Læsetid 5.6828571428571 min.

Francis Fukuyama: Er USA’s demokrati stærkt nok til at modstå Trump?

Den anerkendte amerikanske politolog Francis Fukuyama udtalte for nyligt til Washington Post, at han aldrig har oplevet nogen så uegnet til posten som præsident som Donald Trump. Vi bringer herunder et essay af Fukuyama, hvor han blandt andet skriver, at Amerikas forfatning, politiske institutioner og ’checks and balances’-system, der skal hindre magtmisbrug, nu sættes på historiens største prøve
Amerika er nu slået ind på et omfattende natureksperiment, hvis slutudfald vil vise, om vi er en nation af love eller en nation af mænd, skriver Fukuyama som reaktion på Trumps udfordring af det amerikanske system.

Amerika er nu slået ind på et omfattende natureksperiment, hvis slutudfald vil vise, om vi er en nation af love eller en nation af mænd, skriver Fukuyama som reaktion på Trumps udfordring af det amerikanske system.

Evan Vucci
16. februar 2017
Delt 424 gange

Som mange andre borgere i USA må også jeg erklære mig forfærdet over, at ​​det virkelig kunne lykkes for Donald Trump at erobre nationens mest magtfulde embede.

Jeg har svært ved at forestille mig en personlighed, der, bedømt på temperament og baggrund, kunne være ringere egnet til at bestride posten som leder af verdens førende demokrati.

På den anden side ser jeg som politolog frem til med stor interesse at følge hans præsidentperiode, for Trumps forvaltning af sin politiske magt vil kunne blive en fascinerende test af styrken i det amerikanske demokratis institutioner.

Når amerikanerne har så dyb en tro på ​​deres forfatnings legitimitet, er det i høj grad, fordi magtinstansernes gensidige kontrolmekanismer, de såkaldte checks and balances, er udviklet for at etablere garantier mod tyranni og modvirke overdreven koncentration af udøvende magt.

Meget taler nu for, at dette system for første gang i historien vil blive udfordret af en leder, der har sat sig for at underminere eksisterende normer og regler. Således er vi nu slået ind på et omfattende natureksperiment, hvis slutudfald vil vise, om USA er en nation af love eller en nation af mænd.

Præsident Trump afviger på afgørende måder fra næsten alle sine forgængere. I sin karriere har han udvist målbevidst vilje til at maksimere sin egoisme og til at omgå ubekvemme regler, når de stod i vejen for ham – f.eks. ved at tvinge entreprenører til at sagsøge ham for at få deres betaling.

Han blev valgt på en klassisk populistisk kampagne, der mobiliserede en lidenskabelig kerne af vælgere med overvejende arbejderklassebaggrund, der – ofte med god ret – ikke føler, at systemet har virket for dem.

Han har angrebet ’eliten i Washington’, herunder sit eget parti, som del af en korrupt klike, han håber på at vælte. Han har overtrådt utallige uformelle normer for præsidentiel etikette, bl.a. ved at lyve åbentog skamløst, og han har forsøgt at underminere legitimiteten af ​​en række etablerede institutioner lige fra efterretningstjenesten (som han har sammenlignet med nazisterne) til den amerikanske centralbank, Federal Reserve (som han beskyldte for at have arbejdet for at vælge Hillary Clinton) til den amerikanske valgadministration (som han, indtil han vandt, påstod, ville manipulere resultatet imod ham).

Daron Acemoglu, en økonom, der har specialiseret sig i at studere fejlslagne stater, hævder imidlertid, at det amerikanske checks and balances-system ikke er så stærkt, som amerikanerne helst vil tro. Kongressen er totaltkontrolleret af Trumps parti og vil lystre hans bud. Retsvæsenet kan få en forandretsammensætning med nye udnævnelser til Højesteret og de forbundsstatslige domstole.

Den udøvende magts 4.000 politisk udnævnte bureaukrater vil kunne bøje deres respektive administrative organer efter præsidentens vilje.

De eliter, der var imod ham, vil blive nødt til at acceptere ham, som de måtte acceptere enhver anden. Acemoglu kunne have tilføjet, at mainstreammedierne – som i egen selvforståelse repræsentereren fjerde samfundsmagt, der kan drage præsidenten til ansvar – er under et nådesløst vedholdende angreb fra Trump og hans tilhængere som politiserede leverandører af ’falske nyheder’.

Acemoglu hævder, at den vigtigste kilde til modstand i dag er civilsamfundet – dvs. mobilisering af millioner af almindelige borgere til at protestere imod Trumps politikker og udskejelser, som vi allerede har set med de marcher, der fandt sted i Washington og byer landet over på dagen efter indsættelsen og med protesterne mod indrejseforbuddet.

Et lammet system

Acemoglu har helt ret i, at civilsamfundet har en afgørende rolle at spille i forhold til at lægge et dæmpende pres på præsidentens magtudøvelse, og at det er nødvendigt for den progressive venstrefløj at komme ud af sin depression efter valget og mobilisere støtte til de politikker, den gerne ser fremmet. Jeg vælger dog at tro, at Amerikas institutionelle system er stærkere, end Acemoglu fremstiller det.

Ja, faktisk hævder jeg i min seneste bog, at det amerikanske politiske system snarere har for mange checks and balances og bør strømlines for at muliggøre en mere beslutningsdygtig og effektiv regeringsførelse.

Selv om Trumps indtog i Det Hvide Hus vækker enorme bekymringer for potentielt magtmisbrug, tror jeg stadig, at min tidligere holdning er korrekt, og at opkomsten af en stærk mand i Amerika ret beset kan være reaktion på den tidligere lammelse af det politiske system. Mere lammelse kan altså ikke være svaret, trods de hyppige og højlydte krav fra venstre om mere ’modstand’.

New York Times og CNN citerer amerikanske efterretningskilder for, at Trumps kampagnehold var i jævnlig kontakt med russiske efterretningsagenter under præsidentvalgkampen – dette har Trump og hans medarbejdere hidtil blankt afvist
Læs også

Mange af de institutionelle magtkontrolinstanser vil fortsat være virksomme under Trumps præsidentskab. Selv om Republikanerne nubrøster sig af at have kontrol over begge kamre i Kongressen og præsidentembedet, findes der enorme ideologiske skel inden for deres koalition.

Trump er en populistisk nationalist, der synes at gå ind foren stærk statsmagt – ikke en konservativ, der vil nedtone statens rolle – og disse brudlinjer vil snart blive tydelige, når den nye regering skal træffe politiske beslutninger i spørgsmål om alt fra afviklingen af Obamacare til finansiering af infrastrukturprojekter.

Trump kan vitterligt ændre på retsvæsenet, og hvad der er mere bekymrende: Han kan ignorere domstolsafgørelser og forsøge at delegitimere de dommere, der har stået ham i vejen. At ændre balancen i domstolene er imidlertid en langsom proces, hvis virkninger ikke vil slå fuldt igennem før om flere år. For åbenlyse angreb på retsvæsenet risikerer desuden at give et kraftigt bagslag, som da Trump under valgkampen angreb den føderale dommer, Gonzalo Curiel.

Republikansk splittelse

Trump vil løbe ind i enorme vanskeligheder, når han forsøger at få den udøvende magt under kontrol, som enhver, der har arbejdet inden for dette magtapparat vil forstå. Mange af de medlemmer, Trump har udnævnt til sit kabinet – som f.eks. James Mattis, Rex Tillerson og Nikki Haley – har allerede udtrykt synspunkter, der er i klar modstrid med hans egne. Og selv hvis de i sidste ende skulle vise sig loyale, vil det kræve et enormt opbud af kompetencer og erfaring at bemestre Amerikas enorme bureaukrati.

