For et par år siden talte man en del om, at min generation har glemt at gøre oprør. At vi har for travlt med at adlyde. Det kan godt være, at vi ikke får gjort noget, men vi får i hvert fald talt en masse om os selv. Hvem pokker min generation så end er.
Vi, der er opfostret af velmenende curlingforældre og en brutal konkurrencestat, vi med vores sarte sind og spidse albuer. Er det ikke nogenlunde sådan, sangen lyder? Jeg glemmer de enkelte vers, men omkvædet sidder efterhånden på rygraden. Jeg har selv sunget med fra tid til anden. Det er altid nemmere at sige ’vi’ end at sige ’jeg’.
Men de hænger mig langt ud af halsen, alle disse debatindlæg i førsteperson flertal. Man kan spille banko med dem: vores generation, konkurrencestat, flygtig opmærksomhed, eksistentiel angst, sociale medier, egoisme, Tinder, gamle Ole, BANKO!
Vi er grænsesøgende og nypuritanske, vi er overuddannede og underambitiøse. Vi, vi, vi, men hvem fanden er dette altomfavnende ’vi’, som vi bliver ved med at skrive om. Hvem er min generation, og hvem bestemmer, hvordan et oprør skal se ud?
Vi var fire veninder i gymnasiet, der nu er vokset i hver vores retning: mand og barn, langtidsforhold i fødebyen, karriere og kontanthjælp og forældrekøb på Nørrebro. Hvilken generation er vi? Og hvad med de knallertdrenge fra teknisk skole, som vi drak bajere med i sommerhuskvarteret? Hvilken generation er de? Eller tæller de ikke, fordi de så sjældent skriver debatindlæg i de store dagblade?
Min mor lod sig ikke provokere af hullede bukser og sikkerhedsnåle i ørene, så jeg blev mager og ambitiøs i stedet. Da jeg fortalte hende, at jeg var på nippet til at droppe ud af universitetet, drog hun et lettelsens suk. Er oprøret slut nu, eller er det først for alvor gået i gang? Er jeg bukket under for social arv, eller har jeg sejret ad helvede til? Hvilken millennialkliché inkarnerer jeg nu, og hvordan kan det tolkes som et udtryk for ungdommens og/eller den vestlige imperialismes dekadente forfald?
Det private er politisk, min bare! Ligesom så mange andre skriver jeg først og fremmest for at skabe mening i mit liv. Jeg har et brændende behov for, at mine ligegyldige oplevelser skal være en del af en større fortælling eller have en form for betydning, der transcenderer min egen hverdagstrummerum. At skrive om sig selv er bare onani med tastatur. Så jeg forfalder også til det djævelske ’vi’.
For der må da være en mening med galskaben. Mit knuste hjerte, min uregelmæssige menstruation, mit dårlige knæ, tandbørsten i min hals, når jeg ikke længere kan være i min krop. Følelsen af aldrig at være modig nok, stærk nok, dygtig nok. Min eksistentielle krise og mine nederlag som førstegenerationsakademiker. Ham, der vippede mig baglæns ind i et telt, da jeg var 16 år og halvt bedøvet af billig vodka. Jeg vil så gerne have, at det betyder noget; at det er mere end bare noget, der skete en nat.
Og det føles lige dele sårbart og selvoptaget at skrive i første person ental. Den større samfundsfortælling giver tryghed: Jeg taler ikke om mig, men om min generation. Jeg forsøger at sige noget vigtigt om, hvem er vi er, og hvad der er galt med os.
Men oplevelser behøver ikke være almengyldige for at være gyldige. Det siger ikke nødvendigvis noget om hele din generation, at du knækkede halsen på uddannelsessystemet, at du er afhængig af din mobiltelefon, at din udkårne hellere vil have en ældre mand, eller at drengene fra din gymnasieklasse ikke vil slikke fisse.
Derfor kan det godt være vigtigt. Og du kan sagtens skrive om det alligevel. Skriv, for fanden, hvis du har noget på hjerte. Onani er sundt. Men prøv at have modet til at skrive ’jeg’, når du mener ’jeg’. Stå ved dine oplevelser, og lad andre tage det fra dem, de kan bruge. Det er okay, at det bare handler om dig selv.
Tal for dig selv. Pil i din egen navle, så piller jeg i min.
Mikka Tecza er digital producer ved Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
A song about you and me - it is getting a bit old now:
People try to put us d-down (Talkin' 'bout my generation)
Just because we get around (Talkin' 'bout my generation)
Things they do look awful c-c-cold (Talkin' 'bout my generation)
I hope I die before I get old (Talkin' 'bout my generation)
This is my generation
This is my generation, baby
Why don't you all f-fade away (Talkin' 'bout my generation)
And don't try to dig what we all s-s-say (Talkin' 'bout my generation)
I'm not trying to cause a big s-s-sensation (Talkin' 'bout my generation)
I'm just talkin' 'bout my g-g-g-generation (Talkin' 'bout my generation)
This is my generation
This is my generation, baby
Why don't you all f-fade away (Talkin' 'bout my generation)
osv. etc.
https://www.youtube.com/watch?v=F03a-EYvifU
Du har formentlig ret i at de fleste af de her oplevelser ikke siger noget generelt om vores/deres/nogens generation. Men måske siger trangen til at skrive om "vi" noget om en bevidsthed om at der er større strukturer og skæve trappetrin i vores samfundssystem der medvirker til at relativt mange har oplevelser, der ligner hinanden. For selvom individuelle oplevelser er gyldige, så er det, desværre, betydeligt mere sandsynligt at man bliver affejet som pylret og selvoptaget hvis man siger "jeg har et problem" i stedet for "vi har et problem". Der er ikke noget nyt i at mennesket er stærkest i et fællesskab.
Men eksemplets stemme er alid stærk!!! Og så er vi alle en del af et stort fællesskab, så personlige problemer skal altid ses ind i en kontekst.
Bliv derfor endelig ved med at komme med gode personlige beretninger! ;o)
Første person flertal udtrykker faktisk et sprogligt mysterium, for hvad er egentlig et "vi"? Hvem refererer det til? Som minimum refererer det til mig plus nogle flere, men hvem? Ideelt set refererer det til alle, som i sætningen "vi skal alle dø", men for det meste er det udtryk for en generalisering med undtagelser.
I en dagligdags kommunikativ kontekst bruges ordet til at tilkæmpe sig en strategisk fordel. Kan man gøre det udbredt at hævde, at "vi har et for højt skattetryk i Danmark" har man universaliseret et specifikt problem, som ikke bekymrer alle, men som alle nu må forholde sig til, for ikke at blive dømt ude af det fællesskab, "vi" denoterer.
For den enkelte handler det nok mere om identitet. Hvis man ikke rigtigt ved, hvem man er - hvilket er meget udbredt blandt unge mennesker - giver det en vis tryghed at identificere sig med et forestillet "vi", som dog ofte blot er en projektion af egne forestillinger og forventninger til et godt, hhv. dårligt liv i fællesskab. Der er blevet skabt nationer på grundlag af dette imaginære "vi.
Mit yndlingscitat fra Hegel er et forsøg på at definere den flygtige størrelse, som vi kalder "ånd" og forbinder med almen dannelse og et civiliseret samfund, her i parafrase:
"Ånden er det jeg, som er et vi, og det vi, som er et jeg."
Til et par af de kommentarer man kan læse på facebook om denne artikel: nej, denne artikel omfatter ikke undersøgelser som den der for nyligt blev lavet om de danske gymnasier.
Det var en videnskabelig undersøgelse og derfor ikke udtryk for hvad "en person måtte have oplevet i sin gymnasietid" eller lignende. Gør mig simpelthen så rasende og trist at når der endelig laves undersøgelser om konsekvenser af eksaminer og tests på uddannelser, (der bl.a. muligvis er sammenhængende med at tallene for angst o.lign. vokser) så er der et par idiotiske personer der ikke fatter hvad en videnskabelig undersøgelse går ud på og derfor som eneste kritik har "jamen, jeg havde det da skønt dengang." At generalisere ud fra egen situation er det stik modsatte af hvad flere menneske givethvis har brugt mange arbejdstimer på at undersøge.
De unge der ikke har det godt i ungdomsskoler har brug for hjælp og det sidste de har brug for er at blive talt ned til. Mange psykiske lidelser starter i teenage årene mens det samtidig er der hvor man prøver aller hårdest på at passe ind og derfor er tilbøjelig til ikke at søge hjælp af frygt for at blive betragtet som underlig.
Der er desuden andre alvorlige konsekvenser af den måde det kører på nu (kan læses hvis man som mig læste hele undersøgelsen): ex en tendens til at fravælge at sidde ved siden af elever der opfattes som mindre bogligt stærke fordi det kan gå ud over ens årskarakter.
Undersøgelsen har et kritisk øje på egne metoder osv. Hvis man vil kritisere den må man derfor gøre det ud fra de kriterier den er skrevet under.
De få unge der derfor tør at stå frem og fortæller om egne oplevelser af denne situation er derfor vildt modige.
MEN
Selvom jeg derfor ofte ønsker at folk satte sig bedre ind i det de taler om vil jeg dog stille dette spørgsmål:
skal alle, inden de skriver en artikel, først tjekke om det er noget der er gældende for en større del af danmarks befolkning før de udgiver? Hvor mange procent taler vi i så fald om?