Det er let at dømme i EU-debatten mellem Pernille Skipper (EL) og Holger K. Nielsen (SF). De har begge ret! EU’s traktater og rammer er skabt til at svække folkestyret i medlemslandene til gavn for et fælles liberalt marked. Men rammerne kan flyttes af folkelige bevægelser, energiske ministre og folkevalgte i medlemslandene og Europa-Parlamentet. Selv traktaterne kan ændres med tilstrækkeligt pres og aktivitet.
I 2016 var der ikke en eneste EU-lov, som blev vedtaget efter de besværlige regler i Lissabon-traktatens artikel 294 TFEU. Samtlige lovforslag fra Kommissionen blev vedtaget i hemmelige forhandlinger på såkaldte trilog-møder som kompromiser mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Der er ingen journalister, som venter uden for mødelokalerne.
Lovgivningsprocessen er okkuperet af eksperterne i Kommissionen og Ministerrådets arbejdsgrupper. Fortroligheden sikrer 30.000 lobbyister god betaling for den indflydelse, de kan levere. Energiske parlamentsmedlemmer kan også blande sig og påvirke de endelige kompromisser. Deres indflydelse vil være skjult for offentligheden, fordi den kun kan realiseres i et samarbejde med andre parlamentsmedlemmer fra de grupper, man offentligt kalder for sine modstandere.
Europa-Parlamentets fagudvalg er indflydelsens centrum. Her vælges der en ordfører til at repræsentere Parlamentet i forhandlingerne. De forskellige grupper vælger skyggeordførere. De mødes uformelt og aftaler fælles holdninger og ændringsforslag til Kommissionens forslag. Der står ordførerens navn på betænkningen. Men noget af indholdet kan godt stamme fra f.eks. et dansk medlem af Europa-Parlamentet eller hans eller hendes dygtige medarbejdere.
Venstrefløj uden flertal
Den uformelle proces er et eldorado for virksomhedernes lobbyister, men den åbner også muligheder for f.eks. Greenpeace, Oxfam og faglige organisationer. Venstrefløjen kan skabe folkeligt pres, men ikke endelige vedtagelser af den enkle grund, at der aldrig har været et flertal til venstre. Venstrefløjen kan kun få f.eks. miljøforslag vedtaget ved at mødes uformelt med ordførerne og særligt koordinatorerne for de borgerlige grupper og få dem med til at foreslå ændringer.
De fleste miljøsejre for JuniBevægelsen blev skabt i samarbejde med borgerlige koordinatorer i miljøudvalget. Hvis den liberale og kristendemokratiske ordfører sagde nej, havde forslag ingen chance for at blive vedtaget. Magten ligger og har altid ligget hos de borgerlige i Unionens institutioner. Men de er bedre end deres rygte. Jeg har kun godt at berette om f.eks. Kristendemokraternes skiftende miljøordførere. De kan påvirkes, og de har altid leveret støtte, når det alene var danske regler, vi skulle sikre mod forringelse.
I hele Unionens snart 60-årige historie findes der ikke mig kendt en eneste lov, der er vedtaget af venstrefløjen imod højrefløjen. I 2016 passerede vi 144.000 love, regler, standarder og domme, som ikke kan ændres af vælgerne på en valgdag i noget EU-land. Men nogle af dem kan ændres, og nye love kan påvirkes, f.eks. gennem pres i Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Rammen er ringe og udemokratisk, men selv Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU vil kunne få ændringsforslag vedtaget med parlamentarisk snilde.
Ikke ved at prale af det, men ved at få kristendemokraterne med. De kan blokere enhver forbedring. Sådan er det jo, så længe vælgerne stemmer på dem og gør dem til den største politiske kraft i EU. Men der står ingen steder i traktaterne, at alle valg skal ende med borgerligt flertal. Vi kan stemme anderledes, hvis vi organiserer os og fører både kamp og valgkampe.
Kritiske kommissionsformænd
Aktive medlemmer kan gøre en forskel. Men mange sejre er ukendte, fordi de kun kunne udføres i diskret samarbejde med de borgerlige, herunder Kommissionens formand. Barroso hjalp mig ganske meget, før han gik over til Goldman-Sachs.
Møntunionen sætter nogle neoliberale rammer. Jeg glemmer aldrig topmødenatten i Luxembourg, hvor den blev vedtaget. Kommissionens formand Delors kom ud til nogle af os i pressebaren og kaldte resultatet for en fejlkonstruktion, som han aldrig ville have støttet, hvis ikke han havde været sikker på, at den ville blive fulgt op med en politisk union.
Den senere formand Romano Prodi kaldte stabilitetspagten for stupiditetspagten. Den nuværende Kommissionsformand Jean-Claude Juncker er også kritisk over for rammerne og har lagt navn til et stort investeringsprogram med en helt anden retning end den tyske finansminister Schaübles sparepolitik.
Europa-Parlamentets store flertal har gennem alle kriseårene fordret en anden økonomisk politik med hovedvægt på jobskabelse. Det er en politisk kamp, hvor rammerne lader sig flytte. Centralbankens mål om maksimalt to procent inflation kunne ændres til fire, hvis der var flertal for det. Det er ikke alene traktatens skyld, at Europa har mistet ni procents vækst i forhold til USA.
Millioner af europæere kan takke sig selv for, at de er blevet arbejdsløse, fordi de stemte forkert ved valgene, som kunne have givet en anden retning for Møntunionen. Selv den tyske finansminister kan stemmes ned i både Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet og Centralbanken.
Det er jo selvplagerisk absurd, at selv lande med store overskud på betalingsbalancen opfordres til at spare, så der kan blive endnu større underskud i Sydeuropa.
Hvorfor har venstrefløjen og fagbevægelsen i Europa endnu ikke opstillet fælles mål for vækst og beskæftigelse og klimakamp, som kan vinde valget til Europa-Parlamentet i 2019?
Marshall-hjælp til Afrika
Så er der folkevandringerne, som splitter på kryds og tværs og får folk flest til at stemme sig ud af EU, som det skete med Brexit. Her er der brug for en Marshall-plan, som giver håb om job i Afrika og Mellemøsten og reducerer udlændingepresset til dem, der er forfulgt af krig. Vi må åbne vore markeder for alle deres produkter, så de sender varer i stedet for sønner. Det gør ondt nogle steder, men vi har råd til at kompensere, hvis EU-budgettet anvendes mere intelligent, og vi forbyder overførsler til skattely.
EU kunne betale hele regningen for flygtningene og så lade kommuner konkurrere om at få mest mulig integration for pengene. I stedet for at true med tvangskvoter, der får EU-samarbejdet til at slå revner. EU må udvise mere rettidig omhu og skabe resultater i stedet for stribevis af krisemøder i Bruxelles. Med de forestående valg i europæiske lande kan det være sidste udkald, hvis ikke EU skal bryde sammen og erstattes af de multinationale selskabers og stormagternes junglelov.
EU bør også reformeres med åbenhed, nærhed og demokrati. Venstrefløjen bør prioritere den kamp over mange småting. Også når Folketinget behandler lovforslag fra EU. I 2016 har Folketingets Europaudvalg kun givet forhandlingsmandat til 46 af 1945 EU-vedtagelser. Den politiske kamp bør starte i alle fagudvalg med skriftlige indstillinger til Europaudvalget, som så kan fastlægge mandaterne.
Danske medlemmer kan finde allierede i andre landes parlamenter og i Europa-Parlamentet og forvandle planlagte neoliberale nederlag til små og store politiske sejre. Det er slemt, men det kan blive mindre slemt ved også at bruge EU som kampplads for kulørte alliancedannelser, som må række langt ud over venstrefløjen.
Hvis verden skal forandres til det bedre og kloden fortsætte lidt endnu.
Jens-Peter Bonde er forfatter og redaktør euabc.dk. Han var medlem af Europa-Parlamentet fra 1979 – 2008 og har udgivet 64 bøger om EU
Venstrefløjens store EU-fejde
Tidligere SF-formand Holger K. Nielsen kritiserede i et indlæg i Information den 3. januar Enhedslistens EU-modstand, som han mener gavner højrepopulisternes ’projekt splittelse’ i Europa.
»Er Enhedslisten helt ligeglad med, hvad der kommer i stedet for EU – bare det braser sammen,« spurgte han og kaldte det »useriøst, hvis ikke man vurderer, hvilke konsekvenser ens politik kan få«.
Efterfølgende har debatten raset om venstrefløjens EU-holdning i Information.
I denne serie har vi samlet artiklerne og debatindlæggene.
Seneste artikler
Kommentar: Rina Ronja Karis alternativer til EU svækker demokratiet
2. februar 2017Alt bliver godt, hvis det udemokratiske EU afløses af Europarådet, mener Rina Ronja Kari. Hvordan det skal sikre demokratiet, legitimiteten og de europæiske landes evne til at træffe fælles beslutninger, er svært at seVenstrefløjen kan slet ikke klare sig uden EU
1. februar 2017Hvis EU falder, falder Europas eneste mulighed for at stå op imod arbejdsgivernes og bankernes stigende magt over lønmodtagere og eksisterende demokratiske fællesskaber. Derfor bør Enhedslisten arbejde for at demokratisere EU, ikke for at afvikle detHvorfor er nye EU-kritiske bevægelser ikke slået igennem i Danmark?
26. januar 2017Alternativet og Enhedslisten har knyttet sig til de to forskellige EU-kritiske grupper DiEM25 og Plan B. Men selvom grupperne henvender sig til de mange danskere, der er utilfredse med EU, har de endnu ikke gjort sig bemærket i den brede befolkning
Yderfløjenes minoriteter ( til venstre og til højre) skal ikke bestemme over hvad flertallet må eller ikke må vedtage af love/regler/forordninger o s v.
Man kan kun være godt tilfreds med, at hverken venstrefløjen og højrefløjen kan diktere os andre, hvad der skal ske / er tilladt / er forbudt o s v.
'Med de forestående valg i europæiske lande kan det være sidste udkald, hvis ikke EU skal bryde sammen og erstattes af de multinationale selskabers og stormagternes junglelov.'
Spot on!
Og så i øvrigt tak for et kvalificeret, indsigtsfuldt og pragmatisk indspark i debatten.
Fantastisk indlæg.
- Europa er nødt til at holde sammen, men vi skal selvfølgelig finde en intelligent måde at gøre det på. Der er i den grad brug for Europa ikke mindst i forhold til klima politik, som bør stå øverst på alles prioriterings liste.
Men robert, som bonde skriver, så har venstrefløjen aldrig haft flertal. Hvilket kun kan skyldes magtapparatets evne til at bedrage vælgerne - godt hjulpet på vej af venstrefløjens interne splittelse, set i fx socialdemokraternes svigt og knæfald for konkurrencestaten men også i en manglende evne til at fastholde opgøret med et system, der så indlysende - at det selv i davos er ved at tikke ind på lystavlen - tilgodeser de få på bekostning af de mange.
Alt hvad skribenten siger om hvordan det foregår, bekræfter mig i at vi er bedre stillet i et andet samarbejde end EU:
"Samtlige lovforslag fra Kommissionen blev vedtaget i hemmelige forhandlinger på såkaldte trilog-møder som kompromiser mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Der er ingen journalister, som venter uden for mødelokalerne.
Lovgivningsprocessen er okkuperet af eksperterne i Kommissionen og Ministerrådets arbejdsgrupper. Fortroligheden sikrer 30.000 lobbyister god betaling for den indflydelse, de kan levere. "
Direkte frastødende - nedlæg skidtet nu.
Er disse arbejdsgange mon så radikalt anderledes end i vores nationale parlament?
"EU bør også reformeres med åbenhed, nærhed og demokrati. "
Det giver ingen mening, så længe EUs nuværende åbenhed, nærhed og demokrati er stærkt undervurderet hvis ikke ligefrem ignoreret. Det er næppe EUs skyld, at medlemslandenes presse og befolkninger ikke gider EU, uanset hvor meget Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet kommunikerer, og hvor meget medlemslandenes ministre mødes.
Faktisk kunne "EU" erstattes med "Christiansborg", uden det ville gå ud over artiklens budskab. Jens Peter Bonde har altid været modstander af EU. Folketinget er mere lukket, end EU er, og det er ingen demokratisk fordel, at pressen er tæt på Folketinget. Da pressen havde kontorer i Christiansborgs hovedbygning, refererede den gerne "vandrørene" i Folketingets partikontorer, men meget sjældent møder med interesseorganisationer. I det mindste har Europa-kommissærer eller deres stabe nogle gange skrevet på Twitter, hvad de snakkede med virksomheder om. I København var det mest debatten om udflytning af statslige arbejdspladser, som afslørede, at organisationer havde daglige møder med embedsmænd på Slotsholmen. Der gives heller ikke meget information om, hvor pressen, Enhedslisten og SF får sine tips fra. Tværtimod har Enhedslisten og SF ofte udnyttet pressens kildebeskyttelse på den måde, at de to partier har formidlet historier til pressen, hvorefter pressens dækning af historierne blev brugt som udgangspunkt for spørgsmål til ministre. Derfor er det ikke troværdigt, når Jens Peter Bonde skriver om åbenhed og demokrati. I sit virke har Jens Peter Bonde selv stået for præcis det modsatte. Efter sigende er han endda uddannet på en partiskole i fortidens DDR.
Ja, det er nemt at dømme i EU-debatten mellem Pernille Skipper og Holger K. Nielsen. Det mest interessante ved den debat er, at Holger K- Nielsen, Jens Peter Bonde og Pernille Skipper indtil for nylig havde samme holdning til EU. En nærliggende tanke er, at SF pludselig blev tilhænger af EU, fordi Europa-Parlamentet kunne bruges til at få indflydelse, som partiet ikke længere havde på Christiansborg. Et eksempel var, da Margrethe Auken fik vedtaget et forslag i Europa-Parlamentet mod tynde plasticposer på et tidspunkt, hvor der var meget debat om mindre magt til EU. Jeg har forstået det voksende krav om reform af EU således, at befolkningen og EU-landenes parlamenter netop ikke ønsker, lovgivning som den, Margrethe Auken fik vedtaget, fortsat skal være en opgave for EU. Dermed antydede Margrethe Aukens forslag en total mangel på situationsfornemmelse.
"Her er der brug for en Marshall-plan, som giver håb om job i Afrika og Mellemøsten og reducerer udlændingepresset til dem, der er forfulgt af krig. "
Den debat må han tage med de mennesker, der hele tiden finder nye projekter, og de mange organisationer og journalister, der er aktive i Mellemøsten og Afrika. Der er ikke brug for endnu en Marshall-plan, som opretholder de økonomiske skel mellem de rige og de fattige lande. Der er brug for et opgør med de bevægelser, der arbejder for vestlig deltagelse i alle verdens konflikter, og de, der har brug for at fremhæve sin egen overlegenhed. Det ønsker Jens Peter Bonde næppe.
Faktisk er det absurd at foreslå en sådan Marshall-plan for Afrika og Mellemøsten i en artikel om EU, som har svært nok ved at udjævne de økonomiske og sociale skel internt i Europa.
" I det mindste har Europa-kommissærer eller deres stabe nogle gange skrevet på Twitter, hvad de snakkede med virksomheder om."
Åbenhedens figenblad; kommissærer og deres stabe skriver noter på twitter. Det kan næppe blive mere useriøst. Men bortset fra dét, enig med Børge Rahbech Jensen. Og iht. Hannibal Knudsens spørgsmål, så er der mange visse ligheder med dansk parlamentarisme - hvor der i mange år har været brug for demokratiudvikling - og vi kan jo spørge os selv om parlamentarikere, som er skolet i den magtfuldkomne, danske parlamentarisme vil kunne bidrage til demokratisk progression i en kolos på lerfødder, der på visse måder er decideret elitært. Man skal vist finde den store staniolrulle, talrige tarotkort og nogle rasende romantiske røgelsespinde frem, for at jahatten passer hér.
Børge Rahbech Jensen@
Det er aldrig absurd at foreslå en Marshall-plan for Afrika og Mellemøsten.
Snilde og flid har ikke en chance mod 30.000 lobbyisters rå kapitalmagt!
Ønskedrøm at tro systemet kan reformere sig selv til det bedre.
Sålænge systemet hviler på kapitalistiske synspunkter, og det er tilhængere af det som taler om at reformere, så er det mere end naivt at tro på forandringer, som vil skabe bedre balance.
Uligheden vil vokse sålænge forandringerne ikke kommer fra dybet af folket, der er ingen nulevende politiker som har de nødvendige evner og mod til at gå imod kapitalen, det bliver folkene og det bliver blodigt.
Lad os slå fast, at man har behov for et EU.
Samt at EU altid har været præget af de katolske kristelige demokrater, der også udgør flertal af EU´s befolkning. Derfor har venstrefløjsholdninger svære kår, men det har konservative holdninger faktisk også, og det man så kan enes om, der er liberale holdninger. Men dette ses også på valget af kommissærer og andre topembedsmænd.
Og lad os endelig slå fast, at det faktisk er ministerrådet - altså EU-landenes regeringsledere, der er EU egentlige beslutningstagere.
Det er rimeligt at tilpasse EU til landenes befolkninger, f.eks. at smide lobbyister ud samt at give parlamentet magt. Derfor må borgerne samarbejde på tværs af grænserne for at få venstrefløjsregeringer ind i landene, for så ændrer det også på kommissionens politiske sammensætning. Men også dette samarbejde på tværs er vanskeligt, for mange lande har flere fagforeninger for hvert fag, - bl.a. også katolske fagforeninger, der ikke bare udskifter vor herres politik med venstrefløjens.
Men EU må og skal tilpasses, og det er ikke for sent, men så må nogen organiseret gruppe altså sætte i gang og bringe andre med sig. En lille bæk kan jo som bekendt blive til en bred og rivende strøm.
Poul Solrart Sørensen: "Det er aldrig absurd at foreslå en Marshall-plan for Afrika og Mellemøsten."
Jeg går ud fra, der menes "altid" i stedet for "aldrig", eller der mangler viden om, hvad Marshall-planen gik ud på. Det er absurd på flere måder.
En måde kan nemt erkendes ved at overveje, hvad man selv gør, hvis man får nogle gaver af nogle meget velhavende mennesker. Debatter om øget ulighed taler sit tydelige sprog. Det gør dansk erhvervslivs adfærd også. Princippet kaldes til tider "mere vil have mere".
En anden måde er, at Marshall-hjælpen svarede til den ulandsbistand, som Afrika har fået i århundreder. Mellemøsten er anderledes, idet det fik stor velstand og senere ødelagt igen begge dele med vestlig støtte. Med andre ord er en Marshall-plan bare mere af det, der ikke har fungeret hidtil.
For det tredje er det som antydet absurd at antage, at Afrika og Mellemøsten bliver behandlet bedre end Syd-, Øst- og Centraleuropa. Ikke mindst er det absurd at tro, at vestlige lande vil skabe jobs i Afrika på bekostning af jobs i Vesteuropa, når der i forvejen er stor modstand mod skabelse af jobs i Central- og Østeuropa på bekostning af jobs i Vesteuropa.
Lykkeligvis er Europa ikke = EU.
- Venligst Magnus Falko, medlem af Folkebevægelsen mod EU
"Magten ligger og har altid ligget hos de borgerlige i Unionens institutioner." ... "Rammen er ringe og udemokratisk, men selv Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU vil kunne få ændringsforslag vedtaget med parlamentarisk snilde."
Pernille Skipper og EL skal altså op på skødet af kristendemokraternes tunge formænd og skrue hele charme apparatet på, for at få rokket en lille tøddel ved udvalgsværelsets beslutning. Det vil de selvfølgelig ikke nedlade sig til. Desuden glemmer Bonde at oplyse, at der er to store borgerlige grupper, den ene er ganske vist socialdemokratisk og hedder S & D, den anden og største hedder epp, og de skiftes til formandsskabet, og sidder på hele parlamentet i sammenspist koalition. Så charmen skar skrues endnu mere op, hvis et komma skal flyttes.
Befolkningerne vil ikke se produktionen flytte til lavtlønsområder med dårlige arbejdsvilkår og ringe socialt sikkerhedsnet.
Befolkningerne vil ikke se vare flyttet unødigt over verdenshavene, de menneskeskabte klimaforandringer gør det urentabelt.
Befolkningerne vil se strømmen af klimaflygtninge fra Afrika stoppet, ved øget samhandel og en klimapolitik, der skaber tillid til fremtid for mennesker i Mellemøsten og Afrika.
Befolkningerne vil se handelsrestriktioner mod vare, der ikke lever op til de ovenstående krav.
Virksomheder skal betale meget mere i skat og det skal betales meget mere i skat af høje lønninger.
Nogenlunde sådan ser den virkelige verden ud i korte træk, men prøv at forklar det til de neo liberale, det kan man ikke, derfor er en opløsning af EU uundgåligt, forandringen kræver demokrati.
Jeg er langt fra enig med Bonde i, at EU er vejen, men han har en række korrekte observationer, såsom:
"Møntunionen sætter nogle neoliberale rammer. Jeg glemmer aldrig topmødenatten i Luxembourg, hvor den blev vedtaget. Kommissionens formand Delors kom ud til nogle af os i pressebaren og kaldte resultatet for en fejlkonstruktion, som han aldrig ville have støttet, hvis ikke han havde været sikker på, at den ville blive fulgt op med en politisk union."
At EU's økonomiske og monetære union må følges op med politisk union, er nemlig IKKE noget, EU-tilhængerne pludselig fandt på under finans- og gældskrisen "som krisemedicin for at redde euroen".
At det ene må følge det andet, blev formuleret allerede senest i Werner-rapporten af 8. oktober 1970 (!) til Kommissionen og Rådet; http://aei.pitt.edu/1002/ (side 26, punkt B: "...The economic and monetary union thus appears as a leaven for the development of political union which in the long run it will be unable to do without.") (leaven: surdej).
EU-link til samme rapport: http://ec.europa.eu/economy_finance/emu_history/documentation/chapter5/1...
Vi er vidner til et gigantisk historisk bedrag, et længe planlagt snigmord på blandt andet den stats-/skattefinansierede velfærdsstat. Den kan man være for eller imod, men dens død skal ikke serveres som en nødvendig og uomgængelig naturlov og uden synderlig debat! Dens skæbne er et resultat af konkrete valg foretaget af konkrete individer.
Ved at støtte EU-systemet frarøver vi næsten helt den enkelte borgers mulighed for at være blandt de medbestemmende individer.
Hvis Jens-Peter Bondes støtte til EU sejrer, vil en af folkestyrets grundpiller fortsat smuldre, nemlig den, at vælgerne kan få sig en ny (national) politik på dette eller hint felt ved at vælge nogle andre politikere.
Lad os dog lave frie (ikke-betvingende) samarbejdsformer i stedet. Det bliver de ikke mindre forpligtende af for de lande, der til enhver tid endnu er med i den pågældende fælles vedtagelse.
- V.h. Magnus Falko
Problemet er det samme både på World Economic Forum i Davos og i EU.
Den globale neo-liberale agende er, at formuende mennesker, beskytter deres livsstil ved indtægt fra kapitalindkomst, på bekostning af lønindkomst udsat for global konkurrence.
Neoliberalismen og kapitalakkumulation:
"Budgetter og revision disciplinerer os til at være ansvarlige dvs. holde os inden for rammerne, til at være rentable, til at skabe overskud til kapital akkumulation.
Dem der falder igennem dette system af individuel risk mangement konsumtion dvs. de fattige arbejdsløse, afvigere eller kriminelle er selv uden om det. De har handlet uansvarligt.
De marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres. At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl ikke det politiske systems fejl, men deres egen fejl. Og den skal den centrale statsmagt nok tage sig af.
Den «frihed» som neoliberalismen prædiker er ikke nogen naturlig egenskab indbygget i os, som blot venter på at blive frigjort fra velfærdsstatens spændetrøje og «afhængighedskultur» for at blomstre og sikre individet maksimal velvære. Den neoliberale frihed er individualistisk egoisme konstrueret via markedsmekanismernes disciplinering, via statsmagtens overvågning og kontrol, via reklamens magt. Det er frihed inden for ganske bestemte rammer, nemlig kapitalakkumulation."
Link: http://www.leksikon.org/art.php?n=1843
Aaah, endelig et forsøg på at kvalificere EU-debatten. Og bortset, fra nogle få sure opstød, en række konstruktive kommentarer. Mere af den slags, tak. Om hvad og hvordan skal Venstrefløjens partier og organisationer samarbejde på tværs af landegrænser. Før Polens medlemsskab af EU var polske hvidløgspølser i mange år et luksusprodukt, topkvalitet og produceret til det halve af en slatten dansk pølse, der dårligt nok indeholdt kød. Nu er der vist nok åbnet op for toldfri indførsel af rørsukker fra Caribien. Forhåbentlig ophører den miljøskadelige produktion af lollands roesukker. Og hvad så med de lollandske sukkerroebønder og arbejdspladserne i sukkerindustrien? De sparede miljøomkostninger kan vel helt eller delvist finansiere en førtidspension til de få hundrede mennesker, det drejer sig om. Ellers kan de tage arbejde på Vestas' vingefabrik i Nakskov. Hvis ellers de tumpede Venstrefolk i regeringen kan overbevises om, at blot fordi man i århundreder har dyrket sukkerroer på Lolland, er det ikke ensbetydende med, at man skal gøre det i al fremtid. Og giv så importen af, hvad afrikanske lande kan tilbyde, fri. Det vil skabe arbejdspladser og dermed købekraft i Afrika. Til gavn for ikke blot de lokale økonomier, men også for eksporten fra EU
"Selvfølgelig kan EU ændres til det bedre – men det kræver snilde og flid" - siger manden som selv i næsten 30 år har forsøgt at påvirke EU-parlamentet som valgt medlem.
