Kronik

Aggressive humanister lader hånt om fællesskabet

Den toneangivende humanisme er ikke altid specielt humanistisk i sin holdning til agterudsejlede medborgere. Slet ikke, når de bruger stemmesedlen til at mobilisere politisk magt. Men i virkeligheden burde humanisterne prise sig lykkelige over, at valgsystemet lader modstanderen sætte sig igennem
Sædvanligvis tilskrives den postfaktuelle tendens til at erstatte fakta med følelser og fordomme den ’populistiske’ lejr. Men tendensen er tydelig også hos humanisterne, der gerne forsvarer minoritetsrettigheder og fordomme om Dansk Folkeparti og udkanten alene med udgangspunkt i egne følelser, skriver dagens kronikør.

Sædvanligvis tilskrives den postfaktuelle tendens til at erstatte fakta med følelser og fordomme den ’populistiske’ lejr. Men tendensen er tydelig også hos humanisterne, der gerne forsvarer minoritetsrettigheder og fordomme om Dansk Folkeparti og udkanten alene med udgangspunkt i egne følelser, skriver dagens kronikør.

Jens Dresling

2. februar 2017

Siden der for et par hundrede år siden blev skabt en forestilling om, at politik kan og skal påvirkes af alle, har den vækket lidenskaben i folk.

Ofte i form af vrede over, at andre bestemmer noget andet, end de burde. Ikke bare fordi beslutninger er forkerte, men også fordi man i en eller grad er underkastet dem. Politik handler om magt over fælles anliggender og til at definere det fælles ’vi’.

Den tankegang bygger på opfattelsen af politik som et nulsumsspil, hvor den ene vinder, hvad den anden taber.

Sædvanligvis er både liv og samfund noget mere sammensat; det ender med et (mere eller mindre gustent) kompromis. Ikke mindst i europæisk politik, hvor flere partier indgår i koalitioner for at få del i magten, hvis udøvelse så bygger på kompromiser.

I dansk tradition blev det samarbejdende folkestyre ophøjet til en dyd og forenet med en opfattelse af, at beslutninger træffes efter samtale, hvor man lytter til hinandens argumenter (Hal Koch) og tager et vist hensyn til mindretal.

Måske er den opfattelse romantisk, men den blev dog realiseret fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor partier, som repræsenterede forskellige sociale klasser, respekterede valgresultater (der aldrig gav flertal til et enkelt parti), indgik i koalitioner og nåede frem til noget nær konsensus om statsmodificeret kapitalisme og velfærdsstat.

Man anerkendte at have brug for hinanden, om end ikke alle arbejdere fandt lige så meget behov for overklassen som omvendt. Man havde en vis dialog i fælles medier og et ideal om oplyste borgere med fælles historie.

Polariseringen sætter ind

Med begyndelsen af det 21. århundrede som vendepunkt synes baggrunden for denne balance at være svækket. Siden 1960’ernes forgæves folkelige protester mod offentlig kunststøtte er den såkaldte populisme vokset, og i 2001 fik Dansk Folkeparti del i magten som fast støtteparti.

Et socialistisk alternativ var forsvundet med Østblokkens sammenbrud, og en ny politisk virkelighed blev præsenteret som konkurrencepræget og folkeblandet med EU, globalisering og indvandring.

En del af befolkningen følte sig og var også reelt noget fortabt i et individualiseret samfund, hvor unge og smarte klarede sig bedst.

Den hagede sig fast i gamle værdier og velfærdssamfund og brugte sit tilbageværende våben, stemmesedlen, til at støtte partier som DF, der først markerede sig med nationalisme og kritik af indvandring, men fik tilslutning og gradvist indflydelse som sociale bevaringspartier.

Uden megen debat om samfundets fundament kom værdipolitik – med holdningen til indvandring i spidsen – til at dominere og polarisere samfundsdebatten. På den ene side forstår en toneangivende gruppering sig som international, moderne og humanistisk.

