EU er en klub for bøller og ansvarsløse politikere, skriver Europa-Parlamentsmedlem for Folkebevægelsen mod EU Rina Ronja Kari i sin kronik den 26. januar.
Hun nævner undervejs, at EU-eliten burde »droppe ideen om at fremstille EU-modstanderne som nationalistiske populister«. Det må siges at være et smukt og imødekommende oplæg til en frugtbar debat med sine modstandere.
Jeg har læst kronikken grundigt for at se, hvilke geniale forslag der måtte komme fra Kari, som kom i Europa-Parlamentet på afbud fra partifællen Søren Søndergaard (da han igen kunne komme i Folketinget efter at have aftjent sin partipålagte afholdenhed fra politiske hverv – det mener Enhedslisten åbenbart ikke, at medlemskab af Europa-Parlamentet er).
Og minsandten om Kari ikke kan anvise et superdemokratisk alternativ til EU. Europarådet er åbenbart den våde drøm, for »når der træffes beslutninger i Europarådet … står landenes repræsentanter til ansvar over for deres borgere«. Det er indlysende, at når det forholder sig sådan, får EU demokratisk baghjul, for alle ved jo, at demokrati og EU ikke har noget med hinanden at gøre.
Knap så demokratisk
Således opmuntret gav jeg mig til at undersøge, hvori det særligt demokratiske ved Europarådet – som Rina Ronja Kari ikke gik i detaljer med – består. Det var ikke så svært.
Hør nu engang, hvor godt det er:
I Europarådet er der en parlamentarisk forsamling. På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse, at den er »sammensat af 318 repræsentanter for medlemsstaternes parlamenter, jf. Statuttens kapitel V. Den Parlamentariske Forsamling har udelukkende en rådgivende funktion«.
Men når nu Den Parlamentariske Forsamling, ud over ikke at være valgt af vælgerne, men udpeget af medlemslandenes parlamenter, kun er rådgivende, hvor findes så demokratiet, og hvem træffer beslutningerne?
Det forklarer samme beskrivelse på Udenrigsministeriets hjemmeside også: »Ministerkomiteen er øverste politiske organ i Europarådet og forum for drøftelse af aktuelle politiske og juridiske spørgsmål af relevans for Europarådets arbejde. Ministerkomitéen træffer afgørelse med bindende virkning vedrørende programmer og budget, jf. statuttens kapitel IV«. Den består af medlemslandenes udenrigsministre.
Den fornemste model for demokrati i Europa, som Kari kan fremføre, er altså en forening, hvor parlamentsmedlemmer ikke kan drages til ansvar af vælgerne, og hvor beslutninger træffes af repræsentanter for medlemslandenes regeringer.
Hvis Karis våde drøm blev virkeliggjort, ville samarbejdet i Europa da først for alvor få et demokratisk underskud!
Europarådet træffer i øvrigt kun beslutninger i enighed, og beslutningerne bliver først til virkelighed, når de er tiltrådt af medlemslandenes regeringer.
Hvor gode handlemuligheder det giver, oplevede verden i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig, hvor Folkeforbundet var handlingslammet, fordi alle medlemslande skulle være enige. Det var ikke grunden til Anden Verdenskrig, men havde Folkeforbundet haft en anden struktur, kunne det måske have gjort noget ved Europas diktaturer.
Stikker os blår i øjnene
Det i Karis øjne udemokratiske EU har et direkte valgt parlament, der har virkelig kompetence. Det har et indirekte valgt Ministerråd (bestående af fagministre fra medlemslandene, hhv. statsministrene i specielt væsentlige sager). Og så har det en Kommission (der i mange sammenhænge svarer til en regering i en nationalstat) bestående af personer, der er udpeget for en periode af medlemslandenes regeringer.
Er regeringerne mindre demokratiske, når de udpeger til Kommissionen, end når de udpeger til Europarådet? Det synes Kari åbenbart – jeg er meget uenig.
Er Europa-Parlamentet, der er valgt direkte af vælgerne for fem år ad gangen, mindre demokratisk end Europarådets Parlamentariske Forsamling, der er udpeget af medlemslandenes parlamenter?
Det synes Kari åbenbart – jeg er meget uenig.
Kari taler desværre uden om problemerne.
Hun bagtaler den mest demokratiske europæiske samarbejdsorganisation, der findes, og stikker offentligheden blår i øjnene: Hun påstår, at en meget lidt demokratisk konstruktion som Europarådet, ville være meget bedre for alle Europas befolkninger end et EU, der gennem 70 år har bevist sin stadig større evne til at løse fælles europæiske problemer, som ellers ville have givet anledning til utallige mindre og større konflikter – i hvert fald af økonomisk og politisk art – mellem landene.
Torben Siersbæk er it-konsulent, cand.mag.
