Kronik

Danmark risikerer at indlede et omfattende opgør med menneskerettighederne

Danmark vil bruge sit formandskab for Europarådet til at sætte en reform af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på dagsordenen. Det giver genlyd, at initiativet kommer fra et grundlæggerland med stærke menneskerettighedstraditioner. Risikoen er, at andre medlemslande vil benytte chancen for at svække rettigheder som forsamlings- og ytringsfriheden
Menneskerettighedsdomstolens grundlæggende værdisæt er under pres. Især statsledelser i Aserbajdsjan, Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn læser værdierne, som Fanden læser Bibelen. Her Vladimir Putin og Viktor Orbán under førstnævntes besøg i Ungarn i starten af februar.

Menneskerettighedsdomstolens grundlæggende værdisæt er under pres. Især statsledelser i Aserbajdsjan, Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn læser værdierne, som Fanden læser Bibelen. Her Vladimir Putin og Viktor Orbán under førstnævntes besøg i Ungarn i starten af februar.

Hungarian Prime Ministry Press Office/Anadolu Agency

10. februar 2017

Det har længe været en selvfølge, at stater i den vestlige del af verden henviser til og arbejder for udbredelsen af retsstat og menneskerettigheder. Skiftende danske udenrigsministre har i årtier gentaget, at Danmark aktivt skal fremme danske værdier om retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati både i internationalt og bilateralt samarbejde.

De bekymrende politiske strømninger, som vi for øjeblikket iagttager i liberale stater, omfatter også et opgør med de værdier. Og mønsterstaten Danmark er desværre på vej til at bidrage hertil.

Der synes at have bredt sig en opfattelse af, at fortolkningen af rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er gået for langt. Ja faktisk deles den holdning af et flertal i Folketinget.

Polske kvinder protesterer mod regeringens planer om at stramme landets abortlovgivning. Tidligere ambassadør frygter, at statsledere i lande som Polen, der læser konventionen, »som fanden læser Biblen«, vil benytte det danske initiativ til et opgør med menneskerettighederne til at indskrænke deres egne borgeres rettigheder.
Læs også

Synspunktet lyder, at det aldrig har været meningen, at Menneskerettighedskonventionen skal forhindre medlemsstaterne i at føre en selvstændig politik, navnlig på udlændingeområdet.

Derfor skal der tages et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Den mulighed byder sig, når Danmark til november overtager formandskabet for Europarådets besluttende organ Ministerkomiteen.

Høj troværdighed

Danmarks troværdighed inden for Europarådets kerneområder, retsstat og menneskerettigheder, er anerkendt. Årsagen er bl.a., at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har antaget relativt få danske sager til realitetsbehandling, og at Danmark kun har fået ganske få domme i mod sig (i alt 15 siden 1989).

Overordnet har Danmark ikke væsentlige problemer med at efterleve sine forpligtelser i Europarådet, som vi var med til at grundlægge. Danmark er således en loyal grundlæggerstat.

Det kommende formandskab giver Danmark mulighed for at bruge organisationen til at fremme danske interesser i international politik. Fulgte man traditionen, ville man fremme retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati i det internationale arbejde. Og der er nok at tage fat på, for Europarådet og dermed Menneskerettighedsdomstolens grundlæggende værdisæt er under pres.

Især statsledelser i Aserbajdsjan, Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn læser værdierne, som Fanden læser Bibelen. Det har konsekvenser for borgernes retssikkerhed og undergraver samarbejdets – og dermed medlemsstaternes– troværdighed.

Samtidig har Storbritannien i sin nationale enegang flere gange proklameret, at menneskerettigheder kan håndteres nationalt, og det er sandsynligt, at landet efter Brexit vil tage skridt til at træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Værn mod staten

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er Europarådets retlige dronning. Den er – som også kritikerne fremhæver – menneskeskabt og ikke faldet ned fra himmelen. Den er drevet af mennesker og dermed ikke ufejlbarlig.

Domstolen er bygget på princippet om dynamisk fortolkning, som betyder, at menneskerettighederne fortolkes i lyset af det moderne europæiske samfund. Når samfundet ændrer sig, må et effektivt og tidssvarende værn indimellem udsættes for nyfortolkninger. Uden den dynamik havde konventionens rettigheder været blottet for reelt indhold.

Dynamikken er selve fundamentet for domstolens succes og dermed afgørende for den retsbeskyttelse, som Europas borgere dagligt kan glæde sig over.

Alligevel kan den konkrete udvikling af domspraksis selvfølgelig godt diskuteres, men det bør ske under udtrykkeligt hensyn til, at formålet med Domstolen er at værne om en effektiv rettighedsbeskyttelse.

Domstolen er ofte blevet kritiseret i konkrete sager. Især af stater, der taber sager, eller finder, at praksis går for langt. Det er naturligt, men Domstolen er netop sat i verden af medlemsstaterne for at beskytte individets rettigheder mod de selv samme medlemsstaters krænkelser. Hvad ville Domstolens anseelse være, hvis den ikke var uafhængig, men følgagtig? Borgere, der har vundet sager ved Domstolen, har nok en mening om det.

Myter styrer debat

Den aktuelle debat er ikke tilstrækkeligt begrundet og bygger ofte på myter i kølvandet på enkeltsager. Det fremgik til fulde under en forhandling i Folketinget den 6. december 2016, hvor DF havde fremlagt et forslag om at stække Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den konkrete anledning var den nylige højesteretsdom i den såkaldte Levakovic-sag, hvor en kriminel kroatisk statsborger ikke kunne udvises, fordi retten til familieliv stod i vejen.

DF henviste i beslutningsforslaget til andre eksempler uden dog at dokumentere dem og gjorde sig på den spinkle baggrund til talsmand for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningsstil generelt forhindrer regeringen i at føre den udlændingepolitik, der er flertal for i Folketinget.

Forhandlingen viste, at et flertal bestående af DF, VLAK-regeringen og Socialdemokratiet bekræfter hinanden i, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er gået for vidt i sine afgørelser. Der var derfor støtte til, at regeringen under Danmarks formandskab sætter en reform af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på dagsordenen.

Det er ganske enestående lykkedes skeptikere at fremmane en negativt ladet bibetydning af begrebet konvention. En afbalanceret forståelse af konventioners fordele og ulemper i den internationale politiks perspektiv er fraværende. Konventioner fremstilles som aftaler, der snarere har til formål at indskrænke det nationale råderum, end som gensidigt forpligtende aftaler, der bidrager til løsning af fælles problematikker.

Danmark kan vælte læsset

Mange vil måske trække på skuldrene i sikker forvisning om, at et lille land som Danmark næppe kan rokke ret meget ved internationale aftaler. Men netop i dette spørgsmål er Danmarks vægt større end som så pga. vores helt særlige rolle som loyal grundlæggerstat. Det kan medføre store konsekvenser for konventionssystemets fremtidige overlevelse og effektivitet, hvis systemet de facto undermineres af et land som vores.

I Europarådet er det indtil videre kommet som en beklagelig overraskelse, at det er en grundlæggerstat som Danmark, der tager et uoverskueligt strategisk initiativ, hvis mulige forløb og resultat vi i den nuværende politiske situation i Europa kun kan frygte.

Der er utvivlsomt medlemsstater, som vil støtte Danmarks initiativ i håbet om at kunne svække efterlevelsen af rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed – måske også beskyttelsen mod tortur og dødsstraf. Danmark er på vej til at åbne Pandoras æske.

Hvis de mulige konsekvenser af initiativet ikke er gennemtænkt, risikerer vi at række en lillefinger til de nye kræfter, der i disse år vinder frem i Europa, og som vel – uden at fornærme nogen – må siges at have et snævert nationalt fokus. Hvis Danmark tager et initiativ bør formålet være at befri debatten for myter for at sikre grundlaget for borgernes beskyttelse i de europæiske retsstater.

Derfor dette varselsskud for vore rettigheder: En liden tue kan som bekendt vælte stort læs.

Hanne Severinsen er fhv. MF for Venstre og fhv.  formand for Folketingets Delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling. Tobias Stadarfeld Jensen er advokatfuldmægtig og tidligere praktikant på Danmarks Europarådsrepræsentation. Claus von Barnekow er fhv. ambassadør ved Europarådet og fhv. seniorrådgiver i Europarådets sekretariat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Marie Jensen
  • Flemming Berger
  • Jes Enevoldsen
  • Kristen Carsten Munk
  • Gert Romme
  • Dorte Sørensen
Oluf Husted, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Marie Jensen, Flemming Berger, Jes Enevoldsen, Kristen Carsten Munk, Gert Romme og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Petersen

Det er fint med konventioner, som beskytter individer imod forfølgelse. Men det er værdiløst, hvis opbakningen til disse konventioner smuldrer.

Selvfølgelig skal det være muligt at sige "tak for besøget" til seriekriminelle udlændinge. Og konventioner må ikke virke selvdestruktivt ind på de stater, som gerne underskriver konventionerne.

Konventionerne er til for at fremme rettigheder for individer overfor stater. Men Europa kan ikke løse hele verdens problemer med konventionerne. Det er ikke konventionerne det er galt med. Det er verden der er på afveje.

Ingen skinger tale kan ændre på det faktum. Desværre.

Bastian Barx, Bastian Wendel, Jesper Nielsen, Martin Lund, Britt Kristensen og Rudersdal Bibliotekerne Hovedbiblioteket i Birkerød anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er udbredt, at politikere taler om konventioner og love og andet med den påstand, at tiden er løbet fra dem. Det er ikke tilfældet: det er tværtimod nu, at de skal stå deres prøve og forhindre magtfordrejning og overgreb imod borgere og andre forurettede.
De seneste 20 år er én lang historie om politikeres og embedsmænds smygen ansvar af sig, som de ellers er hhv. valgt og ansat til at varetage på borgernes vegne.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Torben Skov, Flemming Berger og Jan Kønig anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Var til et møde i august 2016, hvor dette emne blev diskuteret. Håbløst, hvor længe pressen er om, at opdage tingene. Fik det af vide af en pige, som havde været i praktik i Bruxelles, Danmark vil ganske rigtigt gå efter at fjerne de paragraffer som ikke passer ind. Der er bl.a. noget med en kørende retssag som man ganske kan eliminere, hvis man får lavet de ændringer man vil. Så der er god grund til at frygte for menneskerets konventionens fremtid!

Torben Skov, Steffen Gliese og Jan Kønig anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Det er ikke "danmark" der laver det her lort. Det er en lillle reaktionær klike der er styret af eksterne og tilsyneladende fascistiske interesser.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Torben Skov, Mads Kjærgård, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Så fordi man en gang var med til at bygge et hus så må man ikke renovere det pga utidssvarende indretning?
Riv lortet ned og byg et nyt. Det gamle er blevet en rønne vi ikke har råd til at koste penge på.

Bastian Wendel

Rasmus Knus ting der er opfundet af nazisterne: raketter, regulerede jagttider, anti rygning kampangner, autobahn sidst og ikke mindst Hugo Boss som opfandt SS uniformen, så med din teori hvis man syntes om, eller har brugt nogle af tingene må man efter din overbevisning være nazist

Mads Kjærgård

Ved ikke om man kan kalde Løkke for nazist eller fascist, nærmere en ultra konservativ godsejertype.
En ting er sikker her i verden og det er, at Venstre Danmarks Liberale parti ikke er spor Liberalt! Det er et parti for venner og venners venner, der ønsker at tilgodese hinanden! Venstre burde tage navn til Ego partiet, men det er en anden sag. Min samtalepartner sagde at den Europæiske Menneskerettigheds Konvention for nogle mennesker var den eneste beskyttelse de havde mod overgreb og klart det ønsker man at ændre! Derfor er det en meget alvorlig sag!

Niels Duus Nielsen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar

"Domstolen er bygget på princippet om dynamisk fortolkning, som betyder, at menneskerettighederne fortolkes i lyset af det moderne europæiske samfund. Når samfundet ændrer sig, må et effektivt og tidssvarende værn indimellem udsættes for nyfortolkninger. Uden den dynamik havde konventionens rettigheder været blottet for reelt indhold."

Vi lader den lige stå lidt......

Hvem er det, der laver den "dynamiske fortolkning"? Er det ikke en selvmodsigelse, at tale både om "dynamiske fortolkning" og "et værn imod nyfortolkninger" i samme sætning?

Og hvad nu hvis det så kaldte "samfundet" (dvs. politikerne) er ude af trit med befolkningen?

Menneskerettighederne er en af menneskehedens store bedrifter, men de er utidssvarende og bør skrives om, så de passer til den tid vi lever i.

Mads Kjærgård

Naaa menneskerettigheder er menneskerettigheder og skal ikke ny fortolkes. I hvilken retning skulle de så gå? Skulle man så stryge hele afsnit? Det er vist det, den danske regering har in mente, fordi de så kan undgå en ubehagelig retssag.

Christian Mondrup

Læg venligst mærke til, at det ikke kun er de nominelt blå partier, der agiterer for at svække menneskerettighedskonventioner. Foragt for menneskerettigheder er blevet mainstream.