Dens mærkesager er seksuelle, etniske og religiøse minoriteters rettigheder; multikultur og vilje til at tage mod ankommende flygtninge. Orienteringspunkter er København, New York, London, EU, disruption og centrum-venstre. Magtbasen er kultur- og mediebaseret. Fjender er racisme, nationalisme, kanoner og Rusland.

På den anden side er der en gruppering, der opfatter sig som national, kulturkristen og social. Mærkesager er beskæftigelse; velfærd for svage grupper, ikke mindst ældre; kritik af parallel-samfund; reguleret indvandring og hjælp til flygtninge i nærområder. Orienteringspunkter er Danmark, højskolesangbogen og centrum-højre. Magtbasen er stemmesedlen og sociale medier. Fjender er islamisme, terrorisme, social dumping og EU.

I følelsernes vold

Trods forskellene mellem de gruppers holdninger kan man mene, at der dog fortsat er plads til enighed om de fleste gamle socialdemokratiske holdninger.

Men helt så enkelt er det ikke, fik jeg illustreret ved en diskussion for nylig, hvor den ene part ville oplyse et par humanister om, at DF faktisk ikke er racister eller modstandere af religionsfrihed. De blev ikke spor glade for oplysningen, men nærmere ophidsede over, at man kunne finde på en sådan påstand.

Den ene satte trumf på med et »jeg er da fuldstændig ligeglad med Martin Henriksen« – som ikke havde været nævnt – og da snakken faldt på terrorisme supplerede den anden med et: »Det er forfærdeligt, at forholdene kan blive sådan for folk, at de ser sig nødsaget til at gribe til vold.«

Tilbage stod en fornemmelse af, at humanisterne ikke ønskede at erstatte et godt fjendebillede med et mere kompliceret; at et godt vennebillede ikke skal forstyrres af ubehagelige handlinger; og at det handler mere om følelser end om fakta og argumenter. Lidt i tråd med den Radio24syv-reporter, som blev sendt på opdagelsesrejse til Sønderjylland efter DF-valgsejren i 2015 og i den anledning bekendte: »Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg ønskede at forstå«.

Og i tråd med en praktikant, jeg vejledte, som var overbevist om, at han hellere ville blive boende på Vesterbro som arbejdsløs kandidat end flytte til provinsen; eller med en kommentar til en kronik i Information (12. maj 2015), som syntes, at Lars Hedegaard var så usympatisk, at hun ikke orkede at engagere sig i, at han blev udsat for et attentatforsøg for sin islamkritik.

Postfaktuelle humanister

Sædvanligvis tilskrives den postfaktuelle tendens til at erstatte fakta med følelser og fordomme den ’populistiske’ lejr.

Men tendensen er tydelig også hos humanisterne, der gerne forsvarer minoritetsrettigheder og fordomme om udkanten alene med udgangspunkt i egne følelser. Deres indsigt i og vilje til forståelse har sin begrænsning, når det kommer til holdningerne i den geografiske og sociale udkant.

Man får en fornemmelse af, at de moderne og internationale ikke længere uden videre anerkender, at den gammeldags modpart har en nødvendig plads i samfundet. Det er, som om der er en vrede over, at valg kan gøre det nødvendigt at tage dem alvorligt, når man ellers ikke hører noget til dem.

Måske har internationalisering ført til, at de nære omgivelser opfattes som de mest fjerne – på linje med den fælles historie. Måske bliver debatten hårdere, fordi kompromiser er mindre oplagte, når det ikke handler om fordelingspolitik, men om værdier. Idealet synes ikke længere at være den oplyste, politisk engagerede borger.

Han/hun er erstattet med statsfinansierede partier og professionelle politikere, og de fælles medier er skrumpet til fordel for de sociale, hvor man primært møder meninger fra medlemmer af ens egen klub.

Bliver man deprimeret over, at bevaringspartier synes at være kommet for at blive for en tid i Europa, kan man måske finde trøst i, at valgsystemerne muliggør deres indflydelse, eftersom alternativet er værre. I Storbritannien og USA førte trykkogereffekten til henholdsvis Brexit og valget af Trump, der som Berlusconi via indflydelse gennem vulgære medier omsatte rigdom til politisk magt.

