Klumme

Nu skal venstrefløjen kæmpe for middelklassen

Vi har været optaget af de gale, de fordømte, de udstødte, de anderledes, arbejderne, flygtninge, indvandrere og de seksuelle minoriteter – men middelklassen har vi aldrig bekymret os om. Det er der grund til nu
Vi har været optaget af de gale, de fordømte, de udstødte, de anderledes, arbejderne, flygtninge, indvandrere og de seksuelle minoriteter – men middelklassen har vi aldrig bekymret os om. Det er der grund til nu

Kenneth Lysbjerg Koustrup

Debat
7. januar 2017

Middelklassen har vi ikke rigtig bekymret os for på den intellektuelle venstrefløj. Ikke mindst fordi de var så gode til at bekymre sig om sig selv.

Middelklassen var for den progressive venstrefløj dem, der troede, at de vigtigste kampe i samfundet var fodboldkampe på tv, og det værste svineri var det, de vaskede af deres biler i forstæderne om søndagen.

Den var det magelige centrum uden indignation og den onde normalitet, som afgrænsede de anderledes og de sårbare.

For progressive fritænkere var middelklassen indimellem selve Modstanderen, fordi den var så tilfreds, at man ikke kunne mobilisere indignation over et stadigt alarmerende uretfærdigt samfund, og fordi den var så optaget af sine egne små bekymringer, at den ignorerede verdens sande lidelser.

Nu står vi så i en ny situation. Det skete langsomt, men pludselig kom erkendelsen: Middelklassen er udsat i de vestlige samfund. Den onde normalitet står nu som det skrøbelig centrum.

Vi kan se på den serbiske økonom Branko Milanović’ analyser af de seneste 30 års globalisering, at den vestlige middelklasse er blevet relativt svagere, fordi den ikke har opnået samme fremgang som overklassen.  

Og den er blevet relativt mindre, idet nogle i middelklassen er avanceret til overklassen, mens andre er sunket ned socialt, fordi deres job er flyttet til Asien, deres lønninger presset af konkurrence eller udfordret af nye teknologier.

Og middelklassen er ifølge den amerikanske forsker Francis Fukuyama den klasse, som opretholder det liberale demokrati. Den er nemlig så frigjort fra økonomisk fattigdom, at den kan forholde sig til helheden, og den er ikke så velhavende, at den vil forsvare sine privilegier mod resten. Og jo svagere middelklassen bliver, des svagere bliver det liberale demokrati.

Men middelklassen har vi ikke rigtig bekymret os for på den intellektuelle venstrefløj. For den venstreorienterede klasseteori har middelklassen været en forbandelse, fordi den hverken er arbejderklasse eller overklasse.

Den er selve ophævelse af klassebevidstheden, fordi den ikke er imod nogen. Middelklassen går ikke med røde faner på 1. maj, og den synger ikke internationale, men mødes til grillfester på villavejene og synger Shu-bi-dua. Dens største bekymring er cancer og børnenes karakterer i skolen.

Hvis arbejdere blev så velhavende, at de opfattede sig selv som middelklasse, var de klasseforrædere. Det hed sig, at de lod sig bestikke af politikerne til at leve med illusionen om, at de vigtigste konflikter i samfundet stod mellem de ledige, som ikke leverede til fælleskassen, og dem, der arbejdede. Mellem yderne og nyderne.

Selv om Socialdemokratiet over et halvt århundrede har skabt social retfærdighed og fremskridt som parti for middelklassen, har det altid skullet være et arbejderklasseparti, og den ’ægte socialdemokrat’ var en rigtig arbejder. Realiteterne handlede om middelklassen, men romantikken gik med røde faner og blå arbejderuniform.

For den venstreorienterede identitetsteori, som i forskellige avancerede teorietiske versioner har bredt sig ud over hele kulturkritikken, var middelklassen ofte den normalitet, der udgrænsede alle de fremmede, anderledes og grænseoverskridende.

Her har kulturkritikken, som den franske filosof Michel Onfray har gjort opmærksom på, været optaget af kampen for de gale, de homoseksuelle, de fordømte, de fremmede og de marginaliserede. Og med god grund, for mange har været marginaliserede, og mange er blevet frigjort gennem kulturkampe.

Men selve middelklassen er blevet taget for givet som stabile midtpunkt for samfundet. Det interessante er, at arbejderne jo ofte stræbte efter livet i middelklassen, mens de udstødte kæmpede for anerkendelse som middelklasse.

