Kronik

Der er ikke noget quick fix mod social arv. Og uha uha – det lyder dyrt

På trods af de bedste intentioner er uddannelse i dagens Danmark i høj grad forbeholdt dem, der har forældre, der også er veluddannede. Hvis der var en lige så energisk forargelse over det, som der er over ’eliternes triumf’, var der håb forude. Men det er der ikke, så forbedringerne går kun langsomt fremad
Det er vigtigt at sætte ind allerede i børnehaven, hvis man vil gøre hindre den sociale arv, der nedarves gennem uddannslsesystemet. Men den indsats, der er blevet gjort, kommer især middelklassens børn til gavn, og i mindre grad arbejder- og underklassens. Foto: Lasse Kofoed/Polfoto

Det er vigtigt at sætte ind allerede i børnehaven, hvis man vil gøre hindre den sociale arv, der nedarves gennem uddannslsesystemet. Men den indsats, der er blevet gjort, kommer især middelklassens børn til gavn, og i mindre grad arbejder- og underklassens. Foto: Lasse Kofoed/Polfoto

Lasse Kofod

5. januar 2017

Der findes næppe en dansker eller en dansk politiker, der ikke mener, at alle skal have en fair chance.

Sådan er det ikke i dagens Danmark, og det har ikke været sådan lige så længe, man har interesseret sig for det politisk og videnskabeligt, men det er ikke, fordi danskerne og danske politikere ikke mener, hvad de siger.

Det er fordi de – og vi – ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre ved det faktum, at der er afgørende forskel på ens muligheder i livet, alt efter hvilken social baggrund man kommer fra.

Vi ved det godt og har vidst det længe, og vi taler og skriver om det – som her – men når det kommer til stykket, så er der stadig lang vej, før den sociale chanceulighed er afskaffet.

Uddannelsessystemet var i 1960’erne udset til at være den store lighedsskaber. Men lighed gennem uddannelse, som det hed, har ikke været i stand til at levere den forventede eller ønskede udvikling.

Og det er ikke, fordi der ikke politisk har været bevilliget stadigt flere midler til systemet. Det er, fordi det danske uddannelsessystem i lighed med uddannelsessystemer i alle andre lande ikke har kunnet knække den kode, der skal sikre, at alle får en kompetencegivende uddannelse.

Et ynkeligt mindretal

På trods af de bedste intentioner hos politikere og praktikere om det modsatte, så er uddannelse i dagens Danmark i for høj grad forbeholdt dem, der har forældre, der også er veluddannede. I disse tider, hvor der med en vis skadefryd drives kalkunjagt på eliten, er det også blevet endnu mere tilladt at tilskrive en stigende akademisering af samfundet og dets styring alverdens dårligdomme.

Men frygt ikke, thi akademikerne udgør stadig et ynkeligt mindretal. Omkring syv-otte procent af befolkningen har en akademisk uddannelse og omkring dobbelt så mange – cirka 16 procent – af nutidens unge er i gang med en lang videregående uddannelse.

Men fordelingen er pivskæv. 40 procent af overklassens og den højere middelklasses unge har eller er i gang med en akademisk uddannelse. Det gælder kun ni procent af arbejderklassens og syv procent af underklassens unge.

Uddannelsessystemet er stadig en skingrende skæv omfordelingsmekanisme, der tager fra alle skatteydere og giver til de velstilledes børn og unge. Hvis der var en lige så hidsig debat og energisk forargelse over det, som der er over ’eliternes triumf’, så var der håb forude. Men det er der ikke.

Hvis man er tålmodigt anlagt, så kan der være lidt håb at hente i tallenes tale. Andelen af unge med en fuldført ungdomsuddannelse er efter et dyk i 00’erne tilbage på et niveau omkring de 70 procent.

Højere end tidligere, men langt fra den politiske målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang, skal have en ungdomsuddannelse, hvilket har været gældende uddannelsespolitik uanset regeringsfarve i årtier.

De unge fra overklassen og den højere middelklasse har længe opfyldt 95 procent målsætningen, og det optimistiske i udviklingen er, at stadigt flere unge fra arbejderklassen og underklassen også får en ungdomsuddannelse.

For 20 år siden fik 76 procent af de unge fra arbejderklassen en ungdomsuddannelse i dag er det 80 procent. Tallene for de unge fra underklassen er 53 procent for 20 år siden og 62 procent i dag. Så hvis den stigning fortsætter, vil de unge fra underklassen være på niveau med de unge fra overklassen om rundt regnet 50 år – i 2067.

Kan det gå lidt hurtigere?