Moralen kunne være at finde Hal Kochs lille bog Hvad er demokrati? frem til genlæsning og tænke over, hvem der skal inddrages i at fastholde social sammenhængskraft.

Hvis man føler sig mere som verdensborger end dansker, vil man netop vide, at social sammenhængskraft er en mangelvare de fleste steder, og at denne mangel ikke fører noget godt med sig.

Gunnar Olesen er international rådgiver, cand.scient.pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Bent Jensen
  • Søren Ferling
  • Flemming S. Andersen
  • Philip B. Johnsen
Kurt Nielsen, Bent Jensen, Søren Ferling, Flemming S. Andersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Jeg hader når DF'ere forsøger at fremstille sig selv som dialog- og midter-søgende pladderhumanister og det samtidigt med, at de årtier har været konfortationssøgende til et punkt hvor det er blevet en trussel for vores nationale sikkerhed og jeg tænker eksempelvis på Muhammed tegningerne og på smykkeloven .....
- DF siger at de vensteorienterede skal være glade for at de har os og de venstreorienterede skal selvfølgelig se tingene fra vores (DF's) side smiske smiske...... nej fanden rasme nej.
DF er en af hovedfjenderne sammen med storkapitalen hvis man er venstreorienteret....og jeres strategi går ud på at vi skal høre på jer, når i lefler for et og andet i vil have af os, men hvor til gengæld er blankt afvisende over for alt der er venstreorientert......nej tak klaphatte

Hanne Ribens, Trond Meiring, Christian Nymark, Marie Jensen, Heine Bertelsen, Per Klüver, Nickey Fregerslev, Ole Frank, Ebbe Overbye, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg finder budskabet i debat-oplægget uklart.
Er det humanister generelt, DF'ere, systembevarere, systemomvæltere eller.. hvem er det helt konkret, der bliver hængt ud her, og for hvad?

Ruth Gjesing, Søren Albrektsen, Flemming Berger, Jan Weis, Henrik Brøndum og Ole Frank anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Enten er der noget jeg har misforstået her, eller også starter artiklen ud med en temmelig tvivlsom konstatering. Nemlig den at "humanister" skulle være "toneangivende". Jeg antager at "humanister" her dækker over personer med nogle synspunkter om almenmenneskelighed, uden at disse i grunden er gjort rede for. Men hvor er disse "toneangivende"? Jo, måske, måske på nogle dagblade, og i nogle miljøer, men det er da ikke det samme som at de er det overalt i samfundet og i debatten. Den med at de andre, hvad enten de kaldes "nationale", "ikke humanister", eller hvad man nu ellers kan finde på, ikke får lejlighed til at ytre sig eller hele tiden bliver "trynet" kan der nok sættes et stort spørgsmålstegn ved, her i Danmark i det mindste. Snarere dominerer disse efterhånden store dele af debatten, og dele af "systemet", og har gjort det længe, det meste af en generation.

Maiken Guttorm, Marie Jensen, Søren Albrektsen, Per Klüver, Nickey Fregerslev, Olaf Tehrani, Ole Frank, Ebbe Overbye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

De vil det gode, men gør dog det onde.
Det er sådan, jeg gennem et langt liv har oplevet de såkaldte "humanister."
Idealiserede tankesæt, der på ingen måde er i samklang med virkeligheden.

Morten Nielsen, Einar Carstensen, Søren Ferling og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Millioner af fattige og sultende EU borgere, men hvor er refleksionen? Hvor er selverkendelsen?

Danmark er et smørhul, hvor fattigdom og nød negligeres, hvor alle politikere vil tale om forbrugsdrevet vækst, der påstås at skabe velstand, men ingen vil tale om de menneskeskabte klimaforandringer.

Hvor er refleksionen?
Hvor er selverkendelsen?

Hovmod står for fald.

