Klumme

Jeg savner også nogen med nosser

På en god dag vakler jeg mellem tre-fire politiske ståsteder, og grundstenene i min opdragelse bliver mere og mere vanskelige at omsætte til realpolitik
På en god dag vakler jeg mellem tre-fire politiske ståsteder, og grundstenene i min opdragelse bliver mere og mere vanskelige at omsætte til realpolitik

Polfoto

13. januar 2017

Humor er tragedie plus tid, men for tiden er alting tragikomisk, og intet er for alvor morsomt. Mark Hamill har indtalt Donald Trumps tweets med Jokerens stemme, og Søren Espersen har skrevet en kommentar i Berlingeren, der kan koges ned til et enkelt citat af Mad-Eye Moody fra Harry Potter: konstant agtpågivenhed!

Virkeligheden overgår atter engang satire, og det er sjovere at grine, end det er at hyperventilere med ansigtet mellem knæene. Martin Henriksens opskrift på en god dag starter med nye udlændingestramninger, og han forstår ikke, hvordan nogen kan stemme andet end Dansk Folkeparti, og det må være vidunderligt at være så sikker i sin sag, så overbevist om ægtheden af sit eget verdensbillede.

Min verden er tvetydig. Jeg finder pamfletter fra Hizb ut-Tahrir i min postkasse, udveksler høflige smil med en mand, der har bandeinitialerne LTF tatoveret på kinden, og står i kassekø med en kvinde i niqab, som viser sig at tale dansk uden skyggen af accent. Og jeg ved ikke engang, hvad jeg selv mener. Men jeg forstår godt, hvordan nogen kan stemme Dansk Folkeparti. Og jeg er træt af at tale om dem, der stemmer på højrepopulister, som var de samspilsramte børn. Jeg er træt af venstrefløjens flagellanter og højrefløjens borgerkrigsprofeter.

Og jeg er træt af the establishment, men the establishment er mig selv. Jeg er bosat i København og ansat på det mindst ringe dagblad. Før det var jeg barn af en enlig mor i en lille lorteflække, hvor lokalbanen kørte to gange i timen, og hvor polske håndværkere boede i skurvogne i udkanten af byen og tussede ned i Netto for på gebrokkent engelsk at købe dåseharboe og toastbrød.

Og jeg har både tømt flaskeautomater, vasket gulve og tørret røv, jeg har solgt nummerplader på Vestegnen og arbejdet 20 timer i streg for at få en presset institutionsvagtplan til at hænge sammen. Og min slægtshistorie glor op på mig, hver gang jeg skriver mit navn.

Og jeg er træt af safe spaces og trigger warnings, jeg er træt af forurettede, hvide mænd, og jeg er træt af, at kampen for minoriteters rettigheder afskrives som forkælet og elitær. På en god dag vakler jeg mellem tre-fire politiske ståsteder, og grundstenene i min opdragelse – opfør dig ordentligt og hold, hvad du lover – bliver mere og mere vanskelige at omsætte til realpolitik.

For er det ordentligt at lægge en mand i spændetrøje for at sende ham tilbage til Afghanistan? Er det ordentligt at skille familier og elskende ad? Er det ordentligt at lukke et ubestemt antal mennesker ind i dette land uden nogen reel løsning på, hvordan de bliver en del af vores samfund? Er det ordentligt at lade mennesker dø? Teltlejre, tålt opholdt, menneskerettigheder, hvad er ordentligt, og hvad kan vi leve med? Hvad skal det koste, og hvem skal betale? Hvor få er for få, og hvor mange er nok?

Og er det overhovedet vigtigt, når isen smelter på Antarktis, og vi ikke kan se det stigende hav for bar stormflod? Der skal pigtråd på dæmningen hele vejen rundt, sang Niels Hausgaard, for vi vil ikke have fremmede her. Og det er sjovt, fordi det er sandt, men mit smil stivnede engang i november.

Politiken havde talt med en dame, der stemte for Brexit, og hun sagde, at hun savnede nogen med nosser, og jeg kender følelsen, men vi tænker næppe på den samme. Jeg tænker på 2008, hvor jeg lå vågen hele natten for at se Obama vinde præsidentvalget. Jeg troede, at det betød noget, og det gjorde det måske også dengang.

