Lægerne har også et ansvar for sundhedsvæsenets forfald

Magtfulde overlæger har i 50 år presset på for stadig højere specialisering i sundhedsvæsenet. I dag er megasygehuse ved at være en realitet, men det led, der skal guide patienten til den bedste behandling, er kollapset
Magtfulde overlæger har i 50 år presset på for stadig højere specialisering i sundhedsvæsenet. I dag er megasygehuse ved at være en realitet, men det led, der skal guide patienten til den bedste behandling, er kollapset
Jakob Dall
4. februar 2017
Delt 1334 gange

Politikere og embedsmænd har med New Public Management i hånden ødelagt det danske sundhedsvæsen, skriver læge Thomas Emil Christensen i sin kronik den 30. januar.

Uden at ville mindske New Public Managements skadevirkning, er det vigtigt for mig at fastslå, at det langt fra er den eneste faktor i den proces, der ødelægger vores sundhedsvæsen i disse år. Der er elementer i den lægelige kultur, der helt afgørende har været medvirkende til den udvikling, vi har set de seneste 50 år.

Går vi 50 år tilbage i tiden, tænkte man sundhedsvæsenet ’fra neden’, i dag tænkes det ’fra oven’. Forskellen er, at man dengang havde en model, der tog udgangspunkt i, at et menneske med et problem henvender sig til sundhedsvæsenets første led: den praktiserende læge.

Denne læges opgave var at hjælpe det pågældende menneske med at analysere sin situation, sammen med ham at planlægge et forløb til opklaring og forhåbentlig løse problemet.

Ud over sin uddannelse til at lytte og støtte problemløsning havde lægen et bredt kendskab til sundhedsvæsenet og dermed også en mulighed for at trække på dets ressourcer. Typisk var der et lokalt sygehus med nogle få overlæger, der kunne afklare situationen yderligere og løse en god del af de problemer, der ikke kunne løses i første led.

Når opgaven var mere specialiseret kunne den lokale overlæge lade problemet gå videre op i specialiseringspyramiden, så kun ca. en procent af patienter kom til den superspecialiserede afdeling.

Hovedløs specialisering

Men internt i lægeverdenen blev denne model lagt for had, folk skulle hurtigst muligt til den mest specialisere afdeling. Sundhedsvæsenet blev nu organiseret ovenfra; fra specialerne.

Denne holdning blev selvfølgelig ført frem af de speciallæger, der kun så den mest syge procent, men de fik så stor indflydelse, at de fik nedlagt de lavt specialiserede sygehuse.

Lægernes uddannelse blev mere og mere planlagt efter, at kandidaterne skulle højspecialiseres, og videreuddannelsen blev samlet på sygehuse, der kunne nås fra universitetsbyerne, så de unge læger kunne pendle i uddannelsestiden og ikke fik noget tilhørsforhold til lokalområder uden for universitetsbyerne.

Når man samtidig brugte sin og sine støttegruppers pression til at skaffe mange stillinger til de mere og mere højspecialiserede afdelinger, blev den lokale praktiserende læge udsultet. Det, der engang var første led, hvor ca. 90 procent af alle problemer blev løst, er ved helt at smuldre.

Tanken var, at når patienter straks kom ind på et stort sygehus, hvor alle specialer var repræsenteret, ville de hurtigt få den rigtige behandling. Og nu er disse megasygehuse så ved at være en realitet, men hvem er det lige, der skal finde ud af, hvilket underspeciale denne patient hører til hos? Det er der ingen, som er uddannet til.

Magtfulde overlæger

Der er et gammelt ord, der siger, at de fleste fejl ikke opstår, fordi et rigtigt problem løses forkert, men fordi et forkert problem løses rigtigt. Og vi står nu med et væsen, der er supergodt til at løse problemer, men superdårligt til at opklare, hvilket problem der skal løses.

Vi har i 50 år fyldt flere og flere penge i sundhedsvæsenet, og – som omtalte kronik gør rede for – fået et sundhedsvæsen på sammenbruddets rand.

Ud over de eksempler kronikken nævner, kan også den senere tids fokus på de stressede fødeafdelinger være et eksempel. Der er i dag så mange jordemødre, at de i gennemsnit kun har 31 fødsler om året, og selv om en fødsel kan trække ud, virker det underligt, at det skulle kunne køre jordemødrene ned. Når det sker alligevel, er det, fordi de er blevet en del af et stort dysfunktionelt system.

Hvorfor skal alle disse fødende overhovedet ind på sygehuset? Der er aldrig leveret nogen dokumentation for, at det skulle være en god ide, hverken for barn eller mor eller for den sags skyld far.