Jens Peter Bonde (JPB) er nok den dansker som har størst indsigt i EF/EU - og jeg nød den (gratis) bog han udgav digitalt i forbindelse med afstemningen om at opgive eller bevare retsforbeholdet.
Siden 1991 -1992 har JPB arbejdet for at ændre EU indefra, idet han ikke længere ønskede Danmark ud af EU.
Så det ville da være lidt besynderligt hvis han (JPB) pludselig vendte på en tallerken - igen.
Enhedslisten er det eneste parti i Folketinget som er direkte imod EU - og ønsker Danmark ud af EU.
Dansk Folkeparti er blot EU kritisk.
De regeringsbærende partier i Folketinget (A, B, C, F, og V) accepterer alle som én, at EU får stadig større og større magt over danske forhold.
De har dog i nu snart 45 år talt med total-uld i munden, for at narre eller lokke danskerne i retning imod en stadig tættere union.
Dette til trods for, at danskerne ikke ønsker at vi skal styres fra Brüssel/Strasbourg.
Alternativet - lægger sig lige præcis, på den linje som Holger K. Nielsen og JPB plæderer for.
Vigtigst af alt er dog, at den folkelige modstand imod EU findes i - alle partier i Folketinget, inklusiv i partiernes vælgergrupper.
10.092 læsere af Ekstrabladet har idag stemt om.
Skal danskerne også have lov til at stemme om EU-medlemsskab?
32,99% Nej
67,01% Ja
Videre:
Hvad vil du stemme, hvis EU-medlemsskabet kommer til afstemning?
45,11% Jeg stemmer nok ja - Danmark har det bedst i EU
54,89% Jeg stemmer nok nej - Danmark har det bedst uden for EU
Resultatet kan naturligvis bevæge sig, men det siger da en del om folkestemningen her til lands.
Det er de valgte folketingsmedlemmer der er ude af "synch" med befolkningen - og det har de ørligt taget været alt for længe!
God aften der ude
At kalde andre debattørers indlæg for 'sure opstød', fremmer ikke debattens kvalitet, Birger.
Der bliver brugt flere penge på lobbyisme i Bruxelles end i Washington!
De amerikanske vælgere har trods alt erkendt tingenes tilstand og demokratiets fallit ved at tale om et "broken system", general afmagt og apati, lav valgdeltagelse, valget af Trump etc.
Hvornår vågner europæerne op?
En rigtig god og tankevækkende artikel. Principielt enig i, at EU er et system, der skal ændres indefra, for alternativet - et Europa uden EU - er ikke rart at tænke på. Omvendt er det svært ikke at blive ramt af mismod, når man tænker på, hvor meget det kræver at ændre EU via det demokratiske system. Den korteste vej er at påvirke Ministerrådet til at ændre kursen for EU, hvis det bare kunne tage lidt ved lære af dette års Devos topmøde, vil megt være nået. Men mest bekymrende er det, hvor usynlig fagbevægelsen er blevet såvel i Danmark som i EU. DE burde genrejse den faglige kamp i en moderne opgave og komme med klare krav nationalt og på EU niveau.
Kære Sven-Åge Westphalen og eventuelle medlæsere.
Du nævner fagbevægelsens usynlighed. Den relative usynlighed har givetvis en vifte årsager. Jeg har et bud på to af dem:
FOR DET FØRSTE oplever jeg, at fagbevægelsen i de fleste EU-lande er ramt af den apati, et magtsystem som EU fører med sig. Når de nationale parlamenter og organisationer bliver ekspeditionskontorer for overstatslige beslutninger, så går det sådan. For hvorfor skulle man så selv smøge ærmerne op for forandringer, der rager ud over det kosmetiske?
Dette psykologiske fænomen ser vi på talrige områder, fx på miljø og sundhed, hver gang medlemslandene afholder sig fra at bedrive politik, "fordi vi bør vente på EU", eller fordi politikerne frygter en EU-dom for brud på markedets frie bevægelighed. Oftest er det da bare om at komme i gang og blive det gode eksempel og INSPIRERE og HJÆLPE hinanden, mener jeg. Og får man så en EU-dom, ja, så bliver EU's absurditet bare tydeligere, men sådan en tydelighed er EU-fortalerne netop imod. Så skidtet bider sig selv i halen ...
Den tankegang, der vil fri inspiration, solidarisk hjælp og frivillig forpligtelse, svækkes af EU. Kan forpligtelse være frivillig? – JA! Men det har EU-tankegangen måske helt fået os til at glemme?!? I EU er det primært MAGT, der tæller, og EU-magten tæller mere og mere, efterhånden som politikområderne gøres overstatslige. Og så er det, vi kan opleve LO-toppen anbefale 'Ja' ved folkeafstemninger om EU.
FOR DET ANDET blev fagbevægelser og socialdemokratierne fra tidlig start indfedtet i ideen om en politisk og økonomisk union, så der ligger nok en mange årtier stor EU-loyalitet – måske endda identitetsfølelse – i toppen af mange fagorganisationer og i Labour, SPD og socialdemokratierne. Opgøret med denne vildfarelse må komme nedefra.
Jeg har apropos skrevet denne kommentar om S/SPD/Labour og EU:
https://www.information.dk/comment/1181148#comment-1181148
... og anbefaler tillige EU-fagligt Netværk: http://www.eufagligt.dk/
– Venligst Magnus Falko
Som borger i Danmark skal du først igennem vores håbløse politikere, for at få ændret noget i EU. Det er jo håbløst! Demokratiet i EU er så langt uden for rækkevidde, at det ikke eksisterer.
Så vi har stemt vores demokrati væk.
Jeg er EU tilhænger, men et lukket, hemmelighedsfuldt og udemokratisk system er værre end intet system.
Charlie, det er blodigt.
Så vidt jeg kan se, er det helt overordnede spørgsmål, hvorvidt de ansvarlige formår at iværksætte de nødvendige miljø-og socioøkonomiske forbedringer. Det er så enkelt, at i samme omfang det ikke sker, vil institutionerne bryde sammen.
Martin ågerup/cepos giver (i gårsdagens p1 debat) som eksempel på det finanspolitiske systems fortræffelighed, at fx bill gates kun råder over 2% af den samlede velstandsforbedring, han har tilført verden. Slam, tag den socialister .... men martin, du glemmer et par mellemregninger :
I det monetære system, du så ihærdigt forfægter, følger magten pengene. Skal det overlades til ganske få mennesker at bestemme retningen for samfundets miljø-og socioøkonomiske beslutninger, eller er du demokrat? Og kan du slet ikke få øje på, at indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcer skaber konflikt?
Ja, mange mio er taget ud af fattigdom, men hvordan er regningen betalt? Ikke af den ene procent som har høstet uhørte profitter, men af den vækst, som den ene procent har genereret. Og hvilken vækst? Det er en vækst sket på bekostning af visse underpriviligerede grupper og på miljøet i en grad, så vi står med kæmpestore, muligvis uoprettelige skader og med uoverskuelige klimakonsekvenser. Det er, hvad der sker, når samfundsudviklingen lægges i hænderne på kortsynede, egoistiske profitmagere i det finanspolitiske system, som du er tilhænger af.
Verden er på katastrofekurs, og fordi magten følger pengene, er det de riges ansvar. Når denne ene procent så samtidig tillader sig at leve i ulækker, miljø-og socioøkonomisk sygt usolidarisk overflod, som er en hån mod resten af fællesejets interessenter, de underpriviligerede, er det ikke mærkeligt, at deres tålmodighed er slut, og de reagerer med de midler, som magten pt har stillet til deres rådighed. Indtil videre er det lykkedes at fortsætte bedraget, således at de underpriviligerede pga frygt og vildledning stemmer imod egne interesser, men som det ses, knager konstruktionen nu så meget under byrden af sit eget bedrag, at hvis ikke kursen lægges seriøst om, er det kun et spørgsmål om tid, inden den bryder sammen.