Kommentar

Kan Donald Trumps ’junta’ være hans redning?

Mens verden indstiller sig på, at Donald Trumps eventuelle afsættelse næppe er nært forestående, er der trøst at hente i de mange erfarne og kompetente militære autoriteter, han har udnævnt i sin inderkreds
Trump har udpeget kandidater, som overhovedet ikke ligner ham selv, hvilket ret beset er sjældent blandt topfolk.

Trump har udpeget kandidater, som overhovedet ikke ligner ham selv, hvilket ret beset er sjældent blandt topfolk.

25. februar 2017

Manden har kun siddet i Det Hvide Hus i en måned, men hans politiske modstandere verden over har allerede flyttet deres fokus fra, hvordan man kunne have forhindret ham i at havne dér, til, hvordan han nu lovligt kan smides på porten igen.

Artikel 4 i det 25. forfatningstillæg bliver gransket som aldrig før, for her angives de nøjere betingelser for, hvornår og hvordan en præsident kan afsættes, såfremt han skønnes »ude af stand til at varetage de beføjelser og pligter, som følger med embedet«. Ind fra højre ville så træde med sin mappe i hånden den helt igennem retskafne og fornuftige, udlændingevenlige, evolutionslærebenægtende præsident Pence.

Disse forhåbninger er næsten helt sikkert spildt ulejlighed, for der er ingen tegn på, at præsident Donald Trump går nogen steder hen – medmindre altså det er for at tage til sit landsted Mar-a-Lago endnu en weekend.

Snarere er der tale om ønsketækning af samme slags, som får Storbritanniens Brexit-modstandere til at klynge sig til halmstrå – det være sig en ny folkeafstemning, et oprør fra Overhusets lorder, ja, sågar en folkelig opstand.

Også her har vi at gøre med dårlige tabere, der ikke vil se i øjnene, at de har lidt et nederlag ved et demokratisk valg. Vel kan Trumps stil være uortodoks, ligesom det kan være svært at øjne linje og substans i hans politik, men tegn på, at han skulle være uarbejdsdygtig, er det svære at finde.

Metodisk tilgang

Det, vi fremfor alt må prise os lykkelige over, er, at de begrænsninger, som det amerikanske demokratis forfatning og institutioner sætter for den udøvende magt, bliver respekteret af denne.

Trøst kan vi også finde i, at flere af de ministre og rådgivere, som Trump har udnævnt til sin administration, ser ud til at udøve modererende indflydelse på hans vildeste instinkter. Vi bør i høj grad føle lettelse over, at han ikke kun rekrutterer topfolk i sit eget billede.

Hans nye nationale sikkerhedsrådgiver er det seneste, men ikke eneste eksempel. Ingen har kunnet finde noget at udsætte på generalløjtnant H.R. McMaster eller anfægtet Trumps karakteristik af ham »som højt respekteret i militæret«. Vi bør anerkende Trumps metodiske tilgang. Til alle de lederposter, som skal besættes, har den nye præsident udarbejdet en liste, gennemført interview med alle kandidater og så truffet sin beslutning.

Under senatshøringen af Scott Pruitt har den nominerede EPA-chef ikke svaret klart på de mange spørgsmål fra demokratiske senatorer om hans økonomiske forbindelser til den fossile industri
Læs også

Vi kender listerne til de fleste poster. I spil til at blive national sikkerhedsrådgiver var den pensionerede viceadmiral Robert Harward, der dog betakkede sig. Det samme var John Bolton (George W. Bushs kamphund af en FN-ambassadør og et valg, der i givet fald ville have forskrækket mange).

Af listerne fremgår det også, at general David Petraeus, helten bag Irakkrigens troppeopbygningsfase (the surge), tilsyneladende har været under overvejelse til posten som udenrigsminister. Petraeus, en kæledægge for mange liberale amerikanere og europæere, viste sig således endnu engang at have magtfulde forbindelser til at lobbye sit kandidaturs chancer, selv om det denne gang var til ingen nytte.

Uden for sin fanskare ses Petraeus imidlertid som miskrediteret. Hans militærstrategiske råd til præsident Obama om Afghanistan var af tvivlsom værdi – Obama selv siges at have fortrudt, at han fulgte dem – og hans omgang med klassificerede oplysninger til hans biografiforfatter (og kæreste) indbragte ham ikke kun en dom, men kastede alvorlig tvivl over hans dømmekraft. Måske gjorde Trump ret i at modstå de lobbyister, der ivrede for Petraeus’ tilbagevenden til det offentlige liv.

Ærlighed, disciplin og respekt

I modsat retning trækker naturligvis de udnævnelser, Trump har foretaget i Breitbart-flokken og sin egen familie. Derimod er den tidligere marinesoldat og general James ’Mad Dog’ Mattis blevet hilst næsten universelt velkommen som en erfaren, intelligent og besindig mand.

