben Lindegaard, Jens Kofoed, David Zennaro og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

To artikler i dagens avis, en om kritiske partier i EU og en om Mariebarnets syn på Rusland, og jeg føler mig som indbygger på Orwels Animalfarm. For min viden om disse forhold kan sammenlignes med det informationsniveau, der hersker på farmen, hvor grisene har skrevet: "EU godt, Rusland skidt".

David Zennaro

Ja, det ville være dejligt, hvis medierne, herunder Information, brugte noget mere tid og plads til vores europæiske naboer. Men sandelig også andre dele af verden, som ikke lige er USA. Jeg har ikke fulgt det amerikanske præsidentvalg, for selv om det er vigtigt, så er andre ting så uendeligt meget vigtigere.

Torben Lindegaard

@Per Sloth Carlsen

Jeg savener også især TV fra det øvrige Europa.

Frode Kristoffersen rejste igennem Europa for en halv snes år siden.
Han blev noget kritiseret for udsendelsesrækken; men jeg syntes, det var spændende.

Ellers kan vi læse Per Nyholm hver søndag i JyllandsPosten - han er tit rigtig god.

Vibeke Rasmussen

Desuden er de fleste danskere nok trods alt i stand til på originalsproget at følge med i, hvad der foregår i USA, altså via amerikanske medier. Og – ikke mindre vigtigt – har dermed også mulighed for at fakta-tjekke danske reportager og oversættelser fra engelsk/amerikansk, hvis man føler behov for det.

Men hvor mange danskere behersker diverse europæiske sprog i samme grad? Et velkvalificeret gæt er, at ikke engang fransk-, spansk og tysk-kyndige kommer op i samme antal som engelsk-kyndige. Og hvad med vores nærmeste naboer og næsten-familie Sverige og Norge? Derfra hører man heller ikke meget, men må i stor udstrækning selv opsøge viden og oplysning i svenske og norske medier.

Michael Kongstad Nielsen

Hørt, Per Sloth Carlsen.
Enkelte lyspunkter findes dog: fx. lektor Søren Riishøj, ofte brugt på P1´s Orientering, er ganske habil til østeuropæiske forhold. Informations Mads Frese og Tine Byrckel om Sydeuropa og Frankrig. Mette Rodgers om England. DR har også enkelte solstråler, Hanne Fokdal Barnekow om Sverige fx.
Om Østeuropa tror jeg man får det bedste resultat ved at alliere sig med et godt gammelt leksikon, og tage artiklen om landet fra en ende af. Husk, at Versailles-freden efter 1. Verdenskrig kan mærkes endnu dernede, ikke mindst i Ungarn.

"Vi følger med i amerikansk politik til mindste detalje."

Mangt og meget tyder på at 'vi' følger med i personfnidder, overfladiske betragtninger, sensationsdrevne fortolkninger og enkeltsagsdramaer fra amerikansk politik. Præmissen er dermed tvivlsom; formentligt er det sådan at 'vi' følger overfladisk med de steder, hvor dramaet er dyrest, mest fashionabelt og lettest kan ryste dikotomier af sig. Herefter er der ludo-time hos enhver, såkaldt politisk bevidst 'vi'er.

Peter Bækgaard

Vi fulgte da også godt med dengang vores svigagtige sydeuropæiske naboer ikke kunne skjule deres gældsfinansierede levestil. Som vi så betaler for. EU er dømt til at fejle netop fordi der er for stor forskel på nord og syd i EU.

Peter Bækgaard - og med til denne komplicerede historie om de svigagtige, sydeuropæiske naboer hører bl.a. at det hovedsageligt var (og er) overklassen, som havde en gældsfinansieret levestandard ... og at bl.a. den græske sminke var foretaget af Goldman Sachs, som (vil nogle vide) EU's top rekrutterer mandskab fra ... og vice versa. Og så har vi pludselig en lidt anden diskurs, et lidt andet landskab af ansvar - omend du naturligvis har ret i at forskelle mellem diverse EU-lande, både nord/syd og øst/vest, spiller en rolle ... og vil generere problemer, når arrangementet skal gøres overstatsligt.

Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Enig Michael, i at bl.a. Hanne Fokdal Barnekow gør det udmærket, men egentlig synes jeg godt, at netop DR, med deres Public Service-forpligtelse og hvad-har-vi, kunne have en fast korrespondent også i Sverige/Norge.

I den seneste omrokering af korrespondenter har DR dog tilføjet én i Sydamerika og én i Afrika. Det er i det mindste et skridt i den rigtige retning. Selv om det så ikke lige har så meget med dækningen af Europa at gøre. '-|

Børge Rahbech Jensen

Fordomme om EU blev luftet, uden der blev skrevet ret meget om de europæiske lande, der påstås, vi er nødt til at genopdage.

Essen er Europæisk Grøn Hovedstad i år: http://ec.europa.eu/environment/europeangreencapital/essen-ecc-2017/.

Aarhus deler titlen som Europæisk Kulturhovedstad med Pafos på Cypern: http://www.pafos2017.eu/?lang=en.

Måske kan Deutsche Bahns tilbud til udlandet også bruges som inspiration: https://www.bahn.com/da/view/produkter/europa/billigrejse-europa.shtml?d...

Endelig har EU udgivet et kort over EU, som kan hentes på https://bookshop.europa.eu/en/the-european-union-pbNA0215471/?CatalogCat.... Ved siden af kortet er landenes navne og hovedstæder angivet på både engelsk og landenes egne sprog.

jan henrik wegener

Spørgsmålet er jo også om ikke der er større muligheder for noget der ligner "ægte partnerskab" med andre europæiske lande end med USA. Sidstnævnte kan sagtens sætte sig selv først, og når der kommer en leder der muligvis vil "tromle os" er der måske ligefrem noget godt ved det, hvis forholdet alligevel må være ekstremt ulige mellem de der bestemmer og de der ikke gør. Så står det mere klart og man må så overveje hvad man vil være med til fra vores og andre europæiske landes side.

Peter Bækgaard

Peter Jensen det gør det ikke mindre sandt. Man kan heller ikke blive ved med at hænge hatten på de demokratiske landes manglende evne til at regulere sig selv. Svindlen rækker langt ud over den økonomiske elite.