Kommentar

Min uddannelse er ikke en værktøjskasse

Når humanister begynder at måle deres værd efter, om deres uddannelser lever op til erhvervslivets krav, er det et tegn på, at humaniora ikke længere formår at beskytte det, der gør studierne væsentlige: Evnen til at udfordre de selvfølgeligheder, vi bliver præsenteret for i samfundet
Når humanister begynder at måle deres værd efter, om deres uddannelser lever op til erhvervslivets krav, er det et tegn på, at humaniora ikke længere formår at beskytte det, der gør studierne væsentlige: Evnen til at udfordre de selvfølgeligheder, vi bliver præsenteret for i samfundet

Mathias Christensen

9. januar 2017

Hvad skal vi med humaniora? spørges der i stigende grad i den offentlige debat.

Senest bekendte en cand.mag i Politiken, at hun fortryder, at hun har taget en humanistisk kandidatgrad.

I debatindlægget skelner hun mellem humanistiske kompetencer og de »reelle kompetencer«, som arbejdslivet efterspørger.

Hun konkluderer, at hun har fået den forkerte værktøjskasse, og mener derfor, at der »skal ske en erhvervsrettet ændring i vores lange videregående humanistiske uddannelser«.

Det er afgørende, at de stemmer, der vedvarende taler for de humanistiske uddannelsers tilpasning til konkurrencestatens arbejdsmarked, ikke får lov at stå som monologiske sandhedsvidner, men mødes i konstruktiv dialog.

Som humaniorastuderende oplever jeg, at debatten er vendt helt på hovedet. Skulle humaniora have et problem, så må og kan det aldrig være mangel på erhvervsrettethed. Problemet synes i stedet at være, at den vedvarende kritik bevirker, at humaniora er begyndt at ryste på hånden, hvad angår sin egen videnskabelige berettigelse.

Fejlslagen målestok

Der findes masser af fagligheder, der bruger viden instrumentelt; som værktøj til noget. F.eks. de naturvidenskabelige uddannelser, produktionsuddannelserne, de finansielle uddannelser m.v. Jeg peger ikke på, at én faglighed skulle være bedre eller finere end en anden.

Jeg peger på, at der for tiden hersker den fundamentale misforståelse, at al viden skal og kan vurderes ud fra den samme målestok. Men det giver ikke mening at bede humaniora om at blive lidt mere som naturvidenskab – eller handelsuddannelserne.

Det betyder dog ikke, at humaniora ikke kan bidrage med noget. Menneskets viden er den mulighedshorisont, som vi orienterer os ud fra. Vores viden er den, der gør os i stand til at forholde os reflekteret til verden, livet, os selv og de valg, vi træffer. Og den humanistiske viden er dén, der skal give os evnen til at stille åbnende og undersøgende spørgsmål.

Vi befinder os i en tid, hvor alt instrumentaliseres, og hvor den samlede mening med det hele bliver et optimeringsfokuseret nytteforhold til erhvervslivet; til akkumulation af penge i konkurrencestaten. En tid, hvor humaniora, der ikke kan sættes på formel, i stadig stigende grad underlægges graduerbare kvantificeringsmålsætninger.

Det lader desværre til, at humaniora er begyndt selv at acceptere præmissen og underlægge sig den forestilling, at viden er noget, der skal kunne bruges som værktøj til noget og således ikke har værdi i sig selv. De studerende læser fragmenter af værker og præsenteres for teorier revet ud af deres kontekster.

Jeg møder medstuderende, der spørger: ’Hvad skal vi bruge den teori til? Hvad skal vi bruge fra teksten? Hvad skal vi bruge til eksamen?’ Flere humaniorastuderende har altså tillært sig den forståelse, at det at uddanne sig handler om at fylde sin ’værktøjskasse’ med skabeloner.

De lærer at spørge til tekstens direkte anvendelighed frem for, hvad den vil, hvordan den kan forstås, hvor den kommer fra, og hvilke perspektiver, den åbner op for.

Mange perspektiver

De humanistiske uddannelsesinstitutioner risikerer at glemme at lære de studerende at sætte spørgsmålstegn ved selvfølgeligheden i, at man skal have en uddannelse, så man kan få sig et arbejde.

Man får ikke formidlet, at viden ikke blot er noget, man skal bruge til eksamen, og at endemålet ikke alene er, at man får sig et arbejde.

Risikoen er, at studerende betragter uddannelse som noget, der alene giver mening ud fra en økonomisk terminologi og målestok; som en investering i fremtiden. Det er sådan, de er blevet skolet. Sådan lyder diskursen. Sådan er selvfølgelighederne.

