Det er foruroligende, at politiske partier får kortlagt vores personlighedstræk, så de kan manipulere os til at sætte vores kryds, som de lyster

Vi er vant til at blive forfulgt af rejsereklamer, så snart vi har googlet ’billig vinterferie’. Men hvad sker der, når de data bliver brugt af politiske partier?
Donald Trump brugte flere datafirmaer under sin valgkamp og valgte tydeligvis at poste penge i vælgeranalyser og individuel digital påvirkning fremfor at investere i gammeldags tv-reklamer.

Donald Trump brugte flere datafirmaer under sin valgkamp og valgte tydeligvis at poste penge i vælgeranalyser og individuel digital påvirkning fremfor at investere i gammeldags tv-reklamer.

Alexander F. Yuan
8. februar 2017
Delt 342 gange

Jeg ved det godt. Hver gang jeg bruger Google, hver gang jeg liker eller deler på Facebook, og hver gang jeg tweeter eller bruger mit kreditkort til indkøb, efterlader jeg et digitalt spor. Over tid, tusinder af spor. Det er det, der kaldes big data.

Sporene afslører ikke bare mine handlinger, de kan også afsløre min og millioner af andres dominerende psykologiske profil. Er vi åbne over for nye erfaringer? Er vi omhyggelige og ansvarsfulde? Er vi udadvendte, ekstroverte? Er vi venlige og samarbejdsvillige? Neurotiske og nemme at hidse op?   

Det har forskere i Psychometrics undersøgt. De fem karaktertræk er kendt som OCEAN – de engelske forbogstaver for hver af dem. Openness, Consciousness, Extroversion, Agreeableness og Neuroticism. Og så lige 27 underkategorier. Forskerne fra Cambridge-universitets Psykometriske Fakultet arbejdede i firserne med hundreder af spørgeskemaer.

Med Social Fabric-projektet kan forskerne blandt andet blive klogere på, hvilken betydning de studerendes sociale relationer har for, hvordan de klarer studierne.
Læs også

Men senere udviklede den polske Cambridge-forsker Michael Kosinski i 2008-12 et Facebook-baseret system, hvor forskerne sammenlignede likes, delinger, opslag med oplysninger om adresse, køn, social status for millioner af mennesker.

I 2012 kunne Kosinski på grundlag af 68 likes med 95 procents sikkerhed fastslå brugerens hudfarve, med 88 procents sikkerhed brugerens seksuelle præference og med 85 procents sikkerhed, om en amerikansk bruger var demokrat eller republikaner. Og hvor faste, de var i troen. Kunne de flyttes?  

Vores data kunne nu bruges til at påvirke os ved at spille på håb, frygt, åbenhed og neuroser. Der opstod flere virksomheder, der brugte OCEAN-modellen, bl.a. Cambridge Analytica, hvis moderselskab hedder SCL. Ifølge SCL’s hjemmeside har firmaet globalt specialiseret sig i »management af valgkampagner«, og de har haft kontrakter i mere end 25 lande.

Firmaet er finansieret af den ultrakonservative Mercer-milliardærfamilie og blev for alvor kendt, da dets direktør Alexander Nix på en konference i New York i oktober hævdede, at han havde »mellem fire og femtusind datapoint for hver eneste voksne amerikaner, 230 millioner mennesker i alt«. Hans tale kan ses på Youtube.

Amazon har opfundet en platform, som kan spille musik, besvare spørgsmål, give nyheder og vejret. Reklamefilm viser, hvordan den hjælper en familie. Men platformen, som hedder Amazon Echo, giver også Amazon adgang til familiens personlige data. Foto fra Amazon-reklamefilm
Læs også

Alexander Nix pralede med, at hans firmas viden om hver eneste vælger i Iowa medvirkede til republikaneren Ted Cruz’ overraskende primærvalgsejr i delstaten i Iowa i januar 2016. Kontrakten lød på 5,8 millioner dollar.

