Klumme

Twerk løs, 4.-generationsfeminister! Men husk, at nøgenhed ikke er alles privilegium

Når vi er færdige med at befri den veldrejede kvindekrop med de store bryster fra snærende tøj, kunne vi måske kaste os over en femte bølge af feminismen og befri børnene og de gamle kroppe for kravet om indpakning?
Twerkdronningen Louise Kjølsen, der også læser psykologi, insisterer på at kvinder kan være både sexede og kloge.

Twerkdronningen Louise Kjølsen, der også læser psykologi, insisterer på at kvinder kan være både sexede og kloge.

Martin Lehmann

Debat
24. januar 2017

Ejerskabet til egen krop og retten til sin egen seksualitet med alt, hvad det kan indbefatte af twerking og Kraka-outfits. Det er sådan, jeg forstår de nye feminister. Og hurra for det, tror jeg nok.

Selvfølgelig skal de vise deres veldrejede kroppe frem, hvis de har lyst. Jeg kigger gerne med. Men man skal ikke være blind for, at den frihed ikke gælder alle kroppe.

Selv venter jeg på den næste bølge af feminisme og håber, at den indbefatter kampen for afseksualisering af små børn, så piger på fire år holder op med at bade i bikini, som om de havde bryster at skjule, og kampen mod censuren af nøgne børnekroppe på sociale medier.

Jeg håber også, at den indbefatter en kamp for et bredere kvindeideal, så vi bare lidt oftere får lov at se andre kroppe end tynde, unge kvinder med store bryster. Altså gamle kroppe, handicappede kroppe, tykke, rynkede kroppe.

For mig er der noget ved nøgenhed, der er elementært smukt, måske simpelthen fordi det hjælper mig til at forstå, hvad det vil sige at være menneske – hvad det helt konkret, fysisk, betyder. Måske består skønheden i at se kroppen som et vilkår.

I takt med, at jeg bliver ældre, får jeg faktisk et mere og mere ambivalent med forventningen om, at min krop skal være tildækket.

Jeg er temmelig kuldskær, så det er ikke, fordi jeg har lyst til at gå rundt i bar røv og viklers til hverdag, men jeg har svært ved at forstå, at det kan interessere nogen, om jeg bader nøgen eller sidder og tisser i en svensk grøftekant, så man kan se min røv fra vejen, når man suser forbi.

Min blufærdighed i de situationer bliver mere og mere postuleret. Endnu har jeg en temmelig god fornemmelse for omverdenens behov for tildækning, så jeg overholder de fleste konventioner, men jeg kan godt være i tvivl om, hvor længe det bliver ved.

Samtidig synes jeg, at det er en pointe, at man som forældre lader sine børn se den uinteressante, udramatiske, ikkeseksualiserede krop. Kroppen, der bare vil bade, og som ikke bliver gemt væk.

Børn kan være meget blufærdige, og det skal man selvfølgelig til enhver tid respektere. Men hvor mange tre-fireårige piger kommer selv på, at der skal en bikinioverdel til, for at de kan være tilpas med deres krop?

Er det ikke okay? Er det ikke lidt sødt? Er det anderledes end at lege voksen på andre måder? Nej. Jeg synes ikke, det er okay. Jeg synes ikke, det er sødt. Og bikinien til den fireårige er jo en del af en bestemt måde at lave pigetøj på. Tøj til piger – helt fra de er babyer – er mere stramtsiddende end tøj til drenge.

Dels klæder man ofte piger i gamacher, strømpebukser og bluser, der sidder tæt til krop og arme. Men der findes også hyldemeter efter hyldemeter børnetøj, som tilsyneladende ikke er kønnet – hættetrøjer, cowboybukser, skjorter, T-shirts – hvor pigemodellerne målbart er smallere, mere tætsiddende. Drenges løse, posede tøj udvisker i langt højere grad deres kropsform. 

Pigekroppen er mere synlig end drengekroppen, lige fra børnene er helt små. Det vænner pigerne sig selv til uden at tænke over det, det er vi vant til alle sammen. Jeg har selv klædt mine børn forskelligt, oftest uden at tænke over det.

Kroppe er ikke farlige, børnekroppe skal jo netop ikke gemmes væk og dermed tillægges noget problematisk. Men den nøgne barnekrop er ikke det samme som den bevidst afklædte krop. Og den usynlige, udviskede drengekrop i det løse tøj er ikke det samme som den skamfuldt tildækkede lillepigekrop i bikini.

Jeg har svært ved at forestille mig, at det ingenting betyder for pigers forhold til og fokus på deres krop, at deres kroppe er så synlige for dem selv og andre hele deres liv.

Min feminisme består i at blive ved med at overveje disse spørgsmål. Og så i en gang i mellem at bade nøgen med min udramatiske, almindelige krop.

Julie Top-Nørgaard er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Lucas

Jeg fatter hat af såkaldt "Fourth Wave Feminism". Safe Spaces, are you fucking kidding me?

Jesper Nielsen, Rikke Nielsen og Morten Larsen anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

Safespaces har vist ikke noget med feminisme at gøre? Det handler om studerende M som K (primært på amerikanske universiteter), som ønsker fravær af diverse kommentarer etc. som anses for stødende. Lidt ala triggerwarnings og folk der skriver fuck med **
Jeg finder det bizart, at man på højere læreanstalter acceptere dette i det hele taget. Det er vel netop dér man skal konfronteres med ideologer og personer, som man ikke er enige i og med og man lærer at argumentere sagligt for sit eget synspunkt.

Til artiklen hér: jeg er for så vidt enig i, at man bør have et afslappet forhold til sin egen og andres kroppe. Når det så er sagt......folk tager billeder af andre/fremmede på stranden osv. og hvis man har det fint med at man selv eller ens børn ender som meme eller foder til folks depraverede fantasier, så kan man bare rende med enden bar - det er i bund og grund det der er forskellen på 1980erne og nu. Det er ikke bare en eller anden, der kigger.

David Zennaro

Tak for en oplysende artikel. Det var helt nyt for mig med forskellen på pige- og drengetøj. Det giver da stof til eftertanke. Lige som det er med til at seksualisere pigers og kvinders kroppe, er det sikkert også en del af drenges opdragelse til at ignorere signaler fra deres egen krop.

Lars Rasmussen, Jakob Trägårdh, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Hans Houmøller, Rikke Nielsen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Jodå en bra artikel...men jeg synes nu at damen kan bruge en dansk grøftekant at tisse på.

Lige den med pige overdels bikini til piger før puberteten har jeg aldrig fattet. Det er virkelig bizart.

Lars Rasmussen, Mette Poulsen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Hans Houmøller og Kim Øverup anbefalede denne kommentar

HØRT!! Det er et større overgreb på os selv og hinandens trivsel vi foretager, når vi frygter elementær basal nøgenhed. Femte bølge, kom glad!
Bare fordi noget kan ses, betyder det ikke, at det bliver 'vist frem'...

Lars Rasmussen, Jakob Trägårdh og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

Jeg synes at det ironiske ved Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Katja Krarup Andersens frigørelsesprojekt er, at de dybest set poserer på en måde, som er blevet opfundet af diverse mandlige modefotografer og folk som Hugh Hefner. Der er temmelig meget stereotyp mandebladsæstetik over det. I England har feminister som også går under betegnelsen "fjerdebølgefeminister" protesteret mod det kvindebillede, så der er åbenbart forskel på danske og engelske fjerdebølgefeminister.

Lars Rasmussen, Jakob Trägårdh og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Jeg er helt enig i klummens indhold, og da jeg ikke har noget at tilføje, nøjes jeg med at fryde mig over den slags kloge og indsigtsfulde artikler. Mere af den slags, tak.

Mette Poulsen

@ Søren Rehhoff
Måske er det en af de sidste (den sidste?) hurdler, at kvinder kan stille sig selv frem og spille på egen sexualitet for egen skyld? At det er fint at blive begæret og være et sexobjekt, når man selv sætter præmissen?

Lars Rasmussen

Jeg gad nok vide, hvad der er det bedste ved denne nye fjerdebølgefeminisme? Philip Ytournel, tegner ved Politiken, har et interessant bud herpå. Og som udenforstående kan jeg godt frygte (eller blot konstatere), at Ytournels synspunkt er dækkende for hovedtrækkene i denne nye feminisme. Thi hvad er fjerdebølgens ambition? Og hvem kæmper den i det hele taget for?

Uden at gå for meget i detaljer kan man (jeg) således nemmere kategorisere de tidligere former for feminisme. Den første bølge, der fandt sted omkring det forrige århundredeskifte, kæmpede således for stemmeret til kvinder (og andre laverestående samfundsborgere, såsom tyende). Og denne bølge kulminerede som bekendt (i Danmark) med indførelsen af paragraf 30 i 1915-grundloven: “Valgret til Folketinget har enhver Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar og har fast Bopæl i Landet”. Så langt, så godt.

Dernæst har vi andenbølgefeminismen. Kort sagt: Rødstrømper, ligeløn og fri abort. Denne bølge havde i en dansk kontekst sit højdepunkt i 1970'erne med demonstrationer ned ad Strøget og andre lignende aktioner. Og måske var det først og fremmest en ambition om ligestilling, der drev bølgen. Samt en kritik af de to bærende kræfter i samfundet: kapitalismen og patriarkatet, jf. parolen “Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp!” Det gik, som det gik.

Endelig har vi den tredje bølge af feminisme. Denne blev om ikke opstartet, så i hvert fald navngivet af den amerikanske forfatter Rebecca Walker i en nu berømt artikel fra 1992. Heri hedder det bl.a. (side 41):

“To be a feminist is to integrate an ideology of equality and female empowerment into the very fiber of my life. It is to search for personal clarity in the midst of systemic destruction, to join in sisterhood with women when often we are divided, to understand power structures with the intention of challenging them.”

Som man kan se, bliver der her talt om lighedsideologi, systematisk ødelæggelse og magtstrukturer. Der er kort og godt tale om en mere analytisk og teoretisk feminisme, i modsætning til de to forrige bølger, som var mere aktivistisk og praktisk anlagt. Denne teoretiske feminisme har desuden introduceret en række akademiske modeord som fx queer og intersektionalitet (et nyt ord, som jeg netop har lært at kende via radioens P1). Og en tanke om køn som performance (Judith Butler citeret her, side 56):

“... gender proves to be performance - that is, constituting the identity it is purported to be. In this sense, gender is always a doing, though not a doing by a subject who might be said to pre-exist the deed.”

Men alt dette er fortid (omend disse feminismebølgers ambitioner og resultater lever videre). Spørgsmålet er: Hvad er fjerdebølgefeminisme? Og hvad skal den gøre godt for? Min umiddelbare forestilling er, at denne bølge er interesseret i frisættelsen af kvinden. Med stemmeretten, ligestillingen og det akademiske grundlag i (nogenlunde) orden er den nye tids kvinde således klar til det frie liv: fri krop, fri sex og frie valg i livet. (Hvis man er pæn nok...)

Imidlertid virker det på mig som om, at der bliver slået en åben dør ind her. For hvem er det, der vil forhindre bølgens kvinder i at udøve deres frihed til at gøre, som de lyster? (Just for the record: Jeg underkender ikke, at der findes kvinder i dagens Danmark, som i praksis er underlagt social kontrol. Men disse kvinder ser jeg imidlertid ikke som medlemmer af fjerdebølgen. Måske tager jeg fejl?)

Som en opfølgning på dette spørgsmål om kvindernes frihed vil jeg citere nogle linjer fra en artikel i tidsskriftet “Slagmark” med den sigende titel Den nye feminismes nydelsessyge (skrevet af Tone Frank Dandanell). Heri hedder det bl.a.:

“Er det overhovedet frihed, der er på spil? Selvom insisteringen på selvkærlighed synes at handle om frihed, om den enkeltes ret til at elske sig selv, er der i mine øjne snarere tale om et påbud: Du skal elske dig selv. Dette er blot en anden formulering af det imperativ, der ifølge den slovenske filosof Slavoj Žižek er kendetegnet for det senkapitaliske samfund, nemlig pligten til at nyde. Fordi du kan nyde, skal du også nyde; du skal forholde dig autoerotisk til din tilværelse.”

I det hele taget virker denne nye feminisme ret overfladisk. Den er vældig æstetisk at se på, men form uden indhold kan da ikke være et feministisk projekt? Jeg må i hvert fald sige, at jeg er mere sympatisk indstillet over for Julie Top-Nørgaards all inclusive-feminisme, som (i min forståelse) ikke nødvendigvis vil afseksualisere den voskne krop, men som i hvert fald vil vise, at den nøgne krop (ikke kun i pæn udgave) kan betragtes med andre briller end de seksuelle. (Hendes pointer omkring børn er jeg i øvrigt helt enig med hende i.)

Jeg savner måske helt generelt et mål for fjerdebølgefeminismen, som går ud over den enkelte bølgekvindes frisættelse. (Da jeg ser denne som værende i hus allerede.) Det er fx påfaldende, at bølgekvindernes modsvar til Mette Fugl virker anekdotisk og 'mig-fikseret' (som også Peter Tagesen er inde på ovenfor). Så selvom jeg er positiv over for deres ønske om at tage kontrollen (tilbage?) i deres respektive liv, så spørger jeg alligevel mig selv: Kan fjerdebølgefeministernes erfaringer bredes ud og på den måde blive relevante for andre end dem selv? Og kan det overhovedet lade sig gøre at være feminist, hvis man 'kun' kæmper med (og for) sig selv?

Jeg ved det selvsagt ikke, men i skrivende stund er jeg i tvivl og hældende mod et negativt svar på disse spørgsmål. Jeg er således tilbøjelig til at gøre følgende ord fra Frank Dandanells artikel til mine egne:

“Det er min tese, at begrebet feminisme i dag er blevet identisk med det at elske sig selv, med det at udtrykke kærlighed til sig selv. I stedet for dette individualistiske begreb om feminisme, ønsker jeg at tale for en feminisme, der igen lægger op til fælles kamp for en mere retfærdig verden. (...) En feminisme, hvis højeste telos er kærligheden til selvet og nydelse, er en feminisme uden socialt ansvar; det er en feminisme, der er umulig at skelne fra senkapitalisme.”

I forlængelse heraf vil jeg sige, at jeg er mere fan af Emma Holtens tilgang til feminisme. Hendes kamp virker i langt højere grad relevant på mig. Thi internettet, det billige skidt, er kommet for at blive, og hendes ambition om at indføre en bedre onlinekultur sympatiserer jeg stærkt med. Et resultat af hendes indsats kan bl.a. ses her. Og jeg har lyst til at sige til hende: Nolite te bastardes carborundorum.*

BH (bedste hilsener?)

En undrende, men videbegærlig betragter

(*: 'Lad ikke svinene få krammet på dig' jf. Margaret Atwoods mesterindeværk Tjenerindens fortælling, side 191; en bog, som for øvrigt har potentialet til at blive lige så relevant som George Orwells Nineteen Eighty-Four, nu hvor Donald Trump er blevet præsident.)

Mikael Velschow-Rasmussen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

@Mette Poulsen

Det har det i allerhøjeste grad i USA. Især på visse universiteter.