FOLK
Forårsglade
Der er fuglefløjt, forår og formueforøgelse på Københavns Rådhusplads. Bestyrelsen for JP/Politikens Hus har vedtaget at fordoble bestyrelsesmedlemmernes honorar. Det skriver fagbladet ’Journalisten’, der har nyheden fra personalebladet i JP/Politikens Hus.
Fyrede
Personalebladet i JP/Politikens Hus har passende navnet ’Svingdøren’. En række medarbejdere er nemlig svunget ud af huset som følge af fyringsrunder. Ledelsen har begrundet fyringerne med, at sparsommelighed er nødvendig for at sikre husets fremtid
Signalsendere
Tillidsmanden på Politiken siger til ’Journalisten’, at bestyrelsens fordoblede honorar er »et kedeligt signal« efter fyringerne. Fordoblingen begrundes af bestyrelsesformand Lars Munch med, at honoraret var under det halve af tilsvarende honorar andetsteds.
Højtlønnede
Af personalebladet ’Svingdøren’ fremgår dog, at Lars Munchs nye årshonorar på 2,25 millioner kr. er højere end honoraret til bestyrelsesformanden i for eksempel Danske Bank, Carlsberg og TDC. Årsagen må nok søges i, at bladhuset har en ædlere mission.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »