Første gang, jeg stødte på Photoshop, var i midten af 1990’erne. Min lillebror havde lavet en indbydelse til min mors fødselsdag. Pamela Andersons badedragtsbeklædte krop havde fået min mors hoved på og en tekst i retning af »50 år og stadig ung – kom og få en svingom«.
Vi var bjergtagede. Aldrig havde jeg set magen. Det var da verdens mest geniale værktøj, tænkte jeg.
Alle de bumser, der nu skulle fjernes fra studenterbillederne. Alle de snedige fødselsdagskort, jeg skulle producere. Mulighederne rakte lige så langt som fantasien … og den rakte langt, skulle det vise sig.
I dag er jeg holdt op med at stole på min synssans. Da jeg så sammenligninger af luftfotos fra Obamas og Trumps indsættelse, var min første tanke: ’Hvem er kilden? Er de foto manipulerede? Er det fake news?’
Trump-had er der uanede mængder af i mit Facebook-feed, og uanset at jeg ikke bryder mig om manden, er det godt at holde hovedet koldt. Frygten for manipulation har sat sig efter en storm af fake news.
Det var pudsigt nok først, da Trumps pressechef hidsigt begyndte at skælde ud på billederne, at jeg begyndte at tro på dem. Sean Spicers kropssprog var ikke til at tage fejl af: Han var på gyngende grund.
Men meget tyder på, at også kropssprog bliver svært at stole på fremover. På Stanford University er man langt med en teknologi, der kan bruges til at manipulere ansigtsudtryk på originale videooptagelser – man kan give Putin trutmund, og det ser så ægte ud, at man helt glemmer, at den slags ikke er normalt for nykoldkrigeren.
Også vores høresans kommer under pres. Ved en konference i San Diego for nylig præsenterede Adobe deres Project VoCo – en teknologi, der efter 20 minutters lytten til din stemme kan manipulere den til at sige, hvad som helst.
De pæne mennesker bag Adobe tænker at bruge teknologien til fremstilling af lydbøger. Men som med Photoshop er det kun fantasien, der sætter grænser – og mon ikke den er mindst lige så grum som hidtil.
Forestil dig en lille video med europæiske statsledere, der beslutter sig for at finde ’en endelig løsning på det muslimske problem’. Eller en snas med Donald Trump og hans rådgivere, der planlægger at asfaltere Mellemøsten.
Adobe forsikrer, at man arbejder på at lave en form for vandmærke, der skal afsløre, når teknologien har været anvendt. Men lur mig, om ikke en snedig pilfinger vil finde en vej uden om den slags.
I en tid, hvor frygten for de andres onde vilje er udtalt, er det ikke sikkert, at den slags manipulation vil blive opfanget. Når man ser, hvor lystigt og ukritisk simple fake news bliver delt, er der meget, der tyder på, at vores filter ikke er alt for finmasket. Man tror på historier, der passer ind i ens verdensbillede – og efterhånden, som det bliver mere og mere sort, får mørke kræfter frit spil.
Samtidig fremmer virkeligheden troen på det uhyrlige. Med en præsident i Det Hvide Hus, der siger ting, der i forvejen vender op og ned på de flestes opfattelse af verdens orden, er det nemt at tro på fabrikeret vanvid.
De civiliserede har mistet censurretten – og af og til fremstår de ikke ligefrem civiliserede. Pressen mister troværdighed, når der bliver råbt løgnepresse efter den. Forskere mister troværdighed, når deres forskning viser sig at være bestilt af lobbyorganisationer og tilpasset politiske interesser. Det gør det sværere at stoppe løgnen.
Selvfølgelig kunne man håbe på, at vores indre løgnedetektor bliver bedre, efterhånden som manipulationen tager til. Den virkede f.eks. upåklageligt, da den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders for nylig uploadede et billede, der viste en politisk modstander i en pro-sharia-demonstration.
Billedet blev hurtigt afsløret som et falsum. Men selv hvis løgnen bliver afsløret, kan skaden være sket. Flere kommentatorer understregede, at Wilders løgn meget vel kan give ham yderligere opbakning ved det kommende valg. Løgnen veksles til opmærksomhed, som veksles til stemmer. Se blot på Trump.
