Kronik

Stærkt negativt styrende fængselsbetjente ægger til vold i fængslerne

Politikerne møder volden mod fængselsbetjente med lovstramninger og respektpakker. Men vil man have fangerne til at respektere betjentene, må betjentene også respektere fangerne og tjene som gode rollemodeller – og det kniber det gevaldigt med i de danske fængsler
Politikerne møder volden mod fængselsbetjente med lovstramninger og respektpakker. Men vil man have fangerne til at respektere betjentene, må betjentene også respektere fangerne og tjene som gode rollemodeller – og det kniber det gevaldigt med i de danske fængsler

Mia Mottelson

Debat
13. januar 2017

Det seneste år er volden i de danske fængsler tilsyneladende steget betydeligt. I de første 10 måneder af 2016 har der været 507 volds- og trusselsepisoder mod personalet i Kriminalforsorgen, hvilket er 50 procent mere end i samme periode i 2015, og senest nytårsnat fik en betjent andengradsforbrændinger, da en indsat i Vestre Fængsel kastede kogende vand på ham.

Volden har fået politikerne til at svare igen med respektpakker, og i efteråret foreslog daværende justitsminister Søren Pind (V) at bevæbne fængselsbetjentene med peberspray.

Overfald på fængselsbetjente skal naturligvis ophøre. Men hvis man aktivt vil fremme det, skal man ikke fokusere på stadig strammere lovpakker rettet mod de indsatte, men også på god og anstændig opførsel fra alle ansattes side. På baggrund af mine seks år som fængselspræst kan jeg konstatere, at problemet ikke kun er stærkt negativt styrende fanger, men også stærkt negativt styrende fængselsbetjente.

Af rette støbning

Kriminalforsorgen skriver på sin hjemmeside, at »Kriminalforsorgens medarbejdere er ’folk af rette støbning’. Vi er afbalancerede, kompetente og ansvarsbevidste. Vi forstår at balancere mellem det hårde og det bløde«.

Mange medarbejdere er vitterligt folk af rette støbning, der gør en prisværdig indsats for at give de indsatte den bedst tænkelige afsoning. Men der er desværre også fængselsbetjente, der er det diametralt modsatte.

Hvis de på et tidspunkt har været motiverede og engagerede, er gejsten forduftet med årene. De taler dårligt om de indsatte og beder motiverede medarbejdere om at tage den med ro og lave mindst muligt. De reagerer særdeles langsomt på cellekald. Nogle af dem går kun forrest, når alarmen lyder, og der er udsigt til håndgemæng med indsatte.

De kommunikerer elendigt med de indsatte og er meget lidt tilbøjelige til at imødekomme indsattes anmodninger. De kan true indsatte med at krølle dem sammen, hvis der er mere ballade, og de kan aflevere en besked til en indsat og demonstrativt blive stående i cellen, selv om den indsatte beder dem gå igen. De nærmest opildner til konflikter.

Gensidige respektpakker

I øjeblikket lovgiver politikerne udelukkende envejs. Men hvorfor er det kun de indsatte og ikke de ansatte, der skal udvise respekt?

Hver gang der kommer en ny lovpakke, bør man overveje, om pakken ikke skal henvende sig mere end en vej. Hvis fængselsbetjenten ophører med at sige til de enrumsanbragte, at de ikke må foretage celleopkald, så vil frustrationen hos de indsatte aftage.

Hvis fængselsbetjenten samtidig opleves som indfølende og hjælpsom i forhold til de indsattes anliggender, vil det automatisk øge de indsattes respekt for fængselsbetjentene. Hvis en isolationsanbragt mange dage i træk beder om at få udleveret skiftetøj og hygiejneartikler, får han mindre og mindre respekt for de ansatte og systemet, som dagene og ugerne går.

Respekt går begge veje, hvis respektpakker skal virke, skal de også gælde for begge sider.

Direktoratet for Kriminalforsorgen beskriver så flot sin hovedopgave som bestående af to led: ­»På den ene side hensynet til kontrol og sikkerhed, på den anden side støtte og motivation. Det er, når vi finder balancen, at vi gør vores arbejde godt.« Det synes svært at finde den balance.

I min tid som fængselspræst ved Nørre Snede Fængsel var der på intranettet en fane med titlen »Orden og sikkerhed«, som indeholdt en lang række dokumenter. Intet sted fandt man noget tilsvarende med titlen »Støtte og motivation«.

Jeg har aldrig set en besked fra ledelsen, der lovpriser indsatser i forhold til omsorg og motivation, men efter voldelige konflikter mellem ansatte og indsatte er det derimod fast omkvæd, at de ansatte har gjort alt til UG plus.