Christian Nymark, Olav Bo Hessellund, Søren Albrektsen, Jens Kofoed, Ole Frank, Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Foul is fair and fair is foul - som Shakespeare skrev i "Macbeth", der handler om at undergrave et samfunds bærende begreber.

Lad os slå en ting fast: Dansk Folkeparti udspringer af Fremskridtspartiet, og selvom retorikken har været mere "social", har den faktisk førte politik været den samme - det er jo let nok at give modstand på skrømt til forslag, som man ved bliver gennemført alligevel. Det var DF, der foreslog dagpengeforringelserne, det var DF, der understøttede de facto afskaffelsen af efterlønnnen. Alle sociale forringelser i dette århundrede er gennemført med DFs stemmer, og det er mange.

Siden Foghs famøse nytårstale har politik i Danmark været faktaresistent, følelsesbåret, imod folkets brede interesser til fordel for de allermest velstillede har vi fået en strukturreform, der flyttede indflydelse og politisk engagement væk fra niveauer, hvor folk kunne være med og have reel indflydelse. Vi har fået sammenlægninger af de frie forskningsinstitutioner med sektorforskningen, der har besudlet og korrumperet dens helt nødvendige rolle som uafhængig og kritisk-dialektisk. Vi har fået stadig større brudflader mellem dem, der har magt over det, og dem, der ikke har - og muligheden for at slutte sig til sidstnævnte gruppe er blevet stærkt forøget. Og det er altså ikke venstrefløjens skyld.

Kirsten Kjellerup, Einar Carstensen, Maiken Guttorm, Christian Nymark, Olav Bo Hessellund, Marie Jensen, Søren Albrektsen, Flemming Berger, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Mads Kjærgård, Per Klüver, Nickey Fregerslev, Poul Sørensen, Olaf Tehrani, Ole Frank og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Gunnar Olesen at få nogen med meget hævede blik imod fjerne horisonter, til at interessere sig for andet end ideelle tilstande.
Især når de ideelle tilstande skaber svære betingelser for deres medborgere, som faktisk har lige så meget ret til at forvente omsorg, fordi de ikke kan forvente hjælp og støtte fra borgere i andre lande.

Så når de rigtige meningers ægte humanister, søger de ideelle tilstande, så negligere de den nød og udstødelse der kommer deres medborgere til del.
Somme tider p.g.a. humanismen behandler vi andre ikke fokuserede inhumant.

Gunnar Olesen betjener sig af en meget stor stråmand. Han skriver

"På den anden side er der en gruppering, der opfatter sig som national, kulturkristen og social. Mærkesager er beskæftigelse; velfærd for svage grupper, ikke mindst ældre; kritik af parallel-samfund; reguleret indvandring og hjælp til flygtninge i nærområder. Orienteringspunkter er Danmark, højskolesangbogen og centrum-højre. Magtbasen er stemmesedlen og sociale medier. Fjender er islamisme, terrorisme, social dumping og EU."

Men er Dansk Folkeparti virkelig tilhængere af "hjælp til flygtninge i nærområder"? Partiets egen politik med ønsker om nedskæringer i u-landsbistanden viser det stik modsatte. Reelt er alle besværgelserne om at ville "hjælpe i nærområderne" nemlig kun forsøg på at sige "flygtningene skal ikke være her hos os" på en anden og mindre åbenlyst negativ måde. Og er Dansk Folkeparti virkelig tilhængere af "velfærd for svage grupper, ikke mindst ældre"? Partiets egen politik har indebåret en lang række nedskæringer på ældreområdet og støtte til kontanthjælpsloftet.

Carsten Munk, Kirsten Kjellerup, Maiken Guttorm, Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese, Søren Albrektsen, Flemming Berger, Viggo Okholm, Ole Frank, Niels Duus Nielsen, Poul Sørensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Der er vist først og fremmest uenighed om hvorvidt mennesket er kloner og definitive kategorier før de er individer, Hr. Gunnar Olesen.. WOW:

Dens mærkesager er seksuelle, etniske og religiøse minoriteters rettigheder; multikultur og vilje til at tage mod ankommende flygtninge. Orienteringspunkter er København, New York, London, EU, disruption og centrum-venstre. Magtbasen er kultur- og mediebaseret. Fjender er racisme, nationalisme, kanoner og Rusland.

