Læsetid 4 min.

Populisme smuldrer ikke, når virkeligheden rammer

Tro ikke, at Trumps populistiske regime vil falde fra hinanden som følge af middelmådighed, indre modsætninger, eller fordi han ikke kan leve op til sine valgløfter. Polens skæbne efter et års populistisk styre viser noget andet
7. januar 2017

Hvad Donald Trump er for USA, er Polens Jarosław Kaczyński for Europa: inkarnationen af populismens trussel mod Vestens demokratiske model. To uger før Trump overtager tøjlerne i USA, er det oplagt at gøre status efter et års populistisk styre i Polen.

Forventningen er, at Trump snart vil vise sig som den uberegnelige hersker, der gennemfører en usammenhængende politik, som primært vil begunstige de rigeste. De fattige vil blive snydt, for populisterne udsteder løfter uden dækning, når de hævder at ville genskabe de tabte produktionsarbejdspladser. Den massive tilstrømning af migranter vil også fortsætte, for populister har ingen plan om at sætte ind mod dens grundlæggende årsager. Ude af stand til effektiv regeringsførelse vil populistregimerne smuldre og deres ledere blive fældet af rigsretssager eller stemt fra magten ved det næste valg.

Sådan var også forventningerne til Kaczyński. Liberale polakker troede, han ville arbejde til gavn for de rige, skabe politisk kaos og berede sit eget fald. Det var trods alt, hvad der skete i 2005-2007, da Kaczyńskis Lov og Retfærdighedsparti (PiS) styrede Polen sidst.

Chokændringer

Men de liberale tog fejl. PiS har forvandlet sig fra en ideologisk nullitet til et parti, der har gennemført chokændringer i rekordtempo og med stor effektivitet. For andre lande, der risikerer populistisk magtovertagelse, er der fem forhold, man skal holde øje med.

1. Nej til neoliberalisme

I 2005-2007 gennemførte PiS neoliberale økonomiske politikker (f.eks. afskaffelse af top- og ejendomsskat). Denne gang har partiet stået bag de største sociale overførsler i Polens moderne historie. Forældre får 500 złoty (850 kroner) i månedlig ydelse for hvert barn, de får efter deres første – i fattige familier tilfalder ydelsen alle børn (den gennemsnitlige månedlige nettoindkomst er på 2.900 złoty). Som følge heraf er fattigdommen faldet med 20-40 procent og børnefattigdommen med 70-90 procent.

Listen fortsætter: I 2016 indførte regeringen gratis medicin til alle over 75 år. Mindstelønnen er forhøjet ud over fagforeningernes krav. Pensionsalderen er sænket fra 67 år for både mænd og kvinder til 60 for kvinder og 65 for mænd. Regeringen vil lette skatterne for lavindkomstgrupper.

2. Genoprettelse af ’orden’

Uafhængige institutioner er populismens største fjende. Populistiske ledere er kontrolfreaks. For populister fører det liberale demokrati til et kaos, som en ’ansvarlig regering’ må rette op på. Mediepluralisme fører til informationskaos, et uafhængigt retsvæsen medfører juridisk kaos, og en uafhængig offentlig forvaltning skaber institutionelt kaos. Et robust civilsamfund er opskriften på kroniske skænderier og konflikt.

Efter valget af Trump og sejren til Brexit-tilhængere er erhvervslivet begyndt at tale om, at det er på tide at begynde at lytte til befolkningen.
Læs også

For populister er kaos et værk af ondsindende udenlandske magter og deres nationale marionetter. For at ’gøre Polen stor igen’ må nationens helte besejre disse forrædere, som følgelig heller ikke kan være ligeværdige bejlere til magten. Populistiske ledere søger derfor at begrænse deres modstanderes rettigheder. Deres politiske ideal er ikke så meget orden som undertvingelse af alle selvstændige magtinstanser, der kunne udfordre dem: domstole, medier, erhvervsliv, kulturelle institutioner, ngo’er osv.

3. Flertalsdiktatur

Populister ved måske, hvordan man vinder valget, men længere rækker deres demokratiforståelse ikke. Tværtimod ser populister mindretalsrettigheder, magtens tredeling og uafhængige medier som snigløb på flertalsstyret og derfor på demokratiet.

4. Magten er retten

Populister har vokset sig store på at udbrede falske nyheder, bagvaske modstandere, og love mirakler, hvis mangel på virkelighedsforbindelse mainstream-medierne ikke har været dygtige nok til at udstille. Men tro ikke, at sandheden kan være et effektivt våben mod postsandhed. I en post-sandhedsverden er magthavere stærkere end faktatjekkere. De mest hensynsløse med de færreste skrupler vinder.