Banditter

Når de ansatte holder pårørendeaftener, bruges halvdelen af det fælles oplæg til præsentation af betjentenes kampudstyr, de indsatte omtales som »banditter«, og der er ikke et ord om støtte og motivation.

Ledelsen i Nørre Snede Fængsel består af ti personer. Med så mange ledere i et fængsel for 160 indsatte i Nørre Snede og en flok udviste asylansøgere på Kærshovedgård Udrejsecenter skulle man tro, at man var godt kørende. Det er ikke tilfældet.

Otte af lederne er fængselsbetjente, den niende er ansvarlig for bygningerne og den sidste, institutionschefen, er økonom. I ledelsen sidder der ikke en eneste psykolog, lærer, sagsbehandler, sygeplejerske, misbrugskonsulent eller lignende som repræsentant for ’støtte og motivation’. Ledelsen mangler balance og mangfoldighed.

Selv om der ikke er undveget en eneste fange fra danske fængsler i 2015, og selv om der kun blev begået ny kriminalitet under 0,1 procent af årets 52.000 udgange, så bliver politikerne ved med at skærpe afsoningsforholdene. Det er måske politikernes manglende fokus på omsorg og motivation, der gør, at fængslet så ensidigt fokuserer på orden og sikkerhed?

En anden ledelsessammensætning og andre toner fra politikerne kunne måske fremme balancen mellem det hårde og det bløde.

Manglende konflikthåndtering

Når to indsatte kommer op at slås, bliver de som regel anbragt på isolationsafdelingen, inden de ryger videre til to forskellige fængsler. Fokus er udelukkende på orden og sikkerhed.

Men det løser ingen konflikter blot at sende dem til hver sit fængsel, for inden de når frem, kan modstanderens venner i det nye fængsel have fået besked på at give den nytilkomne en varm velkomst, og hvis de mødes ude i friheden, er det ikke svært at forestille sig, hvad der kan ske.

En stor del af de indsatte har udfordringer med konfliktløsning. Derfor må det være en af fængslets primære opgaver at hjælpe de indsatte med at håndtere vrede og løse konflikter.

Mange nye voldsdomme kan forebygges, hvis konflikter i fængslerne gribes som muligheder for livsvigtig læring, men de forpasses fra fængslets side. Det skyldes formentlig, at man ikke har de kompetente medarbejdere, der kan gribe situationerne og handle professionelt.

Når der er konflikter mellem indsatte og fængselsbetjente, er det fængselsbetjente, der fungerer som dommere. Det er krænkende for de indsattes retsbevidsthed, fordi det som hovedregel er de ansatte, der får medhold.

Der burde ansættes civile mæglere i fængslet. Ansatte, der i modsætning til betjentene opholder sig på afdelingerne sammen med de indsatte, og som er uddannet som konfliktmæglere. De skal have mulighed for at mægle mellem de stridende parter, altså både i konflikter mellem indsatte indbyrdes og konflikter mellem indsatte og ansatte. De ville også have deres naturlige plads i fængslets ledelse.

Krænket retsfølelse

Et væsentligt argument for de mange retspolitiske stramninger, politikerne har foretaget i det seneste år, er, at befolkningens retsfølelse skal sikres. En glemt dimension er de indsattes retsfølelse.

I fængslerne er der en tvivlsom regel, at de indsatte kan disciplineres uden begrundelse. Igen og igen bliver de anbragt i isolation og overflyttet til andre fængsler uden at få at vide, hvilken forseelse de har gjort sig skyldige i. ’Dommeren’ er ikke en juridisk dommer, men blot en fængselsuddannet betjent. Det er dybt krænkende og gavner ikke de indsattes retsfølelse og retsbevidsthed.

Når indsattes telefonsamtaler med deres advokater bliver aflyttet, er det krænkende. Når ansatte og indsatte er i retssag mod hinanden, er det krænkende for de indsattes retsbevidsthed, at indsatte, der skal vidne mod ansatte, bliver anbragt i isolation inden retssagen, så de ikke kan tale sammen, og at mange betjente møder op til retsmøderne i uniform for at støtte deres kollega.

Det er i det hele taget krænkende for de indsattes retsbevidsthed, når de igen og igen oplever, at de ansatte holder hånden over hinanden i konfliktsituationer.