Senere trak Cruz sig, og Cambridge Analytica fik en ny, stor kunde: Donald Trump. Betalt med godt 15 millioner dollar fra en Mercer-finansieret politisk aktionskomite. Trumps nærmeste strategiske rådgiver Steve Bannon var sjovt nok bestyrelsesmedlem i Cambridge Analytica, og The Guardian og Forbes Magazine har rapporteret, at Cambridge Analytica nu forhandler om en research- og rådgivningskontrakt med Det Hvide Hus.

Det er uklart, hvor stor indflydelse Cambridge Analytica har haft på Trumps sejr. Trump brugte også andre datafirmaer og valgte tydeligvis at poste penge i vælgeranalyser og individuel digital påvirkning fremfor at investere i gammeldags tv-reklamer som Hillary Clinton, der dog også brugte millioner på at analysere Big Data. Cambridge Analytica har næppe afgjort det amerikanske valg, men de kan tjene endnu flere penge ved at prale med det. 

Hello Barbie er for nylig blevet lanceret med forbedret talegenkendelse.
Læs også

Opfinderen af metoden, Michael Kosinsky, siger til Bloomberg News: »Kandidater, ikke data, vinder kampagner.«

Men de gamle demografiske metoder, hvor valgkampagner primært organiseres omkring vælgernes køn, bopæl, social status, race og religion er nu kun effektive, hvis de kombineres med psykometrisk eller ’psykografisk’ viden om hver enkelt vælger.  

Vor inderste tanker holder vi som regel tæt til kroppen. Nu afslører vi dem uforvarende, hver gang vi er på nettet. Jeg vidste godt, at Google sender personligt skræddersyede reklamer ind på min søgeside. Det kan jeg se med det blotte øje. Det er lidt mere foruroligende, at jeg og millioner af andre nu også kan være sårbare over for langt mere sofistikerede politiske budskaber.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Marie Mollerup
    Marie Mollerup
  • Brugerbillede for Margit Tang
    Margit Tang
  • Brugerbillede for Søren Lystlund
    Søren Lystlund
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Marie Mollerup, Margit Tang, Søren Lystlund og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

Det er forudsigeligt at konkurrence- og tilskuerdemokratiske tilstande medfører at de folkevalgte hverken kan være troværdige eller stå i et forpligtet, solidarisk og empatisk forhold til deres vælgere - endsige befolkningen som helhed ... og det er foruroligende at der på trods af dette ikke diskuteres demokratiudvikling, herunder afskaffelse af disse negative incitamentstrukturer, blandt almindelige danskere. I stedet diskuteres symptomerne - og der misbruges ufattelige ressourcer på at lappe, pumpe og kitte den synkende Titanic, mens alle opfordres til at søge mod soldækket (ellers er man for alvor fortabt, underforstås det).

Anne Eriksen, Hanne Ribens, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Niels Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Spændende og foruroligende artikel.

Den nye viden kan såmænd nok også bruges på den måde, at den håbefulde politiker og hans/hendes parti skræddersyr meninger efter det, som undersøgelserne viser større eller mindre grupper i befolkningen ønsker.

Politikerne flytter sig m a o efter hvad de mener folk vil høre - og den gammeldags politiker, der havde sin egen mening som valggrundlag, er måske således ved at uddø. ???

God almen skoleuddannelse og et højt alment videnniveau er vist det bedste middel mod at blive manipuleret .

Brugerbillede for Lars Bo Jensen
Lars Bo Jensen

"Vi er vant til at blive forfulgt af rejsereklamer, så snart vi har googlet ’billig vinterferie’."

Er 'vi' det. Jeg bruger aldrig Google som søgemaskine og har blokeret reklamer, så jeg kender ikke til problemet. Når jeg har søgt på nonprofit søgemaskinen DuckDuckGo kan de to øverste hits være sponsoreret, men så er de mærket annonce. Hvad jeg søger på, bliver ikke delt med trediepart, heller ikke politiske organisationer.

Brugerbillede for Lasse Jensen

Der indsneg sig en dum fejl i min artikel. Derfor en rettelse: Det ene af de fem begreber er ikke
"consciusness" (bevidsthed -- det har vi forhåbentlig allesammen) men
"conscientiousness", altså samvittighedsfuldhed. Undskyld. Lasse Jensen