Opsvinget kom, så og svigtede

Fremtiden byder ikke på økonomisk fremgang og optimisme, som Lars Løkke Rasmussen ellers forsikrede os om i nytårstalen. Stabile opsving hører fortiden til
Fremtiden byder ikke på økonomisk fremgang og optimisme, som Lars Løkke Rasmussen ellers forsikrede os om i nytårstalen. Stabile opsving hører fortiden til
Melissa Kühn Hjerrild
11. januar 2017
Delt 146 gange

Budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i nytårstalen var klart: »Vi er helt ude af den økonomiske krise

Vi har hørt det før. Talrige gange. Det er tomme ord, der opløser sig selv. For hvis vi rent faktisk oplevede et klart opsving, ville det være åbenlyst, og ordene ville være unødvendige.

Faren for politisk hybris er overhængende. 

Da den forrige regering med sikker timing proklamerede et opsving i valgkampen sommeren 2015, var modtagelsen skeptisk. Hvilket opsving?

Der var ingen spor af den boblende økonomiske optimisme, der kendetegner et regulært opsving. Helle Thorning-Schmidt og hendes troppers malplacerede optimisme, der nåede desperate højder i valgkampen, står i dag som et mindesmærke for en fejlslagen regering.

Skjult opsving

Da regeringen i valgkampen skruede de brede smil på og mobiliserede alle optimistiske reserver, var de dog ikke på helt galt spor. Efterhånden som tallene for BNP er blevet opgjort og revideret, har et nyt billede tegnet sig, selv om det umiddelbart er skjult i den fremherskende debat.

Væksten i BNP opgøres nemlig på årsbasis i kalenderår. Og ser vi på 2014 og 2015, var der begge år en vækst på lige under to procent om året, hvilket ikke ligefrem var et opsving, men dog et højdespring i forhold til årene før.

Og når man bryder tallene op, tegner der sig en slags opsving op til valgkampen.

Hvis BNP vokser med mindst to procent om året, taler man typisk om et opsving. Og det, de seneste tal viser, er, at der fra midt i 2014 til midt i 2015 var et år med en vækst på pænt over to procent – for første gang siden finanskrisen i 2008. Vi har altså oplevet et år med høj vækst på baggrund af en årrække med lavvækst, et opsving så minimalt, at det umiddelbart er skjult af de årlige væksttal.

Læs også

Samtidig viser tallene, at vækstkurven knækkede lige efter valget i 2015, og situationen for den siddende regering er nu, at der er lavvækst og ingen tegn på et nyt opsving lige om hjørnet. Faktisk tyder alt på, at fremtiden byder på et nyt tilbageslag.

Det, vi har set i de foregående måneder, er, at forbrugernes humør har været dalende. Ved udgangen af 2016 var forbrugernes tillid til fremtiden ligefrem negativ. Da det private forbrug driver væksten i Danmark, indikerer dette økonomisk tilbagegang. Og de seneste tal for det private forbrug viser da også et fald.

Der er vendt helt op og ned på de politiske og økonomiske vilkår. Såvel socialdemokrater som borgerlige agerer ud fra de sigtelinjer, der udgjorde horisonten før finanskrisen. De seneste års udvikling viser imidlertid, at ikke kun efterkrigstidens vedvarende høje vækst, men også det sene 20. århundredes årelange opsving nu er en saga blot. 

Tiltagende væksttomrum

I efterkrigstiden var der årtier med høj vækst. Det er velkendt. Mindre velkendt er det, at der her og der var år med negativ vækst. Da der kun var tale om korte undtagelser fra det regelmæssige vækstbillede, blev de hurtig glemt og glimrer helt ved deres fravær i den samlede fortælling om efterkrigstiden store økonomiske fremgang.

Det var først efter 1970’ernes krise, at vækstbilledet forandrede sig i en sådan grad, at økonomiske tilbageslag blev set som tilbagevendende fænomener. Herefter oplevede vi så tre årtier med skiftevis opsving og økonomiske nedture.

