Klumme

De fleste dumme svin er helt raske i hovedet

Når amerikanske psykiatere og psykologer står i kø for at diagnosticere Donald Trump, er det ikke bare er uetisk og fagligt tvivlsomt: Det er stigmatiserende for psykisk syge, og man risikerer at sløre det sande gakkelak, som vi er vidne til i USA
Når amerikanske psykiatere og psykologer står i kø for at diagnosticere Donald Trump, er det ikke bare er uetisk og fagligt tvivlsomt: Det er stigmatiserende for psykisk syge, og man risikerer at sløre det sande gakkelak, som vi er vidne til i USA

Evan Vucci

Debat
24. februar 2017

I sidste uge forslog kongresmedlem Ted Lieu, at Det Hvide Hus ved lov skulle udstyres med en huspsykiater. Som han sagde til Huffington Post: »Det er jo ikke normalt, at USA’s præsident inden for det første døgn i embedet skriver om død og destruktion.«

Nej, Trump er ikke helt normal. Han er i hvert fald ikke gennemsnitlig. Men betyder det nu også, at han i klinisk forstand har en sindslidelse?

Det aner jeg ikke. Men det gør de psykiatere og psykologer, der den seneste tid har luftet diagnoserne heller ikke. Siden valgsejren har en række mere eller mindre estimerede fagfolk alligevel fjerndiagnosticeret præsidenten – mest populær er ’ondartet’ narcissistisk personlighedsforstyrrelse – senest har 33 af dem i et brev til The New York Times opfordret til, at Trump afsættes: »Vi mener, at den alvorlige mentale ustabilitet, som Trumps taler og handlinger indikerer, gør ham ude af stand til at fungere sikkert som præsident.«

Det kan de vel meget vel have ret i. De har bare ikke ret til at foretage den vurdering.

Siden 1973 har medlemmer af The American Psychiatric Association været underlagt et princip (The Goldwater Rule), der forbyder dem at udtale sig om personer, de ikke personligt har evalueret. (Reglen blev til, efter at et ugemagasin op til valget i 1964 foretog en rundringning blandt USA’s psykiatere om, hvorvidt den republikanske kandidat, Barry Goldwater, var psykisk egnet til at blive præsident. 2.417 svarede.)

Fristende er det da, men det går ikke. Psykisk sygdom er et kompliceret fænomen, og det kræver personlige samtaler, observation, indsigt i hele personens medicinske historie, samtale med pårørende osv. at stille en solid diagnose. 

Raske dumme svin

Og hvad skal vi så stille op med en diagnose? Lad os antage, at Trump er psykisk syg. Betyder det, at han så automatisk er uegnet? Abraham Lincoln levede (nok) med periodevis depression, Ulysses S. Grant var (efter alt at dømme) alkoholiker, og Theodore Roosevelt var (sandsynligvis) bipolar.

Et studie udført af medicinhistoriker Jonathan Davidson estimerer, at 18 ud af de 37 første præsidenter personligt baksede med en sindslidelse.

Fordi: Man kan være psykisk syg og god til sit job, og man kan være rask som få og stinkende dårlig til det. Og mennesker klarer ganske udmærket at være dumme svin uden at være syge, ligesom langt de fleste onde gerninger begås af helt raske mennesker.

Så hvad forudsætter vi – tilsigtet eller ej – om psykisk sygdom, når vi insisterer på, at sådan en må Trump da have, og at han derfor må gå af?

I dårligt selskab

Dr. Allen Frances, professor i psykiatri ved Duke University, fastlagde kriterierne for diagnosen ’narcissistisk personligheds forstyrrelse’. Han afviser, at Trump lever op til disse kriterier, da han ikke selv synes at lide under sin opførsel. 

»Hr. Trump er skyld i lidelse frem for at opleve den, han er blevet rigeligt belønnet, ikke straffet, for sit storhedsvanvid, sin selvoptagethed, sin mangel på empati. Det er en stigmatiserende fornærmelse af de psykisk syge (der for størstedelens vedkommende opfører sig ordentligt og har gode hensigter) at blive slået i hartkorn med hr. Trump (om hvem man ikke kan sige det samme).«

Der er ingen tvivl om, at de åbenmundede fagfolk er oprigtigt bange. Jeg forstår impulsen. For tænk hvis han ’bare’ er bindegal. Så kunne vi finde popcornene frem og vente på det totale sammenbrud.