Hvad angår udenrigsminister Rex Tillerson, er han nok en oliemagnat med mulige interesser i den russiske oliebranche, men det mest belastende ved ham synes indtil videre at være, at han engang har været gæst ved samme middagsselskab som Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Bemærk også, at næsten alle de kandidater, der har skullet senatgodkendes, er gået mere glat igennem denne procedure end forventet. Og bemærk, hvilken beroligende effekt det fik, da Pence, Mattis og Tillerson i denne uge rejste rundt til USA’s allierede i den ganske verden og forsikrede om fortsat ubrydeligt amerikansk troskab.

Med alle disse udnævnelser har Trump udpeget kandidater, der overhovedet ikke ligner ham selv, hvilket ret beset er sjældent blandt topledere.

Donald Trump sammen med sin vicepræsident, den nationalkonservative Mike Pence.
Læs også

Hans valg af den egenrådige Mike Flynn med de russiske forbindelser var naturligvis forfejlet (uanset at Flynns fald i nogen grad også var et tak for sidst fra efterretningstjenesterne).

I Trumps forkærlighed for militære autoritetsfigurer med intellektuelt format ligger der et fingerpeg om, hvad han søger: Mænd, der vil have modet til at tale ham imod på en direkte facon; som har dokumenteret evne til at få tingene gjort og organisatorisk disciplin hærdet med brutal ærlighed og respekt fra kolleger.

Antallet af tidligere officerer i Trumps administration er så påfaldende højt, at nogle iagttagere har spekuleret i, om Trump er ved at danne en junta omkring sig. Strømmen af ​​dekreter fra Det Ovale Værelse har ikke modsagt det indtryk.

I takt med at forfatningens og de demokratiske institutioners checks and balances er begyndt at gøre sig gældende i nye bekendtgørelser, kan en mere positiv udlægning dog være, at dette officerskorps – i kraft af selve dets forskellighed fra præsidenten – kan vise sig at være Donald Trumps bedste beskyttelse imod sig selv.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er interessant, at løgne fabrikken, Det Hvide Hus, nu nægter de frie medier adgang til pressekonferencer med følgende påstand:

- "Vi vil skubbe aggressivt tilbage, og vi sidder ikke lænet tilbage, alt medens jeres (pressens) falske vinkler, falske historier og unøjagtige fakta udkommer", sagde løgnefabrikkens talsmand, Sean Spicer.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om det Sean Spicer påstår om medierne, denne gang er den rene sandhed, eller om det som sædvanligt er "alternative fakta".

Torben K L Jensen, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Som forretningsmand vælger Trump naturligvis personer med større troværdighed end hans egen, ikke at det ændrer på denne...

Vibeke Rasmussen

"Også her har vi at gøre med dårlige tabere, der ikke vil se i øjnene, at de har lidt et nederlag ved et demokratisk valg."

Nej, der er tale om en opposition, der er i opposition til den førte politik. At kalde dem for dårlige tabere, er ud over bare mekanisk at gentage Donald Trumps ord, simpelthen for billigt. Ligesom mange andre løse påstande, halkvædede viser og stråmænd i artiklen er det.

"… retskafne og fornuftige, udlændingevenlige, evolutionslærebenægtende præsident Pence."

Bortset fra den sidstnævnte personbeskrivelse, som er oversætterens tilføjelse (er det virkelig acceptabelt?), er der nok flere, naturligvis især ikke-republikanske vælgere, der ser Mike Pence mere som skinhellig og skræmmende end på nogen måde retskaffen og fornuftig. Og 'udlændingevenlig'? Hvordan skal det mon forstås?

Mht udnævnelse af en ny sikkerhedsrådgiver nævnes det ikke at vice admiral Robert Harward afslog jobtilbuddet, fordi han ikke måtte vælge sin egen stab, og bl.a blev tvunget til at acceptere K.T. MacFarland som assistent. Hun – som i øvrigt står Trump-familien nær! – var tidligere blevet taget med på råd om, hvem hun kunne ønske sig som chef for NSA, og havde peget på John Bolton, men ham afviste Donald Trump, angiveligt bl.a. fordi han ikke brød sig om Boltons overskæg!

Grunden til David Petraeus' afslag, skyldtes, som for Robert Harwards vedkommende, at han ikke selv måtte vælge sin stab. En begrundelse, der nok vægtede mere end de uforholdsmæssigt mange ord artiklens forfatter benytter til for egen regning at diskreditere denne "darling of many liberal Americans …"!

"I modsat retning trækker naturligvis de udnævnelser, Trump har foretaget i Breitbart-flokken og sin egen familie."

Og det er alt der er levnet til omtale af de mest indflydelsesrige personer i Donald Trumps inderkreds: Steve Bannon, Stephen Miller og Jared Kushner! 16 ord! Og så hurtigt videre til den begejstrede, floromvundne henrykkelse over den stærke mand, der ønsker stærke mænd(!) omkring sig. Eller noget …

For blot at nævne nogle af besynderlighederne i artiklen. Det kan undre, hvad grunden har været til, at Information har bedømt den værdig til oversættelse og publicering.

ingemaje lange, Torben K L Jensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Peter Marckwardt, Lars Bo Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar