Læsetid: 4 min.

Dumt på dansk

I bølgen af fædrelandsflomme drukner kærligheden
24. februar 2017

Den amerikanske krigshelt general Patton belærte engang sine soldater: I skal ikke dø for jeres land, I skal få fjendens soldater til at dø for deres.

Den megalomaniske (trumpske) hærfører tilførte her fædrelandsfølelsen den kynisme, der antyder, hvad nationalismens yderste konsekvens drejer sig om.

Overbetoning af det nationale er et andet ord for chauvinisme på bekostning af fremmede og udelukkelse af alle indvendinger. Gunnar Nu Hansen rapporterede engang, at Dannebrog vajede mere end de andre nationers flag.

Selv naturkræfterne var på danskernes side, hvad enten vi vandt eller tabte. Vi! Nationen er pr. denne definition: os mod dem. Vi de rigtige – og så er der de andre, som ikke er de rigtige, slet ikke hvis de vil være ’vis’ og bosætte sig her. Som os.

I tiden under og efter Anden Verdenskrig og besættelsen var det en selvfølge at hilse fanen, hylde kongen og synge alsang i parkerne – siden på den billige langside. Kærlighed til fædrelandet hedder det og foregår som regel ret støjende.

Store ord og fed flæsk

Årgangene efter, da nøgternheden med tilbagevirkende kraft indfandt sig og satte nuancerende tal på handlinger og holdninger, dæmpedes ærbødigheden for nationale symboler. Mange undlod, hvad den slags angik, store ord og fedt flæsk. Der havde ligesom være nok af dem.

Gud, konge og fædreland stod dog distancen trods ungdomsoprør, østens mystik og nye idoler. Religionen kom igen i nye konstellationer; toneangivende i den generation genopfandt Grundtvig, som i en sær komsammen blev parret med formand Mao. Afkommet blev derefter. Med hjørnespark til dansk guldalder, SF og højskolen, blomstrede de tusinde blomster hurtigt af igen.

Nu får det hele en ekstra tur i kompressoren, mens danskhed og kristendom pumpes op til patriotisk hoppebold. De nationalkonservative forlanger i national fitness patriotisme som tvungne hop på stedet i tilegnelse af alt det vedtagne danske. Således som det var, skal det være og således forblive.

Rigtige gammeldags konservative kan knap nok følge med, sådan mente de det jo heller ikke. En fremtrædende venstre-borgmester, der blev snydt for sin politiskole, siger lodret fra, mens symbolerne søges proppet ned i nationens hals: kolonihaven, flaget, nu retur i folketingssalen, kongehuset trods overvægt af fremmede (katolske) tilflyttere; udvalgte fænomener og påståede egenskaber i nationen ophøjes i Bertels småtumpede nationalkanon, som de fleste i øvrigt har glemt. Danskhed så dyrebar at stammens anerkendelse er uopnåelig for alle uden fødestedskriteriet opfyldt i syvende led.

Dertil kommer maden, hvor den glade hævdelse af frikadeller og stegeflæsk i persillesovs distræt overser den kendsgerning, at spaghetti og pizza, falafel og kebab for længst har fortrængt den ret usunde gamle bondekost.

Kirketvang

Sproget har altid fast plads i hall of fame over nationale værdier. Hvorvidt yngre mennesker har et følelsesmæssigt specielt forhold til dansk, frem for det sprog de akkurat så gerne og med stadig større sikkerhed betjener sig af, er snarere emne for en bekymret diskussion mellem purister. At dansk ’smelter mere end fremmedes slår’ må på vej mod det tvesprogede samfund henregnes til en af Grundtvigs dårlige dage.

Endelig og unægteligt som det nye kræver DF – det parti der mest indædt har brandet det nationale – praktiseret kristendom i betingelsen for instrumental ret til riget. Ikke nok med kravet om kristentro understreget af antisemitisk looka alike-chikane mod muslimer, folk der vil være danske, skal – formuleret som bør men betyder skal – gå i kirke jul, påske og pinse og med tiden, således som et DF i støt nedgang får stadig stærkere behov for aggressiv omtale for at dække over sagen, givetvis også om søndagen.

Kirketvang indført som i de gode gamle dage, da øvrigheden slog hårdt ned på pjækkeri fra de hårde bænke i landets kirker og holdt jøder og katolikker uden for fællesskabet, det var ikke lige noget, man havde set komme. Trods alt.

Nu er det næppe således, at en fiks idé af den art har nogen gang på jorden. For nu at sige det sådan.

Bevæggrunden eller tankegangen bag er imidlertid værd at bemærke.

DF’s motiv kan nemlig være lidt mere sofistikeret, end man i første forbløffelse over idiotien forestillede sig, måske også mere end partiet selv forestiller sig:

Folkekirkens vigende medlemstal truer indretningen på sigt. Piller man kirken ud af forfatningen, og det bliver man tvunget til at overveje, såfremt medlemstallet fortsætter kurven nedefter til eksempelvis 60 procent eller halvdelen af befolkningen eller under halvdelen, ja, så vakler fundamentet under det danskeste danske folkeparti.

Uden en grundlovsforankret statskirke smuldrer den agitatoriske påstand om én gudsopfattelse og dermed én fædrelandsopfattelses forrang frem for andre, opfattelsen eller påstanden om at danskhed og kristendom er kongruent.

Dansk og dumt

Forudsætningen for indvandrere af anden herkomst end hvid vestlig er som bekendt den repeterede trosbekendelse: at Grundloven nok garanterer religionsfrihed, men ikke religionslighed.

Men ligheden eller ønsket om lighed bliver selvsagt dag for dag mere indlysende. Som medlemstallet daler, bliver en grundlovsændring ad denne vej en skønne dag et vanskeligt afviseligt modkrav. Ja, grin bare, men vent blot.

Alene det at have en bestemt religion og Vorherre i samme indfatning anbragt i en statsforfatning er mere end særpræget. Som om man kan lovgive om den sande guds beskaffenhed og ovenikøbet tvinge statsoverhovedet til at bekende sig til sagen.

Og så ovenikøbet en udgave af den pågældende religion, hvis grundlag er skabt af en midttysk frafalden, overtroisk, blodtørstig munk med antisemitiske neuroser. At denne gudstolkning kædes sammen med fædrelandskærlighed, gør ikke sagen mindre tvivlsom.

Det er dansk, det er dumt.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Hanne Ribens
  • Malan Helge
  • Hans Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Kurt Svennevig Christensen
Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Malan Helge, Hans Larsen, Torben K L Jensen og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Om kirken.
Det er ikke holdbart, at ha` en højt vurderet grundlov, når den er forældet. Er den da det ?

" .....Grundloven nok garanterer religionsfrihed, men ikke religionslighed."
Hvordan måles denne ulighed ? I §4 - "støttes" moralsk eller i penge - altså samfundets penge.
Der står jo §68, at ingen skal betale til de andres "gudsdyrkelse" !
Ingen vil vel påstå, at grundlovens paragraffer strider mod hinanden.
Støtten i §4 kan derfor ikke være penge fra skatteyderne !

Men folkekirken får jo penge fra ikke-medlemmer. Medlemmerne betaler tilmed to gange - kirkeskat og indkomstskat m.v.
Altså grundlovsbrud ! Kirken burde være fri og ligheden indføres.

Den liberale kirkeminister har været ude med, at en stor del af folkekirkens lønningerne betales af staten. Tag så skridtet fuldt ud, Mette Bock. Tving folketinget til en debat.