Indimellem drømmer jeg om et jordskred, for alt, hvad vi skriver, er som vand på en gås, og Irakkommissionen blev dræbt i livmoderen, mørklægningsloven lever stadig, regeringen forsøger med jævne mellemrum at genoplive sessionslogningen, og Gyllegate kostede kun en enkelt minister posten, og det er bare for meget, mand.

Det er ikke let. Jeg savner nogen med nosser, og jeg savner en simpel sandhed. Men det hurtige fix er en fascistoid ostereje og pisvåde bukser midt i januar. Så jeg forbliver i tvivl.

Mikka Tecza er digital producer ved Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Benny Jensen
  • Søren Roepstorff
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Flemming S. Andersen
  • Morten Balling
  • Sascha Olinsson
  • Jens Wolff
  • Michael Friis
  • Camilla Krag Jensen
  • Kim Øverup
  • peter fonnesbech
  • Benny Larsen
  • Steffen Gliese
  • Benjamin Bach
  • Poul Anker Sørensen
Niels Duus Nielsen, Benny Jensen, Søren Roepstorff, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Flemming S. Andersen, Morten Balling, Sascha Olinsson, Jens Wolff, Michael Friis, Camilla Krag Jensen, Kim Øverup, peter fonnesbech, Benny Larsen, Steffen Gliese, Benjamin Bach og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Mikka, dig kan man godt blive forelsket i.

Teodora Hansen, Troels Brøgger, Mette Poulsen, Vibeke Hansen, Torben K L Jensen, morten rosendahl larsen og John Christensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Måske man alligevel skulle forsøge sig med en vis rangordning af problemerne?

Man må da i hvert fald håbe, at Mikka Tecza blot spørger retorisk, når hun betvivler betydningen af den voldsomme afsmeltning af is i polarområderne?

Men, i tilfælde af at der vitterligt spørges fra en uoplyst position:

Ja, Mika, det er skide vigtigt. Måske det vigtigste sagsforhold på hele din liste. For det rummer i sig potentialet til at forstørre alle de øvrige problemer du opridser.

Så måske var det en idé at starte der? At starte med at spørge sig selv, hvilke strukturelle ændringer af samfundet der er påkrævet, hvis vi skal gøre os håb om at begrænse skaderne?

Svaret er enkelt nok, implementationen nok desværre umulig. Men derfor behøver man jo ikke lade som om, at der ikke er et svar, eller at problemet er af samme proportioner endsige i samme boldgade som f.eks. Identitetspolitiske spørgsmål.

Den slags kalder man obskurantisme, om den så er bevidst eller ej...

Troels Brøgger, Mogens Højgaard Larsen, Søren Roepstorff, Sascha Olinsson, Flemming Berger, Britt Kristensen og jørgen djørup anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Og så lige en lille kommentar mere:

Jeg bliver ærligt talt en lille smule stødt på manchetterne, når et selverklæret medlem af 'the establishment' refererer til en både underbetalt, lidet statusgivende og dog alligevel såre nødvendig samfundsfunktion som "At tørre røv".

Men igen er der sikkert blot tale om et retorisk greb, ikke sandt, og så et det bare i orden..?

I Think Not!

Teodora Hansen, Søren Roepstorff, Flemming Berger, Mette Poulsen, Britt Kristensen, jørgen djørup og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Helt enig med Torben Jacobsen. Jeg vil foreslå skribenten at vågne op,gnide øjnene og revurdere sit sprogbrug.
Sprog er energi og negativt sprog er negativ energi.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Jeg sidder også med en fornemmelse af, at revolutionen er den eneste udvej...

Teodora Hansen, Niels Duus Nielsen, Benny Jensen og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Poul Solrart Sørensen

Hvis man tager et standpunkt og kæmper for det, så gror man også et par nosser....

Randi Christiansen

Mikka : " og grundstenene i min opdragelse – opfør dig ordentligt og hold, hvad du lover – bliver mere og mere vanskelige at omsætte til realpolitik." I hårde tider er det især vigtigt at holde fast i det gode, sande, skønne og retfærdige.

Og torsten - "Og er det overhovedet vigtigt, (forstod jeg som alle vore kvababbelser) når isen smelter på Antarktis, og vi ikke kan se det stigende hav for bar stormflod?"

Morten Balling

@Randi og Torsten

Det gode? Hvad er det egentlig? Jeg ved godt at vi alle har en fornemmelse af hvad der er godt og ondt, men fornemmelser har det med at blive ret subjektive og er sjældent specielt universelle.

