Klumme

De rene og skære følelser

I min søn ser jeg de reneste følelser, og jeg kan ikke lade være med at glo på dem. Det er så fascinerende. Kærlighed er så fascinerende. Had er. Han har ikke lært at pakke tingene ind endnu, han har ikke lært at gemme sig
2. januar 2017

Min søn er seks år og lige startet i skolen. Der er en pige henne i skolen. Lad os kalde hende M. Hun går i ret flotte silketrøjer åbenbart, hun har meget flot hår, og når hun smiler til min søn, bliver han lykkelig. Altså ikke bare sådan hyggelykkelig som voksne bliver over en kop kaffe eller en webergrill eller whatever, nej, han bliver varm i hele kroppen, og englene synger, siger han, deres kærlighed er for evigt.

Episk! Kosmisk!

I går gav hun ham en sten henne i skolegården. Han sov med den i nat. Han krammede den. Han kyssede den.

Den anden dag omringede alle pigerne min søn. M’s veninde spurgte, om han var forelsket i M.

»Ja,« sagde han.

Det kunne de så ikke rigtigt sige noget til – og det var så det.

Da jeg hørte om det, rejste mine hår i nakken sig – men min søn er rimelig cool omkring det. Hans kærlighed er ren, og han skammer sig ikke.

Desværre findes Den Store Fede Idiot også. Det er hans konkurrent. Min søn hader Den Store Fede Idiot. Han bliver rød i hovedet af raseri, når han fortæller om ham, han knytter næverne og græder sig i søvn, når han kommer i tanke om dengang, Den Store Fede Idiot satte sig ved siden af M i bussen, og så grinede de og havde det sjovt, mens min søn sad på sædet lige bagved og så det hele.

I min søn ser jeg de reneste følelser, og jeg kan ikke lade være med at glo på dem. Det er så fascinerende. Kærlighed er så fascinerende. Had er. Han har ikke lært at pakke tingene ind endnu, han har ikke lært at gemme sig.

Hvis jeg selv skal tale om kærligheden, bliver det næsten altid frelst eller corny eller for meget eller kliché. Og hvis jeg fortæller om mit had, får jeg ALTID at vide, at jeg skal pakke det ind. Ligesom en gammel fisk skal mit had pakkes ind i avispapir af ’positive visioner’. Man må ikke bare vred. Vreden skal være KONSTRUKTIV.

Når jeg f.eks. taler om klimakrisen og de store fede idioter, der udnytter klodens ressourcer til egen vinding, de svin ... får jeg at vide, at vi skal tale om vindmøller eller grøn omstilling eller igen, de der positive visioner.

»Det nytter ikke noget at være vred,« får jeg at vide.

Her er min mening: Jeg synes, vi lever i en kultur, hvor følelserne enten skal pakkes ind og gemmes væk – eller det modsatte. De skal optimeres. De skal effektiviseres. De skal bruges til noget, følelserne, de skal altid bringe os videre, det er aldrig o.k. bare at være i dem.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om de havde vildt mange positive visioner for fremtiden under Den Franske eller Den Russiske Revolution? Har Black Lives Matter en masse positive visioner for fremtiden – eller er de bare virkelig trætte af at blive skudt på? Og hvis det skal politisk nuanceres: Har Trumps tilhængerne vildt mange positive visioner for fremtiden? Eller De Nye Borgerlige?

Måske er det på et dybere plan et oprør: »Lad os have vores følelser i fred!«

Og angående kærligheden; orgasmerne skal være ultimative, datingoplevelserne skal være guddommelige (ligesom maden), parforholdet fucking lykkeligt, død og pine, koste hvad det vil!

Og så er det bare jeg får lyst til at råbe; slap nu af, mand! Jeg kan ikke klare det mere. Ud af mit hoved.

Jo mere jeg får at vide, at jeg skal have positive visioner for fremtiden – desto vredere bliver jeg. Jo mere jeg får at vide, at kærligheden skal være mere end, du ved, stille og roligt, vi er bedste venner, vi er et team, desto mere tager jeg plettede joggingbukser på og kaster perler for svin. Tryk avler modtryk. Pres føder spat.

»Tø hø, alle de andre er bare totalt meget i følelsernes vold,« sidder de kloge så og siger i deres rullekravesweatre, og nogle gange tror jeg, det er dér, det største forræderi kommer fra.

Ikke så meget at følelserne hele tiden skal optimeres, men at vi griner af dem. Håner dem. Er hævet over dem.

Ligesom når jeg tager mit bedrevidende smil på og siger til min søn: »Nu skal du jo huske på, lille skat, at kærligheden ikke varer for evigt, og der findes altså andre piger derude, hvis det er.«

Han blev pissesur, da jeg sagde det. Han smed en pude i hoved på mig.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Jørn Andersen
  • Hans Larsen
  • Grethe Preisler
Torsten Jacobsen, Jørn Andersen, Hans Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Well, måske er det slet ikke så kompliceret? Giv dog fanden i kulturens krav om dekorum. Vi lever - som jeg tidligere har postuleret i anden sammenhæng - i en kultur, der æder sine børn.

At forliges med sit ensomme hjerte er en livsopgave, som ,når den falder bedst ud, resulterer i visdom og modenhed: Selve antitesen til den kapitalistiske kulturs infantile jagt på endnu et bryst at sutte ved.

At give sig sine følelser i vold er lige så doven en øvelse som at fortrænge dem: Patologiske tilstande, skærpet af vanen og udmålt som en småborgerlig selvtilstrækkelighed.