Læserbrev

Justitsministeren kender ikke fængslet

7. februar 2017

Justitsministeren har varslet en ny lovpakke, der prioriterer hårdere straffe til kriminelle bandemedlemmer frem for resocialisering. Hans bevæggrunde er legitime, men vil de foreslåede tiltag virke?

Jeg sidder i fængsel og afsoner nu tredje år af en dom på i alt fem år. Det er min første dom, så jeg kan næppe betegnes som karrierekriminel. Min eneste tilknytning til bandemiljøet har været gennem tidligere medindsatte, så jeg kan nok heller ikke skrive bandemedlem på CV’et.

Ikke desto mindre har jeg især i løbet af mine 15 måneder som varetægtsarrestant mødt en del karrierekriminelle og bandemedlemmer.

Det er egentlig sjovt, for de minder på mange måder om ganske almindelige mennesker: De taler og tier, griner og græmmes, kæmper og krammer, ligesom helt almindelige mennesker.

De fleste bande- og karrierekriminelle har dog en stringent og polariseret tilgang til verden, hvilket vil sige, at de lever efter: ’Er du ikke med os, så er du imod os.’

Derudover reagerer mennesker i fængsel ifølge psykolog og lektor ved AAU Bendt Torpegaard voldsommere end andre på grund af deres pressede situation. Og uanset hvad andre måtte påstå, så er det hårdt at sidde i fængsel. Det kan alle, der har haft deres daglige gang blandt de indsatte, skrive under på. Blandt andet forfatterne til de to kronikker »Gode fængselsforhold er alles gevinst« (den 2. december) og »Fængslerne emmer af ekstreme følelser« (den 31. januar).

At der er nogle, der prøver at tegne et andet billede, viser blot – og heldigvis for dem – at de ikke har nogen anelse om, hvordan det reelt er at blive berøvet sin frihed.

Medmindre justitsministeren prioriterer værdiløs symbolpolitik over virkningsfuld realpolitik, konkrete løsninger og fængselspersonalets sikkerhed, bliver han nødt til at erkende, at hårdt mod hårdt ikke gavner hverken de indsatte eller personalet i fængslerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Krabbe
Jesper Krabbe anbefalede denne artikel

Kommentarer