Når en humanist kommer ud med en kandidatgrad og peger på, at hun eller han har fået den forkerte værktøjskasse, at humaniora bør ændres, så uddannelserne passer bedre til erhvervslivets behov – ja, så har den humanistiske uddannelse svigtet.

Så er humaniora gået med på den nyttefokuserede instrumentalisering af vidensdannelse og er begyndt at vurdere sig selv efter den målestok. Så har humaniora glemt at fortælle, at der – i de fleste tilfælde – ikke findes ét entydigt svar eller én målestok til vores verden.

Humaniora handler jo også om at fortælle, at det enkelte fænomen kan anskues fra mange vinkler, og at en af humanistens hovedkompetencer er evnen til at forholde sig nuanceret til verden med hele sin viden. At forstå verden i dens kompleksitet.

Det er den evne, humaniora fortsat bør værne om og videreformidle. Det kan humaniora ikke gøre ved at give de studerende en værktøjskasse af forsimplede virkelighedsforståelser.

Humanistisk videnskabelighed handler om at være i stand til at stille kvalificerede og udfoldende spørgsmål ved de selvfølgeligheder, vi bliver indplaceret i – og det kræver mere end blot at svare rigtigt på erhvervslivets kald.

Daniel Malling Zederkoff studerer idéhistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Viggo Okholm
  • Ole Henriksen
  • odd bjertnes
  • Torben Skov
  • Peter Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Ruth Gjesing
  • Steffen Gliese
  • Henrik Brøndum
  • Anne-Marie Paul
  • Ehm Hjorth Miltersen
  • Christian De Thurah
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Nielsen
Ulla Søgaard, Viggo Okholm, Ole Henriksen, odd bjertnes, Torben Skov, Peter Jensen, lars søgaard-jensen, Ruth Gjesing, Steffen Gliese, Henrik Brøndum, Anne-Marie Paul, Ehm Hjorth Miltersen, Christian De Thurah, Lise Lotte Rahbek og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du har helt ret.

Erhvervslivet har et ligefrem kolossalt, men uerkendt behov for humaniora. Det ville virkelig kunne booste konkurrenceevnen, hvis erhvervslivet for alvor fik øje på de muligheder der ligger i den humanistiske videnskabelighed.

Risikoen for at det skulle komme til at ske er dog nærmest ikke-eksisterende: Organisationernes ledelsessystemer vil ret hurtigt finde det særdeles ubekvemt, at skulle realisere en humanistisk forståelse af det sociale system som organisationen består af. (Kan du f.eks. få øje på hvordan den humanistiske videnskabelighed præger ledelseskulturen og -forståelsen på det institut du læser på?).

Anne-Marie Paul

Super god artikel. Tak for det
De humanistiske fag er med til at stille en vifte af spørgsmål vedrørende meningen med at leve som menneske i verden og på jorden og i lille Danmark. Stille spørgsmål om vores måde at leve på og komme med nye input, der konstant videreudvikler sig i kommunikation med hinanden og andre. Det virker på mig som om den måde man nu begynder at indrette disse studer er med til at gøre de studerende kortsynede og "dumme" i stedet for at få dem til at stille nye spørgsmål. SU reglerne er med til at forstærke dette. Det er i hvert fald ikke med til gøre mulighederne for at studere lige for alle. Må man i al beskedenhed spørge om meningen med livet kan kortes ned til : mere økonomisk profit gennem vækst eller "det gode liv", som vi så konstant må tale med hinanden om, hvad består i. Det kan selvfølgelig være at vore politikere synes at vækst er det gode liv - men så må vi give disse mennesker kvalificeret modspil - det gør vi blandt andet gennem den lærdom og dannelse vi får dels ved den livserfaring vi får og den uddannelse vi tager og i dette tilfælde i humaniora på Universitetet. Vi lærer om andre kulturers liv, om fortidens liv, om de tanker mennesker har gjort sig gennem historien og af selve det at kunne fordybe sig. Nu handler det vist mest om at få så mange artikler udgivet som muligt, så hurtigt som muligt. Universitetet er ved at blive en koncern og rektorerne har endelig fået deres drømmejob som koncerndirektører.
Humaniora er med til at stille spørgsmål til vores liv - som skal stilles. Humaniora skal ikke lukkes lige så stille ned, ved at blive stækket af politikere og medløbere, det vil være et af skridtene hen mod et totalitært samfund.

Viggo Okholm, lars søgaard-jensen, Torben Skov, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Humaniora handler jo også om at fortælle, at det enkelte fænomen kan anskues fra mange vinkler, og at en af humanistens hovedkompetencer er evnen til at forholde sig nuanceret til verden med hele sin viden. At forstå verden i dens kompleksitet."