Det er rigtigt, at USA har et langt større antal politisk udnævnte end andre demokratier. Men Trump overtager ikke regeringsmagten med en enorm kadre af loyale tilhængere, som han uden videre kan indsætte i bureaukratiet.

Tumulten omkring blandt andet Dondald Trumps nu forhenværende sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, skaber bekymring mange steder – også i det amerikanske militær. Foto: Carolyn Kaster/AP
Læs også

Han har aldrig stået i spidsen for noget, der er større end en stor familievirksomhed og råder ikke over 4.000 børn eller slægtninge, som han kan bruge til at bemande det amerikanske regeringsapparat. Mange af de nye embedsmænd og viceministre vil være republikanske karrieremagere uden særlige personlige bånd til ’El Jefe’.

Endelig er der det forbundsstatslige magtapparat. Inden for et væld af spørgsmål kontrollerer Washington ikke dagsordenen her. At undergrave Obamacare på det føderale niveau vil være at flytte byrden over på de enkelte stater, også dem, der ledes af republikanske guvernører, der uden forbundsstatslige overførsler vil skulle kæmpe hårdt med at få balance i budgetterne.

Californien, hvor jeg bor, er næsten et helt andet land end Trumpland og vil følge sine egne miljøregler, uanset hvad præsidenten siger eller gør.

Politisk vilje

I sidste ende vil Trumps muligheder for at bryde igennem de institutionelle begrænsninger dog handle om politisk vilje, herunder især hvor storstøtte han kan få fra de andre republikanere. Hans aktuelle strategi er klar: Han ønsker at bruge sin ’bevægelse’ til at skræmme enhver, der kommer i vejen for hans politiske dagsorden.

Og han håber at skræmme mainstreammedierne ved at miskreditere dem og underminere deres muligheder for at holde ham ansvarlig. Han forsøger allerede at gøre dette, men må sætte sin lid til en kernebase, der ikke udgør mere end mellem en fjerdedel og en tredjedel af de amerikanske vælgere.

Der er allerede tilstrækkeligt mange republikanske senatorer, der kunne finde på at bryde med regeringens linje i spørgsmål om Rusland eller Obamacare og dermed fratage Trumps støtter flertallet i dette organ. Og Trump har siden valgdagen ikke just brilleret ved sin indsats for at modvirke befolkningens skepsis over for ham uden for sin kernegruppe af tilhængere, hvilket fremgår klart af hans dalende tilslutning i meningsmålingerne.

Hans dæmonisering af medierne allerede fra andendagen efter hans indsættelse lover ikke godt for Trumps evner til at bruge dem som megafon til at sprede sine budskaber og overbevise dem, der ikke allerede er på hans side.

Under senatshøringen af Scott Pruitt har den nominerede EPA-chef ikke svaret klart på de mange spørgsmål fra demokratiske senatorer om hans økonomiske forbindelser til den fossile industri
Læs også

Selv om jeg håber på, at alle disse kontrolinstanser vil fungere efter hensigten og sætte grænser for Trumps magtudfoldelse, mener jeg imidlertid fortsat, at vi vil blivenødt til at ændre reglerne for at gøre regeringsførelsen mere effektiv ved at lempe på visse af de kontrolmekanismer, der har lammet regeringers politiske råderum. Demokraterne bør ikke efterligne Republikanernes adfærd under præsident Barack Obama og blokere for alleinitiativer og udnævnelser, der kommer fra Det Hvide Hus.

Det er absurd, at blot en ud af ​​100 senatorer kan nedlægge veto mod indsættelse af enhver mellemleder i det udøvende magtapparat, de ikke måtte bryde sig om. I nogle henseender vil en mere forenet regeringsmagt kunne afhjælpe nogle af de senere års dysfunktionelle praksisser, hvilket også Trumps modstandere må erkende.

