Læserbrev

Danmark bør støtte abortfond

10. februar 2017

Kvinden bestemmer over sin egen krop.

Sådan burde det være, men allerede på sin anden dag i embedet valgte USA’s præsident, Donald Trump, at genindføre en regel, der forbyder økonomisk støtte til aktiviteter, som involverer abort og oplysning om prævention. Det kan komme til at ramme fattige kvinder i især Afrika hårdt.

Danmark har traditionelt været forgangsland og forkæmper for pigers og kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, og sådan bør det fortsat være. Derfor skal vi kæmpe imod Trumps politik.

Sex og Samfund vurderer, at 225 millioner kvinder på verdensplan ikke har adgang til den prævention, de ønsker sig. Det medfører op mod 14 millioner usikre aborter årligt. Samtidig er komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel hovedårsagen til teenagepigers død i det sydlige Afrika.

Danmark bør modarbejde den kvindefjendske og rettighedskrænkende politik, som den amerikanske præsident fører. SF mener derfor, at regeringen og Folketinget bør støtte det hollandske initiativ ’She Decides’, som er en international fond, der kompenserer for den skade, Trumps politik forvolder.

Den hollandske regering har selv støttet fonden med 10 millioner euro, som vil blive brugt til seksualundervisning, prævention og mulighed for aborter i udviklingslande.

Vi bør følge Hollands eksempel og gøre en forskel for de kvinder, der bliver ramt af Trumps politik. Det vil samtidig sende et klart politisk signal til præsident Trump om, at han ikke skal have lov til at afgøre flere millioner kvinders skæbne. Kvinderne skal have ret til at bestemme selv.

Holger K. Nielsen er udenrigsordfører for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu