Kronik

Måske er Marine Le Pen ikke med i valgets anden runde … fordi hun blev valgt i første

Der har aldrig eksisteret et rent fransk folk. Alle i landet har mindst to identiteter. Menneske først, så fransk. Men dybt afpolitiserede, frustrerede, desillusionerede og uvidende sjæle hopper på Marine Le Pens fortælling. Og de bliver flere og flere
Marine Le Pen på scenen til et valgmøde i Lyon. Selvom Front National-lederen står til at få flere stemmer end hovedudfordreren Emmanuel Macron, spår få hende en reel chance for at vinde præsidentposten, da den tabende konservative eller socialistiske kandidat opfordrer sine vælgere til at stemme på hendes modstander under valgets anden runde ifølge den såkaldte republikanske pagt. Men det kræver, at Le Pen ikke vinder valget i første runde.

Marine Le Pen på scenen til et valgmøde i Lyon. Selvom Front National-lederen står til at få flere stemmer end hovedudfordreren Emmanuel Macron, spår få hende en reel chance for at vinde præsidentposten, da den tabende konservative eller socialistiske kandidat opfordrer sine vælgere til at stemme på hendes modstander under valgets anden runde ifølge den såkaldte republikanske pagt. Men det kræver, at Le Pen ikke vinder valget i første runde.

Marlene Awaad/Bloomberg

Debat
21. februar 2017

Da Marine Le Pen, lederen af Front National, for nylig spekulerede på at skifte partinavn, kunne hun have valgt Fransk Folkeparti. Hun nøjedes med at udskifte det gamle logo, den trikolorefarvede flamme, med en liggende blå rose, der ligner en sugekop til at rense afløb.

Rosen (uden knytnæven) tager hun fra socialisterne for at markere, at hendes parti foruden identitet, nationalisme og indvandrerstop også har en social og økonomisk politik; partiets fulde linje er således social-nationalismen – for nu at undgå den omvendte sammenstilling af de to ord.

Hun lancerer samtidig et nyt slogan, »I Folkets Navn«. For hendes front er den skyttegrav, der skiller det franske folk fra eliten (verdensåbne, multi-alting byfolk) og ’systemet’, den globaliserede verden og al dens ondskab, først og fremmest Bruxelles eller den europæiske rotterede, som hun nu ikke siger.

Marines parti taler således for folket og ved folket, ja, så folkeligt autentisk, at det samme folk bare behøver at høre efter og stemme på hende i april-maj og partiets kandidater ved det efterfølgende parlamentsvalg i juni. Au nom du Peuple – ikke pøblen, men folket. Det store dyr, som filosoffen Simone Weil sagde.

Mandfolket Marine

Skal man lade sig skræmme af Marine Le Pen? Hvis man er bange for Trump, så ja. Det er jo hende og hendes europæiske kolleger, der foruden demokraturbossen i Moskva har inspireret USA’s nye præsident.

Grænselukning, præferencepolitik og indvandrerstop, alt hvad selvtilstrækkelighedens filosofi medfører med tilhørende demagogi og løgnagtighed underbygget af forvisningen om at have ret har Donald Trump samlet op mellem Warszawa, Budapest, Haag, København og Paris.  

Ellers er Donald og Marine ret forskellige. Han er ruder konge med jorden dinglende for enden af filtpennen, en luvslidt womanizer, der sidder alene om aftenen og ser tv i slåbrok, forladt af alle i et stort hvidt hus i en fjendtligt stemt by – en tragisk klovn, der ikke selv ved det.

Hun er en endnu halvung, fuldblodsprofessionel politiker, en arving med noget at leve op til. Familieklanen Le Pen forklædte sig som politisk parti, stiftet af Jean-Marie Le Pen i 1972; han begyndte sin politiske karriere i 50’erne som folkevalgt i Poujades glistrupske skattenægterparti.    

Selv om Marine Le Pen efterhånden har fået faderen rangeret ud på sidelinjen, er det hans patologiske patriotisme, hun fører videre; klansystemet fungerer med samleveren Louis Aliot som partiets næstformand og niecen Marion Maréchal Le Pen som bestyrer af den provencalske filial. Den bramfri Marine er som en anden Golda Meïr det eneste mandfolk i ledelsen; hun omgiver sig med mænd, der har fingrene klistret til buksesømmen. Hvad Mutter siger ...

Helteposition

Men hvordan kan Front Nationals præsidentkandidat slippe af sted med at begå en Messerschmidt til 310.000 euro (2,5 millioner kroner) uden at hendes tilhængere så meget som rynker på brynene?

Hun nægter alt, og Unionen bliver nødt til at trække i hendes salær som parlamentariker. Men hendes menige tilhængere har intet at bebrejde deres leder i den anledning.

