Kommentar

Åbne samfund, lukkede øjne

Emmanuel Macron er ikke det åbne samfunds svar på Trump, Brexit og Le Pen. Macron er systemet selv i dets nyeste udgave. Markedet som altings målestok. Tony Blair i et flottere jakkesæt. Han er netop det problem, hans tilhængere vil se ham som løsningen på
23. februar 2017

Den franske politiker Emmanuel Macron er genstand for stor interesse. Ikke mindst på avisredaktionerne, som Rune Lykkebergs anmeldelse af Macrons bog Revolution vidner om.

Macron blev hevet ind af François Hollande, som gjorde ham til økonomiminister. To år senere kvitterede ynglingen med et veltimet fadermord og er nu favorit i meningsmålingerne til præsidentvalget i maj på en uafhængig liste.

Han taler, som Rune Lykkeberg rigtigt skriver, til de veluddannede franskmænds romanske instinkter: Han poserer som en parvenu, der kommer ind med firetoget fra Amiens og fejer de voksnes trætte og rigide verden væk. Væk med Hollande og Sarkozy. Væk med arbejderklasse og arbejdsgivere – her er alle vindere. I det 21. århundrede er der kun få begrebspar tilbage: gammelt og nyt; progressiv og reaktionær; åbne samfund og lukkede samfund. Macron har idéer, hvor andre har ideologier.

Forførende vrøvl

Det er så smukt og forførende. Bortset fra at det er noget vrøvl. Hvordan en mand, der har frekventeret eliteskoler hele sit liv, kan figurere som »outsider« i anmeldelsens rubrik er alligevel noget af en kommunikationssucces.

Macron er ikke provinshanen fra Balzacs menneskelige komedie. Han er snarere leoparden fra Guiseppe Tomasi di Lampedusas bog af samme navn. Et rovdyr af aristokratisk snit, der har forstået, som Lampedusa skriver, »at alt må forandres, for at alt kan blive ved det gamle«.

Det er meningen med Macrons bog, Revolution. At systematisere misbruget af historie og sprog så ordene mister deres mening. Voilà, siger reklamekunsteren Macron: I dag betyder revolution bare kapitalisme. Intet kan forandres, fordi alt alligevel er blevet meningsløst. Der er ikke andet gøre end at fortsætte – med et smil.

Og dog. Som økonomiminister bidrog han med en lov, der svækkede fagforeningernes rettigheder, sørgede for at de store virksomheder kunne blive endnu større, og for at arbejderne i dag vil blive flået endnu mere, end de gjorde i går. Til de nye generationer forklarede den store filosof og investeringsbankmand den egentlige mening med livet: »Jeg vil have, at de unge franskmænd drømmer om at blive milliardærer«.

Kort sagt: Macron er systemet selv i dets nyeste udgave. Markedet som altings målestok. Tony Blair i et flottere jakkesæt.

Forfejlet tankemodel

Så hvorfor er Macron blevet så populær? Hvordan kan en mand, hvis politik objektivt viderefører 1990’ernes og 00’ernes liberaldemokratiske politik – i øvrigt den politik som Lykkeberg i artiklen rigtigt identificerer som »mulighedsbetingelserne for den højrenationale reaktion« – for chefredaktøren blive den præsident, der skal føres os ud af krisen?

Når Lykkeberg kalder Macron »det åbne samfunds stærkeste svar på Trump, Brexit og Le Pen«, handler det om begreber. Mere specifikt reduktionen af den politiske kamp til et spørgsmål om demokrati eller ikkedemokrati, til hvad Lykkeberg kalder åbne samfund og lukkede samfund.

En tankemodel, der af frygt for det åbne samfunds fjender fører analytikeren til løsninger – som her Macron – der nøjagtigt reproducerer årsagen til det, han skulle være løsningen på.

Men undertrykkelse, lukkethed og racisme bliver ikke overvundet af frihed, åbenhed og solidaritet, al den stund vi accepterer at videreføre en politik, hvor uligheden stiger og beslutningskraften monopoliseres i de fås hænder. I den forstand havde Marx ret. Kapitalismen er sin egen værste fjende. Overladt til sig selv slår systemet om i en ny mutation. I dag kan vi blot se, at den mutation ikke hedder kommunisme men autoritær nationalisme.

Derfor giver det ikke mening at skelne, som Lykkeberg gør, mellem åbne og lukkede samfund. For som amerikanerne måske er ved at finde ud af, forbliver formelle rettigheder blot formaliteter, for så vidt man alligevel ikke har mulighed for at drage nytte af dem. Et åbent samfund kan godt være lukket for de fleste.

Privat ejendomsret er ikke meget værd, hvis man ikke ejer noget; ytringsfriheden er en kliché, når direktørens stemme brager, mens arbejderens og flygtningens knap kan høres; det repræsentative demokrati er en joke, hvis man alligevel ikke bliver repræsenteret.

1989 erklærede Francis Fukuyama, at historien var slut: Hvor der kom kapitalisme, ville der snart blive demokrati. Ligesom Fukuyama er Lykkeberg dialektiker. Og ligesom Fukuyama begår Lykkeberg den fejl, at stoppe ved en midlertidig syntese – det åbne samfund – og forstå det som udviklingens endepunkt.

I modsætning hertil synes den historiske lektie, vi må drage fra de seneste år ret klar: Det liberale demokrati er under beskydning fra alle sider. Kuglerne hedder kapitalisme. Men det er os selv, der holder pistolen.

Matthias Dressler-Bredsdorff, lektor i dansk på universitetet i Caen-Normandie i Frankrig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Ole Henriksen
  • Torben K L Jensen
  • Mads Olsen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Trond Meiring
  • Jens Falkenberg
  • Poul Sørensen
  • Stig Bøg
  • Kurt Svennevig Christensen
  • odd bjertnes
  • Emil Urhammer
  • Hans Aagaard
  • Peter Knap
Anders Reinholdt, Ole Henriksen, Torben K L Jensen, Mads Olsen, Michael Kongstad Nielsen, Trond Meiring, Jens Falkenberg, Poul Sørensen, Stig Bøg, Kurt Svennevig Christensen, odd bjertnes, Emil Urhammer, Hans Aagaard og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Falkenberg

Stående applaus!

Velformuleret, præcis, og vældig rammende analyse der burde få en række af vores indenlandske, studentikose debatører til at spidse blyanten før de publicerer usammenhængende analyser. Ingen nævnt, ingen glemt.

Selvom Rune Lykkeberg er dialektiker af guds nåde, så kniber det gevaldigt for langt de fleste debattører i avisens diverse debatfora at følge hans gode eksempel – her strør nogle forgæves perlegrus og stønner udmattet – ’gabehoveder’ – hvis slettelakken da ikke lige pludselig kommer flydende …

Vibeke Rasmussen

Men når/hvis alternativet er Marine le Pen, har man – læs: de franske vælgere – vel snart ikke råd til at være så kræsne?