Sidste gang Kongressen vedtog hele sit udgiftsbudget efter enregulær parlamentarisk procedurevar for to årtier siden. USA har et påtrængende behov for at bruge flere penge på sit militær for at imødegå udfordringerne fra lande som Kina og Rusland, men har ikke været i stand til at gøre det, fordi forsvarsministeriet er underlagt de automatiske besparelser, som blev udløst af den såkaldte Sequester-ordning fra 2013, der igen var et produkt af Kongressens beslutningsdødvande.

For mange kontrollag

Eller tag udbygning af infrastruktur, som er en del af Trumps dagsorden, som jeg (og mange demokrater) vil støtte. Også her er USA havnet i en fastlåst situation, hvor den største modstand kommer fra Tea Party-fløjen i Trumps eget parti, som ville have forpurret alle Hillary Clintons initiativer i den retning, hvis hun var blevet valgt i stedet. Trump har nu mulighed for at stække denne fraktion, det såkaldte Freedom Caucus, i Repræsentanternes Hus, hvilket han bør kunne gøre med hjælp fra Nancy Pelosis demokrater.

Alligevel vil et sådant initiativ stå over for enorme forhindringer på grund af de reguleringslag, som findes på forbundsstatsligt og statsligt niveau. Det er disse små kontrolinstanser, der gør nye infrastrukturprojekter så dyre og langvarige. Enhver, der seriøst vil forpligte sig på indholdet af denne politik, bør her kunne se en aledning til at strømline hele denne proces.

Det er vigtigt at huske på, at en af ​​grundene til Trumps valgsejr er en korrekt erkendelse af, at det amerikanske politiske system i mange henseender var brudt sammen som offer for særinteressers stærke indflydelse og lammet af sin manglende evne til at træffe eller føre grundlæggende beslutninger ud i livet.

Dette forhold og ikke en pludselig affinitet til Rusland, er grunden til, at ideen om en Putin-lignende stærk mand pludselig har virket tillokkende i Amerika. Et demokratisk ansvar formodes at fungere sådan, at den dominerende part får lov til at regere for så siden – efter to eller fire år – at blive holdt ansvarlig for de resultater, den har produceret.

Amerikanerne har en mindre almen viden end tidligere, og derfor overser de nutidens paralleller til 1930’ernes Tyskland. Det mener den amerikanske professor og forfatter Timothy Snyder.
Læs også

Fortsat dødvande og lammelse vil kun overbevise folk om, at systemet er brudt så fundamentalt sammen, at det kun kan reddes af en leder, der bryder alle regler – hvis ikke af Trump, så af hans efterfølger.

Så jeg er villig til at lade Trump regere, og jeg vil ikke tale for, at vi partout skal forsøge at forhindre hvert eneste initiativ, der kommer fra ham. Jeg føler mig overbevist om, at hans politik ikke vil fungere, og jeg tror, at det amerikanske folk inden længe vil nå frem til den samme erkendelse. Men den farligste form for magtmisbrug er isoleret set det magtmisbrug, som påvirker systemets fremtidige muligheder for at gøre et ansvar gældende.

Hvad en ny generation af populistiske nationalister – Putin i Rusland, Chávez i Venezuela, Erdogan i Tyrkiet, og Orbán i Ungarn – har gjort, er at omdefinere de politiske spilleregler for at sikre, at de aldrig kan fjernes fra magten i fremtiden.

En lignende proces har allerede i nogen tid været i gang i Amerika, gennem republikansk omtegning af kongresvalgdistrikternes geometri og brug af ​​vælger-id-love, der skal gøre det vanskeligere for potentielle demokratiske vælgere at bruge deres stemmeret.

Det øjeblik, hvor spillereglerne forvanskes i en sådan grad, at det bliver umuligt at drage politiske magthavere til ansvar, er øjeblikket, hvor systemet overgårfra at være et reelt liberalt demokrati til at blive et autoritært skindemokrati.

Francis Fukuyama er amerikansk politolog. © Politico og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Søren Lystlund
    Søren Lystlund
  • Brugerbillede for John Fredsted
    John Fredsted
  • Brugerbillede for jørgen djørup
    jørgen djørup
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
Søren Lystlund, John Fredsted, jørgen djørup, Mihail Larsen, Stig Bøg og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Weis

Ser Francis Fukuyama ingen stopklodser?
De lidt ældre af os i gårde husker stadig, at det før er lykkes bare et par vedholdende skriverkarle på Washington Post at få jaget en dybt korrupt præsident ud af Det hvide Hus – mon ikke mange af deres kolleger i dag er begyndt på projektet om at ville gentage succeshistorien, særligt efter den behandling branchen har fået af manden for deres store aversion – der er trods alt stadig pressefrihed og en ny 'deep throat' vil utvivlsomt dukke op i tidens fylde …

Anne Eriksen, Per Torbensen og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helle Walther

Watergate , her lykkedes det, Og hvis der kommer så meget belastende frem om Trump fortsat, og han er så ustabil og vender 180 gr. hver anden dag, så kan man da afsætte ham via en rigsretssag.
Beviserne skal være utetydige. Han siger ting, så man tager sig til hovedet. Selv hans egne vælgere må da efterhånden forstå de har valgt galt.

Brugerbillede for David Henriksen
David Henriksen

Trumps tilhængere er uden for pædagigisk rækkevide. Midtvestens og sydens mistro til Washington og resten af verden er næppe en sygdom vi får kureret i vores levetid. Det eneste der kommer til at virke er pres udefra. Dvs. et samlet Europa, et stærkt Kina og nye nationer som Indonesien, Nigeria, Brasilien med voksende økonomiske muskler. Så længe dette segment af den amerikanske befolkning mener de kan gøre som det passer dem ude i verden uden konsekvenser er vi alle ved deres nåde. Vi er 7 milliarder mennesker men er alle dikteret af 100 millioner hvide konservative evangelisters tilbagestående og intolerante holdninger. Jeg brækker mig!

Brugerbillede for Mihail Larsen

Lad os bare indrømme det

Alle Informations kommentatorer er meget klogere end Fukuyama. Sært nok er de ikke alle blevet professorer ved nogle af verdens bedste universiteter. Men det er nok fordi disse universiteter er elitære. Det forklarer jo alt.

Jens Falkenberg, Hans Aagaard, Michael Pedersen, Niels Nielsen og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Man skal åbenbart være mindst professor på et amerikansk eliteuniversitet for at kunne komme på ’snapsideen’ med ’Historiens afslutning’ og mene, at vi er vidner til Vestens endelige sejr – for så senere at mene, at ’Konservative ideer er slået fuldstændig fejl’ og efterfølgende alligevel at blive forfærdet over Trumps indtog i Det hvide Hus – so what’s next? …

Ivan Breinholt Leth, Peter Jensen, Jens Falkenberg, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Flemming Berger og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Amatøren her mener, at omtalte amatør efter pres fra både de økonomiske særinteresser og fra de skuffede befolkningsgrupper viser sig som en svag præsident.
Fortæl mig - Hvad er et midtvejsvalg ?

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg så selv efter.
Rep.hus - 453 medlemmer. Hveranden er på valg hvertandet år.
Senat - 100 medlemmer. Hver tredje er på valg hvert andet år.
Altså 2 år tilbage.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Eliten i Uddevalla
(En 'sand' historie' fra min svenske pap-farmors hjemstavn)

Gamle Johansson, som havde skrantet længe, lå på sit yderste, og lægen, som var tilkaldt af fru Johansson, trak hende til side og sagde, at her kunne han og lægevidenskaben ikke stille mere op, så det bedste hun kunne gøre for sin ægtemand nu var at sende bud efter præsten.

