Klumme

Det var især patriotisme, der drev mig i krig i Afghanistan

Danske soldater drager i krig for at få oplevelser, konkluderer Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i en ny rapport. Og ja, eventyrlyst spillede en rolle, da jeg tog til Afghanistan som soldat. Men vi soldater var også drevet af noget så gammeldags som patriotisme
23. februar 2017

Når folk spørger, hvorfor jeg meldte mig som soldat i Afghanistan, har jeg svært at give et tilfredsstillende svar. Ikke fordi jeg har problemer med at forklare det for mig selv, men mere fordi jeg kan se en undren i deres øjne. For de fleste danskere virker det helt hen i skoven – eller ude i ørkenen – at man frivilligt vil forlade trygheden herhjemme, for at tage et halvt år med kugler og nedgravede sprængladninger.

Min seniorsergent, der havde været i hæren, længere end jeg havde levet, sagde engang, at der findes tre slags soldater. Idealisten, eventyreren og arbejderen. Selv var han arbejderen, der ikke havde noget problem med at sidde på den samme bakketop, som russiske soldater indtog for 25 år siden, dengang de sloges mod en fjende, der lignede Taleban til forveksling. For ham var det bare et job, og den dybere mening lod han officererne og i sidste ende politikerne om.

Jeg var ikke arbejderen. Jeg interesserede mig for meget for baggrunden for krigen, for landet og de vilkår vi sloges under. Omvendt var jeg heller ikke idealisten – i hvert fald ikke i den forstand, at jeg  troede min indsats ville gøre den store forskel for Afghanistan.

Var jeg så eventyreren? Ham, som rapporten fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, konkluderer, der er flest af blandt soldaterne.

Ja, til dels. Jeg kunne godt lide kulturen i forsvaret. Jargonen og konkurrencementaliteten. De fysiske prøvelser. At se voksne mænd græde af udmattelse. At prøve sig selv af og ryge ud over grænsen. Og så kammeratskabet. Det var det bedste ved at være soldat. Var det et oprør mod kvindelige lærere og blød pædagogik i barndommen? Sådan oplevede jeg det ikke selv. Som de fleste andre unge mennesker, der rejser ud, vendte jeg hjem med bestyrket tro på vores samfundsmodel.

De fleste danskere føler en instinktiv modvilje mod alt, der har med militær og voldsudøvelse at gøre. Det er både sympatisk og til dels sundt, for krig er vitterligt noget lort, men samtidig er krig et grundvilkår i menneskets historie. Vi har længe været et puslingeland, der hygger sig i smug, og det skal vi være glade for, men som George Orwell sagde, så kan pacifister kun tage afstand fra krig, så længe andre er villige til at udøve vold på deres vegne.

For det, der oftest er sværest at forklare, er, at jeg også drog ud motiveret af noget så gammeldags som patriotisme. Vi havde dengang som nu, sammensat et folketing, der stemte for krigsdeltagelse. For at den slags skal give mening, skal der være nogen til at udføre de handlinger, vi beslutter kollektivt, og da jeg altid har ment, at dem, der har evnen, også er dem, der har pligten, så kunne jeg ikke se, hvorfor det skulle være en anden end mig, der tog afsted.

For jeg har samtidig bemærket, at når jeg kommer i kredse af journalister, embedsmænd og politikere, så er jeg ofte den eneste veteran tilstede, mens der i de fleste sociale sammenkomster og på de fleste arbejdspladser i resten af Danmark næsten altid vil være en veteran eller en pårørende tilstede.

De fleste af mine kolleger i hæren kom fra arbejderklassen og den lavere middelklasse, mens de mennesker, der tager beslutningerne og beskriver dem i medierne, sjældent selv har den store berøring med dem, der drager ud. Måske er det derfor mange veluddannede har svært at forstå soldaternes bevæggrunde?

For jeg kan også godt forstå, det kan virke provokerende at gå i krig for oplevelsens skyld. Men modsat det, man kan kalde ’de talende klasser’ – dem, der lever af deres tanker og ord – er soldater, især de menige, et praktisk folkefærd. Man orienterer sig mod det nære. Mod gruppen og opgaven.