Sådan et, der kræver blå blink og gule papirer, og så er han da ude af Det Hvide Hus. Og selv hvis det ikke kom så vidt, kunne vi drømme os tilbage til mere simple tider, hvor folket blot var uskyldige ofre for en gal konge. For Trump måtte for min skyld gerne husere rundt i natskjorte som en anden Christian VII, for så kunne de voksne i den dybe stat jo bare lave en struensee på ham.

Men mest af alt ville en psykisk diagnose skåne os for at se fakta i øjnene: At Trump ikke er en isoleret sygdom, der kan kureres, men udtryk for, at en fandens masse mennesker – raske – ønsker ham præcis, hvor han sidder, fordi hans verdenssyn giver fuldstændig god mening for dem.

Lad os give dr. Frances det sidste ord: »Hans psykologiske motiver er for åbenlyse til at være interessante. Modgiften mod en dystopisk trumpsk middelalder er politisk – ikke psykologisk.«

Anna von Sperling er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skibentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"De fleste dumme svin er helt raske i hovedet" - Jovist, de mangler bare en vis del af den naturlige empati og indfølelse for hvad der virkelig tæller og for hvordan alting hænger sammen.

Allan Stampe Kristiansen, June Beltoft, Jørn Andersen, Britt Kristensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Ib Lynæs Hansen

Psykiatere er en del af den store løgn, derfor kunne en åbenlyst hjerneskadet psykiater fortsættte i årevis. Det psykiatriske samfund opfinder konstant nye diagnoser, der har til formål at gøre mennesker til slaver, f.eks. er samfundskritik i deres manual en lidelse.
Nu er flertallet vant til at hylde krigsforbrydere, så empati kan de ikke påberåbe sig.

Poul Sørensen

Der er et problem med denne artikel og det er at den ikke adressere hvad psyken er, sådan at vi ved hvad vi taler om. Vi har alle psykiske problemer fordi psyken er kompliseret og det skyldes at psyken skaber forbindelser og laver slutninger om en endnu mere kompliseret virkelighed, som psyken skal skabe et billede af. Nogen mennesker kan have svært ved at kapere virkeligheden og flygter så ind i filosofisk boble eller de bruger et psykiatisk system til at forklare, at vi alle er lettere skizofrene eller lider af forskellige andre forbier og endelig kan man vælge at tro, at der er en åndeverden enten med udgangspunkt i naturen eller i en og anden form for religiøst system organiseret omkring godt og ondt..... ja det er alt sammen bobler og har med variende succes kunnet hjælpe folk med at håndtere virkeligheden uden, at falde fra hinanden.
- Efter min mening er Trump en samspilsramt person, der burde have fået hjælp da han var barn, men som følgelig af hans fars penge, så har man ikke turdet sige til Trump senior at lille Donald Trump havde problemer relatere til virkeligheden og levede i en og anden rigmands søns boble.
- Gør det så Donald Trump carzy; ja desværre og det vi kan lære af det er, at give ungerne den hjælp de har brug for i en tidlig alder, så deres forståelse virkeligheden hænger bedre sammen for dem, når de bliver voksne. Vores psyke er kompliseret, men psyken virker på trods af problemerne og vi kan næsten altid sige til os selv; at vi skal tage os sammen eller komme i bedre humør og så virker det næsten som var det magisk, lige med undtagelse af, hvis det lige regner og tv'et samtidigt er brudt sammen .... men for Donald syntes det at være mere problematisk og midre ting kan gøre ham uligevægtig og det bør han nok få hjælp med.... mange mennesker søger hjælp i anger mangement o.l.

Ole Christiansen

Psykiatere ser aldrig mennesker, -kun diagnoser.

Flemming S. Andersen

Der gøres sig store spekulationer, fordi en demokratisk valgt ikke fra første dag løber fra sine valgløfter, eller taler et opstyltet kanchili-sprog for at gemme sine hensigter, eller lader sine undergivne bortforklare hvorfor en hel masse ikke kan lade sig gøre alligevel.

Mon ikke det er demokratiet det er blevet lidt sygt??

Psykologiske diagnoser må ikke e r s t a t t e politiske analyser, men sommetider smelter person og politik så uvægerlig tæt sammen, at man ikke kan adskille diagnosen fra analysen.

Psykiatrene har professionelt ret i, at man ikke kan (skal) udtale sig om andre menneskers psykiske habitus, hvis man ikke har mødt dem personligt og foretaget nogle undersøgelser. Det er fuldkommen rimeligt og etisk nødvendigt i et samfund, der skelner (mere eller mindre) klart mellem privat og offentligt. Som Anna von Sperling rigtigt påpeger, så kan man godt spille en velkvalificeret offentlig rolle, selv om man personligt er et dumt svin - alene af den grund, at den offentlige rolle i forvejen er underlagt nogle sociale protokoller.

I tilfældet Trump er skellet mellem privat og offentligt, business og politik, fordomme og principper i fuld opløsning. Han gør en dyd ud af ikke at være velforberedt, ikke at have læst på lektien, ikke at vide noget - men overvejende kun at følge sine 'mavefornemmelser'. Hans foretrukne kommunikationsform (twitter) afspejler hans øjeblikkelige luner og skiftende fokuseringer, skrevet i spontane anfald uden filter, ofte uden indbyrdes logisk sammenhæng, men alene båret af hans skiftende sindstilstande. Hans synes blottet for evne til sublimere og reflektere. Alt dette bliver vi vel at mærke konfronteret med i en lind, daglig strøm, hvor han gør sine private animositeter til offentlige anliggender, hvor man næsten kan tale om en offentlig psykoanalyse.

Når det forholder sig sådan, er man tvunget til at gøre ét af to:

1) Ignorere hans udgydelser som private raserianfald på niveau med børn i den tidlige trodsalder, der ikke kan have offentlig interesse (det går jo nok ikke, når han vitterlig er præsident). Eller
2) M e d r f l e k t e r e de psykiske symptomer, som han så beredvilligt stiller til rådighed for offentligheden.

Det sidste er man - efter min mening - nødt til, hvis man vil forstå Trump p o l i t i s k. Man er nødt til at vide, om hans uforudsigelighed, utilregnelighed, 180-graders vendinger er en taktik, der er indlejret i en overordnet rationel strategi, eller om man er nødt til at tage højde for en psykisk uligevægt (bl.a. for ikke selv at blive revet med).

Steen K Petersen, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"De er jo sindsyge!!!" er en folkelig måde at udtrykke, at man ikke forstår visse menneskers bevæggrunde. Der er ikke tale om, at man som lægmand stiller en klinisk psykiatrisk diagnose, men blot om, at man lader sin utilfredshed finde afløb ved at tale ondt om dem, der er årsag til utilfredsheden. (Hvilket så er uretfærdigt over for de sindssyge, men det folkelige vid er ubarmhjertigt.)

Trump er ikke mere sindssyg end så mange andre. Dybest set er vi jo alle sindssyge når vi tillader at verden kører af sporet uden at gøre noget ved det. Så da der står "sindssyg" på begge sider af lighedstegnet kan vi tillade os at fjerne ordet og koncentrere sig om politikken. Hvilket også er artiklens konklusion, hvis jeg har forstået den rigtigt:

"At Trump ikke er en isoleret sygdom, der kan kureres, men udtryk for, at en fandens masse mennesker – raske – ønsker ham præcis, hvor han sidder, fordi hans verdenssyn giver fuldstændig god mening for dem."

og

"Modgiften mod en dystopisk trumpsk middelalder er politisk – ikke psykologisk."

Hans Aagaard, Niels Jakobs og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Mihail Larsen, et helt uopfordret og forhåbentlig ikke uønsket indspark:

Fremhævelse af skrift i kursiv indledes med
<
i
>

skrevet på linje, og afsluttes med

<
/
i
>

ligeledes på linje. Ved dobbelt linjeskift er den afsluttende formel unødvendig.

Fed skrift fremkommer ved at udskifte i med b.

Mvh :)

Lars Bo Jensen, Morten Balling og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Dette er en prøve:
dette er en prøve

Michael Kongstad Nielsen

jubii.

Niels Duus Nielsen, Morten Balling og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Hvor Donald Trump præcist befinder sig, psykisk set, kan ikke udgøre en handling fra hverken den ene eller anden psykiater.
I USA bliver alt vasketøjet luftet, det er en del af af samfundet/ medierne i det store land.
Imidlertid er det kun nødvendigt at følge de handlinger/ udtalelser, som Trump udtaler på Twitter og evt. andre steder.
Han bliver fulgt nøje og i det øjeblik, grænsen overskrides, så tror jeg på, at der bliver indledt nogle modaktioner.
Just plain wriitng here, as usual...

Michael Kongstad Nielsen

Hvor befinder de, der kommer med modreaktionerne, sig så, psykisk set, Anne?

Man kan jo altid provokere, men man har da kongressen og en demokratisk styreform. Så den psykologiske handling må tilsidesættes, eller hvad mener du, MKN?

Vibeke Rasmussen

Uden at overskride den grænse at give Donald Trump en psykiatrisk fjerndiagnose, kan man i hvert fald konstatere, at han ikke er normal, og at de ting han siger og gør, heller ikke er det. Også uden nødvendigvis at skulle ud i en større diskussion om, hvad der er "normalt", for uanset hvordan man definerer det begreb, er blandt meget andet en så udpræget narcissisme og en så total mangel på empati, som Donald Trump udviser, ikke normal.

Og med hensyn til beskrivelsen af ham som værende "et dumt svin", er det noget newyorkere har vidst i årtier, hvilket da også kunne afspejles i stemmetallene ved præsidentvalget. Fra sine nærmeste naboer, borgerne i New York City, opnåede han kun en stemmeandel på 17%, mod Hillary Clintons 80%!

En uge efter valget skrev en blogger, Joshua Foust, i øvrigt et indlæg om, hvordan Donald Trump og hans gerninger ikke er normale og oplistede en lang række eksempler. Siden er eksemplerne blevet så uendeligt mange flere, at han næppe orker at opdatere den.

Link: This Is Not Normal.

Mads Kjærgård

Jeg tror ikke at Trump er sindssyg, han burde bare ikke være præsident, men demokraterne lægger som de selv har redt desværre. Bernie Sanders ville have været den perfekte præsident, ikke kun for USA, men for hele verden.

Anders Graae, johnny lang og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

"ligger"

Mikael Fotopoulos

Inden for spektret af psykiatriske diagnoser (ikke det samme som psykiatriske sygdomme!) ligger gruppen af personlighedsforstyrrelser. De amerikanske psykiatere mener Trump har en personlighedsforstyrrelse. De der lider af psykiske sygdomme (f.eks. skizofreni, endogen depression eller angst) behøver ikke føle sig stemplet, da de ikke har en disse med personlighedsforstyrrede at gøre. Så Sperlings fornærmethed er muligvis baseret på den forkerte præmis.

Søren Kristensen

Jeg bliver bare (indledning) <\nødt> til ... at afprøve V.R.s gode råd. fed?

Æv!

Søren Kristensen

Hov - det virker! Men først når man trykker på "Send kommentar." Men jeg er ikke sikker på jeg kan gøre det igen.

Søren Kristensen

Tilbage til Trump, som er typen der kan finde på at foretage sig noget impulsivt, hvis han bliver angrebet. Alene derfor er det en dårlig idé at dæmonisere ham alt for meget. Med lidt kærlighed bliver han en rigtig hyggeonkel. Det siger hans venner i hvert fald, og man må gå ud fra de kender ham.

Stigmatisering?

Anna von Sperling refererer til Frances Allen, der er professor i psykiatri. Jeg har ikke noget nærmere kendskab til ham, endsige hans publikationer, men i det her anførte studsede jeg over i al fald to påstande:

1)
Allen har angiveligt fastlagt "kriterierne for diagnosen ’narcissistisk personligheds forstyrrelse’. Han afviser, at Trump lever op til disse kriterier, da han ikke selv synes at lide under sin opførsel."

Hvornår har det været et kriterium for en diagnose, at patienten selv er bevidst om den og anerkender den? At han "ikke selv synes at lide under sin opførsel" - selv om den for andre fremtræder brovtende, hævngerrig, autoritær, vilkårlig, megalomanisk og narcissistisk - er vel kun et udtryk for, hvor alvorligt tilfældet er? I psykoanalysen er 'benægtelsen' en af de vigtigste indikatorer på, at der er noget galt.

2)
"Det er en stigmatiserende fornærmelse af de psykisk syge (der for størstedelens vedkommende opfører sig ordentligt og har gode hensigter) at blive slået i hartkorn med hr. Trump (om hvem man ikke kan sige det samme)."

Det er desværre et (fortsat og måske tiltagende) fænomen at lukke kritik ned ved hjælp af politisk korrekthed. Der er altid nogen, der uforskyldt lider af det ene eller det andet; de har naturligvis et moralsk krav på medfølelse (empati). Men det kan jo ikke være sådan i en rationel diskurs, at man ikke må omtale lidelsen i forbindelse med konkrete, offentlige personer, hvis lidelsen har væsentlig betydning for deres offentlige virke – fordi andre, sagesløse personer tilfældigvis har den samme lidelse (der behandles diskret, fordi de ikke er offentlige personer).

De to nævnte eksempler er formentlig et udtryk for, at psykiatere har forskellige skoler; her er der imidlertid ikke kun tale om forskelle i teori, men også om kultur. Psykologi og psykiatri i USA er meget mere instrumentel end i Europa, og det er slet ikke så ualmindeligt i USA, at enhver med respekt for sig selv (og økonomisk formåen) har sin egen, personlige 'shrink'. Så hvis patienten "ikke selv synes at lide under opførslen" – så er der jo ikke noget problem, vel?

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

(Bare lige for at være skråsikker på, at jeg ikke er helt idiot.)

Politik og psykologi hører sammen - naturligvis

Der findes politologer, der helst ikke vil have noget med psykologi at gøre. Og der findes psykologer, der helst ikke vil forholde sig til politik.

I gamle dage hed det 'positivisme'.

Men begribeligvis hænger de to fænomener sammen; og med de nye kommunikationsformer mere end nogensinde. 'Det politiske' er forlængst i vestlige samfund blevet et 'massefænomen', der i udstrakt grad afhænger af den offentlige mening, der er alt andet end 'u-psykologisk'.

Det burde ikke være overraskende for nogen. Vi har - for de kortsynede - allerede social-psykologi, masse-psykologi, klassebevidsthed og akademiske studier i virksomhedskultur. For de mere historisk bevidste vælter et uhyggeligt scenarium op af religionskrige og nationalistiske krige, som på hver deres måde oppiskede et massehysteri, der førte til massemyrderier.

I Europas sidste store krig - den 2. verdenskrig - blev psykologi systematisk brugt som våben; fra begge sider med beskidte midler. Men der er alligevel en forskel, som ligger i propagandaens underliggende budskab: Racistisk overlegenhed eller personlig frihed. Den første lagdeler mennesker efter tilfældige (irrationelle) kriterier; den anden efter universalpragmatiske kriterier.

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Den universalpragmatiske fordring

- er at solidarisere sig med alle verdens undertrykte. At solidarisere sig betyder ikke at tage de undertryktes selvforståelse som norm og handlingsimperativ, men at analysere og formidle de emancipatoriske muligheder i den historiske kontekst. Som intellektuel at tale de undertrykte efter munden er at svigte dem.

Derfor er det vigtigt at udsætte folkestemningen for en kritisk analyse, der både rummer elementer af politisk-økonomisk og ideologisk-psykologisk erfaring, indsigt og teori. Populisme er i mine øjne et fatalt forræderi mod de undertrykte, fordi dens fortalere kun erstatter én form for illusion med en anden. Forførelse.

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

man skal ikke tage så tungt, hvad disse psykiatere siger. Bare kig her-hjemover og læs noget af alt det bavl Henrik Day Poulsen fylder Berlingske læsere med ..................

OBO syndromet.

Det er nu ret imponerende med disse evner til fjerndiagnose af folk, man næppe nogensinde har mødt i virkeligheden, psykiatriske stempler sidder umanerligt løst hos mange, især hos psykiatere, der heller ikke kan lade være med at give deres besyv med – men det er da også alt for fristende i dette særlige tilfælde – denne singularitet i den globale magts centrum …

Da ’patienten’ for vores ubetingede nysgerrighed var udråbt til præsident, var der nogen her, der fablede om et tydeligt Gilles de la Tourette's syndrom, defineret som en organisk neurobiologisk lidelse, der er karakteriseret ved flere forskelligartede motoriske tics (ufrivillige muskelbevægelser), et eller flere vokale tics (utilsigtede lyde eller ord) eller sensoriske tics (ufrivillige indre sansemæssige oplevelser), men blev pebet tilbage af moderationen med argumentet, at det var dårlig debatkultur, at stemple folk på den måde – og det kan der da være noget om …

’Det sande gakkelak, som vi er vidne til i USA’ kunne måske bedre, med bund i en dansk evidens kaldes for ’OBO-syndromet’, opkaldt efter en mand, der selv for nyligt om til den åbenlyse erkendelse under et ’skamråd’ i Folketinget, at han gik for vidt ved generaliserende at kritisere kvinder efter en sexistisk syvtrinsskala af egen opfindelse – ’Grab Them By The Pussy’, so to speak – i overført betydning for at sætte ekstra ’Trumpf’ på efter mottoet - al overdrivelse fremmer forståelsen - og hold da kæft, hvor er jeg klogere end ’dem’, hvilket naturligvis langt senere endte med den nationale gabestok, berettiget tvivl om mandens mentale tilstand og en udlevering til latteren med sit kiksede forsøg på, at optræde som ’forfører’ …

Eller også er det bare en postmoderne reinkarnation af den klassiske tragiske figur fra musik, litteratur og filosofi – forføreren – her frit efter en anmeldelse af Søren Kierkegaards ’Forførerens Dagbog’ –
Den skildrer ikke en traditionel Don Juan-figur, der blot elsker nydelsen for nydelsens skyld. Den fremstiller derimod en næsten satanisk nyder af eget intellekt, der beregnende og betingelsesløst søger den største udfordring i forførelsen. For Johannes er forførelsens tese: Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre. Men om Johannes vil fungere som et skræmmebillede eller som en rollemodel for læseren må stå åbent.

Med narcissisten Mr. Trump, han er nemlig indehaver af adskillige diagnoser, må det naturligvis altid forblive et skræmmebillede - selv vil manden naturligvis benægte alt, hvilket er bevis nok på, at han er skyldig i ét eller andet, men dét skal vi nok finde ud af - og med sine korte slibrige fingre på ’den røde a-knap, bliver der rigeligt at holde øje med, i hvert fald de næste fire år …

Amerika er psykiatrikernes paradis – et Shangri-La med millioner af klienter - en kilde til evig forundring over menneskeparken … ;-)

Morten Balling

Psykiatri og psykologi tangerer i høj grad pseudovidenskab på en del områder. Man finder også redelig videnskab begge steder, men hele præmissen om at nogle mennesker er syge i sindet/hovedet bygger på at vi i store træk beslutter hvad vi synes der skal være accepteret som værende normalt i abeflokken.

Selve diagnoserne er dog også blevet til ved at et par håndfulde amerikanske psykiatere satte sig ned en dag og kiggede på om der var nogle fællestræk ved de mennesker som opsøgte dem. Problemet her er bla. at det folk henvendte sig med, ikke nødvendigvis behøver at skyldes kemisk uballance i hjernen, men også kunne skyldes ydre påvirkninger såsom Trump og skilsmisser.

Det uvidenskabelige ligger også i at amerikanske psykiatere ikke ser et repræsentativt udvalg af normal opførsel. For det første har de ikke udenlandske klienter, og for det andet er de klienter de har netop ikke "normale", og derfor beror deres vurdering af normalhed på mennesker og opførsel de støder på i deres fritid.

Helt grotesk blev det da en diagnose til den første DSM manual blev droppet, fordi en af de tilstedeværende psykiatere udbrød at det gjorde han da også! Nå, men så kan det jo ikke være unormalt?!

Argumentet med at medicinering virker holder heller ikke. Vi ved en del om hjernen og signalstoffer i dag, men slet ikke nok. Vi aner dybest set ikke hvad sindet er, og den medicin vi benytter svarer dybest set til den effekt man får af at tage f.eks. ecstasy. Det er i den grad symptombehandling, lidt ala dengang man troede feber var en sygdom.

Man kunne også bare give de "unormale" rottegift. Så ville de holde op med at opføre sig unormalt, og hvem bliver ikke lidt bange når der står en på gaden og råber underlige ting. Som med alt andet er indsigt og forståelse vejen frem.

Og før i kommer for godt igang: "Man finder også redelig videnskab begge steder". Der er bare langt mellem snapsene :)

Karsten Aaen, Allan Stampe Kristiansen, ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Hold ham langt væk fra Danmark. Når man stikker en køter en legoklods, begynder den bare at tygge i den. Dette er en hund i et spil kegler. Vi oplever en køter med DAMP som leder af verdens mest ødelæggende og magtfulde union; Den Amerikanske Magt Psykose.

Der er god grund til at være bekymret, vi har at gøre med en diplomatisk infantil forvoksen baby, som leder af et parti i trodsalderen, et politisk parti som skabte USAs største massemorder med over 2 millioner døde, nu kommer massive budget forøgelser i en af de største militære oprustninger i USAs historie.

