Læsetid 3 min.

Kvinder kan ikke få nok af bestialske mord

I podcasten ’My Favorite Murder’ fniser de to værtinder sig uge efter uge igennem de mest bestialske mord i amerikansk historie. Smagløst? Sikkert, men vidunderligt befriende for mig og mange af mine medsøstre. Kvinder er nemlig storforbrugere af bloddryppende serier, bøger og tv-dokumentarer om mord. Måske en spejling af kvindelig sårbarhed?
17. februar 2017

Jeg tør indrømme det, fordi andre kvinder er gået forrest: Jeg er sygeligt optaget af mord. Min undskyldning er, at jeg er vildt bange for selv at blive myrdet. Jeg har godt nok aldrig været mordtruet, og når jeg takker af, bliver det garanteret pga. en livsstilssygdom, der er så almindelig, at den har sin helt egen pjece. Men så langt jeg kan huske, har jeg været bange for at blive myrdet helt vilkårligt af et helt fremmet menneske, et ganske tilfældigt sted.

Derfor fik jeg en sælsom følelse af at komme hjem, da jeg i sidste uge for første gang hørte podcasten My favorite Murder, der har de to komikerkvinder Karen Kilgariff og Georgia Hardstark som værter. De to fniser og til tider skraldgriner sig uge efter uge (de har netop rundet 50 episoder) igennem de mest kropsvæskedrivende, bestialske, bizarre og tragiske mord i den omfattende amerikanske mordhistorie.

De namedropper Bundy, Gacy, Dahmer, Rader, Ramirez, Berkowitz, som var de blot uterlige onkler, og spytter T-shirt-egnede citater ud som: »Stay sexy, don’t get murdered«, »you get killed in forrests, chop down all woods«, »serial killers have got their shit together« og »I killed JonBenét. Ups … «, mens de opfordrer lytterne til at skrive ind om deres favorit-’home town murder’ – for hvem har ikke gået i parallelklasse med en død cheerleader?

Man skulle måske tro, at det var både usmageligt og respektløst, men der er en ting, der gør det hele, ikke bare spiseligt (der er en episode dedikeret til kannibalmordere), men endda befriende (og en til kidnapninger) for sådan en neurose som mig (de psykopatiske er velrepræsenterede), nemlig de to værtinders indledende selvudlevering: De er så besatte af mord, fordi angsten for selv at blive myrdet er en fundamental drivkraft i deres liv. En kraft så stærk, at den styrer ikke så få af deres livsbeslutninger.

De kunne ikke drømme om at vælge en vinduesplads i en restaurant – Georgia går så langt som til at sige, at frygten for morderen er grunden til, at hun har en kæreste. Karen vælger bare stort set ikke at forlade huset. Den måde, de griner på imens, afslører, at det nok ikke er helt sandt. Og vi ved jo heldigvis også, at de begge er succesfulde standupkomikere, så det er ikke to stakler med en pervers hobby: Måske er det faktisk to helt almindelige, gennemsnitlige kvinder, der har fundet en billig og nem måde at dulme angsten på. For alene er de ikke.

My Favorite Murder kan betegnes som true crime-comedy, endnu et knopskud på den solide genre, der de seneste år har haft store tv-succeser som Making a Murderer, The Jinx, OJ: Made in America og et voksende podcastudbud med bl.a. Serial, Criminal, Sword and Scale. Og det er tilsyneladende det, kvinder vil have.

I hvert fald viser alle undersøgelser af markedet for bøger, tv og radio, der handler om virkelighedens kriminalitet, at kvinder er markant overrepræsenteret. I produktionen – hovedkræfterne bag Serial hed Sarah Koenig og Julie Snyder, og det var Laura Ricciardi og Moira Demos, der i 10 år fulgte sagen mod Steven Avery – men ikke mindst på konsumsiden.

En undersøgelse fra 2010 viser, at kvinder udgør søsterparten af købere af litteratur om seriemord på Amazon. I denne konkluderer psykolog Amanda Vicary, at det handler om, at kvinder vil lure konkrete flugttrick af, så de selv kan komme ud af en lignende situation.

Andre peger på, at kvinder tiltrækkes af genren, fordi de her kan få afløb for alt det, som pæne piger ikke tænker på. Andre igen har peget på, at så mange mænd historisk set er blevet slået ihjel, at de har opbygget en evolutionær blaserthed over for emnet, hvorimod det for kvinderne, der historisk set ikke i samme grad er blevet slået ihjel, stadig har nyhedens interesse.

Spørger du mig, er det ganske simpelt:

  1. At være kvinde er at føle sig sårbar. Særligt over for seksuel vold. At opsøge viden dulmer angst. Ikke på 1:1-måden, som den amerikanske psykolog foreslog. Det svarer ikke til at læse brugsanvisningen til en nyindkøbt brødrister at tygge sig gennem Ann Rules bog om evigt fascinerende Ted Bundy, The Stranger Beside Me (1971). Men det dulmer angsten at se den i øjnene.
  2. Det er langt, langt de færreste, der er blevet knivdrabt, mens de lå og så true crime i sofaen. Det er i hvert fald ikke at betegne som ’højrisikoadfærd’ ifølge FBI’s særlige enhed for serie- og massemord, kan jeg berolige dig med. Langt flere har i hvert fald fået livsstilssygdomme af det.
  3. Serial killers just have their shit together.
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

For guldfugle i et guldbur er selv fugleburslågens omrids en potentiel trussel: Skulle lågen ved en fejl for alvor gå op, ville virkelige trusler som ved et trylleslag manifestere sig, og det så så meget desto længere man vågede sig ud af buret.

