Kommentar

Hvad vil SF gøre ved EU’s sociale problemer?

SF insisterer på, at Danmark skal blive i EU, men kommer ikke med konkrete bud på, hvordan der skal dæmmes op for Unionens sociale problemer. Tværtimod har man gang på gang bøjet nakken og gået med på forslag, der alene gavner markedet
Debat
18. januar 2017

SF’s Holger K. Nielsen har indledt det nye år med en regulær polemik om Enhedslistens EU-politik. Efter adskillige udvekslede sværdslag er det dog stadig helt uklart, hvad SF egentlig vil gøre ved de grundlæggende problemer med EU.

De problemer, som får EU-modstanden til at vokse over hele Europa, og som giver næring til den højreekstreme fløj, som både Holger og jeg mener, skal bekæmpes.

EU har udviklet sig til det perfekte arnested for højrenationalistiske partier og bevægelser, fordi arbejdskraftens frie bevægelighed i kombination med optagelsen af mange fattige østeuropæiske lande har skabt et kolossalt pres på arbejdsmarkeder og velfærdssamfund som det danske.

Det skaber utryghed, fordi mange oplever et tab af kontrol over samfundets grundlæggende måde at fungere på.

Helt konkret betyder EU herhjemme, at fattige østeuropæere bliver udnyttet af både danske og udenlandske firmaer til at trykke løn- og arbejdsvilkår.

Almindelige lønmodtagere i mange forskellige brancher har oplevet, hvordan dårligere betalte udlændinge har overtaget job fra dem selv eller deres kolleger.

Job, som tidligere blev udført på ordnede vilkår. På byggepladserne og på landevejene, i gartnerier og landbrug, blandt lagerarbejdere og rengøringsfolk er social dumping og den uregulerede adgang for østeuropæisk arbejdskraft en realitet og en konkret trussel for en stor del af de danske lønmodtagere.

Hvad vil SF

Til det siger Holger: Jeg synes da også, at vi skal gøre noget ved den slags problemer med social dumping. Men hvad er det, SF vil gøre?

Da Enhedslisten under den tidligere regering stillede forslag om at ændre EU-traktaterne med en social protokol, så det bliver muligt at sætte hensynet til ordnede forhold over arbejdskraftens frie bevægelighed, stemte SF imod.

Desværre er det ikke bare i kampen mod den sociale dumping, at SF har afvist Enhedslistens forslag til handling, når vi har forsøgt at få styr på de problemer, som internationalt samarbejde skaber, når det foregår på markedets vilkår.

Det var med Pia Olsen Dyhr i spidsen som daværende handelsminister, at den tidligere regering indledte forhandlingerne om dansk deltagelse i EU-USA-frihandelsaftalen, TTIP, der vil undergrave vores demokratiske muligheder for at forbedre forbruger-, miljø, og arbejdstagerbeskyttelse ved at give vidtgående investorrettigheder til multinationale selskaber.

Det var SF, der trods valgløfter før valget i 2011 om offentlige investeringer i jobskabelse, tilsluttede Danmark til EU’s finanspagt, og dermed bandt Danmark til euroens asociale nedskæringspolitik, der lægger begrænsninger for velfærden i regioner og kommuner med budgetloven.

Og mens Enhedslisten og den europæiske venstrefløj bakkede aktivt op omkring Syriza i den græske valgkamp og støttede folkeafstemningen mod den forfejlede nedskæringspolitik, glimrede SF ved sit fravær og stemte sågar imod Enhedslistens forslag til at ændre budgetloven.

Realiteten er, at Enhedslisten dagligt arbejder for at trække EU i en mere progressiv retning, men gang på gang oplever, at SF sammen med højrefløjen kæmper imod.

Bryd eller bøj nakken

Der er kun to veje til at løse problemet med EU og vores arbejdsmarked. Enten skal EU grundlæggende reformeres, hvilket kræver enstemmighed blandt alle medlemslande, ellers skal Danmark bryde med EU, hvilket i praksis vil sige, at vi skal forhandle om en anden tilknytning til EU, end den vi har nu.

Enhedslisten arbejder for begge dele, og vi viser hver evig eneste dag, at der ikke er nogen modsætning mellem at arbejde på at reformere EU og samtidig arbejde på at få en ændret tilknytning til EU, som f.eks. giver bedre muligheder for at kunne begrænse social dumping.

SF afskriver derimod på forhånd muligheden for at få en anden tilknytning til EU. Og de gør det, selv om de ikke har nogen plan for, hvordan det skal lykkes at ændre EU, så det ikke længere undergraver det danske arbejdsmarked. Det er jo ikke et svar til de mange mennesker, hvis hverdag er truet af EU’s regler.

Det er pudsigt, at SF har flyttet sig hen i sådan en position på EU-spørgsmålet. For det er sket samtidig med, at det er blevet helt klart, at hvis der kommer en venstreorienteret regering til magten i et EU-land, så bliver den nødt til at være forberedt på et brud med EU, med mindre den fuldstændigt vil underkaste sig EU’s økonomiske politik, som vi så det med Grækenland.

