Klumme

Politikerne burde bruge støttekronerne på en togbillet til Jylland

Som familiens røde får ser jeg altid frem til de politiske familiediskussioner over tarteletter og medisterpølse, men på det seneste er det ikke mine venstresnoede holdninger, som mine blå fætre og onkler vil udfordre. De undrer sig over i stedet over de beslutninger, der tages i København. Og dem har jeg svært ved at forsvare
Debat
31. januar 2017

Som mange andre eksiljyder i København ser jeg alt for lidt til den udvidede familie. Det sker næsten kun i forbindelse med højtiderne, og det kræver, at man først sidder fire-fem timer i et dieseldrevet aluminiumsrør fra forrige årtusinde med grædende småbørn og uvaskede studenter i midtergangen.

Et sted omkring Vejle skiftes til et endnu ældre og endnu langsommere tog, men i takt med at landskabet uden for vinduerne bliver mere åbent, tyndes der ud blandt passagererne, og støjniveauet falder. Hvis nogen snakker højt, så handler det om håndbold, og hun står af i Ikast.

Når jeg så ser mine onkler og tanter, er det gerne over en solid jule- eller påskefrokost. Efter maden går man tur ned til vandet, og så er der kaffe. Same procedure as last year. I løbet af dagen bevæger snakken sig ind på politik. Først som godmodigt drilleri, men lidt efter lidt som hovedemne.

Men hvor jeg tidligere blev mødt med uenighed, mødes jeg nu med undren og nysgerrighed. Hvordan det kan gå til, at det nærmeste sygehus er to timer væk?

Hvorfor kan to unge mennesker med fast arbejde ikke låne en million til at købe et hus, der alligevel står tomt? Hvordan kan SKAT smide 20-30 milliarder kroner væk, når de har tid til nidkært at gennemgå enhver enmandsvirksomheds momsregnskab?

Min familie befinder sig ikke på nogen måde på kanten af samfundet. Trods kortere uddannelser tjener flere af mine fætre mere, end jeg gør, og har mere ansvarsfulde stillinger. Bedsteborgere. Alligevel bliver jeg som offentlig embedsmand til repræsentant for magteliten i København. Ikke på nogen dårlig måde, men som en, der er tæt nok på magten til at måtte kunne se rationalet.

Men der er noget galt, når de skal bruge mig til at hitte mening i de beslutninger, der tages i København. Hvorfor taler de ikke med deres lokale folketingsmedlem? Han er den sædvanlige unge polerede type, der måske er født lokalt, men som har gået på universitetet og gået til Venstres Ungdom og efterfølgende bosat sig 350 km væk fra sine vælgere.

Så kan det godt være, han samvittighedsfuldt går til møder i vælgerforeningen og besøger lokale virksomheder, men han lever ikke sit liv sammen med sine vælgere, og hans unger spiller ikke på det lokale hold. Det har ikke nogen konsekvens for ham, når Brugsen eller fabrikken lukker.

Og det er ikke for at slå på de borgerlige. Det er akkurat lige så slemt på venstrefløjen. Ja, nærmest værst i Enhedslisten, hvis folketingsmedlemmer stort set alle bor på Nørrebro.

Jeg kommer selv fra den landsdel, der har stemt venstreblåt i over hundrede år. Ja, lige siden det blev en mulighed, men som ved sidste valg mange steder slog ud i gult. Folk herude, ikke bare min familie, men også mange andre, har mistet tiltroen til Venstre i almindelighed og Lars Løkke i særdeleshed, men også delvist til hele systemet. De er blevet protestvælgere.

Røde københavnere vil sikkert mene, at de ligger, som de har redt. De har elsket et skattestop, der har sendt friværdimillarder lige ned i lommerne på østkysternes champagnesocialister, mens bankerne ikke vil låne til deres eget huskøb.

De har stemt for politireformer og kommunalreformer, der har afskaffet staten mange steder, og for uddannelsesreformer, der har sendt ungdommen til storbyerne. Dertil kommer efterløns- og dagpengereformer, der rammer områder med høj arbejdsløshed hårdest.

Men afstanden mellem hovedstad og provins er et politisk problem. Vi er simpelthen for små til at have en udkant. Partierne bevilligede for nylig sig selv yderligere 54 millioner kroner i støtte. Det kan være fornuftigt nok, men det gør dem endnu mere uafhængige af de menige medlemmer.

I gamle dage fungerede partierne som kittet, der bandt vælgerne sammen med deres repræsentanter, men i takt med at partierne er blevet mere strømlinede og virksomhedsagtige, bliver politikken mere uforståelig for de mennesker, den handler om.

Måske partierne skulle købe en smart konsulenttype mindre og i stedet bruge nogle af pengene på en envejsbillet til deres valgkredse?