Det sande? Det skønne?!? Ift. det skønne må jeg atter pointere at jeg har brugt latterligt meget tid på at finde ud af hvad det er folk mener med det "skønne", og på trods af at jeg har stillet spørgsmålet utallige gange er det nærmeste jeg er kommet på et svar at folk "ved det når de ser det"...

Det retfærdige? Overfor hvem? Retfærdighed ift. flertallet? Nytteetik?

Du er læge og tror på nytteetik, fordi du ikke køber den med mavefornemmelserne eller det der står i Biblen. Du har fem patienter som alle vil dø uden nye organer, og så har du ham naboen som ikke har nogen venner, men som egentlig er meget flink. Dræb ham og brug hans organer. Så bliver han måske lidt trist indtil han er død, men de fem andre og deres familier bliver jo rigtigt glade?

Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Min anbefaling til Randis kommentar var egentlig blot tænkt som en anerkendelse af hendes bud på en anden tolkning af skribentens for mig noget uforståelige bemærkning vedr. smeltende polaris.

Dit etiske dilemma opløses af virkeligheden. Tiden standser ikke for nogen. Tilskrivelsen af retfærdighed (eller det modsatte) er en efterrationalisering, intet andet.

Troels Brøgger

Nogen skal trykke den af i Informeren og det har vi så Mikka til.
Jeg er sikker på at der adskillige, med den legemsdel du efterspørger, som vil stille op hvis du kaldte med den charme du besidder :)

Randi Christiansen

Det gode, skønne, sande og retfærdige? Først må man spørge sig ifht hvad? Jeg byder ind med livet som målestok. Dvs at handlinger, som i en eller anden forstand er livsfornægtende, ikke lever op til den ideale fordring.

Vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig. Også en effektiv måde at tjekke sin status ifht den ideale fordring.

Den ideale fordring er virkelig og nedlagt i livets matrice. Skønhed er overalt og udgør sammen med det gode, sande og retfærdige fire sider af den samme sag. Kan godt være, at vi ikke alle har stået forrest, da der blev uddelt dåbsgaver, men den største gave, hvor banalt det end lyder, er livet. At udforske livet er en vild rejse, hvor vi er medskabere og samtidig ikke kender alle lovmæssigheder. Uuuuh morten.

Morten Balling

@Michael

For nogle år siden oplevede jeg et forsøg på et gaderøveri, hvor jeg "sagde fra" og røveren stak af (den tøsedreng). Bagefter havde jeg svært ved at gå, fordi jeg havde sådan nogle forkromede stålkugler som gik helt ned til knæene. (Det havde jeg selvfølgelig ikke, men det føltes sådan ;)

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Morten, jeg forstår ikke helt, hvad du mener, og jeg åbner aldrig links, der smides uden i sammenhæng. med en tekst.
Men sig mig lige, havde Margaret Thatcher 'nosser'? Nej, men hun havde det, der efterspørges, når man åbenbart efterlyser 'nosser' idag.
Selv Randi vil have jern. Men 'jern' giver ikke socioøkonomisk hensyntagen til naturen og dens kredsløb. Randi er måske 'fake', hvem ved?. Jernladyen tog i hvert fald ikke disse hensyn.

At foretrække folk med 'nosser' svarer til dem med 'hård på brystet'.
Begge kategorier er karakteristiske ved at være rå, kyniske, hårde, brutale i deres natursyn, høge i deres magtpolitik etc., og gode til at rage til sig, typisk glade for at stige i samfundshierarkiet.

Det der med hår på brystet, som kunne associeres med Hillary Clinton, Gro Harlem Brundtland eller skuespillerinden Meryl Streep, er heller ikke genialt, for som John Christensen sikkert ved, vil moderne kvinder helst frigøre sig fra uønsket hårvækst rundt omkring, fordi de ikke finder det feminint nok.

Randi Christiansen

Mikael, man sku tro, at det var dig og ikke morten, nogen havde spillet stangtennis med.

Ok, så har jeg en plat humor

Jens Thaarup Nyberg

"Dit etiske dilemma opløses af virkeligheden. Tiden standser ikke for nogen. Tilskrivelsen af retfærdighed (eller det modsatte) er en efterrationalisering, intet andet."
Men det er dog noget, som har forbindelse til en menneskelighed.