På den anden side er der en gruppering, der opfatter sig som national, kulturkristen og social. Mærkesager er beskæftigelse; velfærd for svage grupper, ikke mindst ældre; kritik af parallel-samfund; reguleret indvandring og hjælp til flygtninge i nærområder. Orienteringspunkter er Danmark, højskolesangbogen og centrum-højre. Magtbasen er stemmesedlen og sociale medier. Fjender er islamisme, terrorisme, social dumping og EU.

HAHAHA, nå det er sådan det er?? Kender du ikke minerva modellen?? Den er selvfølgelig lidt mere kompliceret, der er hele 4 typer.. Og en 5. og meget mystisk og udefinerbar.. Også forskriver den, at hvis du producerer eller forbruger nyhedsmedier, så er du sgu sikkert selv lidt højreorienteret. Er du også selv en klon, Gunnar? Hvad siger du til det??

Og nej, ingen sammenhængskraft er truet af, at mennesker er forskellige.. Fremmedgørelse, umyndiggørelse, ydmygelse, afmagt og frygt er sgu nok mere definerende. Og i den sammenhæng er vi jo mange der ser demokrati som brugbart.. Men jeg kan da godt forstå at man ikke er humanist eller demokrat hvis man ikke er eksistentialist.. Det give go mening faktisk.. Når man sådan har ladet guds essentielle lys skinne på kategorierne, kan det i hvert fald ikke være selve ideen om eller fundamentet for kategoriseringen, der er noget galt med.. Vel, Gunnar??

Trond Meiring, Steffen Gliese, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jamen, Flemming S. Andersen, jeg gør ikke andet end at meddele et, efter min ringe mening, relevant link - resten må du selv klare ...

Flemming S. Andersen

Jan Weis

Alle disse stråmandshenvisninger og antydninger, kunne man have mistanke om skyldes egne argumenters manglende styrke.

Og ubegrundede er de netop en bekræftelse af Gunnar Olesons påstande om nogle humanister urørlige bedrevidenhed??

Flemming S. Andersen,
forhåbentlig ikke, gør dog dig selv den tjeneste, at læse linket, spørgsmålet kan for nemhedens skyld besvares med ja eller nej - i stedet for straks at kværke budbringeren - dårlig debatkultur ... ;-)

Flemming S. Andersen

Jan Weis

Jeg ser stadig ingen sammenkædning og hvad dit link vedkommer artiklen.

Det kan du så heller ikke selv forklare

Ole Brockdorff

”Jeg er fuldstændig ligeglad med fakta. Jeg er følelsesmenneske. Jeg er humanist. Det føles mest rigtigt”, skrev en blogger her på dagbladet Information i september 2015, da spalterne glødede på grund af de syriske flygtninge, der strømmede ulovligt ind over den danske grænse ved Rødby Havn uden at lade sig registrere, og som på ulovlig vis blev hjulpet videre til Sverige af danske statsborgere.

Kristian Tørning, lektor på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i Aarhus, og folketingskandidat hos Dansk Folkeparti, har for nyligt skrevet en glimrende bog med titlen ”Egohumanisterne – og deres totalitære identitetsprojekt”, hvor han over 239 sider udpensler den humanistiske fundamentalisme, der gennem de sidste 25-30 år har splittet den danske befolkning på grund af udlændingepolitikken og EU-politikken i en sådan grad, at man uden overdrivelse kan tale om had fra den ene befolkningsgruppe til den anden.

Jan Weis har ret – fuldstændig ret.