Niels Jespersen er cand. mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

"Røde københavnere vil sikkert mene, at de ligger, som de har redt. De har elsket et skattestop, der har sendt friværdimillarder lige ned i lommerne på østkysternes champagnesocialister, mens bankerne ikke vil låne til deres eget huskøb."

"De har stemt for politireformer og kommunalreformer, der har afskaffet staten mange steder, og for uddannelsesreformer, der har sendt ungdommen til storbyerne. Dertil kommer efterløns- og dagpengereformer, der rammer områder med høj arbejdsløshed hårdest."

Og hvad siger din udvidede familie så til disse vel ikke helt uvæsentlige indvendinger? Hvad siger de, når de bliver fastholdt på det faktum, at de selv har stemt for denne udvikling? Er din udvidede familie 'på landet' tilnærmelsesvis ligesom min, så har de endog meget, meget svært ved at forholde sig til det. Hvilket i og for sig er besynderligt, da et begreb som 'personligt ansvar' jo generelt talt stadig tages dybt alvorligt på de kanter. Hvordan går det med at tage et personligt medansvar for den udvikling, du nu på deres vegne begræder.

Og hvordan kan du egentlig sådan uden videre slå Enhedslisten i hartkorn med den perlerække af borgerlige partier, Socialdemokratiet inklusive, som har ønsket og fremmet den udvikling? Er det ikke et i grunden ret beskidt retorisk trick?

Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Per Klüver, Egon Stich, Maiken Guttorm, Hans Larsen, Tinne Stubbe Østergaard, Bjørn Ringgaard, Jens Kofoed, Mona Blenstrup, Rasmus Knus, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Med det sagt, vil jeg da også gerne høre hvilke fælles visioner din 'udvidede familie' på landet kan bakke op om, når de sådan får besøg fra storbyens larm, og der tales politik efter kaffen? Hvad er det for en vision de har, som ikke indbefatter mere af det samme? Smallere randzoner, endnu mindre stat, skattelettelser og friere rammer for det frie initiativ? Ved de hvad et ord som solidaritet betyder, og kan det overhovedet nævnes på de kanter, uden at latteren bølger for højt?

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for en fælles fortælling i dette land. De foreliggende er ikke gode nok, og de rædselshistorier der fortælles med stigende patos af partier som Nye Borgerlige og DF, fører, givet nok tid, direkte i helvede.

Vi har brug for en fælles fortælling, som ikke starter og slutter med bundlinjen på egen konto, og som ikke er begrænset i sin udfoldelse af absolutte krav om maksimal økonomisk frihed. Som ikke bunder i en forældet og perverteret protestantisk pligtetik, der alene skiller fårene fra bukkene i en efter-evaluering af kræets levedygtighed og evne til at tilpasse sig grundlæggende urimelige og livsfjendtlige forhold.

Hvad mon fætter på landet vil sige til et sådant program?

Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Hans Larsen, Jens Kofoed, Mona Blenstrup, Rasmus Knus, Bjarne Bisgaard Jensen, Nils Sørensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Hvis den brede befolkning har valget imellem pisk og kage til kaffen, eller en revolution, så vælger de det første.
Det skal information og de andre dagblade nok sørge for, at fastholde dem i.

Runa Lystlund

R skriver ikke SL
Stop nu denne jydejammer.

Nogle vil gerne bo i Jylland, på Fyn, Lolland, Falster mm. og nogle i København. Huspriserne er langt billigere i provincen og jeg siger provincen, end i de store byer, luften er også renere. Jeg kommer selv fra provincen og var glad for at vokse op der, med masser af sport og kort vej hjem. Nu bor jeg i København og jeg er glad for det. Her fik jeg arbejde. Vi finder alle et sted at bo, som passer til vores liv.

Jeg tror, at en bro mod Århus ville forkorte den mentale vej imellem vest og øst. Brug penge på det. Forkort vejen imellem Midt og Nordjylland og Sjælland.

Jyder snakket altid om veje. Næste gang I er på Sjælland så kør til Gilleleje og se efter hvor fantastisk smalle veje, der kan bruges på Sjælland.

Kære jyder ønsker I, at nedlægge København, eller hvad ønsker I? Skal København flyttes sten for sten til den Gamle by i Århus? Er det det vi skal?

Søren Kristensen

Politikerne burde bruge støttestrømper, når de tager toget til Jylland.

Lise Lotte Rahbek

R skriver ikke SL

Næh. Hvor læser du det?

Flemming S. Andersen

Super dejligt og rigtig skriv. Tak for det.

Når du så læser alle de forkælede Københavnere, som den famile holder oppe, så husk:

"Når man slår ned i en flok hunde, så hyler de der er ramt"

Københavnerne kan hverken lide at blive mindet om de virkelige forhold, eller det faktum at hvis de kvæler udkanten helt, så dør de selv af sult.
Det er bare det de er bange for, eller interesserer de sig kun for København.