Klumme

I Danmark diskuterer vi ytringsfrihed – i Tyrkiet kæmper de for dens overlevelse

Terror, kupforsøg og massive flygtningestrømme har givet den tyrkiske præsident Erdogan frit spil i sin kamp mod dem, der kan true hans magt. Besværlige medier og kritiske journalister har alt at frygte
22. februar 2017

Jeg er taget langt væk fra en debat, hvor danskheden måles på brunede kartofler, rødkål og hedenske symboler som nisser og trolde.

Hvor ytringsfrihedens lykkelige rummelighed dagligt udfordres i en kappestrid om, hvem der grovest kan nedgøre ikkedanske religioner, spisevaner og påklædning. Væk fra ugens vigtigste medienyhed, nemlig at DR’s medarbejdere fik rettens ord for at de kunne beholde deres betalte frokostpause.

Her i Tyrkiet er 178 medier blevet lukket, 81 journalister er fængslet siden juli. Tirsdag fik en aviskommentator 15 måneders betinget fængsel, i fredags blev to journalister idømt fængsel. Domstolene arbejder over.

I tirsdags spiste jeg frokost med en tyrkisk kollega, hvis mobiltelefon begyndte at bippe vildt: »Det satiriske magasin Girgir er blevet lukket for at have fornærmet profeten Moses,« lød det. Jeg spidsede ører – var det en lokal version af Jyllands-Postens Muhammed-tegning med omvendt fortegn?

Tegningen viser Moses med sin stav, der praler af, at han har delt vandene. Hans følgere bruger i taleboblerne »foragtende og nedladende, nærmest sjofle vendinger – det er hverken farligt eller morsomt«, lød fortolkningen fra den anden side af frokostbordet.

Minutter efter kom der et tweet fra İbrahim Kalın, præsident Erdogans talsmand: »Dette er hverken humor eller ytringsfrihed. Det er en uanstændig hadforbrydelse. Jeg fordømmer på det stærkeste denne respektløshed over for noget helligt.« 

Det var ikke bare en meningstilkendegivelse, men et vink med en vognstang.

Det tyrkiske politi er blandt de institutioner, der er blevet hårdt ramt af Erdogans udrensninger, og med udskiftningerne er også kommet en ny praksis med et politi, der bliver uddannet med mindre fokus på dialog og rettigheder. Foto: Emrah Gurel/AP
Læs også

Vi var knapt nået til kaffen og desserten, før Girgir var lukket og samtlige medarbejdere fyret. Ikke af myndighederne, men af bladets udgiverselskab, Sözgü (det betyder meget a propos ’Talsmanden’), der udgiver et stort dagblad af samme navn. Udgiverne mere end antydede, at redaktionen havde svigtet.

»Tegningen forstyrrede samfundet og os som udgivere, og den blev ikke bortredigeret på grund af træthed og søvnløshed i redaktionen«, hed det. Udgiverne vil nu overgive navnene på de ansvarlige til anklagemyndigheden. Hverken myndighederne eller ejerne har skrupler her.

Moses er ikke bare hellig i kristendommen og i den jødiske tro. Han er også hellig for muslimer og nævnt i Koranen. Det lykkedes altså tegneren at fornærme stort set alle.

Men det er ikke det centrale her i Tyrkiets forgiftede medieverden. Værst var, at tegningen kunne bringe selskabets store dagblad i alvorlige vanskeligheder.

Avisen er kritisk over for præsidenten og modstander af den forfatningsændring, som er til folkeafstemning i april. Hvis ændringen vedtages, vil den give Erdogan næsten uindskrænket magt.

Præsidenten ville elske at lukke Sözgü, og han har allerede temmelig frie hænder til den slags i et land med et nyligt mislykket, men blodigt kupforsøg, tre millioner flygtninge og intens terrorfrygt.

Problemet for Erdogan er imidlertid, at trods angrebene på den frie presse lever den kritiske debat i bedste velgående på sociale medier, især Twitter, som er langt sværere at kontrollere og meget udbredt. Med lidt hjælp fra min tyrkiske ven kunne jeg se Moses-tegningen på min mobil få minutter efter lukningen af magasinet.

Men regimekritiske journalister skal gå en svær balancegang i dette land, hvor terror er blodig virkelighed. Istanbuls gågade İstiklal Caddesi vrimler med svært bevæbnede politifolk. Man skal igennem metaldetektorer til metrostationer og stormagasiner.

Blodrøde plakater med sortklædte terroristsilhuetter opfordrer folk til at ringe til politiets hotline og oplyse om mistænkelige personer. Terrorfrygten giver statsmagten et formidabelt våben mod alt, hvad man kalder destabiliserende kræfter. Og til den kategori hører besværlige medier og kritiske journalister.  

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Amnesty International forstår ikke al den kritik af forholdene i Tyrkiet og vanskeligheden med at finde en reel uafhængig journalist – man skal bare henvende sig i fængslerne, der sidder nemlig de fleste …

Jan Weis.
Har vi reelle og "uafhængige" journalister i Danmark?

Du joker, de reelle og uafhængige journalister i Tyrkiet sidder fængslet.
Men nu skal de jo ikke holdes op imod danske love men tyrkiske, og dem har de vel forbrudt sig imod, hvis de sidder i fængsel?
Det kunne da være sjovt at spekulere på, hvor mange danske journalister, der i Danmark ville sidde fængslet, hvis de skulle dømmes efter tyrkiske love.

Det er ikke noget overtegnede har udtænkt, det kunne det såmænd godt have været, men sentensen skyldes selveste AI’s Salil Shetty i et interview på CNN …

Jeg forstod godt joken kom andet sted fra. (god humor i vores del af verdenen)
(Man må vel formode Salil Shetty, der er inder, ligger på linie med gængs britisk opfattelse.
Hvilket er langt fra Tyrkiet.)
Om så tyrkisk opfattelse er dimentral modsat nordvest-europæisk, kan den jo godt have en forholdsmæssig indbygget form for retfærdighed og konsekvens.
Det svære ved at skulle "respektere andres meninger og opfattelser", er jo netop, andres opfattelse kan være i direkte modstrid med egne, hvilket jo betyder der altid vil være en eller anden form for konflikt, som burde være ok, eller det kan i alfald ikke være anderledes.
Hvis ordet retfærdighed skal indgå, er eneste reelle form for "menneskerettigheds-fremgang" vel, at det er tyrkerne selv der afgør, om menneskerettighederne i Tyrkiet er i bedre overensstemmelse "nu end før". (en sammenligning udelukkende baseret på egen "før og nu".)

Henning Egholk

Jeg var så naiv at tro Tyrkiet var under reformering til den moderne vestlige standard, hvor ytringsfrihed, trosfrihed, fri seksualitet, demokrati var så naturligt som at solen står op i øst. Reformer som ville gøre at EU seriøst ville overveje at indlede reelle optagelsesforhandlinger.
Det er gået stik modsat. En enevældig præsident har omdannet Tyrkiet til en politistat. Den frie presse er lukket. Journalister er anklaget og fængslet. Officererne i hæren er afsat eller fængslet fordi de var en trussel. De kurdiske politikere i parlamentet er nok blevet trængt ud, samtidig med at præsidenten massivt forfølger den store kurdiske befolkningsgruppe, som var de alle terrorister. Jeg savner ord til at beskrive hvor trist situationen ser ud på afstand. Er der noget håb for det iøvrigt venlige tyrkiske folk?