Venstrefløjens store EU-fejde
Tidligere SF-formand Holger K. Nielsen kritiserede i et indlæg i Information den 3. januar Enhedslistens EU-modstand, som han mener gavner højrepopulisternes ’projekt splittelse’ i Europa.
»Er Enhedslisten helt ligeglad med, hvad der kommer i stedet for EU – bare det braser sammen,« spurgte han og kaldte det »useriøst, hvis ikke man vurderer, hvilke konsekvenser ens politik kan få«.
Efterfølgende har debatten raset om venstrefløjens EU-holdning i Information.
I denne serie har vi samlet artiklerne og debatindlæggene.
Seneste artikler
Venstrefløjen kan slet ikke klare sig uden EU
1. februar 2017Hvis EU falder, falder Europas eneste mulighed for at stå op imod arbejdsgivernes og bankernes stigende magt over lønmodtagere og eksisterende demokratiske fællesskaber. Derfor bør Enhedslisten arbejde for at demokratisere EU, ikke for at afvikle detHvorfor er nye EU-kritiske bevægelser ikke slået igennem i Danmark?
26. januar 2017Alternativet og Enhedslisten har knyttet sig til de to forskellige EU-kritiske grupper DiEM25 og Plan B. Men selvom grupperne henvender sig til de mange danskere, der er utilfredse med EU, har de endnu ikke gjort sig bemærket i den brede befolkningEU er en klub for bøller og ansvarsløse politikere
26. januar 2017EU er ikke en politisk kampplads, men en overstatslig politisk union, som regeringer og politikere bruger til at fastlåse hinanden på en bestemt økonomisk politik. Og når folket klager over sparepolitik og ræs mod bunden, fedter de folkevalgte ansvaret af på et EU, som vælgerne ikke kan dømme ude i stemmeboksen
Ivan Breinholt Leth
Jeg mindes det dårlige forhold mellem Tyskland og Grækenland før euroen, hvor hver eneste sommer, bød på en devaluering af dagmaren, det var godt for turisme og salg af olivenolie, hvilket gjorde Tyskland rasende, det virker som om at situationen i dag, ikke skal kunne løses, situationen 'skal' forblive uløst, det lugter meget af 'playback time'.
Hvis jeg ikke mindes forkert, var det et tysk rasende løfte til Grækenland, "der kommer en dag, hvor det vil være slut."
Philip B. Johnson
Om der findes et sådan hævnmotiv fra tysk side, tør jeg ikke gætte på. Faktum er, at Tyskland så euroen som en mulighed for tysk industri til at tjene enorme summer på det europæiske eksportmarked. Tyske betingelser for at give afkald på deres stærke D-mark var, at tysk antiinflations politk blev indskrevet i Maastricht Traktaten. Den betingelse blev opfyldt fuldt ud, og nu har vi så en særdeles uholdbar situation i Europa, med 56% ungdomsarbejdsløshed i Spanien og 57% i Grækenland. Andre lande som Frankrig og Italien er også ramt af austerity politikken. Jeg har en stærk mistanke om, at Holger K. Nielsen o.a. ikke har gjort sig helt klart, hvor invaliderende situationen er for disse samfund - og for de arbejdsløse. Det vil præge dem i en hel generation, at så mange mennesker reelt er udstødte. Holger K. Nielsens svar er, at venstrefløjen skal arbejde for at ændre situationen i et EU Parlament, som ikke har ret til at fremsætte forslag til f.eks. ændring af traktater. Sådan tænker mennesker, som gennem et helt liv har levet godt og trygt ved at udføre parlamentarisk arbejde. Derinde bag parlamenternes mure forsvinder folket meget let ud af synsvinklen. Mit forslag ville være, at disse arbejdsløse besatte regeringskontorer og EU kontorer og blokerede infrastruktur indtil denne ødelæggende økonomiske politik blev ændret. Det er sådan basale samfundsmæssige ændringer finder sted. Ikke ved gode (middelklasse) viljers parlamentariske arbejde.
Ja. situationen virker fastlåst. Men det er kun fordi, at vi har ladet os pacificere af politkeres og økonomers tågesnak om, at staternes underskud højst må udgøre 3% af BNP etc., og at følgelig de offentlige sektorer er nødt til at spare vores samfund sønder og sammen. Ingen aner, hvor disse forbandede 3% kommer fra, og hvad rationalet er. Heller ikke dem, som har fundet på dette nonsens. Forandring kommer ikke, før vi forlanger en alternativ økonomisk politik, eller før hele korthuset braser sammen. En venstrefløj, som tror på, at vi kan forandre situationen gennem demokratisk arbejde i EU systemet famler i blinde.
Ivan Breinholt Leth
Det ved jeg heller ikke, men det er stof til eftertanke, at efter genforeningen af Øst og Vesttyskland, var Tyskland det første land, der overtrådte kravene, men uden nogen økonomisk sanktion.