Denne regeringsperiode kommer til at lægge baslag på massive midler, som kunne have forbedret verden, i stedet ser vi en selvdestruktiv nation og en regering som er en katastrofe for miljøet. Dette er en forsmag på hvad der kommer når EU udbygger med den militære dimension, både USA og USSR er/var konstant i krig.

Vi er trådt ind i Post-Demokratiets tidsalder, og demokratiet er sat 150 år tilbage.

Berlusconi i Italien skabte sit medieimperium vha. den Italienske mafia, og kontrollerede mediebilledet, vælgerne og finanserne, en ægte fascist succes historie, i hvert fald for hans venners vedkommende. Berlusconis korruptionen strakte sig helt til Frankrigs præsident. Fremtiden tilhører en stadig mindre elite af globale mastodont virksomheder.

Bogen Magteliten beskriver hvor lidt magt det danske folketing reelt har. At ejerne af de største virksomheder reelt bestemmer lovene, hedder pr. grunddefinitionen fascisme. Kan man kalde Rusland og USA for Moderne Fascistiske Lande? Ordet "Moderne" betegner at der ligger et pseudo-demokrati bag, både milliardæren Putin og Trump blev vel på lovlig demokratisk vis valgt til embedet.

Milliardærerne Trump og Putin er vel bedst til at lede verden? Ved hjælp af medievirksomheder som milliardærerne har opkøbt, lobbyvirksomheder samt direkte skamløst køb af politikere verden over, er det lykkes at hjernevaske de fleste til at tro at de - milliardærerne bedst varetager folkets interesser.

Men mest af alt ville en psykisk diagnose skåne os for at se fakta i øjnene: At Trump ikke er en isoleret sygdom, der kan kureres, men udtryk for, at en fandens masse mennesker – raske – ønsker ham præcis, hvor han sidder, fordi hans verdenssyn giver fuldstændig god mening for dem.

Citatet er absolut det vigtigste at huske i den her diskussion!

Al teori om, at Trumphs personlighed er selve problemet, er skudt ved siden af. Trumph er resultatet af mange års politik, der ikke har haft forbindelse til græsrødderne.

De ortodokse politikeres floskler om øget livskvalitet gennem globalisering, effektivisering, outsourcing, tilpasning til udviklingen, konkurrencedygtighed osv., har gjort overklassen rigere, medens underklassen har løbet stærkere og stærkere, for til sidst at blive efterladt uden arbejde og fremtid. Dét er problemets kerne! Dét har næret Trumph og nye nationalistiske partier i hele den vestlige verden.

Jeg tror egentlig ikke Trumph kan løse dette problem for amerikanerne, selv om han arbejder særdeles uortodokst og prøver nye veje, men det tror alle hans vælgere altså han kan.

Tilbage står faktuelt, at vi ikke fjerner problemet ved at fjerne Trumph, eller ved at give ham en diagnose. Der er en forhistorie og mange frustrerede amerikanere bag manden.

Vi kan bare håbe, at dette store og langvarige svigt af arbejderklassen, ikke fører os ind i alvorlige ulykker, når Trumph og de europæiske pendanter prøver at gøre skaden god, på sine egne utæmmede faconner.

Egon Stich, Anders Graae, Flemming S. Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen, psykologi - læren om psyken/sjælen/bevidstheden/you-name-it - handler om den individuelle psyke. Hvad du efterlyser er en massepsykologi. Hvor det fungerer rimelig godt for forståelsen af individuelle handlemønstre at antage usynlige størrelser som fx "det ubevidste", "det underbevidste", "det førbevidste" osv. etc., har jeg endnu til gode at se udviklede massepsykologiske teorier, der forholder sig til fænomener som fx det, man i mangel af bedre kalder "tidsånden".

Wilhelm Reich gjorde en ansats, Elias Canetti undersøgte fænomenet litterært, og disciplinen "gruppepsykologi" beskæftiger sig seriøst med en flig af emnet, men ellers er der langt mellem snapsene. I vor individualistiske tidsalder reduceres de fleste massepsykologiske tendenser til individuelle problemer.

Vi har fx ikke mere massearbejdsløshed, i stedet har vi fået en meget lang række af isolerede, individuelle tilfælde af arbejdsløshed. Det offentlige stiller derfor diverse terapeuter til rådighed i forbindelse med de individuelle motivationskurser, som Jobcentrene afholder i privat regi med henblik på at øge arbejdsudbuddet. Som om individuel motivation og positiv tænkning alene, uden organiseret, fælles politisk pression, kan skabe arbejdspladser.

Måske kan man hævde, at massepsykologi er en integreret del af det problemfelt, vi samler under paraplybegrebet "politik"? På samme måde som den individuelle psykologi før Wundt var en del af filosofien? I så fald er det vel på tide, at seriøse forskere isolerer fænomenet begrebsligt og opretter en selvstændig videnskab.

Man kunne kalde denne videnskab for "åndsvidenskab", hvis man anerkender Hegels tentative definition af ånd: Det jeg, som er et vi, og det vi, som er et jeg.

Karsten Aaen, Hans Aagaard, Anne Eriksen, Trond Meiring og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Det er ikke et spørgsmål om enten-eller

Politik eller psykologi? Hvorfor behøver det at udelukke hinanden? Enhver historisk situation skaber et scenarium af muligheder, der kan virkeliggøres af forskellige typer mennesker. Aktuelt i USA: Trump eller Sanders. Ingen benægter vel, at den politisk-økonomisk-sociale virkelighed i USA i dag er et produkt af en neoliberal kapitalisme, der har kastet millioner af amerikanere ud i elendighed. Men der er forskel på forståelsen af, hvordan man kommer ud af elendigheden, og denne forståelse er til dels psykologisk. Når t.ex. antallet af drab stiger, kan man vælge at begrænse antallet af privat ejede våben, eller man kan købe en masse nye våben til at forsvare sig mod the bad guys. Når amerikansk økonomi skranter, kan man vælge at indføre en mere retfærdig løn- og formuefordeling, eller man kan skrue op for en turbokapitalisme. Når den internationale verdensorden er plaget af krige, kan man vælge at forebygge årsagerne til krige eller væbne sig til tænderne. Etc. etc.

Trump har valgt at fodre den indre svinehund og appellere til den autoritære personlighedskarakter. Det siger noget psykologisk om hans tilhængere, at de vildt jublende æder hans hadske retorik. Men det siger også noget psykologisk om ham selv.

Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen

Man behøver ikke gå tilbage til Reich (Fromm, Marcuse, Adorno, Horkheimer), men kan også vælge nyere teoretikere som Riesman (Det ensomme massemenneske), Bernstein (diverse skrifter om sprogkoder og social kontrol), Sennett (The Fall of Public Man), Habermas og Kohlberg (Psychology of Moral Development).

Karsten Aaen, Hans Aagaard, Jan Weis, ulrik mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Psykist syg eller ikke, men jeg synes Herr Trump minder om den teatralske fascist Mussolini i sin væremåde når han holder tale til folket/sine fans. En farlig cocktail af uvidenhed, dumhed og mindreværd.

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen: "Politik eller psykologi? Hvorfor behøver det at udelukke hinanden?"

Det behøver det heller ikke, men måske skal man først analytisk isolere de enkelte problemfelter for at se, hvilke indsigter man kan nå ved en ideel betragtning, hvor alt andet holdes lige, og derefter forsøge at skabe en ny syntese, der indeholder disse nye indsigter. Som i al anden seriøs videnskab.

Som tingenes tilstand er for tiden, er politik et eklektisk misk-mask af tilfældige usammenhængende teorier, og som sådan et eksempel på, hvad du selv et sted har kaldt "dårlig tværfaglighed".

Karsten Aaen, Anne Eriksen, ulrik mortensen, Trond Meiring og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen
Michael Kongstad Nielsen

Dårlig pjat ulrik.

ulrik mortensen

God satire Michael ...

Christian de Thurah

Helt uden at ville blande mig i "fjerndiagnosticeringen" af diverse politikere: Der er en kedelig tendens i den almindelige politiske debat til at udlægge divergerende synspunkter som symptomer på psykisk lidelse. Man taler rask væk om, at noget er "skizofrent", eller at nogen lider af "fobier". Det er selvfølgelig ikke ment bogstaveligt, men det er alligevel på et eller andet niveau udtryk for en affejning af andres synspunkter, og det er ikke befordrende for den demokratiske debat.

Lars Bo Jensen

Vibeke Rasmussen. tak og tak.

Lars Steffensen

Det er stort set altid en dårlig idé at brug diagnoser som psykopati og narcissisme som skældsord!