Når ledelsen vælger at straffe alle indsatte kollektivt ved at lukke kondirummet i to måneder, fordi et par indsatte har begået hærværk, er der indsatte, der finder det dybt uretfærdigt. De indsatte kan ikke længere klage direkte til Direktoratet, men skal aflevere deres klage til dem, de klager over. Det fremmer heller ikke retsfølelsen.

I forhold til medierne er det svært at få taletid som indsat. Hvordan kan det være, at formanden for Fængselsforbundet Kim Østerbye igen og igen får taletid om forholdene i fængslerne, mens de indsattes stemme er fraværende?

De danske medier skylder at lade indsatte få lige så meget taletid som de ansatte. På den måde kan medierne fremme de indsattes oplevelse af at indgå i den demokratiske proces.

Et af de seneste tiltag fra politikernes side er radikaliseringslisterne. 175 indsatte blev indberettet de første 15 måneder, og i løbet af de sidste to år har der nu været tale om 306 indberetninger.

Når man bliver indberettet, har man ingen mulighed for at forsvare sig over for en retsinstans, og man har ikke indflydelse på, om man slettes af listerne eller ej. Det forekommer grotesk at mistænke så mange indsatte for at være potentielle terrorister. Gad vide, om ikke listerne ligefrem fremmer radikaliseringen efter devisen: Når man ikke får mulighed for at forsvare sig, kan det hele også være lige meget.

Den gyldne regel burde bøjes i neon på hver eneste vagtstue og hver eneste afdeling: ’Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem’. Begynder man at efterleve den, er jeg overbevist om, at volden mod betjentene vil falde.

Steen Andreassen er præst. Frem til november sidste år virkede han som fængselspræst i Nørre Snede Fængsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fængselsbetjente skal ikke prøve at være 'rollemodeller'; de skal løse opgaver med en høj etik og en stærk faglighed. Og der skal naturligvis foregå en støtte, supervision og kontrol, som minimerer risikoen for at fængselsbetjente brænder ud og forgiftes, hvormed kynificeringen træder ind.

Rollemodellering er kun relevant, hvor der er ensartethed mellem positioner og opgaver; nemlig fra fagprofessionel til fagprofessionel - eller forælder til forælder etc. En fængselsbetjents 'rolle' er en helt anden end en indsats. Kollektiv afstraffelse/sanktionering er også en helt fejlagtig måde at tilgå mennesker på pædagogisk. Det kan ikke undre at man har store problemer, når noget så elementært ikke er på plads.

Rollemodel er særdeles aktuelt. Den gode tone, respekten for den andens behov, arbejde, bekymringer, og alt det som vider om medmenneskelighed, skal gerne være det bærende for institutionen. Det er personalet som lægger normerne på institutionen, od de skal de dermed også være modeller for hvordan tonen er, hvordan uenigheder løses og insistere på det

John S. Hansen

Jeg har været ansat som betjent i Kriminalforsorgen i næsten tyve år! Med den erfaring in mente, så må jeg udtrykke, at ovenstående er stærkt fordrejende og tendentiøst. Det uniformerede fængselspersonale er i meget høj grad, engagerede, retlinede, anstændige og hæderlige mennesker, som kæmper en daglig kamp i fængslerne for at opretholde en god tone, kombineret med de naturlige hensyn, som der nu engang må være til orden og sikkerhed!
Men, der er brodne kar i alle lejre;der er ansatte, som ikke fungerer godt nok i systemet. Det er min erfaring, at det øvrige personale, er ganske gode til at at påvirke disse i den rigtige retning. Der eksisterer en høj grad af selvjustits blandt det uniformerede personale!
Imidlertid er der sket et markant skifte i prioriteringerne - meldt ud fra Kriminalforsorgens ledelse! Orden og sikkerhed(f.eks. jagt på mobiltelefoner)vil ledelsen/politikerne gerne have til at fylde mere. Det bliver naturligvis på bekostning af de mere bløde arbejdsopgaver. En sådan prioritering hæver selvsagt konfliktniveauet også.
Den hverdag som er fængselspræst oplever i fængslerne er markant anderledes en den som betjente står i! Mange fængselspræster ville ikke kunne"overleve" det arbejdsliv som man byder fængselsbetjentene. For det er naturligvis også et relevant element. Jo sværere arbejdsforhold man byder en personalegruppe,desto sværere vil den også få ved at yde sit bedste i det lange løb!
Kriminalforsorgen er - og har været det i mange år - et politisk nedprioriteret område. Den Kriminalforsorg som man forholder sig til i skåltaler på de bonede gulve, er meget langt fra virkeligheden. Og virkeligheden er i dag, at miljøet bliver mere og mere råt for hver dag der går, alt imens man forringer de i forvejen meget dårlige løn og arbejdsvilkår. Og resultatet er da heller ikke udeblevet:rekrutteringen er svær! Få mennesker vil sætte liv og helbred på spil for en løn, som om måneden ligger 5000 - 10,000 tusind kr. over en dagpengesats!
I det lange løb kan det betyde, at fængselsvæsnet ender som ældreplejesektoren:et sted hvor jobcentrene sender "uanbringelige" jobsøgende hen! Så skal vores gode fængselspræst nok få noget at korse sig over!
Indtil da, skulle han måske revurdere sin opfattelse, og være taknemmelig for at så mange mennesker er villige til at løfte denne vigtige samfundsopgave, på så god en måde, for så lidt!