Som sagt så gjort. Gamle fru Johansson, der havde våget over sin syge mand tre stive døgn i træk, sendte naboens ældste afsted efter præsten, så Johansson ikke skulle gå herfra uden at have skriftet sine rævestreger og modtaget syndernes forladelse af den dertil autoriserede person i sognet. Hun var en smule klatøjet, da præsten ankom, men dog vågen nok til at vise ham vej til alkoven, hvor Johansson lå stift udstrakt på ryggen med næsen i vejret, åben tandløs mund og øjnene stift rettet mod loftet uden at blinke.

Efter at have kigget ind i alkoven udbrød præsten fortørnet: "Men han er jo allerede død!"
"Næhæj" harkede Johansson med besvær, - "helt død er'n inte."
"Stille Johansson" - hviskede konen - "det ved pastoren nok bedst."

Trond Meiring, Torben K L Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Berger
Flemming Berger

Mihail Larsen har som altid ret i sin kritik af alle andre.
Når han,M.L.,siger,eksperterne altid ved bedst,især eksperter ansat ved 'eliteuniversiteter,så er det sandt;for hvem skulle vide det bedre end en anden 'ekspert'.

Brugerbillede for Peter Bækgaard
Peter Bækgaard

Der er tre måder Trump forlader embedet:
1. Bliver ikke genvalgt.
2. Rigsretssag.
3. Body bag.
Dette har flere af mine amerikanske venner sagt nærmest ordret og komplet uafhængigt af hinanden.
De fleste hælder til 2 og 3. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Brugerbillede for Søren Lystlund
Søren Lystlund

R ikke SL
Det amerikanske valgmandsystemet sætter flertalsdemokratiet ud af spil og derfor er USA ikke et rigtigt demokrati. Ved, at valgdeltagelsen kun er omkring 57%, er demokratiet yderligere truet, her på grund af befolkningens manglende interesse for egen vefærd. Flere millioner amerikanere siddet i fængsel, eller har siddet i fængsel og kan ikke stemme. Når det lykkes en mand som Trump, at blive præsident, viser det hvor lidt oplyste amerikanerne er og hvor ringe amerikanske journalisterne har været til at formidle valget.

Ved, at nedgøre Trump placerede journalisterne de uoplystes appelsiner i Trumps turban. Trump blev i deres øjne et offer for "elitens" arrogance og derved stemte de på ham, fordi i den lavere mellemklasse kan man godt lide, at man kalder tingene deres "rigtige" navn. Han spiller også på misundelseselementet eliten. Målet helliger midlet, derfor gør en "lille løgn" ikke noget i deres øjne. Alt for mange amerikanere er uoplyste og naive. Yderligere er Twitter og Facebook blevet stedet, hvor folk får deres oplysninger, sande eller usande.

Man kunne godt sammenligne DFs fremgang med Trumps. DR indkaldte Pia Kjærsgaard til talrige interviews, hvor hun var en slags kuriosum og blev halvvejs godt grinet ad. DR og TV2 skabte Pia. Hun lovede også mange ting. Det danskerne glemte er, at hun faktisk er dybt konservativ og rigtig snu. Lextallet er lavt og forståeligt. Det er Trumps også.

Brugerbillede for Peter Bækgaard
Peter Bækgaard

Det er nu andre årsager til valgmandssystemet. De tyndere befolkede stater har en fordel herigennem hvilket måske er medvirkende til en form for balance. Ellers kom præsidentkandidaterne nok aldrig til Wyoming.

Brugerbillede for Søren Lystlund
Søren Lystlund

R ikke SL
Peter Bækgaard jeg er godt klar over hvordan systemet virker. Dette er et gammelt system, som kunne løses på en anden og mere demokratisk måde.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja, det er stærkt nok, bare rolig.
Det er bygget til at modstå alle tænkelige angreb indefra.
Trump kan ikke rokke kolossen.