Det er også baggrunden for, at resten af den europæiske venstrefløj har bevæget sig hen på en kritisk linje tæt på Enhedslistens, mens SF helt har forladt den venstreorienterede gruppe i Europa-Parlamentet.

Nikolaj Villumsen er medlem af Folketinget og udenrigsordfører for Enhedslisten

Serie

Venstrefløjens store EU-fejde

Tidligere SF-formand Holger K. Nielsen kritiserede i et indlæg i Information den 3. januar Enhedslistens EU-modstand, som han mener gavner højrepopulisternes ’projekt splittelse’ i Europa.

»Er Enhedslisten helt ligeglad med, hvad der kommer i stedet for EU – bare det braser sammen,« spurgte han og kaldte det »useriøst, hvis ikke man vurderer, hvilke konsekvenser ens politik kan få«.

Efterfølgende har debatten raset om venstrefløjens EU-holdning i Information.

I denne serie har vi samlet artiklerne og debatindlæggene.

 

Seneste artikler

  • Kommentar: Rina Ronja Karis alternativer til EU svækker demokratiet

    2. februar 2017
    Alt bliver godt, hvis det udemokratiske EU afløses af Europarådet, mener Rina Ronja Kari. Hvordan det skal sikre demokratiet, legitimiteten og de europæiske landes evne til at træffe fælles beslutninger, er svært at se
  • Venstrefløjen kan slet ikke klare sig uden EU

    1. februar 2017
    Hvis EU falder, falder Europas eneste mulighed for at stå op imod arbejdsgivernes og bankernes stigende magt over lønmodtagere og eksisterende demokratiske fællesskaber. Derfor bør Enhedslisten arbejde for at demokratisere EU, ikke for at afvikle det
  • Hvorfor er nye EU-kritiske bevægelser ikke slået igennem i Danmark?

    26. januar 2017
    Alternativet og Enhedslisten har knyttet sig til de to forskellige EU-kritiske grupper DiEM25 og Plan B. Men selvom grupperne henvender sig til de mange danskere, der er utilfredse med EU, har de endnu ikke gjort sig bemærket i den brede befolkning
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Svendsen

Glem SF. De siger de vil fjerne(intet mindre) uligheden men er del af "Satspulje-loven", der langsomt men sikkert udhuler overførselsindkomsterne og dermed øger uligheden.

Per Torbensen, kjeld jensen, Torben Skov og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

De drømmer om bagsædet på ministerbilerne, de SFfere.
Nu har de jo prøvet det, og i EU er bilerne endnu bedre.

Bjarne Bisgaard Jensen

I EU er det sikkert også nemmere at krybe under radaren, idet der jo ikke fra dansk presse er den store opmærksomhed, med mindre det et toppen det handler om

Bo Vesterlund

Bo Vesterlund
18. januar, 2017 - 15:24
Der er mange der ikke interesserer sig for EU. Men i de seneste år har mange flere deltaget i debatter om Europa: afstemningen om patentdomstolen og parlamentsvalget i 14. Afstemningen om retsforbeholdet i 15 med stor valgdeltagelse. Debatter om bankkriser og samarbejde mellem europæiske banker for at modvirke bankkrak. Det går op for flere og flere at EU vedtager noget som har konsekvenser i medlemslandene.
Har vi andre muligheder end at gå ind i debatten og påvirke beslutningerne i EU?
Hvordan skal vi få fordelt over 1 million flygtninge i Europa uden en aftale i EU og mellem EU og de lande der kan/vil/skal modtage flygtninge og give asyl? Hvordan skal vi løse de grænseoverskridende miljø/klimaproblemer uden europæisk samarbejde i Europaparlamentet?
Den nordiske venstrefløj svigter hvis den kun vil trække et land ud af EU og ikke vil bidrage til et mere grønt og socialt flertal i parlamentet.
Venstrefløjen kan lære af de humanitære organisationer, fagforeninger og miljøorganisationer, der arbejder i Bruxelles for at påvirke EU´s beslutninger.

Thomas Andersen

Endnu et partsindlæg fra enhedslisten, placeret midt blandt øvrige artikler fra avisen!

Helt konkret betyder EU herhjemme, at fattige østeuropæere bliver udnyttet af både danske og udenlandske firmaer til at trykke løn- og arbejdsvilkår. Almindelige lønmodtagere i mange forskellige brancher har oplevet, hvordan dårligere betalte udlændinge har overtaget job fra dem selv eller deres kolleger.

Hvis dette område virkelig var så vigtigt for enhedslisten, så var de jo nok ikke arge modstandere af en lovbestemt dansk anstændig mindsteløn. Men i enhedslisten vil man hellere være venner med fagbevægelsen end at varetage den lavtløneds interesser.

Det var SF, der trods valgløfter før valget i 2011 om offentlige investeringer i jobskabelse, tilsluttede Danmark til EU’s finanspagt, og dermed bandt Danmark til euroens asociale nedskæringspolitik, der lægger begrænsninger for velfærden i regioner og kommuner med budgetloven.