Populister bruger tarvelige tricks, men høster medvind. Trumps tilhængere er kommet til at se Trumps tarveligheder som kendetegn på troværdighed, hvorimod anstændighed, sandhed og rationalitet er blevet elitismens kendetegn. Hvis brede lag har fået det værre under det liberale demokrati, må det liberale demokrati bære skylden.

Vil man bekæmpe populisme, er det ikke nok at holde sig til sandheden. Der vil blive brug for beslutsomhed, ja selv brutalitet, uden at vi af den grund skal gøre os til et spejlbillede af vores modstandere.

Polens aktuelle politiske krise kan tjene som eksempel. Efter et år i defensiven har Polens to største oppositionspartier nu iværksat fysisk blokade af Sejmen (Polens parlament) i protest imod en ulovlig afstemning om statsbudgettet. Dermed har de lagt en fælde for Kaczyńskis regering: Ret ind eller grib til vold. Uanset hvad taber han.

5. Nationalismen er ikke død

I Polen og andre lande er nationalismen den eneste ideologi, der har overlevet i den postideologiske æra. Ved at appellere til nationalistiske følelser vinder populister støtte overalt, uanset den økonomiske og politiske situation, fordi nationalismen også næres udefra af tilstrømning af ​​indvandrere og flygtninge.

Mainstreampolitikere står uden overbevisende svar på den udfordring. At sige fra over for migration modsiger venstrefløjens idealer, at støtte migration er ensbetydende med valgnederlag.

Vi må se i øjnene, at vi har følgende valg: Enten må populisternes modstandere ændre på deres retorik om indvandrere og flygtninge, eller også vil populisterne sætte sig tungt på den politiske magt. Indvandrere og flygtninge taber i begge scenarier. I det sidste taber også det liberale demokrati.

Sławomir Sierakowski er stifter af den liberale bevægelse Krytyka Polityczna

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lars Rasmussen
    Lars Rasmussen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
Lars Rasmussen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sven-Åge Westphalen
Sven-Åge Westphalen

Det er en yderst indsigtsfuld men også tankevækkende analyse/status på Polens politiske situation, som jeg gerne vil takke Slawomir Sierakowski og Information for. Som folketingskandidat for Alternativet er det især tankevækkende for mig, hvorfor det er populister, som kan sige nej til neoliberalismen og forbedre forholdet for de fattigste samfundsgrupper. Hvorfor kan fx socialdemokratierne i EUs lande ikke komme med en sammenhængende politik nationalt og i EU, som ikke kun er liberalisme light? Svaret i Danmark er desværre, at Socialdemokratiet men også SF, de Radikale med videre ikke har ideer, visioner og fantasi til meget andet end at kæmpe for regeringsmagten men ikke aner, hvad de skal bruge den til, hvis de endelig får den. En anden tankevækkende konklusion fra Sierakowski vedrørende flygtninge og indvandrere er - for at bruge en kliche - at det bedste kan være det godes værste fjende. Det rammer hårdt ind i fx vores politiske tilgang i Alternativet; for gør vores idealer det sværere eller nemmere at bevare en fælles, international flygtningepolitik. Kan vi sidde i vores egen osteklokke og være enige om, hvordan tingene burde se ud, mens vælgerne går til DF, Nye Borgerlige eller Venstre? Eller skal vi som delmål være mindre idealistiske og ambitiøse på menneskehedens vegne men til gengæld sikre, at vi trods alt holder os i den rigtige retning. Svaret er ikke nemt, for hvis vi gør det, har vi så ikke allerede gjort vold på vores egne idealer og mål?!

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Sådan går det altid, når to umenneskelige samfundsundergravende ideologier krydser klinger.

Normalt når to uddøende ideologier slår deres sidste slag, uden vision og eksistensberettigelse, så bliver det bedre på et tidspunkt, men denne gang er det muligvis allerede forsendt, elefanten i rummet forblev tilsyneladende usynlig, liberalisme blev formodentlig den sidste fejl.

Brugerbillede for Marc Wilkins

Det såkaldt liberale demokrati er ikke værd at bibeholde, såfremt det implicerer venstrefløjens falliterklæring og ideologiske underminering. Samfundet i det scenarie, som Sierakowsky på dyster vis ridser op som den mindst ringe mulighed, er ikke liberalt i nogen nævneværdig grad, men er i sidste ende blot frit for Vestens overklasse. At give afkald på det universelle perspektiv og motiv indebærer sammenbruddet af enhver politisk værdighed.