Brugerbillede for Peter Bækgaard
Peter Bækgaard

Trump er holdt i kortere snor end vi lige ser. Hvis det stikker helt af så vil jeg lden min gamle hat på at Trump problemet løses af USA selv.
Lige nu buldrer han løs men jeg tror nu ikke på at han når at vende op og ned på alt.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Hvad angår demokraternes(D) chance for at få flertal ved midtvejsvalget 2018, er den vist nærmest ikke-eksisterende. Som gennemgangen i dette link til: Ballotpedia viser, er 25 demokratiske og kun 8 republikanske senatorer på valg i 2018. Deraf er 10 af de demokratiske senatorer valgt i stater som Donald Trump vandt ved præsidentvalget og 13 blev valgt i stater med en republikansk guvernør. I Repræsentanternes Hus skal demokraterne vinde 24 sæder for at sikre sig flertal der. Begge dele anses for at være højst usandsynligt.

Flere tal i linket, hvis man interesserer sig for så'nt. :-)

Brugerbillede for Peter Jensen

"Jeg har svært ved at forestille mig en personlighed, der, bedømt på temperament og baggrund, kunne være ringere egnet til at bestride posten som leder af verdens førende demokrati."

Iagttagelsen om at der skulle eksistere et 'førende' demokrati i verden er grundlæggende idiosynkratisk og hører næppe hjemme i en kontekst, der gerne vil forstå sig selv som videnskabelig - eller dog i det mindste vidensforankret. Fukuyamas bidrag, elitære eller ej, til de offentlige debatter, er på mange måder langt mere ideologiske end de er politologiske.

Trond Meiring, Curt Sørensen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Hvad angår stopklodser, er det ikke gjort med kun journalistisk vedholdenhed, men kræver også at Kongressen ønsker og foranlediger undersøgelser og høringer. Og med republikanere ved magten i både Senat og Repræsentanternes Hus – foruden jo altså præsidentembedet – er der ikke meget, der tyder på, at de finder det i deres interesse. Tværtimod er de, i lighed md Donald Trump selv, mere optaget af i stedet at ville undersøge, hvem der har lækket oplysninger … og dermed jo i virkeligheden at ville undersøge nuværende, og helt sikkert eventuelle fremtidige, pendanter til 'deep throat'.

I øvrigt er muligheden for gerrymandering, som Francis Fukuyama nævner i indlægget, elimineret i hans egen hjemstat Californien. Som tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger her – link til video – opfordrer til, bør andre stater gøre som Californien og give retten til at vælge politikere tilbage til vælgerne og ikke, som gerrymandering er udtryk for, det omvendte. Videoen er peppet op med en stribe referencer til hans filmroller :-) hvilket dog ikke gør budskabet mindre vigtigt.

Brugerbillede for Finn Thøgersen
Finn Thøgersen

Leo Nygaard,

For lige at præcisere:
Alle 435 medlemmer af Repræsentanternes hus er på valg samtidigt hvert andet år.

Og som Vibeke Rasmussen nævner er demokraternes chancer i Senatet ikke gode i 2018,
af de 34 senatorer der er på valg er der 23 demokrater, 2 "uafhængige" som fast stemmer med demokraterne og 9 republikanere.
Og ud over de 10 demokratiske senatorer valgt i Trump stater er en af de demokratiske senatorer på valg i 2018 "under federal indictment" = tiltalt i en straffesag (New Jersey, naturligvis)

Demokraterne skal nok være glade hvis de ikke taber yderligere terræn i Senatet i 2018
Repræsentanternes Hus er noget mere volatilt og afhænger bla af hvordan økonomi og verdenssituationen ser ud i 2018...

Brugerbillede for Leo Nygaard

Som jeg nævner 16. - 18.30 - rent teoretisk !
Der var ikke megen tro på Trump´s valg for måneder siden.
Fremtiden, som jeg ikke vil bedømme, afhænger af om den bommerang Trump har kastet og vil kaste, rammer ham selv.