Ja, der er ingen grænser for hvor mange penge enhedslisten ville stjæle fra næste generation ved vildt overforbrug hvis vi ikke havde nogle fornuftige begrænsninger. Og ved at tilslutte os pagten har vi jo også sikret os (så vidt det er muligt) at landene omkring os heller ikke lever over evne...

...at hvis der kommer en venstreorienteret regering til magten i et EU-land, så bliver den nødt til at være forberedt på et brud med EU, med mindre den fuldstændigt vil underkaste sig EU’s økonomiske politik, som vi så det med Grækenland.

Grækenland er da ikke underlagt EU's økonomiske politik, de er underlagt konsekvenserne af rigtig mange års total mangel på egen styring af egen økonomi. Og så må man låne. Og så må man underlægge sig långivernes betingelser om at få ryddet op før der kommer flere penge. End ikke enhedslisten ville jo låne penge til Grækenland da der blev tale om at Danmark skulle bidrage med en mia. kroner.

Og mens Enhedslisten og den europæiske venstrefløj bakkede aktivt op omkring Syriza i den græske valgkamp og støttede folkeafstemningen mod den forfejlede nedskæringspolitik, ...

Det var jo den mest populistiske og meningsløse folkeafstemning der er set i mands minde. Men det kan jo ikke undre at det giver mening for netop enhedslisten at stemme om hvorvidt man skal bruge penge på velfærd man ikke har, slet ikke har!

Thomas Andersen

1 Mindsteløn vil løse social dumping: Forkert

En mindsteløn risikerer at ende med at blive den reelle maksimumløn, som vil ligge på et niveau, der er langt under, hvad fagbevægelsen i dag kan skaffe dets medlemmer ved overenskomstforhandlinger.

2 Finanspolitisk jobskabelse lægger regningen i børneværelset: Forkert

Al erfaring viser at Keynes økonomiske politik er rigtig til jobskabelse. Når først hjulene drejer så er gælden væk over få år.

3 Socialisme er forenligt med finanspagten: Forkert

Den græske venstrefløjsregering er blevet fuldstændig tromlet af EU og påtvunget nye nedskæringer for milliarder af kroner, og opbakningen til Syriza er styrtdykket. På blot 12 måneder er tilslutningen til partiet mere end halveret. Et valg i morgen ville give en jordskredsejr til det konservative parti.

Thomas Andersen

@Bill
1) Så en mindsteløn risikerer at blive en reel maksimumløn, og derfor skal vi ikke bruge dette super simple tiltag for at bekæmpe social dumping!!! 26 lande i EU har allerede en mindsteløn og det er da en såre simpel måde for samfundet at regulerer hvad en mindste anstændig løn skal være. Og selvfølgelig vil fagbevægelsen være i stand til t forhandle højere løn hjem der hvor værdien af arbejdet er højere (langt de fleste steder!).

2) Keynes politik har da helt sikkert sine effekter, og den kan endda foretages for lånte penge sålænge långiverne har tillid til landet og sålænge rentebyrden ikke bliver for høj. I Danmark bygger vi jo lige nu supersygehuse, motorveje, Fehmernbro og togbaner til den store guldmedalje, reelt for lånte penge fordi begge ting er opfyldt...

3) Jeg er fuldstændig enig med dig i at socialismen ikke er forenlig med finanspagten, socialismen har (for at bruge en slidt frase) jo altid løbet tør for andres penge før eller siden, hvilket Syriza jo i den grad har måttet erkende. Og nej, det er ikke EU som har påtvunget Grækenland nedskæringer for milliarder, ethvert land som i den grad lever over evne kommer før eller siden til at skære ned for milliarder når långiverne siger stop. Og selvfølgelig vil der komme en jordskredssejr, socialismen har jo aldrig aldrig været svaret på de udfordringer Grækenland stod i. Se også bare hvordan et af verdens rigeste olielande - et land som Palle Dragsted for fem år siden sagde var inde på en rigtig spændende udvikling i socialistisk retning - er endt i den rene elendighed...

Enhedslisten er og bliver folketingets mest ligegyldige parti...

Jens Erik Starup

Hvad SF vil gøre ved EU's sociale problemer?
De vil da give noget mere, til dem der i forvejen har.

Philip B. Johnsen, Eyolf Brandt Saltholm og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Det er nødvendigt at stille op imod ultraliberalismens ligegyldighed overfor almindelige mennesker, som helt uden omtanke for det enkelte menneskes vilkår ruskes rundt af hensyn til storkapitalen, der i sidste ende sender produktionen derhen hvor lønningerne er lavest, og deres profitter i skattely.

Uden Enhedslisten og socialisterne er der ingen til at afsløre og debattere kapitalismens indbyggede inhumanitet i de demokratiske organer.

EU-debatten må forholde sig til virkeligheden.
https://www.information.dk/debat/2017/01/eu-debatten-maa-forholde-virkel...

Jens Erik Starup

Ja men Leo Nygaard da, er vi ikke enige om, at neofascismen skal bekæmpes?

Philip B. Johnsen

Mihail Larsen
Hovmod står for fald.