Linket til lektor Kristian Tørnings bog ”Egohumanisterne – og deres totalitære identitetsprojekt” i hans kommentar klokken 14.38, er absolut relevant for denne klumme fra Gunnar Olesen, og jeg vil på det kraftigste anbefale enhver sandhedssøgende læser, især humanisterne, at hente den gratis e-bog ned fra internettet, og så læse Tørnings sammenfatning og sammenskrivning af den ubestridelige historiske kendsgerning, at humanisterne i den grad har præget samfundets udvikling gennem de sidste 25-30 år på samtlige danskeres nationaløkonomiske regning.

Flemming S. Andersen og de øvrige bloggere i dette kommentatorspor burde derfor som nævnt hente e-bogen ned, og læse den grundigt uden skelen til, at den er skrevet af et medlem fra Dansk Folkeparti, for bogen ”Egohumanisterne – og deres totalitære identitetsprojekt” med alle sine gode pointer, kunne i sandhedens navn lige så godt være sammenfattet og sammenskrevet af en journalist fra dagbladet Information eller en hvilket som helst anden skribent i den etablerede presse, og den burde være pligtlæsning i samtlige gymnasier og på universitetet.

Læs bogen – og bliv klogere på den selvudråbte altødelæggende humanisme.

Ønsker for en god ordens skyld lige at gøre opmærksom på, at ovennævnte ikke har læst det omtalte DF-opus, og ønsker derfor ikke stå inde for indholdet og konklusionerne ...

Henrik Brøndum

@Lise Lotte Rahbek

Det synes jeg også er svært. Men jeg glæder mig som småborger over, at jeg tilsyneladende er kommet under radaren denne gang.

Mere generelt er det dog bekymrende, at det tilsyneladende blive mere og mere legitimt at revse forskellige uklart definerede grupper. Jeg troede det var netop det man kritiserede populister for at gøre?

Trond Meiring, Olav Bo Hessellund, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Ole Brockdorff

Jeg har ikke spor imod at læse en bog af en DFfer, hvis den kan gøre mig klogere, men nu er det altså et andet skrift af en anden person her i avisen , der offentliggøres og burde debatteres.
Jeg synes så sagtens at skribentens artikel indeholder stof man kan forholde sig til, uden at henvise til andre kilder.
Hvis man så endda havde en mening, som man ville underbygge, så kunne jeg forstå en kildehenvisning.

Nogle anklager mig for at se Dansk Folkeparti i beskrivelsen

"På den anden side er der en gruppering, der opfatter sig som national, kulturkristen og social. Mærkesager er beskæftigelse; velfærd for svage grupper, ikke mindst ældre; kritik af parallel-samfund; reguleret indvandring og hjælp til flygtninge i nærområder. Orienteringspunkter er Danmark, højskolesangbogen og centrum-højre. Magtbasen er stemmesedlen og sociale medier. Fjender er islamisme, terrorisme, social dumping og EU."

Men er der da andre størrelser i dansk politik, der giver udtryk for disse holdninger?

Flemming S. Andersen

Hans Hüttel

Der kunne nok være adskillige andre fra SF og til LA der er delvis enige i meget af det ja.

Men du er ikke ukendt med synspunkternes eksistens, kan jeg forstå, så hvori består Gunnar Olesens stråmand i dine øjne?

Indrømmet: tungnem jeg forstår ikke artiklen, hvad er det han argumenterer for? Respekt for mennesker med en anden tankegang en een selv? Skulle mennesker med en humanistisk livssyn ønske at træde mennesker med mere materiel livssyn under fode? DF menneskesynet er så en ret, men jeg vil godt høre på dem, men vil de høre på mig? Jeg tvivler en del af deres livssyn er så cen treret om danskhed at argumenter preller af.

Torsten Jacobsen

'Bevaringspartier'?!?

Eufemismerne yngler og sproget går i stykker...

Maiken Guttorm, Trond Meiring, Christian Nymark, Hans Larsen, Olav Bo Hessellund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

I stedet for at spilde tid på Gunnar Olesens skabelonsfikserede opgør med os 'håbløse humanister', kan man med fordel bruge et par timer af sin korte eksistens her på jorden på bedre sysler. F.eks. et par forelæsninger med den (formentlig borgerligt snoede) psykolog Jordan B Peterson.

