Læserbrev

Personlig medicin er i patientens interesse

9. januar 2017

I læserbrevet »Erkend lægemiddelindustriens interesser« (31. december) peger Torben Kjær på, at lægemiddelindustriens primære interesse er at udvikle nye lægemidler. Det er rigtigt, og det er vi stolte af.

Vi arbejder dag ud og dag ind med at give patienterne bedre muligheder, mere effektive lægemidler og færre bivirkninger. Derfor kan vi nu med ny medicin helbrede Hepatitis C, forebygge livmoderhalskræft og bidrage til, at mange flere overlever deres kræftsygdom.

Og derfor har jeg også svært ved at genkende Torben Kjærs bekymringer.

Personlig medicin gør det muligt at anvende eksisterende lægemidler mere effektivt og sikkert, og samtidig er den et fundament for udvikling af helt nye behandlinger.

Med kortlægningen af vores gener, billigere og hurtigere genanalyser samt viden om biomarkører, der tidligt kan fastslå, hvem der har gavn af hvilken behandling, har vi fået nogle unikke redskaber, der vil komme mange patienter til gavn.

I lægemiddelindustrien er personlig medicin faktisk allerede en realitet: 13 procent af alle eksisterende lægemidler kan klassificeres som personlig medicin. Og når det kommer til nye lægemidler, der er under udvikling i virksomhederne, har cirka 40 procent af de nye lægemiddelstoffer potentiale til at blive anvendt som personlig medicin. På kræftområdet er det over 70 procent.

Og med en ny national strategi for personlig medicin – lanceret af regeringen og Danske Regioner – er Danmark nået et vigtigt skridt videre.

Forudsætningen for, at lægemiddelindustrien kan fortsætte udviklingen af ny personlig medicin, er ikke, at industrien skal have fuld og uhindret adgang til danskernes følsomme sundhedsdata og biologiske materiale. Det er derimod vigtigt med en stærk offentlig grundforskning og gode samarbejder med dygtige universitets- og hospitalsmiljøer.

Lægemiddelvirksomheder udvikler ikke lægemidler alene, og hvis 2017 skal blive det år, hvor danske patienter for alvor får gavn af udviklingen inden for personlig medicin, er det afgørende, at det offentlige-private samarbejde styrkes og bliver et centralt omdrejningspunkt.

Ida Sofie Jensen er koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu