I kommentaren »Rina Ronja Karis alternativer til EU svækker demokratiet« (den 2. februar) kritiserer Torben Siersbæk min kronik »EU er en klub for bøller og ansvarsløse politikere« (den 26.januar). Den seriøse del af kritikken går på, at jeg fremhæver Europarådet som et bedre alternativ til EU. Han mener ikke, at Europarådet er mere demokratisk end EU.
Siersbæk forholder sig desværre ikke i samme omfang til min kritik af EU som et uigennemsigtigt og udemokratisk system. Dermed fortsætter han linjen, hvor EU-tilhængere afskriver enhver kritik af EU med henvisning til, at de ikke bryder sig om alternativerne.
Men der er en stor og altafgørende forskel på EU og Europarådet: I Europarådet kan et medlemsland selv bestemme, om man vil tilslutte sig bestemte regler. Dermed er det i sidste ende en folkevalgt regering, som tager stilling til, om regler fra Europarådet skal indføres.
Den mulighed findes ikke i EU-systemet, hvor overnational lovgivning bliver gennemtvunget, uanset om et EU-lands folkevalgte regering – og dermed det demokratiske flertal i landet – er enig i loven eller ej. Den danske, tyske og spanske befolkning er dermed underlagt love, som de ikke har givet samtykke til. I Danmark er det sket med for eksempel madsminkedirektivet.
Jeg mener, at man som borger i et demokrati skal kunne holde de politikere,som træffer beslutningerne, ansvarlige. Hvis man laver en aftale i Europarådet, som gælder i Danmark, så kan det ikke ske, uden at den danske regering har sagt ja til aftalen. Og hvis et flertal af danskerne er utilfredse med de aftaler, som regeringen laver internationalt på vores vegne – ja, så kan den udskiftes ved et folketingsvalg. Ansvaret ligger alene på den danske regering.
Som borger har man altså direkte indflydelse på de politikere, som bærer ansvaret.
Sådan er det ikke med EU – og heller ikke med EU-Parlamentet, selv om det er folkevalgt – fordi man som vælger kun har indflydelse på et meget lille udsnit af parlamentets sammensætning. Og fordi EU har valgt at traktatfæste en stor del af for eksempel den økonomiske politik, hvilket tvinger de folkevalgte til at føre en bestemt politik.
På den måde flytter EU grundlæggende forholdet mellem borger og magthaver, når politikerne ikke står til ansvar for den politik, de fører – det er jo nødvendighedens politik eller traktatens skyld.