Sagen er, at de magtfulde overlæger kun ser de meget komplicerede fødsler, og derfor presser de på for, at alle helt normale fødsler også skal ind i det store sygehusmaskineri. Det er imidlertid ikke svært for den lokale læge og jordemor at finde de gravide, som kan have glæde af at føde på en specialafdeling, mens resten kan føde andetsteds. Sådan gjorde man for 50 år siden.

Den massive centralisering med kæmpestore enheder har givet rigtig gode vækstbetingelser for New Public Management. Men problemerne løses ikke ved at skælde ud på DJØF’erne, lægevæsenet bliver nødt til at gribe i egen barm.

Knud Jacobsen er pensioneret praktiserende læge

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Britt Kristensen
    Britt Kristensen
  • Brugerbillede for Jens Falkenberg
    Jens Falkenberg
  • Brugerbillede for Carlo Karstens
    Carlo Karstens
  • Brugerbillede for lars søgaard-jensen
    lars søgaard-jensen
Peter Jensen, Kurt Nielsen, Britt Kristensen, Jens Falkenberg, Carlo Karstens og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for uffe hellum

Det lyder fint, undtagen den småskøre ide om hjemmefødsler... Det er omtrent lige så logisk at få mekanikeren til at foretage olieskift og eftersyn hjemme, som at anbefale de fleste at føde hjemme.

Det er ikke olieskiftet, og håndteringen af spildolien, men der er altså bare lettere adgang til diagnoseudstyr og specialister henne på værkstedet eller hospitalet.

Så hvis du godt gider køre bilen hen til værkstedet for et ukompliceret olieskift, så burde du overveje at give konen samme grad af service for en simpel fødsel...

Det er sjovt med det hundrede år gamle spil mellem nogle enkelte jordermødre, som ikke vil "sygeliggøre" kvinder ved at yde professionel medicinsk diagnostik, og nogle enkelte læger, der helst kun vil beskæftige sig med mekaniske diagnoser, selvom de fleste af os som førstegangsforældre har mest brug for at få at vide, at det hele går fint, hvis vi trækker vejret roligt.

Som ikke-helt-idiot ved jeg jo godt selv, at vores familielæge og andre dygtige læger bruger en stor del af deres energi på en rent psykisk diagnose: Tigger jeg bare om narko? Er der noget mere alvorligt galt? Skal jeg bare tales roligt til, eller har jeg faktisk brug for medicinsk behandling?

Det er ikke spor anderledes, end når jeg som softwareudvikler laver en psykiatrisk vurdering af vores interne kunder, for at se om de skal have hjælp til selvhjælp, eller spilder min tid, eller om jeg faktisk kan hjælpe dem med noget software...

Så vores sundhedssystem SKAL være gearet til at starte med en behovsanalyse og kortlægning af de faktiske muligheder. Det er bare synd, hvis du har en sygdom, som Danmark ikke kan betale for at behandle. Eller hvis du har ondt i livet, men faktisk ikke er fysisk syg.

Naturligvis bliver sagen revurderet kritisk, hver gang man henviser patienten til en mere specialiseret enhed, men jo bedre kvalitet af den oprindelige triage, jo hurtigere kan det gøres. Og omvendt: En diagnose fra et provinshospital kan ofte være komplet tidsspilde, hvis al information alligevel skal dobbelt checkes af en mere troværdig person på et hospital med eksperter.

I både usa og danmark sørger de mest velinformerede patienter for at springe provinshospitalet over, hvis vi tror, det kan være noget alvorligt. Hvis jeg er overbevist om, at det er ufarligt, ringer jeg bare ind for at få en telefon-diagnose, og henter medicinen i supermarkedets apotek.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Du har da helt ret: Lægerne har da absolut et ansvar.

Men det primære ansvar ligger ikke desto mindre hos ledelsen (herunder den politiske ledelse) alene af den grund, at lægerne kun har kompetence til at foreslå, mens ledelsen har kompetence til at implementere forslagene.

Brugerbillede for Henning Kjær

Uffe Hellum.
Jeg skiftede olie på bilen hjemme så længe det var muligt, men nu er det gjort så avanceret, at jeg hver gang må betale et værksted flere x1000 kr.
For nogle er der i dag urimeligt langt til regionshospitalet for ikke at tale om Universitetshospitalet. Vi har ikke alle bil, selvom det er tilrådeligt når man bor udenfor det de største bycentre.

Jeg troede ikke en softwareudvikler kunne have en så forsimplet tilgang til verden (mere udstyr og alt bliver bedre), og så lyder det som om du trænger til kontakt med en rigtig kunde, en kunde der kan skifte leverandør hvis servicen efter din psykiatriske diagnose ikke er OK.