De resultater skyldes ikke politisk passivitet. Enhver, der beskæftiger sig med uddannelsesområdet fra vuggestue til ph.d., ved, at politikerne har gjort rigtigt meget i et ærligt forsøg på at forbedre systemet, så det holdt op med at reproducere den sociale uddannelsesulighed.

Der er gennemført læreplanener i daginstitutionerne og en lang række reformer i den øvrige del af uddannelsessystemet med den forkætrede folkeskolereform som rubinen i kronen. Og som tallene viser, så er der håb forude for tålmodige sjæle. Det går den rigtige vej. Spørgsmålet er blot, om det måske kunne komme til at gå lidt hurtigere.

Noget af det konkrete, der er kommet ud af den megen fokus og forskning på området, er en satsning på forberedelse til læring allerede i daginstitutionerne.

Det blev fremhævet som et resultat af den danske forskning på området for 10-15 år siden, og det fik ekstra vægt, at den amerikanske økonom James Heckman fik Nobelsprisen i økonomi i 2000. Han har nemlig lavet mange  studier, der viser positive resultater ved en tidlig forebyggende indsats.

Set med danske briller var det noget nær en perfekt anbefaling at satse på at bidrage til at løse udfordringerne ved en indsats baseret på daginstitutionerne. Danmark er det land i verden, der har den mest veludbyggede daginstitutionssektor med et veluddannet personale og en dækningsgrad – andel af børn i daginstitution – tæt på 100 procent.

Så der blev igangsat en række programmer. Blandt andet HPA, Handlekompetence i Pædagogisk Arbejde, med socialt udsatte børn og unge, og VIDA, Vidensbaseret Indsats overfor udsatte børn i Dagtilbud. Det var gode indsatser baseret på de bedste intentioner.

De lykkedes bare ikke – sådan sagt lidt kort. Børnene fik sådan set glæde af den ekstraordinære indsats, men det var især, hvad man kan kalde børn af middelklasseforældre, der fik mest ud af programmet, mens de udsatte børn og unge, som programmerne stræbte efter at nå, ikke fik nær så meget ud af dem.

Måske kan man formulere læren af programmerne sådan, at der ikke findes noget quick fix. Indsatsen i daginstitutionerne skal være langvarig, dvs. køre over mange år, den skal være baseret på en indsats fra et veluddannet og erfarent personale, og den virker bedre i små børnegrupper end i store. Og uha uha – det lyder dyrt.

Logisk fordeling af midler

Så på den måde kommer man til noget af det, der er sagens kerne. Det koster at bryde den negative sociale arv. Hvis personer med meget forskelligt udgangspunkt skal behandles lige, hvis alle skal have en fair chance, så skal de med det dårligste udgangspunkt have mere end dem med et bedre udgangspunkt.

Ud fra sådan en logik burde der jo nok kunne findes midler til en tidlig indsats af høj kvalitet i daginstitutionerne og den nødvendige opfølgende indsats videre frem gennem uddannelsessystemet for de børn og unge, der har behov for det. Så får man det bedst mulige ud af den gratis uddannelse, som der meget fornuftigt stilles til rådighed her i landet.

En grundlæggende pointe er, at det er en langt bedre forretning at foretage en omfattende investering i børns udvikling tidligt, end det er at blive tvunget til at bruge pengene på sur opfølgning, når det er gået galt – i den forstand at de unge ikke har fået en kompetencegivende uddannelse.

Er der noget, man ved fra forskningen, så er det, at der er en klar sammenhæng mellem uddannelse og evnen til at forsørge sig selv på et foranderligt arbejdsmarked – i en global verdensøkonomi, hvor  ingen kan ’hygge sig i smug’.

Det danske samfund med dets værdier om lighed og lige muligheder, dets åbne og gratis uddannelsesinstitutioner og rimeligt fornuftige økonomiske ressourcer har de allerbedste forudsætninger for at gøre det endnu bedre, når det handler om at bryde den negative sociale arv.

Det må bare gerne gå lidt stærkere, end det hidtil har gjort.

Niels Ploug har forsket i social arv og ulighed og er til daglig ansat som direktør for personstatistik i Danmarks Statistik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Negativ social arv er så i dette tilgælde lig med,
at arbejderklassens og underklassens børn viser sig mindre påvirkelige af moddelklassens og overklassens manipulationer - eller hvordan skal den negative arv forstås?

jens peter hansen

Fint nok, men jeg mangler nu lidt mere oplysning om hvad arbejderklassen og underklassen er i Niels Plougs tal. Hvis kun 70 % tager en ungdomsuddannelse og 95 % af middelkalssens unge gør det og 80 % af arbejderklasen, mens kun 62 % af underklassens børn gør det må det betyde at underklassen udgør langt over halvdelen af DK's befolkning. Er det nu rigtigt ?

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Herskab og tjenestefolk - frit valg på alle hylder?

Godt spørgsmål, Lise Lotte Rahbek. I en tidslomme, hvor 'mønsterbrydere' fra arbejder- og underklassens forrige generation af lønslaver, som trods deres forældres ringe sociale status alligevel er endt i direktørstillinger med lønninger og pensionsordninger i millionklassen, ikke bekymrer sig en disse om opdragelsen af de børn- og børnebørn af medlemmerne af den 'gamle elite' (dvs. den 'elite' af industribaroner fra forrige århundrede, som grundlagde deres rigdom og magt på rettidig omhu i forretningsanliggender) og nu foregår os alle med med dårlige eksempler på blær og pral og overforbrug af alt det skidt og møg, vi nødvendigvis må anskaffe os for at holde deres arvede 'vækstlokomotiver' i gang.

Hvis vi vel at mærke ønsker, at de skal regne os for andet og mere end ringe erstatninger for tidligere tiders økonomiske 'elites' hær af servile herskabstjenere og -tjenerinder. Som desværre endnu ikke rigtigt kan erstattes af og udskiftes med industrirobotter og 3d-printere.

Steffen Gliese

Socialdemokratiet har i mange år været underlagt et snobberi, som går imod velfærdssamfundets tanke: at alle skal kunne have en udmærket tilværelse med det arbejde, de udfører. Når der er mindre social mobilitet i Danmark, er det så snarere et udtryk for, at dette er lykkedes. Og Gudskelov for det - for vi har jo brug for, at folk vil påtage sig alle de trivielle gøremål.

jens peter hansen

Tak for linket. 42 % middel og overklasse, 42 % arbejderklasse og 14 % underklasse. Sammenregnet giver det en ungdomsuddannelsesprocent på 84 %. De 70 % er altså ikke retvisende.

Mange rigtige tanker, det er en stort problem at underklassens børn ikke får lært at læse og regne. Det er dyrt på den lange bane.
Manglende opbakning hjemmefra samt begrænset evner spiller naturligvis en stor rolle, men også folkeskolen må tage et ansvar.

Niels Plough strammer dog nok skruen når han skriver:
"Uddannelsessystemet er stadig en skingrende skæv omfordelingsmekanisme, der tager fra alle skatteydere og giver til de velstilledes børn og unge."

De velstillede betaler trods alt en langt langt større del af uddannelsesudgifterne ift underklassen.

Jørgen M. Mollerup

Prøv at gå et par generationer tilbage se hvilken uddannelse, jeres besteforældre havde, så vil I se, at uddannelsesmønsteret har ændret sig radikalt.
Min fader havde en kontoruddannelse, min morfar var kleinsmed. Jeg er civilingeniør.

En dag vil 99% have en akademisk uddannelse!
Nå ikke?, så lad da være med at hænge fast i 10-20-30-40-50 års jammer - og lad være med at prise bestemte mennesker på bekostning af andre, selvom de selvfølgelig er mere værd :)

På den måde flytter man kun statistikkerne fra år til år, men det er der selvfølgelig også tidsfordriv i, især i disse år, hvor man rask væk spår om 2020-2030 og 2050 - som om man virkelig kunne det?
Måske kommer der en kæmpe lastbil og kører os ned?

Idet du nedgraderer mennesker/ børnehavebørn - puffer og tester, mens man hele tiden fortæller dem, at de skal være lige så "gode" som "de heldige arvefjender"
Det drejer sig om menneskesyn og det flytter sig ikke, så længe udsigten er som nu. Måske vil man endda føle, at nogle folk er til skade og ikke "rigtige" nok?

Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

62% af underklassens børn tager altså en uddannelse. Det er altså 4 1/2 gange så mange som den underklasse de kommer fra eller hvad ?. Er folk uden uddannelse underklasse ? 75 % af en årgang går nu på gymnasiet. Hvor højt vil man op ? Vi kan vel ikke alle blive ansat på Danmarks Statistik og udregne hvorfor en eller anden procentdel af befolkningen ikke får, ikke orker eller ikke vil have en formel uddannelse. Er buschauffør en uddannelse ? er skraldemand ? En af forældrene i af mine klasser var uddannet geograf. Han kunne ikke få arbejde i slut 70'erne og fik job i lufthavnen. Velbetalt, men vel ikke egentlig faglært. Han holder op i år når han bliver 65. Er han arbejderklasse eller hur ? Min søster og bror havde svært ved skriftlig dansk dengang i 50'erne. De er begge læger, men de kom i skole hver dag. Hvad gør man ved søde børn , som skal være forældre for deres forældre og som derfor ikke har tid og overskud til skolearbejde ? Hvad gør man ved tidligt skadede børn der har været udsat for omsorgssvigt ? Fjerner man dem er det skidt og fjerner man dem ikke er det også skidt. Troen på, at hvis man bare gjorde noget mere så ville det nok blive bedre, er rigtig for nogle, men jo uendelig besværligt for mange. Er 62 % fra en udsat gruppe ikke helt flot, et tal som den forhadte folkeskole vel godt kan stå sig ved. På privatskole har de bøvlede børn aldrig gået og hvis, kun et par minutter før de blev smidt på porten og over i underklassens skole.