Efter finanskrisen har billedet så ændret sig igen, endda mere grundlæggende end i 1970’erne.

Landskabet fra efterkrigstiden er nu helt forsvundet. Under de opsving, vi oplevede indtil 00’ernes forbrugsfest, kunne det stadig se ud, som om høj vækst og politisk optimisme var den typiske situation. Sådan er det ikke længere.

Kritikken af den traditionelle økonomiske vækst har svært ved at trænge igennem, fordi den associeres med tilbagegang og stagnation. Misforståelsen opstår, fordi man forveksler vækst med forbrug og stirrer sig blind på regnemodeller, som overser, at økonomi reelt bør handle om vækst i livskvalitet
Læs også

Vi oplever i disse år en økonomisk udvikling, hvor fraværende vækst er normen i sådan en grad, at opsving er sporadiske og ultrakorte undtagelser, der endda ofte skjuler sig i de tal, der bygger på kalenderår.

Det har været en bevægelse fra langvarig fremgang i økonomien over regelmæssige opsving til vedvarende stagnation i dag. Og ligesom de atypiske år med negativ vækst i efterkrigstiden i dag er glemt, må det forventes, at den kortvarige og atypiske vækst efter finanskrisen i fremtiden vil blive overskygget af det langsigtede perspektiv med et tiltagende væksttomrum. 

Problemet for politikerne, hvad enten de er røde eller blå, er, at deres succes mere end noget andet afhænger af, at de kan levere vækst med tilhørende optimisme, job, skattelettelser og mere velfærd. Det kan de ikke længere. Den økonomiske krise er også en politisk krise, hvilket er helt åbenlyst i disse år, hvor politisk turbulens og mistillid til politikerne griber om sig.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Teodora Hansen
    Teodora Hansen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Niels Nielsen, Teodora Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Jeg er lidt forbløffet over denne overskrift.

For sagen er jo, at sammenlignelige nabolande jo er inde i en højkonjunktur, hvor både BNP og efterspørgsel efter specialiseret arbejdskraft stiger stærkt.

Ser man på Norge, der har mistet titusindvis af arbejdspladser foruden meget store indtægter fra olieindustrien gennem det seneste år, har omstillingen til eksport af den tekniske fremstillingsindustris produkter for længst indhentet tabet.

Og ser man på OECD´s statistik over landenes BNP, ser man, at højkonjunkturen bare høvler af sted for f.eks. Sverige og Tyskland, medens f.eks. Norge og USA ligger tæt sammen i toppen. Ny og rationel teknik samt uddannelse i at bruge den, gør i øvrigt, at industrier i begge lande henter arbejdspladser tilbage fra udlandet.

Derfor må man spørge sig, om det er partiernes dyrkelse af syge politiske ideologier fremfor at agerer ud fra sund fornuft og OECD´s anbefalinger, der står i vejen for, at også Danmark følger med i denne udvikling. Faktisk er det både samfundets velfærd og arbejdsstyrkens beskæftigelse det gælder.

Danmark har 2 meget store problemer, som hele Folketinget bør gøre noget ved:
- Resultatet af den social ulighed skaber ikke nødvendig efterspørgsel efter varer og tjenester.
- Mangel på relevant og tidssvarende uddannelser og efteruddannelser hindrer eksport, og sender fortsat arbejdspladser på flugt til udlandet.

Niels Nielsen, Morten Østergaard, Bjarne Bisgaard Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther

@Gert Romme, højkonjunktur i Norge, Sverige, Tyskland og USA er vel nok så meget sagt.. Men de har en nogenlunde acceptabel vækst i modsætning til Danmark.

Men så slår den da fuldstændig fra hos dig..

Væksten i Norge, Sverige, Tyskland og USA kommer jo ikke af, at de har reduceret den sociale (økonomiske?) ulighed eller satset vildt og inderligt på uddannelserne. I USA og Tyskland er uligheden øget - ikke reduceret - indenfor de seneste år. Og i hvert fald det sidste (uddannelse) virker i øvrigt først 10 år efter at man sætter ind, så det ville jo ikke bringe nogen vækst lige rundt om hjørnet.

Den korrekte forklaring skal findes et helt andet sted. Sverige, Norge, Tyskland og USA har været langt bedre end Danmark til at håndtere finanskrisen og til at normalisere kreditgivningen efter krisen.

Finansiel Stabilitet (falsk varebetegnelse, i øvrigt) og politikernes håndtering af og krav om afvikling af pengeinstitutter, hårdhændet behandling af uskyldige låntagere, der bare var kunder i den "forkerte" bank, store krav om betaling for garantier fra overlevende banker (med samme effekt som store skattestigninger) osv. Negativ rente, fortsatte krav om øget "polstring" af finanssektoren og Finanstilsynets "diamanter" og andre overdrevne regulatoriske indgreb og begrænsninger.

Det er listen over årsager til, at Danmark hænger fast i dyndet i modsætning til andre lande. Og det er der, man skal ændre på tingene for at skabe vækst. Det er ret enkelt, det belaster ikke de offentlige finanser og det ville virke meget hurtigt. Lad banksektoren udfylde sin samfundsmæssige funktion, at låne penge ud!

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Der er intet, der som økonomi er i stand til få både læg og lærd til at komme med spådomme. Desværre er problemet for alle den for tiden dårlige kvalitet i krystalkuglerne.

June Pedersen, Niels Nielsen, Jens Falkenberg, Anne Eriksen og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Vækst (eller bare stabilitet) med tilhørende optimisme, job, skattelettelser og reel velfærd kunne være dejligt, men når det skal sovses ind i brutale sparekrav (for nogle) så er det svært at bevare troen.
Er optimistisk for et valg i utide! :)

June Pedersen, Kim Houmøller og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

Et helt grundlæggende problem for danske politikere er, at deres magt er stærkt overvurderet. Den udfordring forstærkes af pressens høje prioritering af Folketinget. Økonomisk vækst skal helst skabes uden for Christiansborg, hvor både befolkningen og erhvervslivet ofte enten er ligeglade med eller direkte gør det modsatte af, hvad den til enhver tid siddende regering opfordrer til.

Andre faktorer i det danske samfund modarbejder mål om økonomisk vækst. Det gælder bl.a. Forbrugerrådet Tænk og modsatrettede budskaber fra de økonomer, Folketingets partier får rådgivning fra. Krav om reformer modarbejder også økonomisk vækst. Der skabes ikke meget vækst ved reduktion af omkostninger. Selv når eksporten vokser, skabes ikke nødvendigvis vækst i Danmark. I forvejen har Danmark som bekendt store overskud på handelsbalancen, men de fleste arbejdspladser skabes i udlandet, mens de danskere, der tjener penge på det, beklager sig over Danmarks skattetryk og den konkurrenceevne, som sjovt nok har givet overskud på handelsbalancen. Det passer godt med, at mange erhvervsledere er uddannet med økonomiske modeller og teorier, men har begrænset forståelse for den private sektor, de selv hører til.

Der skabes nok heller ikke meget økonomisk vækst af etablering af en underskov af virksomheder, som mest sælger ydelser til andre virksomheder eller den offentlige sektor, eller ligefrem sælger ydelser, hvor andre virksomheder betaler for at få sine egne produkter udbudt til lavere priser. Det kan også undre, at fx. en politisk kommentator som Peter Mogensen kan tjene penge nok på sine aktiviteter til at drive et konsulentfirma. Nogle virksomheder vil åbenbart hellere betale for rådgivning end for egen produktion.

------
@ Gert Romme: "For sagen er jo, at sammenlignelige nabolande jo er inde i en højkonjunktur, hvor både BNP og efterspørgsel efter specialiseret arbejdskraft stiger stærkt."

Den økonomiske vækst er større i Spanien og nogle lande i Østeuropa end i Sverige og Tyskland.

Et spørgsmål er, hvor sammenlignelige fx. Tyskland og Sverige reelt er med Danmark. I hvert fald Tyskland har valgt et samfundsudvikling de seneste to årtier, som Danmark har betragtet med skadefryd, og for nylig meddelte Venstre i Danmark, at jernbaner, som Tyskland og Sverige har brugt mange penge på, hører fortiden til. I seneste regnskab fra Volvos division for entreprenørmaskiner blev Tyskland nævnt som et af få lande med gang i byggeriet. Det kan skyldes, Tyskland har brug for boliger til de mange indvandrere. I Danmark er kun statens finanser til debat.

En anden forskel på Tyskland og Danmark er, at Tysklands uddannelsessystem er mere erhvervsrettet, mens mange danske erhvervsledere i realiteten er uddannede til den offentlige sektor. Tilbage til jernbanerne kan læses på dsb.dk, at DSBs nuværende adm. direktør kom fra SAS og er uddannet pilot, mens det kan læses på http://www1.deutschebahn.com/ecm2-db-en/ir/dbgroup/board/1502872/grube_d..., at Deutsche Bahns nuværende adm. direktør kom fra Daimler-Crysler, og har en uddannelse, som ikke findes i Danmark, men kunne minde lidt om ingeniør.

"Ny og rationel teknik samt uddannelse i at bruge den, gør i øvrigt, at industrier i begge lande henter arbejdspladser tilbage fra udlandet."

Det har ikke meget med politiske partiers ideologi at gøre, at dansk erhvervsliv gerne vil gøre det samme men kræver, staten betaler. Sandheden er, at Danmark minder meget om fortidens Sovjetunionen, og de borgerlige partier er blevet mere socialistiske end Enhedslisten. Mig bekendt har Tyskland og Sverige aldrig haft et mål om omstilling fra industri- til vidensamfund, men brugte mange ressourcer på udbygning af jernbaner, mens især den private sektor i Danmark brugte mange ressourcer på lukning af danske arbejdspladser eller erstatning af produktion med salg i årene 1998 - 2007. Det skabte meget økonomisk vækst, at mange private virksomheder flyttede aktiviteter til udlandet, og fik brug for køb af meget informationsteknologi, konsulentbistand, ombygninger, bygning af nye domiciler og nedrivning af bygninger i en periode.

"Derfor må man spørge sig, om det er partiernes dyrkelse af syge politiske ideologier fremfor at agerer ud fra sund fornuft og OECD´s anbefalinger, der står i vejen for, at også Danmark følger med i denne udvikling. "

Ja, det må de, der er enfoldige nok og tager for givet, at det danske samfund fungerer på en måde, de ikke selv ønsker. Et logisk modspørgsmål må være, om de, der kræver, Folketinget klarer alle samfundets udfordringer, er villige til at følge de beslutninger, Folketinget træffer. Mit bedste bud er, at det er de ikke. Derfor er det absurd, at det fulde ansvar placeres hos Folketinget.

"- Resultatet af den social ulighed skaber ikke nødvendig efterspørgsel efter varer og tjenester."

Sjovt nok beder ingen om lavere indtægter for at reducere den sociale ulighed. Faktisk tyder intet på, de, der bekymrer sig om social ulighed, gør sig klart, hvad begrebet omfatter. Det eneste, de fortæller, er, at det bør undgås, fordi social ulighed medfører social uro. Det ignoreres, at mest social uro historisk set er opstået på universiteter, og mange, der har en universitetsgrad, gerne udtrykker sin undren over, mennesker med lave indkomster ikke gør oprør. Dermed tyder meget på, at social uro fortrinsvis skabes af de, der er bange for social ulighed.