Og selv hvis vores beredskab mod løgnen styrkes, giver teknologier som VoCo kæmpe problemer. Mennesker, der ikke kan stole hverken på deres øjne eller ører, får svært ved at stole på noget som helst – mest af alt hinanden. Og tillid holder samfund sammen.
Susan Knorrenborg er debatredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
Det har altid været et problem. Løgnere og svindlere har fulgt mennesket som en svøbe.
Så er vi dér, hvor vi kun kan stole på hinanden i det omfang, vi kan sanse hinanden rent fysisk.
Tilbage til det basale.
Siden hvornår har man kunne stole på politikere fx? Kun ganske få har en holdning som de vil holde fast ved, hvis de taber vælgere på det fx.
Medierne har også fint kunne manipulere med virkeligheden før disse teknologier kom frem.
Så er vi der hvor kun demokratisk styrede helt gennemskuelige statslige medier er troværdig.
Medie-mogulerne har overspillet deres magt og må afgive orientering til borgere og samfund til Staten, ligesom bankerne må afgive de almindelige bankforretninger til statsbanken. Medie-mogulerne og finansspekulanterne kan så beholde underholdning og spekulere for deres egne penge.
Ganske morsomt. Vinderen får asken.
Kan vi stole på staten?
Mht. at stole på sanserne, legede Descartes allerede tilbage i 1641 med idéen om en ond dæmon, som kunne snyde vores sanser til at tro, at det vi oplevede som virkelighed, vitterlig var virkeligt, selvom det "bare" var falske sanseindtryk skabt af dæmonen.
Personligt har jeg oplevet, at når nogle af ens sanser påvirkes med virtuelt, og de andre sanser modtager "virkelige" indtryk, kan hjernen blive så forvirret at den sorterer det ene sæt sanseindtryk fra. Det frasorterede sæt sanser, kan godt være de "virkelige", og dermed kan illusionen af den virtuelle virkelighed være ren og overbevisende. Vi kender det alle lidt, når vi ser en "medrivende og opslugende" film.
Avanceret billedmanipulering har eksisteret mange år, og tog for alvor et kvantespring med Jurassic Park i 1993. Dengang sad jeg som professionel i biffen og tænkte, at når jeg ikke kunne se forskel på animatronics (dino modeller) og computergrafik, så var det slut med at betragte film som troværdig dokumentation. Af samme grund kan man stole på Armstrong på Månen. De optagelser stammer fra 1969.
Når man ser Dødsstjernen i en Star Wars film, er der ingen som er i tvivl om at den er "fake", og publikum kan være imponeret over de "flotte effekter", men blandt fagfolk er det mere de klip hvor man ikke kan se "arbejdet" som giver respekt. Fjern én skuespiller fra et klip og erstat med en anden. Fjern Ikea bilen i Ilva reklamen. Tilføj publikum på det tomme stadion. osv. Dem ser i mange flere af end i tror, og det har i gjort længe.
Skepticisme, kalder filosoferne det. Andre kalder det sund skepsis. Spørgsmålstegn ved alt. Det er faktisk meget mere konstruktivt og meget mindre negativt end det lyder. Frem for alt går det op for en, at meget af det man skråsikkert ved man ved, måske ikke holder til ret meget, når man begynder at pille lidt ved kanterne.
Michael Kongstad Nielsen, man kan altid opstille kontrolsystemer der i opbygning garantere objektivitet. Ubestikkelighed er en vigtig medspiller, og en manipulering vil hurtigt kunne standses af den kompromitterede i et sådan system.
Michael Kongstad Nielsen,
Nej er svaret.
"If you want somebody you can trust, trust yourself."
(Bob Dylan)
Lise Lotte Rahbek
ja, undtagen i Kejserens nye klæder, hvor der længe hersker tvivl, om man kunne se klæderne eller ej, for hvis man ikke kunne, duede man ikke i sit embede, eller også var man utilladelig dum. Det kunne nok få en og anden til at se efter en ekstra gang, og først det lille barn stolede på sine sanser.
Lise Lotte Rahbeck. Hvis du menerer at det at sanse en anden person rent fysisk er dokumentation for reelt hensigter, bliver du snydt konstant. Det er muligt, du aldrig opdager det, men du bliver snydt.