Lasse Glavind

Men som den store franske sociolog Bourdieu viste med sine kæmpestudier, så er uddannelse heller ikke den mirakelkur, der bryder klassemønstrene - klassemønstrene videreføres i vidt omfang også inde i uddannelsessystemet, når og hvis man når så langt - og så er vi tilbage ved elefanten i dagligstuen, som Ploug ikke forholder sig til:

Man skal kæmpe for lighed, hvis man ønsker lighed - og at tale om og arbejde på at skabe 'lige muligheder' er ikke det samme som at skabe lighed - det er jo netop det, vores egen historie og Bourdieu viser os.

Flemming Berger, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det handler om, at vi skal lade være med at gøre arbejdet til en markør for noget som helst andet end at bidrage med noget opgaveløsning i det store puslespil.
Hvad der tæller er, at alle får gode muligheder for at deltage i samfundets politiske, kulturelle og institutionelle aktiviteter på lige god.
Når der ikke synes at være så meget skred i den sociale mobilitet mere, så skyldes det jo, at det foregik for en generation siden, og at mange af de akademikerbørn, der i dag går i deres forældres fodspor, har bedsteforældre, der var alt muligt andet.

jens peter hansen

Hvis man siger at antallet af folk uden uddannelse e hører til underklassen, så vil underklassen selv bidrage med 38 % af de 14 % den udgør, arbejderklassen med 20 % af de 42 % den udgør og middelklassen med 5 % af de 42% den udgør. Disse tal bliver da omregnet til at samlet kommer 5,2 % kommer fra underklassen, 8,4 % fra arbejderklassen og 2,1 fra middelklassen eller samlet 15,7 %. Arbejderklassen står altså for halvdelen af rekrutteringen til underklassen.
Ak ja.

Jeg kan faktisk ikke lide den artikel, da jeg egentlig føler at Niels Ploug i bund og grund er en snob klædt i solidariske klæder. Hvad er det egentlig vi vil eller kapitalen og magthavere? En befolkning med masser af begær og stræbervilje så væksten i ? ikke går i stå. Er livet og dets betingelser kun viden og ekspertise? Kan et barn i den såkaldte "underklasse" ikke være lykkelig på trods af manglende villa og bil i familien? Evner? spørger en om er det kun overklassens børn der pr definition har større evner? Fint at daginstitutioner får mulighed for læring alle børn vil gene lære, men det ligger lidt implicit at den læring skal sikre den rigtige vej altså "opad" Et samfund har kun arbejde til en del især hvor man som samfund gør alt for at almindeligt fysisk arbejde afskaffes. De som ud fra den norm ikke kan få arbejde anses for dovne eller dumme og der skal så sættes enorme ressourcer ind for at de trods alt arbejder for den lille godtgørelse de skal have bare for at leve. Noget er galt, men hvad?

Flemming Berger, Grethe Preisler og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Viggo Okholm,
- jeg tror nu ikke, at statistikeren Niels Ploug i bund er en ulv i fåreklæder aka 'en snob i socialistiske klæder'.

Hvis ikke han selv mente at have fundet de vises sten og vejen til den så godt som 'krisefri kapitalismemodel' med evig vækst og lykke for alle, der 'kan og vil' løse billet til de tilbud om livslang læring af New Public Management, der doceres ex cathedra på de kurser, han selv afholder som nebengeschæft til lønmodtagerjobbet som afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, ville Niels Ploug nok få svært ved at 'sælge billetter' til andre end de i forvejen velaflagte virksomhedsejere, der har råd til at betale for underholdningen af egne lommer.

.

Christel Larsen

at bryde et klasse mønster går vel ud på at anerkende og værdisætte jobs ordentligt, uanset hvad det er, for vi kan nu engang ikke alle arbejde som det samme. Anerkendelse får vel de fleste til at rette sig op og en ordentlig pris får vel de økonomiske forhold forbedret. Økonomerne burde da elske det, så er der plads til mere forbrug.