PS.
Fra link 3. december 1996:
"I foråret 1991, mens Maastricht-forhandlingerne endnu stod på, sagde Tietmeyer til mig: "I tilfælde af en økonomisk-monetær union uden tilstrækkelig konvergens ser jeg følgende risici: For det første vil der kunne opstå spændinger mellem de forskellige økonomiske regioner, spændinger som kan udløse et stærkt pres i retning af en mindre stram pengepolitik. For det andet kan der opstå et overordentlig stærkt pres for finansielle udligningsordninger - altså finansoverførsler. Og for det tredje foreligger der i en sådan situation efter min opfattelse en risiko for valutaunionens opretholdelse i det hele taget, for hvis spændingerne mellem de forskellige landes økonomier bliver så stor, at man ikke længere kan besvare situationen med én fælles politik, foreligger der en fare for, at det ene eller det andet land vælger igen at træde ud af unionen - og det ville betyde en trussel mode hele Fællesskabet."
Fem og et halvt år senere er debatten stadig den samme. I denne uge forsvarer Tietmeyer konvergenskriterierne i et interview med Der Spiegel: "Jeg er tilhænger af en valutaunion, som sikrer pengeværdiens stabilitet og er holdbar; som ikke bryder sammen efter nogen tid, for det ville være en katastrofe for Europa".
Om emnet for gårsdagens forhandlingsmøde siger han: "Den pengepolitik, som en uafhængig (europæisk) centralbank fører, må ikke kunne undermineres af en ekspansiv udgiftspolitik i medlemsstaterne."
Formelt diskuterer finans- og økonomiministrene lige nu, hvor stor en økonomisk rystelse et medlemsland må være udsat for, førend det får tilladelse til at overskride det underskudsloft på statsbudgettet (3 % af BNP), som ØMU-aftalen fastsætter. Endvidere diskuterer de hvilke forholdsregler (bøder), der skal møde de medlemmer, som alligevel krænker aftalerne.
Tyskland ønsker nøjagtige og nedfældede bestemmelser: ’Rystelsen’ skal kunne gøres op som et fald i medlemslandets BNP på mindst 2 % i mindst fire kvartaler i træk. ’Bøden’ for overtrædelse skal være 0,5 % af landets BNP - at betale ved ØMU-kasse 1.
Frankrig anfører til gengæld flertallet af medlemsstater, der mener at både ’tilladelser’ og eventuelle ’bøder’ skal afgøres politisk i det til enhver tid siddende ministerråd."
Link: https://www.information.dk/1996/12/klassiske-kulturforskelle-bag-uendeli...
Philip B. Johnson
Gamle interessante links du har fundet frem. I det sidste link finder man også følgende:
“Det er Tyskland, der står bag de stramme ’adgangsbetingelser’ i Maastricht-traktaten. Det er Tyskland, der hele tiden holder fast ved ’konvergenskriterierne’. Ud fra den betragtning, at hvis ikke de deltagende valutaers indre tilstand stemmer meget overens, vil der være alt for store monetære og sociale risici forbundet med at forene dem i en union.”
Det stemmer fint med, hvad jeg skrev ovenover - at Tysklands betingelse for at give afkald på den stærke D-mark, var at tysk økonomisk politik blev skrevet ind i Maastricht Traktaten. Dette kombineret med Tyskland stærke industri og Hartz reformerne medførte et Europa, som er totalt domineret af Tyskland. Det er først og fremmest Kohls, Schröders og Merkels fortjeneste.
Iøvrigt var Frankrig land nr. 2, som overtrådte reglerne. Alligevel fandt man ingen grund til at revidere dem. Da mindre betydningsfulde lande også overtrådte reglerne, faldt hammeren, og man strammede endda til med at indføre bøder til nationer, som fremover bryder konvergensreglerne. Det bliver interessant at se, hvad der sker, når Frankrig eller Italien får en bøde. Især i et Frankrig hvor Marine le Pen måske er præsident. Jeg spår begyndelsen til enden for euroen.
Ivan Breinholt Leth
Den sidste del, hvor hammeren falder, når det er 'mindre betydningsfulde medlemslande', der ikke lever op til kravene, understøtter tesen om, hvem ordningen tjener bedst, altså hvem der er skriveren af teksten, dette udlægges som en sikkerhedsforanstaltning, men det er en forfordeling og antyder kraftigt, et ikke ligeværdigt forhold, hvor Tyskland svinger pisken, som en patriarkisik moder, med klar forkærlighed for et par af børnene.
Det er derfor kun to mulige scenarier for fremtiden, det tjener en retfærdig behandling landene i mellem, der kan overleve og ikke bryder sammen af sig selv, om man vil, en federation eller en opløsning af EU, sådan ser jeg også på det.
Sider