Virtuel: - ordbog,
adjektiv
BØJNING -t, -le
UDTALE [viɐ̯tuˈεlˀ] tip
OPRINDELSE via fransk virtuel fra middelalderlatin virtualis 'som ejer en indre kraft eller mulighed', afledt af latin virtus 'kraft, styrke, dyd, mandighed, tapperhed', afledt af vir 'mand'
@Morten Balling:
Præcis, Matrix/Brain-in-a-vat scenarier er fuldt ud logisk mulige, og vi kan ikke engang afvise dem som usandsynlige, for hvis et sådant scenarium var sandt, ville hele vores begreb om sandsynlighed være dannet udelukkende ud fra de 'interne' erfaringer (eftersom vi slet ikke ville være i besiddelse af nogen 'eksterne' erfaringer).
Jeg mistænker at vi allesammen konstant er ofre for et analogt scenarium ift. vores overbevisninger. Uanset om den ydre verden eksisterer eller ej, befinder vi os hver især konstant i et matrix, som udgøres af vores egne overbevisninger og fordomme.
Sand objektivitet er en myte, og denne nye teknologi fører således ikke noget radikalt nyt med sig. Vi har altid været og vil altid være ofre for hinandens og vores egne manipulationer. Det er er grundvilkår for det, at være i live.
Descartes tilbageviste jo så logisk denne idé. Og det "virtuelle" foregår "digitalt", og ikke i den naturlige, fysiske, eller hvad skal man kalde verden. Men derfor kan det jo har stor magt over sindene.
Gå ud på heden eller stranden, uden mobiltelefon eller noget andet bras. Og bliv der så længe som ønsket eller nødvendig. Kan man så manipuleres med?
Ja, menneskene har det med at snyde hinanden, men mest snyder de måske sig selv.
Når jeg drømmer, kan jeg tro, at jeg er vågen. Men når jeg er vågen, tror jeg aldrig, at jeg drømmer. Jeg er aldrig i tvivl, ikke engang hvis jeg er skæv eller på syre. Jeg har aldrig nogensinde måttet knibe mig i armen, for at afgøre om jeg drømmer eller er vågen, på trods af at jeg har haft mange hallucinationer i min tid.
Hvordan jeg ved, at jeg lige nu, i skrivende stund, ikke drømmer, men er vågen, kan jeg ikke forklare rationelt. Ikke desto mindre VED jeg, at jeg ikke drømmer, men er vågen.
Ovenstående udsagn er ikke et argument, men en konstatering af tingenes og min tilstand. Ergo: Logiske argumenter er overvurderede - Jeg kunne rent logisk godt være en hjerne i et kar, men det VED jeg, at jeg ikke er, helt uden logikkens hjælp. Verden er mere kompleks, end den formelle logik tillader.
Eller måske en bedre formulering: Virkeligheden indeholder mere information end sproget kan udtrykke.
Vi skal blive bedre til at afklare vores værdier, og især at kunne formulere dem for os selv.
Følelser er sammensat af splitsekunder af oplevelser. Værdier som vi bærer i os og er afklaret med, gør os stærke, modige og i stand til at reflektere baseret på vores overbevisning.
Lande blev skabt som en kontrakt, hvor befolkningen betalte(her i dk var det tiende) til gengæld for beskyttelse.( i dag inkl. Skole, sundhed, veje mm.)
Leverer staten ikke sikkerhed og retfærdighed, er kontrakten brudt og ubalancen skaber meningskaos, som nemt kan udnyttes til at skabe falske fortællinger og nye politiske landskaber der efterlader borgerne usikre og sårbare.
Sat på spidsen kan vi hverken stole helt på os selv som individer eller som grupper; vi er nødt til at samarbejde om at finde frem til noget genuint; vi er nødt til konstruktivt at bekræfte hin anden. Mennesker er pr. definition sociale væsner. Derfor er socialisme en god idé, et relevant og vedkommende udgangspunkt for samfundsskabelse.
Og det har længe været åbenbart at kapitalisme kan friste, forføre og fordærve mennesker - artiklens pointer understreger blot at grænserne er ekstremt vide og næppe definérbare.