John S. Hansen

For god ordens skyld må jeg hellere lige præcisere;de ansatte i ældreplejesektoren kritiserer jeg bestemt ikke. De deler på mange måder allerede vilkår med fængselspersonalet, og løfter ligeledes en vigtig samfundsopgave......også for en rystende dårlig betaling!

Jesper Krabbe

@John S. Hansen
Jeg er enig med Dem i, at Kriminalforsorgen står med en række udfordringer i forhold til balancen mellem "det hårde" og "det bløde". At finde balancen er dog i første omgang en ledelsesmæssig opgave, som, for nuværende, stadig mangler at blive håndteret.

Dernæst vil jeg spørge, om den mikroøkonomiske tænkning - altså fokus på lønudbetalingen - ikke en del af udfordringen i forhold til at "gøre det gode"? Er der ganske enkelt for få ansatte, der oprigtigt "brænder for det"? Selvfølgelig skal der brød på bordet, salt på ægget og så videre, men i bund og grund skal incitamentet være lysten til det gode - at gøre det godt - og ikke størrelsen på lønchecken?

Som indsat har jeg mødt mange forskellige typer af fængselsbetjente. Heldigvis flest gode, men desværre for få, der er "rigtig gode". Som en fjer i hatten kan jeg tilføje, hvilket De også må have erfaret, at mine erfaringer er, at de mange gode, samt de få rigtigt gode, qua den dynamiske sikkerhedsforanstaltning, der ligger implicit i "det gode arbejde" sjældent er dem, der "hovedaktører" i sager om utilstedelig adfærd overfor personalet.

Carsten Wienholtz og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

@Jesper krabbe

Det sidste som du(håber at det er ok at jeg anvender "du"?)skriver er da rigtigt til en vis grad - men også kun dette!

Måske var det ikke rigtigt af mig, at berøre noget så profant som aflønningens størrelse. Når vi nu alligevel er inde på det, så må jeg sige, at det ikke er uden betydning hvordan man bliver aflønnet. Det er jo et udtryk for hvor højt man fra samfundets side vurderer vigtigheden af den funktion som skal varetages. For de ansatte er det et udtryk for anerkendelse. Endelig betyder det jo helt lavpraktisk, at man med en ordentlig løn har mulighed for at bo sikkert og behageligt i rolige omgivelser - noget som man bestemt kan trænge til med et job af den slags.
Men jeg er da enig i, at man selvfølgelig ikke skal havne i en situation hvor uinteresserede søger in i Kriminalforsorgen - blot for en høj løn. Omvendt er det næppe realistisk, at nogen skulle være interesserede i at arbejde inden for et område som Kriminalforsorgen fordi de føler et kald!

John S. Hansen

"ind i Kriminalforsorgen"

Jesper Krabbe

@John S. Hansen
Jeg er enig med dig i din argumentation vedrørende løn.
Jeg har mødt én fængselsbetjent, der, da adspurgt, som det første svarede at han gerne ville hjælpe udfordrede mennesker. Typiske svar er ellers at mange nærmest er kommet ind hos Kriminalforsorgen ved en tilfældighed. Hvorom alt er, så findes de, der føler "et kald" skam, om end man skal lede længe. Dermed ikke sagt at man ikke kan blive en fremragende fængselsbetjent alligevel.

Blot for god ordens skyld vil jeg gerne pointere at Kriminalforsorgsområdet er et område, jeg mener, burde prioriteres højere og med mere end blot "hårdere straffe, hårdere afsoningsforhold". Som civiliseret samfund har vi en forpligtigelse til at tage hånd om de mennesker, der er mere udfordret end normalt, og dem er der rigtigt mange af i de danske fængsler. Derfor har Kriminalforsorgen en særdeles vigtig opgave, hvilket, selvfølgelig, også burde afspejles i lønninger.