Et frygtens potentiale?

Godt at man så kan sidde på sin efter alt at dømme sikre pind - sammen med 'succesfulde standupkomikere' ikke mindst - og helt uden frygt for repressalier pippe sin serenade..

Brugerbillede for Niels Nielsen

"At være kvinde er at føle sig sårbar."

Tak for den sætning. Det har været et livslangt projekt for mig som mand at forsøge at fatte, hvorfor kvinder er, som de er. Og at det skulle være et eksistentiale for kvinder at føle sig sårbare, får rigtig mange ting til at falde på plads for mig.

At mænd er mere blaserte over for døden hænger utvivlsomt sammen med, at så mange af os op gennem historien er blevet slået ihjel. Det forklarer måske også, at drenge har en forkærlighed for at lege med våben?

Alle børn er bange for at dø, og drengebørn kan jo se i fjernsynet, at mange mænd dør med våben i hånd. Så det er vel kun naturligt, at de forbereder sig på voksenlivet ved at øve sig i krigeriske handlinger?

Selv bruger jeg uforholdsmæssig meget tid på at studere krigskunst og krigshistorie. Måske fordi jeg er bange for at dø i krigen?

Ikke fordi jeg søger konkrete flugtveje til brug i tilfælde at at krigen skulle blive virkelighed, men simpelthen for at være afklaret med hensyn til muligheden for at afgå ved en voldelig død.

Hvorom alting er - den kolde krig lærte mig, at det er nemmere at leve med angsten, når man kan give den et konkret udtryk. At vide i detaljer, hvordan en atombombe bringes til sprængning forvandler abstrakt angst til konkret frygt, som man kan handle på.

Måske er det samme mekanisme, der gør, at kvinder svælger i blodige mord? For at gøre en abstrakt, livshæmmende angst til en konkret frygt, der kan håndteres?

Brugerbillede for Anne Eriksen

Ja, det kommer som en overraskelse, jeg synes tværtimod at alle film, gamle som nye, altid har nogle særdeles bloddryppende historier og billeder af KVINDELIGE ofre - faktisk så mange, at det har været irriterende en gang i mellem?

Men nu podcaster jeg heller ikke, det er måske derfor? :)

Brugerbillede for Niels Nielsen

Rikke Nielsen, det er i orden at generalisere, når grundlaget er tilstrækkeligt. Det er uholdbart at generalisere ud fra en, to, tre kvinder, og omvendt behøver man ikke at generalisere over samtlige kvinder, selvom det selvfølgelig er det bedste. Men da alle kvinder er forskellige, vil man aldrig indfange alle kvinder i en generalisering (bortset fra generaliseringen, at de alle er forskellige).

"Kvinder er umulige at forstå" er således en generalisering af udsagnet "min kone forstår mig ikke" ud fra et helt klart utilstrækkeligt grundlag. Holder man harem og har 50 koner, har man måske lidt mere at have sin generalisering i.

Taler man om danske kvinder, skal der vist et par tusind kvinder til, før man kan tale om en statistisk holdbar generalisering. Og som generalisering betragtet vil den alligevel være lidt ulden i kanten, da der altid kan findes individer, som ikke passer med generaliseringen.

At alle kvinder er sårbare er en generalisering ud fra een person, og som sådan er den selvfølgelig ikke statistisk holdbar. Men derfor kan det jo godt være sandt for så mange kvinder, at det viser sig at være en holdbar påstand. I hvert fald har den gjort mig en del klogere på de kvinder, jeg selv har kendt.

Brugerbillede for Vibeke Larsen

Uden at svare eller referere til, hvad andre her har skrevet. Er det min påstand, at kvinders interesse måske kommer fra, at de bærer barnet, føder og har ansvaret. Generelt.
Har lige læst " De smukkeste" af Karin Slaughter, der handler om produktion og salg af dødsporno.
Kan sammenlignes om de verserende opklaringen af pædafoli.

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

"At være kvinde er at føle sig sårbar."

Kvinder har tilsyneladende en stærkere risiko aversion in mænd. Det kan der være forskellige kulturelle eller biologiske grunde til.
Men hvis man medgiver at det er en relatitet, så giver det kvinder et esktra behov for at føle sig tryg. Og gør det samtidigt mere vanskeligt for kvinder at gennemføre projekter der kræver eksponering for risiko, herunder risiko for kritik eller social nedvurdering. Disse ting kan forklare en del af den økonomiske ulighed som kan iagtages.
Dette er selvfølgelig en noget mere tør og kedelig vinkel på "kvinders blodtørst", men sikker også lidt mere praktisk relevant.