Peter Knap
Du skriver: "Lise Lotte Rahbeck. Hvis du menerer at det at sanse en anden person rent fysisk er dokumentation for reelt hensigter, bliver du snydt konstant. Det er muligt, du aldrig opdager det, men du bliver snydt."
Det, jeg hentyder til, at der er en anden kontant konsekvensafregning, hvis man bedrager mennesker, man er i sanse-afstand af. Enten helt fysiske konsekvenser af vold eller de lige så slemme eller værre sociale sanktioner.
Jeg tager ofte fejl, men ligefrem snydt.. det vil jeg ikke sige.
@Niels
"Jeg er aldrig i tvivl, ikke engang hvis jeg er skæv eller på syre."
Njae... Det er så her, jeg vil føle mig fristet til at spørge, om det ikke bare er noget med at skifte pusher... ;)
Lise Lotte Rahbek. Du har nok aldrig forsøgt at handle med en rigtig pranger.
Folk, alle også undertegnede, lyver. Nogle gør det så grundigt, at det nærmer sig det sygelige. Vi bagtaler hinanden og vi mobber af hjertens lyst.
Smædeviser er ikke en moderne opfindelse.
På nettet er nogle af de spilleregler, vi har skabt for at beskytte os sat ud af drift, og hvis vi vil beskytte os er, vi nødt til at genskabe en eller anden form for lov og orden.
Mennesker er ikke blevet værre end de var i gamle dage. Det store problem er, at de ikke er blevet bedre.
Peter Knap
Det ser ud til, at vi taler forbi hinanden.
Ja, mennesker snyder, bedrager, bagtaler og mobber. Helt som vi altid har gjort det for at hævde os - gerne på bekostning af andre. Intet nyt under solen dér.
Det, jeg forsøger at beskrive er, at når mennesker lyver, bagtaler og mobber på afstand, som f.eks via de elektroniske medier, så har grimmeriet ikke umiddelbart nogen konsekvens, fordi handlingen ikke har nogen synlig, åbenlys afsender. Vi kan ikke gennemskue HVEM der manipulerer med os, og vi kan såmænd heller ikke altid gennemskue formålet, uanset om vi kan have en vis fornemmelse af at manipuleringen finder sted.
Ja, det vil jeg hævde at jeg godt ved. Jeg VED når en sælger sælger, jeg genkender når en spindoktor/politiker siger det samme 14 gange uden at besvare spørgsmålet, jeg kan genkende indholdstomme businessbullshitord og jeg ved såmænd også at naboen lyver, når hun siger det ikke er hende, der har spildt sæbe i vaskekælderen)
Men den eneste af ovennævnte eksempler, jeg kan få ram på indenfor sansenærhed, er naboen og hendes vaskepulver.
De andre er bare kilde til voksende frustration.
Som Rahbek er inde på, giver vores lyttesans, vores synssans, vores kropslige sensitivitet o.a. supplerende information til dén vi kognitivt (dvs. mentalt) har perciperet - og dermed øges vore muligheder for, både rationelt, følelsesmæssigt og intuitivt, at forstå sammenhængen (herunder om den er konsistent, om der er kongruens mellem det sagte og usagte etc.) - så der er ikke megen tvivl om at vi har langt bedre muligheder for at møde hin anden, herunder den andens udsagn og budskaber, retvisende og flersidigt, når vi kommunikerer i en fælles tredimensionel realitet ... end vi har, når det foregår digitalt. Dette betyder ikke at vi dermed undgår manipulation, snyd og dobbeltspil - eller simpelthen tager fejl, når vi mødes tredimensionelt, men det betyder at vore muligheder for at være informerede, før vi tager fejl, er bedre ... end når vi mødes endimensionelt (hvilket er langt det overvejende gældende i det digitale).
Tak, Peter Jensen, for suppleringen. :)
@Tor
Beklager, men jeg så først din kommentar nu. Jeg er ret enig med dig, men... :)
" at vi allesammen konstant er ofre for et analogt scenarium ift. vores overbevisninger"
Måske er det nærmere, I forlængelse af Matrix, og hvis man tror lidt på sandsynlighed:
at vi allesammen konstant er (passive?) vidner til et digitalt scenarium ift. vores "overbevisninger"
(hvad end overbevisninger så måtte være for en dims)