Og hvis den stræben og de drømme skal realiseres, kræver det en kamp for middelklassens rettigheder og stilling, fordi alle de udenfor og nedenunder er afhængige af, at der er et ovenover at stræbe efter og et indenfor at komme ind i.

Den kræver et nyt kritisk sprog, kampen for middelklassen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Social deroute

Nu er journaliststanden åbenbart så langsomt også ved at opdage, at de ikke mere tilhører middelstanden, men langsomt og sikkert glider ned i klassen af lønarbejdere med prekære arbejdsforhold og kort social afstand ned til underklassen, en situation som de deler med den voksende klasse af fremmedgjorte flipproletarer …

Og hvad kan den intellektuelle venstrefløj så gøre ved det, ud over at godte sig og måske glæde sig over den sene opvågning og gøre opmærksom på, at det 'kritiske sprog' allerede findes og har gjort det fra før nærværende redaktør blev født …

lars søgaard-jensen, Egon Stich, michael andersen, Flemming S. Andersen, Torben Skov, Bill Atkins, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørgen Garp, Torben K L Jensen, Lasse Glavind, Steffen Gliese og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Frem og tilbage er lige langt

"At dømme folk i kollektiv
forenkler et mangfoldigt liv
for et enfoldigt hjerte.
Og én at være bedre end
er hjertestyrkende for dén,
som ikke er det."
(Piet Hein)

Mon ikke vi efterhånden er nogle stykker fra det ufrivillige kollektiv "Ældrebyrden", der er ved at være godt og grundigt trætte af ustandseligt at blive korrigeret for vore vildfarelser (også kaldet falsk bevidsthed) af toneangivende talspersoner m/k fra det frit i luften svævende kollektiv "Den Progressive Intellektuelle Venstrefløj"?

Bodil Waldstrøm, Flemming S. Andersen, Bill Atkins, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jeg ikke enig i, Charlie White. Middelklassen har aktivt medvirket til at save den gren over, de selv sidder på ved at snobbe opad og give opbakning til overklassens genkolonisering af samfundet.

Lise Lotte Rahbek, Charlotte Svensgaard, Egon Stich, Søren Andersen, Bjarne Andersen, Majbritt Nielsen, Bill Atkins, michael andersen og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Hvem skal kæmpe for underklassen, og lavtløns grupperne, det forlyder nu, at Enhedslisten har indgivet en patentansøgning om netop dette!

Søren Rehhoff

Kan man ikke bare nøjes med at bekæmpe øget økonomisk ulighed, det vil også komme den angiveligt svindende middelklasse tilgode. Jeg ved ikke om en kamp for specifikt at bevare middelklassen, vil have så stor folkelig appel.

lars søgaard-jensen, Lasse Glavind, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Majbritt Nielsen, Hans Ditlev Nissen, Flemming Berger, Steffen Gliese, Britt Kristensen og michael andersen anbefalede denne kommentar
michael andersen

Enig Leo Nygaard. Nogengange skal man jo specificere på denne måde desværre.

Jakob Lilliendahl

Men kunne skrive meget til det Rune Lykkeberg Skriver. Men det har jeg slet ikke tid til. Jeg skal i Bilka. Bjarne Corydon holder foredrag med titlen: Mennesket - Segment, Klasse, Kategori. Jeg tænker, han er leveringsdygtig i det sprog Rune Lykkeberg efterlyser. Fremtiden er lys for den intellektuelle borgerlige-centrumvenstre-venstrefløj!

Steffen Gliese
Hans Ditlev Nissen

Sammenhængen krakelerer for Rune Lykkeberg, fordi han opstiller en falsk modsætning:
"Realiteterne handlede om middelklassen, men romantikken gik med røde faner og blå arbejderuniform."
Arbejderbevægelsens succes har været at flere arbejdere er rykket op socialt. Det er sådan man styrker middelklassen. Under de "røde faner".
Arbejderklassen styrker man ved at sikre underklassen økonomisk, så frygten for at blive fyret blir mindre. Det er en nødvendig forudsætning for lønarbejdernes kamp for en større del af samfundskagen. Det vidste selv Socialdemokratiets ledere engang.
Når overklassen får for meget politisk magt, kan middelklasse-menneskets fald ned i underklassen blive meget kort. Det gir næring til højrepopulisme.
Og det gir et pres hen mod prekære arbejdsforhold.

lars søgaard-jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Finn Hansen, Lise Lotte Rahbek, Egon Stich, Majbritt Nielsen, Søren Andersen, Søren Roepstorff, Martin Madsen, Flemming S. Andersen, Torben Skov, Søren Rehhoff og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Sådan, Hans Ditlev Nissen. Det var kort og præcist. At Socialdemokratiet nogensinde kunne finde på at forringe dagpengene i 1994, er en gåde af de store: det var et farvel til valgsejr og magt.

Egon Stich, Flemming S. Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

Tak for det, Steffen, og for mange andre kommentarer.

Rune Lykkeberg henviser både til "den venstreorienterede klasseteori" og til "den venstreorienterede identitetsteori".

Han mener at vi skal vende identitetspolitikken på hovedet, så at sige.
Begynde at forsvare middelklassens normal-identitet mod dens kritikere.
For at styrke middelklassen og dermed det liberale demokrati.
Men det er ikke det der er vigtigt.

Vi skal nedprioritere identitetspolitikken og styrke fordelingspolitikken. Det er det der kan styrke middelklassen, andre steder end i "den intellektuelle venstrefløj"s hoveder.
At vi nedprioriterer vores elskede identitetsteorier til fordel for vores klasseteori.

Morten Jespersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Majbritt Nielsen, Flemming S. Andersen, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Yep! Og denne oprykkede, men stadig nedre del af middelklassen stemmer blåt, selvom de, som John S. Hansen så glimrende kommenterede det, er en manglende månedsløn fra at ende på gaden.

Lise Lotte Rahbek, Majbritt Nielsen, Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Jeg kan allerede se parolerne for mig. Flere cylindre i bilerne, IKEA moebler nej tak, first flush goer the-selskaberne revolutionare ..... Gad vide hvordan de bliver modtaget.

Hans Ditlev Nissen

I den kommentar, Torben Skov lige linker til, føler John S. Hansen sig "nødt til at trække en gammel traver frem af stalden: den falske klassebevidsthed"
Men folk i den nedre del af middelklassen stemmer ikke nødvendigvis borgerligt. Det er selvfølgelig ikke der Rune Lykkeberg vil hen. Pointen er at de støtter det liberale demokrati mod højrepopulisterne, hvis de ikke er for bange for at ryge ned i en stadig mere presset underklasse.
Middelklassen har altid haft det problem at den har svært ved at forstå sig selv som en særlig klasse.
Det problem har overklassen ikke.
Man kan ikke sige at venstreorienteret identitetspolitik bare er udtryk for middelklassens falske klassebevidsthed, selv om den i nogen situationer kan fungere sådan, så man opfatter konflikter, der vokser på grund af økonomisk ulighed, som om de bare handlede om 'identitet'.

Det er selvfølgelig et problem for klassebegreb og -bevidsthed, når de højreorienterede og de konforme selvidentificerer som venstrefløj.

Lasse Glavind, Torben Skov og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar

Set i et globalt perspektiv er det godt, at der bliver mindre forskel på de rige og de fattige lande. Det er uholdbart med den enorme forskel. Men det, vi også gerne vil se, er mindre forskel internt i landene og her går det primært den forkerte vej. I Danmark tror jeg, regeringen er ved at ramme muren for, hvor meget de kan få befolkningen til at tro på, at mere til dem, der allerede har mest, er til alles bedste. I mange af de fattigste lande er uligheden meget større, men der kommer dog folk ud af fattigdom, og man kan håbe, at de med tiden også får politisk indflydelse. For den vestlige verden er det et problem, at mens nogle direkte har en stor fordel af, at der er adgang til billigere håndværkere, it-medarbejdere, rengøring, børnepasning mm, så er der andre som enten har meget begrænset fordel og måske endda direkte ulemper i form af arbejdsløshed. Løsningen er ikke at bygge murer, men skal i stedet findes ved at fordele fordele og ulemper bedre i landene.

Det her er da vist en sprængfarlig debattråd at bevæge sig ind på med risiko for misforståede hensigter og tilgange, men jeg vover alligevel forsøget.

