Læserbrev

Psykiatrien skal løftes

Debat
2. januar 2017

Den 12. december sendte fællestillidsrepræsentanterne for samtlige medarbejdergrupper på Psykiatrisk Hospital i Risskov et åbent brev til deres ledelse. Det åbne brev fra personalet gør opmærksom på de helt fatale konsekvenser, manglen på personaleressourcer og sengepladser får for behandlingen af psykisk syge patienter.

Siden 2007 er antallet af psykiatriske patienter steget med 43 procent. I samme periode er bevillingerne steget med 17 procent. Flere og flere borgere med psykisk sygdom oplever, at de ikke får den hjælp, de efterspørger. En undersøgelse fra Bedre Psykiatri viser, at 37 procent af de pårørende har oplevet, at den syge er blevet afvist ved henvendelse til en psykiatrisk skadestue. Også antallet af genindlæggelser er stigende. Mere end 8.500 borgere med psykisk sygdom oplevede i 2015 mindst én genindlæggelse.

Nødråbet fra Psykiatrisk Hospital i Risskov viser de uforsvarlige vilkår, vi byder personalet og de udsatte borgere med psykisk sygdom. Manglen på ressourcer betyder øget brug af medicin, større risiko for overfald på personale og medpatienter og flere flytninger af patienter rundt mellem afdelingerne.

Vi har oplevet flere drab af borgere med psykisk sygdom på offentlige ansatte, betjente, SOSU-assistenter, pædagoger og sygeplejersker. Drabene er ofte sket i forbindelse med psykisk syge borgere, der ikke fik den hjælp, de efterspurgte eller behøvede. Ville vi nogensinde acceptere de forhold i det somatiske sundhedsvæsen?

Vi må afskaffe det produktivitetskrav på sygehusene, der tvinger personalet til at løbe to procent hurtigere hvert år. Vi må ligestille bevillingerne til psykiatri og somatik, så psykiatrien kan indhente sit økonomiske efterslæb. Vi må sætte klare mål om at nedbringe tvang, nedbringe brugen af medicin, øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom og skabe mere sammenhæng mellem hospitalspsykiatri og socialpsykiatri.

Det er et politisk ansvar, der påhviler Folketinget.

Peder Hvelplund er folketingsmedlem for Enhedslisten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her