Det kan virke uforståeligt for alle andre, men det er nu engang det, der i tusinder af år har fået unge danske mænd og enkelte kvinder til at drage i krig. Og det er nok meget godt – også for de talende klasser, for så kan de få lov at blive ved med at tale frit, i et frit land.

Niels Jespersen er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"mange veluddannede har svært at forstå soldaternes bevæggrunde"
Ja, så måske er uddannelse vejen væk fra krig?
Nederst står der: "Niels Jespersen er cand.mag."
Niels: er du sikker på du helt selv forstår hvorfor du tror at det er nødvendigt for "Den Talende Klasse" at lade (tvinge, nudge?) de der så må tilhøre "Den Fåmælte Klasse" slå andre mennesker ihjel? Og så paradoksalt nok i ytringsfrihedens navn...?
Har du overvejet om der skulle findes en 'endnu mere fåmælt men til gengæld våbenhandlende klasse' der påvirker os til at tro vi skal dræbe hinanden for at få det godt?
Det kan da godt være jeg er en drømmer, men jeg er ikke den eneste.
Jeg håber du en dag vil slutte dig til os, så Verden kan blive ét.

Janus Agerbo, Per Jakobsen, Trond Meiring, Martin Madsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvordan kan det være patriotisk, at gå i krig i, og imod et fremmed land, der ikke engang har gjordt dit land nogenting?

Torben K L Jensen, Kim Marker og Per Jakobsen anbefalede denne kommentar

Hvordan har den krigsfrivillige skribent, Niels Jespersen, det så med, at Taleban i dag ikke har stået stærkere i Afghanistan end nogen sinde siden 2001 - og lige om lidt bl.a. overtager Helmand-provinsen, hvor de fleste danske soldater gav deres liv?

Torben K L Jensen, Per Jakobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"For jeg har samtidig bemærket, at når jeg kommer i kredse af journalister, embedsmænd og politikere, så er jeg ofte den eneste veteran tilstede..."

Problemet i en nøddeskal. Magthaverne lever i en kuvøse uden kontakt til resten af befolkningen.

Omvendt - hvis soldater er et praktisk folkefærd, er det desto meget vigtigere, at deres praksis styres af teoretiske overvejelser, som ikke er håndsky for denne praksis. Den instinktive modvilje, mange af os føler mod krig, skal ikke være en undskyldning for ikke at sætte os ind i krigens praksis og - især - dens konsekvenser, og det behøver man ikke være aktiv soldat for at gøre, det kræver blot en smule empati med krigens miltære og civile ofre.

Krig kan være nødvendigt, men de krige, Danmark har deltaget i de sidste femten år har alle været unødvendige, for så vidt Danmark ikke var truet. Så Niels Jespersen var i mine øjne blot en nyttig idiot, da han lod sig besnære af det politiske parnas, som var parat til at slå ihjel for at tækkes diverse forretningspartnere i våbenindustrien - bare politikerne selv kunne slippe for at se blod. I stedet vekslede de blodet til velbetalte stillinger og politisk goodwill hos en slyngelstat.

Tak til Niels Jespersen for at delagtiggøre os i sine bevæggrunde. Kun ved at forstå og acceptere de kræfter, som får unge mennesker til at gøre tåbelige ting, kan vi kanalisere denne ungdommelige energi over i noget mere værdifuldt end drab på andre mennesker. Det er unge mænd, der kæmper og dør i krigen, men det er altid gamle mænd, der erklærer den.

"Vi havde dengang som nu, sammensat et folketing, der stemte for krigsdeltagelse. For at den slags skal give mening, skal der være nogen til at udføre de handlinger, vi beslutter kollektivt,..."

Hvad nu, hvis disse 'nogen' ikke var der?

...Eller hvis disse nægter at gå i krigen, om NATO, regering og Folketing (vi? kollektiv beslutning?) beslutter at de skal det? Efter min mening, var det en rigtig kollektiv beslutning, om folket lagde våbnerne ned, imod den politiske (statlige) vilje og beslutning.