I princippet er alle "lønmodtagere" jo daglejere - nogle med lavere løn og længere opsigelsesvarsel end andre - og nogle med bedre akkorder og kortere opsigelsesvarsler - nogle gange er dette faktisk blevet forhandlet via overenskomster og tradition. Der er så også de lønmodtagere med både høj løn og lange opsigelsesvarsler, ligesom der er lønmodtagere med både lav løn og kort opsigelsesvarsel, men i princippet er alle daglejere. Som sådan gælder det for alle lønmodtagere, uanset farven på arbejdstøjet, at de er underlagt de vilkår, der er gældende på arbejdspladsen, både hvad angår arbejdsledelse, lønforhandlinger, virksomhedsovertagelser og restruktureringer. Ingen lønmodtager kan være sikker på sit job - selv den højst lønnede med det længste opsigelsesvarsel kan få en fyreseddel. Nogle lønmodtagere har fysisk hårde jobs, mens andre har psykisk hårde jobs, og så er der selvfølgelig også en del som bare har det ok. Nogle har brugt mange år på at uddanne sig - ofte med mange lavtlønnede ofte fysisk hårde deltidsjobs under studierne. Mens andre har haft sværere ved bøger og derfor har været i fuldtidslønarbejde eller via lærepladser fra unge af. Er man selvstændig med en lille virksomhed - butik, konsulent, håndværk, etc. - så er man underlagt kundernes pengepung, nåde og forgodtbefindende. Faktisk har mange selvstændige i mange år - særligt efter finanskrisen - ligget underdrejet med underskud, konkurser, ingen pensionsordninger, og manglende jobmuligheder. Disse små selvstændige er måske ikke "daglejere" i traditionel betydning, men i princippet fungerer deres verden på samme måde. Deres sociale sikkerhedsnet er i øvrigt ekstremt hullet i endnu højere grad end for lønmodtagerne.

Nogle lønmodtagere definerer sig som "arbejdere" - mens andre definerer sig som "middelklasse". Det har ikke altid noget at gøre med indtjeningens størrelse, i stedet har det (mit gæt) en hel del at gøre med at nogle traditionelt ønsker den røde fane tilgang, mens andre skræmmes væk af de røde faner og ditto paroler og af overenskomst kampe, som alligevel ikke gælder for deres arbejdsområde. Er en sosu-medhjælper eller pædagog "arbejder"? eller er hun/han middelklasse? Hvad med den lille bager på hjørnet, som kæmper for at overleve - er han middelklasse eller arbejder? Er en arbejdsløs akademiker arbejder eller middelklasse? Er den vellønnede specialarbejder på robotfabrikken arbejder eller middelklasse?

Det der vel egentlig er mest kendetegnende for "middelklassen" - uanset om den definerer sig som
arbejdere eller lønmodtagere, ja det er vel, at den er består af skattebetalere, som passer fredeligt deres job eller butik og knokler for at få råd til en lille bolig med en grøn plæne hvor ungerne kan lege trygt, og så i øvrigt ønsker at velfærdssamfundet fungerer, så der er tryghed og der både sørges for de syge og de arbejdsløse, og at der er tjek på daginstitutioner og ældrepleje. Ellers kan middelklassen nemlig ikke gå på arbejde, og så bryder systemet sammen.

Man kan sige at kontrakten mellem middelklassen og samfundet - uanset om folk i middelklassen definerer sig som arbejdere eller lønmodtagere - er det kit, som gør, at der er et velfærdssamfund, der fungerer, og når middelklassen svinder ind ved at miste jobs og indtjening, så får det naturligvis følger for såvel sammenhængskraften som skattebetalingerne til fælleskassen.

I lyset af den teknologiske udvikling, så vil masser af jobs forsvinde - både i industri, handel og kontor, og den forventede massive arbejdsløshed, der vil ramme middelklassen - uanset arbejdstøjsfarve - den vil have meget store virkninger på samfundet, og derfor er det ikke specielt smart blot at negligere "middelklassens" problemer.

Viggo Okholm, Jesper Frimann Ljungberg og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
John Christensen

En nyuddannet akademisk kandidat, tjener - for tiden - ofte mindre end en nyuddannet håndværker.

Akademikeren vil typisk være funktionær, og det er håndværkere ikke. Funktionærer tilhører typisk middelklassen.

At afgøre hvem middelklassen består af - er en ikke så simpel øvelse som man skulle tro.

Alle - lønmodtagere - har objektive fællesinteresser.
Det kan små næringsdrivende (handel/håndværk) også sagtens have med de - førstnævnte.

En "hjemmegående" i dagens Danmark - kan jo sagtens være en arbejdsløs der bare har opbrugt sin ret til dagpenge og ikke opfylder betingelser for anden offentlig hjælp - og står uden job.
Tidligere var "hjemmegående" en titel der var knyttet til familier med et vist overskud, skulle jeg mene.

At stille modsætninger op imellem arbejderklassen og middelklassen virker idiotisk/åndsvagt - undskyld mig!

Hvor meget mere kan man mon låne i banken hvis man ikke er arbejderklasse (årsindkomst på 350.000) - men der imod middelklasse (årsindkomst på 350.000)?

Hvad er det for "rettigheder og stilling", som er specifik for middelklassen, Rune Lykkeberg?

Tyndbenet artikel synes jeg.

God dag der ude

John Christensen

Middelklassen i Brasilien - arbejder ikke som lønmodtagere - og de holder tjenestefolk. Bare nævnt for nuanceringens skyld.

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg synes det var en rigtig god kommentar som Lilli Wendt kom med.
Jeg tror (også) at man skal passe på med at bruge fortidens klassificeringer af befolkningsgrupper for stringent, virkeligheden er en anden i dag, end den var for bare 40 år siden.

Når det kommer til politik, så mener jeg at vi er i en relativ dyb krise. Jeg vil endda bruge ordet Dekadent. Langt størstedelen af folketinget er alle del af den samme 'brune masse', der alle er finansieret af samme 'erhvervsklubber', alle bukker og nejer når de får lov til at mænge sig med kongehuset og adelen, alle stræber efter ministerposter, og vil sige alt for at få dem.. Reformer.. Lytten til borgerne.. og lige så snart de sidder på taburetten... så er de irrelevante .. for du kan ikke kende forskel på om det er et medlem fra Brunt parti X eller brunt Party Y.
Så vi har efter min mening et 'Teknokrati' bestående af 'statsadministratorer', der alle har samme baggrund i samfundsvidenskab (samme baggrund som journalisterne også har btw.). De reformere ikke samfundet.. de tweaker, klipper en hæl og hakker en tå. Deres verden og værktøjskasse er gearet mod store statslige organisationer, budgetter og offentlig økonomi.
Og de tror.. fuld og fast på at mere af deres egen verden er redningen for os. Centraliser ekspertisen i ministerierne.. lav en kontrakt når du skal spørge en ekspert så han svarer det du gerne vil ha at han svarer, mørklæg kommunikation så vi kan arbejde i fred.

De har ikke de faglige kvalifikationer til at sætte visionerne for Danmark, de der politikere.
Hvorfor... fordi folketinget er blevet en indavlet brun forsamling af folk, hvor det at være politiker er et arbejde/en karriere, hvor man er en del af et totalt topstyret parti, så hvis man vil frem så må man indordne sig under 'brunheden'.

At tale om arbejderklassen, middelklassen, underklassen er i dagens Danmark at spille befolkningen ud mod hinanden. Det er at rode rundt i det brune mudder, hvor overblikket og visionerne ikke hører hjemme.
Vi er et rigt samfund, hvor vi har nået en historisk høj levestandard og ligestilling. Men vi kan ikke blive ved med, at tro at pis i bukserne tiltag vil bringe os videre.
Lets face it.. vores politikere er ikke i stand til at formulere visioner og/eller planer for samfundet der kan bringe os fremad.
Man er mere interesserede i at snakke om symbolhandliner over for flygtningen, eller hundredkronesedler til folk på kontanthjælp, eller antallet af dansktimer i folkeskolen eller om decimaler på antallet af børn per voksen i institutioner.

DET ER FLINTRENDE LIGE GYLDIGT I DET STORE BILLEDE.

Det vi burde snakke om er den indavlede Eliteklasse mod Befolkningsklassen.

// Jesper

Lise Lotte Rahbek, Egon Stich og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

"Det vi snakke tale om, er den indavlede Eliteklasse mod Befolkningsklassen."

Den nye adelsklasse med tilhørende Lakajer kontra Undersåtterne - De gældstyngede Livegne.

Således ser nutidens klassedeling ud i min opfattelse.

(Forøvrigt hedder det "Tale om"
Ikke "Snakke"
Papagøjer snakker--Mennesker taler.)

Jesper Frimann Ljungberg

@Egon Stich
Det er selvfølgelig korrekt (det med snakker vs Taler). Men min fars NørreBronx familie har altid snakket, og det må ha' hængt fast, for børnene snakker med Far hos os, og taler med mor.

Hjemme hos os er der ren sprogforvirring, hvor unger der bor i Sjællands provinsen som har en mor fra VestJylland og en far med NørreBro og Nordjyske aner når det kommer til sprog. Det hele krydret med Engelsk (EN_US) pga. af TV, YouTube og Indernettet.

Lad mig sige det på den måde.. pædagogerne i min mindste søns børnehave har problemer med at forstå min lille på 3's Sjælland-vestjysk-københavnsk-Engelsk dansk.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg stemmer på Leo Nygaard til Statsminister.

// Jesper (Tager gerne posten som IT-minister)

Hans Ditlev Nissen

Den seneste analyse af det danske klassesamfund, jeg kender til, er en bog fra 2012.
Den når frem til 5 klasser:
Overklassen - 3%
Højere middelklasse - over 13%
Middelklasse - 29%
Arbejderklasse - 40%
Underklasse - 15% (I 1985 var vi 10%)

Undersøgelsen udfolder sig her: www.klassesamfund.dk

Arbejdernes Erhvervsråd har udgivet noget undervisningsmateriale om det. De skriver i indledningen:
"Hensigten med AE’s undervisningsmateriale er at gøre opmærksom på, at Danmark er et differentieret samfund - og faktisk er blevet mere polariseret over de senere år. Men selv om forskellen mellem rig og fattig vokser, er det kun få, der i dag taler om klasser og klasseforskelle. Formentlig fordi mange forbinder ”klasser” med noget, der hører industrisamfundet eller marxistiske oprørsskrifter til. Når vi fra AE’s side alligevel har valgt at holde fast i klassebetegnelsen, er det for at understrege, at klasser og klasseforskelle netop ikke kun er noget, der hører hjemme i en fjern fortid."

http://klassesamfund.dk/sites/klassesamfund.dk/files/kampagner/klassesam...

Hans Ditlev Nissen

og nu vi snakker/taler om kategorier af mennesker, så skriver Claus Jensen 08. januar, 2017 - 07:15:
"Det er selvfølgelig et problem for klassebegreb og -bevidsthed, når de højreorienterede og de konforme selvidentificerer som venstrefløj."

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvem det er han tænker på.
Er det Rune Lykkeberg der, efter hans mening, hører til "de højreorienterede"?

Og hvem tænker han på som "de konforme"?
(Jeg er faktisk mere spændt på at høre, hvem der så ikke er det. Ham selv måske?)

Jeg tror at den gammeldags klassedeling, som jo nogen steder på jorden har ført til revolution
er forældet i vores lille andedam, men samtidig tror jeg vi skal være meget opmærksomme på hvilke værdier det enkelte menneske udvikler i et samfund som vores, som er i voldsom forandring. Jeg mener at de gamle klasser forandrer sig og i dag kan vi trods alt finde mennesker som har en lang uddannelse, men alligevel arbejder til almindelig løn (ca 25000 om måneden). i såkaldte arbejderjob. Mennesker som også taber i det spil og står helt udenfor. Hvem ejer hvem lige nu? Vore pensionskasser investerer i industri, handel og tvivlsomme projekter for arbejdere og mellem uddannedes penge. Der er rige som i deres daglige forbrug viser de er ved muffen, men holdningsmæssigt stemmer de socialistisk, og der er mindrebemidlede som giver de fremmede skylden og stemmer på den yderste højrefløj. Vi har mange tror jeg, som kun tænker på hverdag,forbrug og fornøjelser og lader andre tænke tanker og vi har såkaldte dybsindige og i eget selvbillede er ansvarlige og dybsindige. ja og så er der alle mulige andre menneskelige værdier og adfærd. Så: Hvor går vi hen du?

Jesper Frimann Ljungberg

@Hans Ditlev Nissen
Jeg tror, som Viggo Okholm, at modellen ikke rigtig holder sådan helt.
Når jeg prøver 'klassedeleren' på hjemmesiden du linker til, så kan jeg ramme alt lige fra ArbejderKlassen til Overklassen, alt afhængig af hvordan jeg tolker min nuværende situation (Fortid, nu, Fremtid).

Men en ting er sikkert.. jeg og alle venner og bekendte tilhører ikke magteliten.

// Jesper