Kronik

Jeg kunne fortælle dig en del om at miste, men hvad har du egentlig lyst til at vide om tab og sorg og død?

Jeg ved noget om at miste, men hvad kunne du egentlig tænke dig at høre? Alt andet end det, jeg kan fortælle, tror jeg
Jeg ved noget om at miste, men hvad kunne du egentlig tænke dig at høre? Alt andet end det, jeg kan fortælle, tror jeg

Thomas Iburg/iBureauet

11. februar 2017

Mor døde en sommerdag sidste år. Jeg husker ikke længere, om det var koldt eller varmt, men der var solskin, og sygeplejersken, der hilste farvel, var ung og ubekvem ved situationen.

Det har altid været mig og mor. Mor og mig. Hun var min eneste ven som lille, og jeg var hendes skygge nummer to. I børnehaven skulle jeg tit hentes før tid, fordi jeg havde ondt i mor-tarmen igen, som hun plejede at forklare pædagogen, og jeg troede, at der var tale om et faktisk organ, for mit savn forplantede sig altid til en meget konkret smerte i maveregionen.

Nu ved jeg godt, at der ikke er noget, der hedder en mor-tarm, men jeg ved også, at jeg er meget alene i live uden mor.

Så ja, jeg kunne fortælle dig en del om at miste, men hvad har du egentlig lyst til at vide om tab og sorg og død? Vil du vide, at sorg er uendeligt udstrakt i tid og rum? Vil du vide, hvor tung man bliver, når man græder?

Nej, det vil du ikke, og det er din første lektion. Når det kommer til sorg, vil folk gerne bedrages. Og du nænner kun at bedrage folk. Så du lærer at græde tavst på toilettet, så dine veninder ikke bliver nervøse. Du lærer at hulke under bruseren, så dine bofæller ikke bliver bekymrede.

Du lærer kunsten at bryde sammen på tre minutter med ryggen til, mens du foregiver at nærstudere en solnedgang, så dine kolleger ikke skal føle sig belemrede. Her er det vigtigt, at du lærer at holde dine skuldre i ro. Dit instinkt vil være at græde med hele kroppen, men du kan lære kun at græde i ansigtet. Du kan lære at sørge lydløst. 

Grundlæggende hjælpeløs

I begyndelsen vil det frustrere dig, at din sorg er så ensom. Men at sørge er at være ensom. Hvis du ikke skal blive bitter på din omverden, er det vigtigt, at du forstår, at de fleste mennesker er løsningsorienterede.

De vil gerne hjælpe, men du er grundlæggende hjælpeløs. Du har et uløseligt problem, og de kan ikke lide magtesløshed – slet ikke din indædte magtesløshed. Det skal du ikke bebrejde dem.

Derfor kommer du også til at opleve klodsede forsøg på at lindre. Mange spørger, om ikke mor havde været syg længe. Havde hun ikke mange smerter? Trængte hun ikke til noget fred?

Jeg undgår øjenkontakt og nikker, for jeg har ikke lyst til at forklare, at mor ikke havde lyst til at dø. Hun kunne godt lide at leve. Hun var ked af det og bange til det sidste. Jeg kan ikke forklare, at for mor var der ikke nogen god dag at dø på, og selv om jeg med mit intellekt godt kan anerkende de formildende omstændigheder, der fremføres, kan de ikke trænge ind til mine følelser.   

Spændende trøstepræmie

Måske vil du også opleve, at folk begynder at tale til dig om styrke. Måske vil du, ligesom jeg, på et tidspunkt overvære et oplæg om den styrke, der følger i kølvandet på tab og død. Det dér med, at man bliver stærk på de steder, hvor man før har været i stykker.

Du vil måske, ligesom jeg, have lyst til at rejse dig op og sige, at det lyder som en spændende trøstepræmie; hvornår, monstro, får man den tilsendt? For det er fire måneder, to uger og fem dage siden, at du mistede din mor, og du har ikke set skyggen af denne styrke, de fortæller så levende om. Du er stadig bare i stykker.  

Du lader være med at sige noget, fordi du har en klump i halsen, og fordi de ikke er de første, der taler om styrke. Du kender andre, der har mistet, der også taler om den. Jeg vil sige til dig, at jeg ved meget lidt om andres følelsesliv, men jeg har en nagende fornemmelse af, at de forveksler følelsesløshed med styrke.

Det er ikke styrke, der får mig op om morgenen. Nu taler jeg kun for mig selv, men hvis du har lyst til at kalde mig stærk, kan du lige så godt skære benene af en lam og rose ham for hans høje smertetærskel.

Ditte Winther-Lindqvist forsker i, hvordan børn forholder sig til deres forældres sygdomme.
Læs også

For det er ikke min tilkomst, at mine lunger hæver sig op og ned i mit bryst. At mit hjerte pumper i sit kammer, er ikke min tilkomst. At celler fornyr sig i min organisme, er ikke min tilkomst. At jeg har en autopilot, der tillader mig at fungere i zombie-mode, føles ikke så meget som styrke som en evolutionær back up-mekanisme.

For øvrigt ved jeg slet ikke, hvad jeg skal med styrke, når mor ikke er her til at se den.

Tilflugt på ikkestederne

’Er der da slet ingen trøst at finde?’ vil du måske spørge.

Og jo, det er der, kan man nok godt sige. Der er gode dage. På en god dag kan jeg godt stå og kigge på termosokker i Aldi og smile ved tanken om, hvor glad mor var blevet for lige netop de her termosokker, for hun havde en slags mani med at holde sig selv og os varme, så hun havde nok købt to par til os hver og hjemtaget dem i et slags triumftog. Og jeg ville modtage dem med en småirriteret mine og have sagt ’De har en grim farve’, og hun ville have kigget indtrængende på mig og sagt: ’Men det er termo-sokker.’ Sådan er de gode dage. 

På de dårlige dage kan du falde fra hinanden eller holde dig i bevægelse. Bevægelse, har jeg fundet ud af, hjælper – eller rettere distraherer. Det hjælper at løbe en tur. Det hjælper at tage en flyver til Holland eller et tog til Hamborg. Ikkestederne mellem rigtige positioner er også de steder, hvor jeg kan huske at glemme.

Det er svært at forudsige de dårlige dage, men de kommer gerne om natten. Jeg har tit dårlige drømme, der trækker spor ind i dagen. Jeg drømmer, at mor kommer og ikke forstår, at hun er død.

Hun kan komme nat efter nat, og det er så hårdt at forklare hende om og om igen, at hun er død. Jeg tror, drømmene hænger sammen med, at mor i et af sine klare øjeblikke under sin sidste indlæggelse spurgte mig: »Er det nu, jeg skal dø?« og jeg svarede: »Det er jeg bange for.«

Det plager mig en del, for jeg har stadig ikke gjort op med mig selv, om det var bedre, hvis jeg havde løjet. Jeg håber ikke, du kommer til at have den slags drømme, for det er også de drømme, der kan rykke dig en armslængde fra alle de andres virkelighed og få dig til at føle, at du cirkler rundt i periferien af et vanvid.  

Trætte ører

Andre ting end bevægelse kan hjælpe dig. Primitive stimulanser. Nogle gange hjælper cashewnødder eller sex. Men med sex vil du oftere og oftere ønske, at de, der hjælper dig til orgasme, kunne fordufte sammen med den, for du kan ikke hjælpe dem med deres problemer, og du har efterhånden trætte ører.

På grund af dine trætte ører vil du opdage eller genopdage glæden ved nonverbalt selskab. Det er rart at være sammen med dyr – at sidde sammen med Dagmar og sige ’Du forstår det ikke’, og hun så kigger meget uforstående på dig og ikke siger dig imod, for hun er jo en kat.

Det er også rart at få serveret en kop te med mælk og sukker af Emilie og så ellers lytte til podcast uden at snakke for meget. Det er rart at høre Zissel trække vejret i den anden ende af en ellers tavs telefonlinje.   

Det er nogle af de ting, jeg kan fortælle dig om sorg, men vigtigst kan jeg fortælle dig, at sorg er et kødsår, der ikke heler. Eller i hvert fald et kødsår, der ikke er helet på mig. Det er bare et sår, du kan lære at dække og holde rent.

Amalie Langballe er journaliststuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Flindt Hansen
  • Anne Eriksen
  • Gustav Alexander
  • Kirsten Andersen
  • ulla enevoldsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Tanni Kromann
Søren Flindt Hansen, Anne Eriksen, Gustav Alexander, Kirsten Andersen, ulla enevoldsen, Niels Duus Nielsen og Tanni Kromann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Fremragende skrevet. Det er vigtigt at det fundamentalt tragiske og uløselige i tabet anerkendes. Det er svært ikke at foragte den løsningsorienterede attitude, som man kan se hos de, der frygter sorgen.

Hanne Lading, Hanne Koplev, Peter Jensen, ulla enevoldsen og Glenn Lynge Andersen anbefalede denne kommentar

Foerst og fremmest, mange tak!

Gid nogen havde advaret mig, for snart 3 aar siden, da en krise ramte mig. Advaret mig om andres reaktioner til mig og min krise. Gid jeg havde laest en artikel som din, jeg var saa voldsomt uforberedt paa omverdenens reakioner, alle de ting de skulle fortaelle mig og belaere mig om. Din artikel ville have vaeret en rigtigt god hjaelp.

Jeg haaberm din artikel istedet maa hjaelpe andre nu, der maaske staar midt i deres krise. saa de ikke er alt for uforberedte.

p.s. Tegningen er ogsaa genial, synes jeg! Det er lige saadan, det kan foeles. De bliver ved med, at give en de klodser. Meget stole af deres gavmildhed, til tider. Og saa skal man paent sige tak, og spille det der spil med, at lade dem foele sig gode til at troeste. Men man kan bare ikke faa klodsen tll at passe.

Anne Eriksen, ulla enevoldsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Christina Ziegler

Jeg mistede selv min mor som 12årig, og det her er noget af det mest rammende jeg længe har læst!
Folk er SÅ pokkers berøringsangste, man kan se hvordan deres blikke panisk flakker og hvordan de nervøst skifter vægten fra ben til ben uden at vide hvad de skal sige. Så jeg tier ofte bare stille og gemmer min sorg til mine tre minutters breakdown, når det lige passer ind. Tier stille og holder mig til "socialt acceptable emner", for hvem har lyst til at gøre andre mennesker utilpasse?
Og den styrke der? Du har så ret, for mig er det ikke styrke, det er følelsesløshed. En måde at overleve på, det er bare nemmere ikke at føle. Men man må se på det positivt, for det betyder også, at man ikke bliver slået så hurtigt ud over tingene, for hvad kan være lige så slemt som at miste sin mor. Man kan håndtere lidt mere end alle andre. Det er det folk forveksler med styrke, men i virkeligheden er det en ren overlevelsesteknik.

Jeg er virkelig ked af dit tab, og jeg håber alt det bedste for dig.

"Du skal være glad for din sorg, for det er i sorgen, du er sammen med hende".
Citat fra "Arvingerne" på DR, sagt af Pernilla August.

"Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved.
Men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår".

Kan nogen hjælpe mig med navnet på ophavsmanden til dette vidunderlige citat?
På forhånd tak.

Niels Duus Nielsen

emil groth, min hjemmeboende søns kærestes katte hjalp mig virkelig i en tid, hvor jeg var meget ked af det. De fattede ikke en dyt af mine problemer, og var da også fuldstændig ligeglade med min smerte, bare de fik deres mad til tiden og i øvrigt kunne få lov at ligge og fise den af i solen.

Det var af en eller anden grund meget, meget livsbekræftende at opleve denne totale indifferens fra et andet levende væsen. Og meget bedre end at høre på mine menneskelige venners og bekendtes akavede forsøg på at få mig til at glemme sorgen.

Hanne Lading, Anne Eriksen og emil groth anbefalede denne kommentar

Tino Rozzo
Det angives til at være et kinesisk ordsprog - og Astrid Lindgren - men det bliver det jo ikke dårligere af :)

Godt skrevet! Meget rammende. Jeg mistede min voksne søn for seks år siden... og ja, man lærer at kontrollere sig selv, så man ikke belemrer andre med sin sorg - som aldrig går væk!!