Læserbrev

’52 dage som hjemløs’ viste ikke respekt

25. februar 2017

I en ny DR-udsendelsesrække ’52 dage som hjemløs’ lever journalisten Toke Riskjær på gaden som en slags hjemløs i 52 dage, inden han vender tilbage til job og kæreste igen. I udsendelsen følger Riskjær blandt andet en række unge hjemløse og beskriver deres hverdag.

Men allerede da de første spots begyndte at køre på Danmarks Radio, skabte det uro blandt en række af de hjemløse deltagere, hvoraf nogle kommer i Kofoeds Kælder – et kontaktsted for unge hjemløse drevet af Kofoeds Skole.

Siden udsendelsen blev optaget, er nogle af deltagerne startet på en frisk, har fået en kæreste og er begyndt på en uddannelse. Nu bliver de eksponeret i DR som hjemløse på gaden med alle de stigma, der følger.

Det kan være svært at skulle påbegynde ny undervisning og straks være tvunget til at fortælle lærere og kammerater om dengang, man var hjemløs og sad og røg bong i en kælderskakt. Billederne i udsendelsen afslører også, hvor nogle af de hjemløse bor og opholder sig, og det har allerede betydet klager og problemer de steder, hvor de hjemløse er blevet filmet.

En enkelt medvirkende har fortalt, at han under optagelserne spurgte journalisten, om han kunne få lov at se det optagne og selve programmet, inden det blev sendt. Det blev afvist af journalisten med den begrundelse, at »han nu var på gaden«, at »det ikke kan lade sig gøre«, og at »det var andre, der redigerede«.

Udsendelsesrækken misser grundlæggende spilleregler, når deltagere ikke har fået lov at se det filmede materiale og mulighed for at gøre indsigelse mod det optagne – for eksempel når man er blevet optaget i situationer, hvor man er påvirket af rusmidler. Samtidig udviser udsendelsesrækken ikke respekt for den sårbare situation, film og tv sætter den hjemløse i.

Den anerkendte svenske journalist Gøran Rosenberg har skrevet, at det at være journalist er som at være en bi, der sætter sig på en blomst og suger nektar til sig og flyver videre.

Journalisten er fløjet videre i karrieren. Kofoeds Kælders medarbejdere lytter til de hjemløses bekymringer i denne tid – og de hjemløse prøver at finde nye sovesteder.

Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu