Hitlers overskæg

Demokratiet i sin grundform forudsætter kun, at vælgerne i ikke nærmere bestemt antal møder op på valgdagen og afleverer et blyantskryds. Med et minimum af indsigt vil den, der sætter krydset ét sted, mene, at den, der sprængfuld af lærdom og indsigt sætter det et andet sted, tager fejl.

De to dybt forskellige vælgere er i konflikt, men ordner sig pr. valgt stedfortræder. Modsætningerne er ikke ude af verden, de to kæmper fortsat for egne synspunkter, velvidende at deres grundlovsbestemte indflydelse ligestillet med alle andre indskrænker sig til krydset.

Vælgerne kan knap nok betragtes som definerede grupper. Mange sønderjyder stemte på DF ved sidste valg. Årsagen divergerede: Thulesen Dahls opstilling i landsdelen, Venstres usexede kandidater, almindelig uvidenhed eller dumhed, års tuden ørerne fulde om hærgende østbander, utilfredshed med København, udkantsdansk vrede mod eliten, den der af nationalkonservative debattører beskrives som Danmarks ulykkes årsag. Hin sidste sang fra troperne sang den kreative Rasmussen på melodunten: Eksperter er vi selv.

Det ene med det andet.

Den om eliten væves nu sammen med Brexit og den labile (skingrende skøre) præsident i USA. Disse uomtvistelige demokratiske afgørelser præsenteres nu som indfattet i en ophøjet sandhed: Om det brave, det ægte, men magtesløse og tilsidesatte folks oprør mod eliterne i London, Washington og København.

Valg i Holland, Frankrig og Tyskland, hvor de to første synes at tilgodese Wilders og Le Pen, kan give modelitens påstand om et oprør nedefra mod de vidende, argumenterende og faktainsisterende yderligere momentum.

Mr. Højreradikal Amerikaner

Men grundlaget sprækker. Tesen om magtesløshed over for magtfuldkommenheden i eliten går på krykker. I USA, hvor omvæltningen er mest dramatisk, uden at Trump lykkeligvis vandt flertal, har Tea Party og den højrepopulistiske fløj af republikanerne – uanset Obamas ophold i Det Hvide Hus – på Mr. Højreradikal Amerikaners vegne siden 2009 kørt med klatten og gerne lammet det politiske liv. De påstået tilsidesatte, men veluddannede og velhavende har bestemt farten med en populistisk politikerelite i spidsen for et altså ikke særligt tavst eller undertrykt vælgersegment på afgørende 15-18 procent.

Våbenlobbyen garanterer trods al forstand amerikanernes bevæbning; fornuften og den gamle amerikanske drøm om den gode stats indflydelse slog ikke an. Den elite med sådanne idealer er som under Obama temmelig magtesløs.

I Danmark står DF trods tilbagegang så solidt, at regeringssamarbejde med S nærmer sig, og folketingsformanden i anledning af fødselsdagen – beroligende for Søren Selvtægt og Søn – forsikrede nationens flertal af politisk ukorrekte, at hun såmænd gerne slår ihjel, hvis dét skal være.

Næppe udtryk for en udskammet elites magt.

Kend dem på travet

I Politiken forleden skrev den velfunderede samfundskritiker Lars Olsen en kronik, hvor budskabet kort fortalt – mere nuanceret end gengivet her – lyder, at opbruddet i befolkningerne er det naturlige resultat af elitens hovmod og svigt. I økonomisk forstand har Olsen ret: De store væksttal fra 1955 fremover gav nok bedre vilkår for de fleste, fordelingen derimod var mere og mere urimelig, gældsætningen hårrejsende. Og så videre.

Men i værdipolitisk forstand forholder det sig anderledes. Den forresten ikke særligt velstående ekspertise, eliten af fagfolk, er målt i både indtægt og indflydelse for længst blevet overhalet af andre mere aggressive brancher – en øvelse, Fogh raffinerede med sit ekspertopgør. I dette lys skal fænomenet Trump ses: En vulgariseret grotesk udgave af den tidligere statsminister, der siden han før valget udtrykte forfærdelse over Trump, efterfølgende har lovprist ham. Populister kender hinanden på travet.

I og med at hver mand med én stemme i demokratiet fordeler magten, hvor eksperterne jo netop ikke har meget at skulle have sagt mere, er det lige stærkt nok, at vælgere, der hælder hovedet til fakta og ikke bryder sig om de populistiske tendenser og Pia Kjærsgaards selvtægt og DF’s og Socialdemokratiets flirt i fremmedpolitikken, også skal føle skyld over for det flertal, der vælger populisterne og får magt derefter.

Det er ikke meningen med det demokratiske princip. Anskuelserne deler vandene, også i forhold til viden og mindre viden, overblik og det modsatte. Den demokratiske forpligtelse ligger snarere i at tage kampen op.

Fædrelandsflomme og nationalrøgelse

Eliten, set fra et politisk korrekt standpunkt, til hvilket denne skribent gladeligt bekender sig, har i og for sig kun den glæde at kunne føle korrektheden. Skribenten skulle hilse at sige, at den fornøjelse er forholdsvis begrænset. I dannelse og lærdoms baggrund at kunne fryde sig over Kants oplysningsparadigme og Montesquieus magtdeling jager næppe Trump ud af Det Ovale Kontor eller mildner Kjærsgaards mentalitet eller kalder Dan Jørgensen til orden i hans retorik om fremmede. Hvad mon i øvrigt Svend Auken ville have sagt til sin protegé og det unge århusianske håb!

De politiske skred, der er sket, berettiger ikke til i selvopgørets navn at opgive bestræbelserne på at få fakta, virkelighed og fremtidsperspektiv til at rime. Man bør skelne mellem dem, der slår plat på angst og fordomme, fædrelandsflomme og nationalrøgelse, og dem, der insisterer på oplysning, argumenter og mere oplysning.

De vælgere, der stemmer på snæversynets folk, bør ikke nedladende mødes med forståelse eller tales efter munden af folk, der i viden og eftertanke mener noget kvalificeret, og som nu opfordres til bodsgang.

Folkeforførerne bør drages til ansvar for billige slagord, bøvede tweets og alternative facts, der lægger demokratiet i ruiner.

Det går ikke med knæfald for uvederhæftigheder og falsk solidaritet med de folk, som demagogerne i sidste ende vil skide lige så flot på, som Trumps sind er sort som Hitlers overskæg.