Han taler i en vis forstand om det samme som Gunnar Olesen, men dybere og med større eftertænksomhed.

2015 Personality Lecture 12: Existentialism: Dostoevsky, Nietzsche, Kierkegaard
https://www.youtube.com/watch?v=SsoVhKo4UvQ

2015 Personality Lecture 13: Existentialism: Nazi Germany and the USSR
https://www.youtube.com/watch?v=XY7a1RXMbHI

Flemming S. Andersen

Torsten Jacobsen

Så du valgte også nedrakningen , nu du ikke gad argumentere??

Men samtidig bekræftede du jo mandens påstande fuld ud.

Steffen Gliese

Det er jo et udtryk for denne alternative forståelse af sandheder, der er oppe at vende, for nej! det er ikke humanister, der er følelsesbetonede, de er tværtimod ret fokuserede på evidens og historisk erfaring - derimod er det alle de, der føler sig truede, angrebet på deres egen livsstil, udfordrede på deres egne privilegier, fordi andre ligesom dem selv stiller krav om bestemte tilbud.
Det danske velfærdssamfund bygger på mangfoldighed, et mylder af subkulturer og interessegrupper, og det er præcis i kraft af velfærdssamfundet, at denne mangfoldighed kan trives.

Flemming S. Andersen

Steffen Gliese

Det danske velfærdssamfund bygget faktisk tværtom på en homogen befolkning, som har nogenlunde samme kontrollérbare opførsel og viser sig at have ganske store problemer med at bevare respekten for mangfoldigheden, når ensligheden udfordres.
Men selvfølgelig er velfærdssamfundet baggrunden både for vor måde at leve på og de der ønsker at komme hertil flere tusind kilometer herfra.

Ang. de påståede følelseskolde beregnende humanister, der er fokuseret på historisk evidens, der ikke findes for at lade tilstrømning bestemmeudviklingen i et samfund, så er det ikke noget der sælger mange billetter til de, der med tilstrøningen som undskyldning har fået beskåret deres levefod.
Og selvfølgelig vil folk da ikke bare forære andre deres privilegier, eller levebrød, hvorfor skulle de da ønske at gøre det.

Det plejer du at gøre langt bedre Steffen Gliese.

Christian Nymark

Selvfølgelig vil de da det! Nogle mennesker er faktisk i stand til at se forbi egen næsetip og ofre sig for en større sags tjeneste; et folk, en nation, en mand i nød. Den slags ting, man engang kunne læse om i eventyrene.

Men du er nok ikke til eventyr, vel Flemme?

Flemming S. Andersen

Christian Nymark

Folk må da ofre dem selv for hvad som helst, men ikke ofre andre.

Det er lidt ligesom de voksne ikke skal have ambitioner for deres børn.

Kan du din historie, Kesse

Steffen Gliese

Nej, det gør ikke, Flemming S. Andersen. Velfærdssamfundet var udogmatisk og gav folk vide muligheder for at realisere sig selv på vidt forskellige måder. Frygten og konformismen kom langt senere, da økonomien blev væsentligere end befolkningen.

Torsten Jacobsen

Flemming S. Andersen,

Jeg påpeger blot, at mandens analyse mangler originalitet. Han siger intet nyt, blot efterplaprer han fastlåste tanker og kategorier, som har været fremført hundredvis af gange før. Det er ikke et oplæg til diskussion han kommer med, og den tilstræbte - og ærligt talt let gennemskueligt falske - objektivitet, som Gunnar Olesen forsøger at hylde sit budskab i, gør blot farcen fuldendt.

Men hvis du er så imponeret, så kan du vel let udpege blot én ny, overraskende, eller original pointe i Gunnar Olesens tristesse over den fæle humanistiske klasse? Eller kan du i sidste ende bare godt lide at blive strøget med hårene?