I så tilfælde må det for humanister jo være meget simpelt og enkelt at forklare både den ufaglærte, håndværkeren og HA-ansættelsespersonalet hvad lige nøjagtig de skal bruge humaniora til.

Hvis de ikke kan det, på et niveau dem de taler med kan forstå, og med argumenter den de taler med kan acceptere, har de så ikke fejlet som humanister?

Kirsten Solvang

Super god artikel.

Jeg havde det nøjagtig som dig, da jeg læste min kandidat. Derfor valgte jeg at bruge min uddannelse til Cand. pæd. til at arbejde med denne problemstilling. I mit studium er forandringsprocesser det centrale tema, så jeg valgte at udarbejde et nyt udkast til humanistiske kandidatuddannelser, hvor en humanistisk kandidatuddannelse gøres brugbar på erhvervsmarkedet. En af kommentarerne til specialet var, at det kunne bruges i det virkelige liv. Jeg satte især fokus på vores humanistiske kompetencer, som kan give et mere nuanceret og dybereliggende perspektiv på erhvervslivets mange spørgsmål.

Alligevel mente jeg, at modstanden mod de humanistiske uddannelsers vinkel er enorm fra mange sider, og at tage kampen op i pressen alene, var en stor mundfuld. Derfor arbejder jeg i uddannelsessystemet i dag.

Sikke noget sludder, Kurt Nielsen. I slutningen af forrige århundrede (!) blev der da iværksat adskillige kampagner for at få humanister ansat i såkaldt utraditionelle stillinger, og det lykkedes i stor stil. Jeg var selv en af dem. Der er da masser af humanister ansat i det private erhvervsliv i dag, og det skyldes bl.a., at mange af de humanistske uddannelser har reageret på erhvervslivets krav om bl.a. "forretningsforståelse" etc. Og der er jeg så nok lige uenig med kronikøren, idet jeg ikke mener, at humaniora har prostitueret sig selv ved også at have antennerne ude i forhold til det, der trods alt er meningen med uddannelsessystemet - nemlig at de unge får et job og dermed kan forsørge sig selv.

Ruth Gjesing

Jeg har genlæst mit indlæg i lyset af din bedømmelse. Jeg kan ikke få øje på at jeg har skrevet noget om hvor mange 'humanister der er ansat i såkaldt utraditionelle stillinger', herunder det private erhvervsliv.

De kampagner du henviser til, er ikke iværksat af erhvervslivet, eller for den sags skyld efterspurgt af samme.

Og ja, masser af humanister der arbejder i erhvervslivet herunder i konsulentbranchen er - som du kalder det - prostituerede.

Sjovt nok lader det til at humanisterne - som vel er dem, der først og fremmest burde erkende dette faktum - har svært ved at gennemskue erhvervslivets dobbelte dagsorden (for god ordens skyld: den faglige dagsorden og magtdagsordenen) og derfor kører ud af det samme traditionelle spor: 'Business as usual'.

- Og så gør det jo ikke den store forskel :-).

Bill Atkins, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Ruth Gjesing, formålet med uddannelsessystemet er at sikre, at samfundet kan fungere på det civilisatioriske niveau, vi befinder os.

Ole Steensen, Kurt Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er med kunst og videnskab så mærkeligt, Thomas Holm, at kravet er, at disse ekstreme udtryk for den menneskelige bevidstheds grænser afkræves en enkel forklaing af folk, der kommer uforberedte og uden faglig baggrund for at forstå materien.
Kunst og videnskab kræver engagement fra modtageren, det er rygraden i en meget lang tradition, i lyset af hvilken forståelsen kommer. At flere og flere i samfundet kan indgå i denne bestræbelse, efterhånden som individet frigøres fra behovet for at bidrage i den materielle produktion, er udtryk for den fortløbende frigørelse af mennesket: væk fra den materielle nødvendighed og ind i åndens rige med dens dybere forståelse af tingenes sammenhæng.

Steffen G.,

du demonstrerer fint min pointé. En humanist der ikke kan tale på et niveau dem de taler med kan forstå, og med argumenter dem de taler med kan acceptere, er fejlet som humanist. For de har fejlet i at forstå det menneske de taler med. De har fejlet i at udløse det engagement. Humanisten skal starte samtalen på samtalepartnerens niveau og ikke forvente at tilsvarende først bevæger sig fra den virkelige verden op i humanistens 'ekstreme udtryk for den menneskelige bevidstheds grænser' før humanisten gider tale med tilsvarende.

Steffen Gliese

Thomas Holm, det, du efterlyser, foregår hver dag i gymnasieklasser landet over, og søgningen de humanistiske fag er det bedste bevis.

Jeg tror, du har læst mit indlæg, som Fanden læser biblen, Kurt Nielsen
Jeg har ikke skrevet om, hvor mange humanister der er ansat i det private erhvervsliv, men at der er mange - og mange er som bekendt et vidt begreb, som ofte afhænger af øjnene, der ser. Det er korrekt, at de første kampagner for at få humanister ud i erhvervslivet var iværksat af fx dansk magisterforening. Det er i øvrigt ikke kun folk i konsulentbranchen, men også fx i diverse udviklingsafdelinger og HR-afdelinger, der er ansat her.
Og jeg har ikke skrevet, at de prostituerer sig. Tværtimod har jeg skrevet, at du vil ville sige sådan, og det gør du så også.
Din bemærkning om, at humanister ikke kan gennemskue noget som helst, vil jeg helt undlade at kommentere; den siger mere om dig, end den gør om humanister.
Og hvad er det i øvrigt for en forestilling om, hvad humanister er for nogen, der kommer til udtryk i flere af kommentarer ovenfor. Humanister er mange ting, og selv humanister skal have brød på bordet den dag, de ikke længere kan få SU.

Steffen Gliese

Jeg kan huske, hvordan vi måbede, da Thrige-Titan i 1983 ansatte en filosof. Det var den første humanist, der blev ansat som humanist i en privat erhvervsvirksomhed.

Bjarne Bisgaard Jensen

Selvfølgelig er en uddannelse en værktøjskasse. Det afhænger kun af hvilke værktøjer der er i kassen og i høj grad af, hvordan man bruger dem

Steffen,

det ved jeg. Jeg arbejder på et gymnasie som naturvidenskabs- og matematiklærer. Mine kolleger i de humanistiske fag får det dog svært med den nye reform.

Det er endog meget væsenligt, at humaniora-videnskabelighed udøves fri af økonomiske, sociale, etniske, kultur-religiøse og den sædvanlige menneskerettigheds-begrebsmæssige svada's interesser. Udover selve human-.'artens' egen-interesse som ligesom er hele forskningsfeltet : hvad ønsker humanoiden af livet ? Ligesom individdet ind imellem skal beskyttes imod sin egen vilje, skal også menneskeheden beskyttes imod sine egne ideologier og -krasier. Dette sidste er formålet med humaniora overordnet.
Ellers kan disse uddannelsers kandidater naturligvis blive statistikere (matematikere) og snedige psyko-rapister (almindelige forretningsfolk)... mor og far kan stadig blive stolte af lille Karl Emils dr.phil deraf ... men hele formålet med samfundsinvesteringen i Karl Emil er nøgternt set spildt på noget lidt for banalt.

En ting er at humanister bliver ansat i virksomhederne, noget andet er hvilke opgaver de bliver sat til at udføre i virksomhederne, og hvilke brancher der ansætter dem. Den humanistiske tilgang til logik får helt sikkert en stigende betydning i fremtidens digitaliserede samfund. Udvikling og interageren med AI er mere en humanistisk end en natur- samfundsvidenskabelig opgave.

Ruth Gjesing

Jamen, du lyder jo som om du er vred på mig (?). Det er jeg da ked af, hvis det skulle være tilfældet. Jeg har på ingen måde haft til hensigt at fornærme dig eller misbruge dit indlæg eller begå overgreb på samme.

Hvis du synes, at det er noget sludder jeg skriver, så skyldes det nok, at jeg ikke er klogere. Det beklager jeg dybt, men det skal på ingen måde hæmme min ret til som fuldt betalende Informationsabonnent, at bidrage til debatten med de få evner jeg nu har til rådighed.

Så, hvis du ikke synes, det ligefrem er meget vigtigt, så behøver du ikke for min skyld fremover, at kommentere mine indlæg, hvis du skulle støde på dem.

Steffen Gliese

Thomas Holm, da jeg gik i gymnasiet, havde jeg meget svært ved at forstå samfundets investeringer i uddannelser, der dengang stort set ikke førte til andet end undervisningsstillinger. Det var et mysterium for mig, at samfundet virkelig fandt det så vigtigt at videreføre - og udbygge - viden i sin pureste form. Den skepsis voksede jeg heldigvis fra, og jeg kan sige, at alt, hvad jeg lærte i gymnasiet dengang, har været mig til daglig hjælp i mit voksenliv, har dikteret dets værdier, dets retning og mit eget livsprojekt.

Anne-Marie Paul

Er det ikke muligt at give studerende mulighed for virkelig at fordybe sig i den viden, der findes og mulighed for at undersøge og måske finde nye veje - og sørge for at de studerende også kan omsætte det de lærer af selve processerne til viden og færdigheder, der dygtiggør dem i at stille spørgsmål ved samfundsstrukturerne og ved vores værdier - og også kan bruges i erhvervslivet?