Mens verserende, hastigt voksende skandaler i fransk politik er i fuld gang med at omlægge alle forudsigelserne, rask væk jorder oplagte favoritter, baner vejen for nye kometer og i det hele taget gør forårets præsidentvalg til boulevardteater, sejler Marine Le Pen glat igennem med sine svindelnumre. Meningsmålingerne svulmer. Hvorfor?

For det første, hvor ligger EU? Laaangt væk.

For det andet har Front National altid været ombrust af skandaler; det ligger til partiet at være grænseoverskridende (paradoksalt nok), udfarende og respektløs i forhold til den herskende orden, lovgivningen, det eksisterende samfund og dets repræsentanter – en sag mere eller mindre bliver et komma i fortællingen.

Faderen er jurist, datteren er det, og det er ikke helt tilfældigt. De har begge været gennem utallige retssager; at argumentere foran dommerne er en del af Front Nationals rygrad. Det mekaniske forsvar er: Vi er ofre for det etablerede magtsystem.

Vælgerne er ligeglade med, om Marine anklages for at have aflønnet en bodyguard som parlamentsassistent; det beviser bare, at hendes politiske modstandere har retsvæsenet i deres hule hånd og sender deres glammende hunde efter hende. Partiet vil til altid være en torn i øjet på de traditionelle politiske strukturer. Det giver helteposition.

På den led er stemmerne på Front National nu som før proteststemmer – uanset om partiet har stablet et politisk program på benene, fordelt på 144 punkter, alle lige urealisable.

Skyldig eller uskyldig, det er ligegyldigt. Vi fægter her på de alternative kendsgerningers overdrev, hvor ublu løgne er det sikreste våben.

Ufransk

Paradoksalt nok er Front Nationals tankegods noget af det meste ufranske, man kan forestille sig. Frankrigs historie er én lang, aldrig afbrudt sammenblanding af folkestammer. I den historie kan ingen hævde at være mere franske end andre. Frankerne, der gav Frankrig navn, var germanere fra den anden side af Rhinen.

Det virkelige land er en mosaik af dybt forskellige provinser, der stadig danner det underliggende mønster for nutidens republik. Damptromlen gik hen over et stort antal sprog og kulturer, livsindstillinger og trosretninger, som i absolutismens navn skulle udjævnes, omrystes og indgå som byggemateriale til den nationale katedral.

Netop fordi Frankrig fra begyndelsen er så etno-kulturelt opdelt, skulle der en stærk centralmagt til at ryste brikkerne sammen til en nation. Staten (monarkiet) nedkom med nationen. I modsætning til England, hvor nationen affødte et statsapparat. Med tilhørende demokrati.

Det franske territorium er derfor en broget affære. Fransk bliver i praksis først det nationale enhedssprog i det 19. århundrede. At være fransk er endnu i dag at være noget andet bagved og samtidig. Det franske folk består af individer og grupper med mindst to identiteter. Menneske først, så fransk.

En anden kendsgerning er, at Frankrig som koloniland – men i grunden blot som et europæisk land af en vis størrelse – ganske naturligt har modtaget fremmede i lange baner. De sidst ankomne får en tic med at lukke døren for de næste, italienerne for spanierne for portugiserne for polakkerne for araberne (som man kalder muslimer). Og nærmest mirakuløst ender man med en fransk befolkning, hvor alle borgere i det mindste ved, at frihed, lighed og broderskab er idealet.

Sammenhængskraften er baseret på de republikanske værdier, menneskerettigheder og sekularisme, men især diversiteten. Ensret Frankrig – og det falder fra hinanden!

Historien afmonterer således Marine Le Pens diskurs om en oprindelig, rent fransk befolkning, der skulle være udstyret med en mystisk førstefødselsret. Når hun vil forbeholde franske borgere de sociale boliger og arbejdspladser, først give lovlige indvandrere sygesikring efter to års ophold, beskytte galliske pensionister og prioritere franske børn i skoler og børnehaver, er hun ikke alene ude i våset, men i en overlagt forfatningsstridig diskrimination.

Frankrig for franskmænd er et ideologisk tågeskud af samme kaliber som Trumps Make America great again. Men der er stemmer at hente på det hos et segment af befolkningen, som gerne vil opfatte sig selv som de rigtige franskmænd – og se at få verfet alle de andre ud.

Dybt afpolitiserede, hidsigt vrede, frustrerede, desillusionerede og/eller uvidende sjæle hopper på den. Hillary brugte betegnelsen the deplorable (hvad hun måske ikke skulle have gjort). De bliver flere og flere.

Vil vælte bordet

Spørgsmålet er, hvorfor så ukristeligt mange franskmænd stemmer på Front National. Det korte svar er, at det vestlige demokrati er i forfald.  

Det lidt længere går på, at den ualmindeligt almindelige franskmand ser politikere rage til sig og glemme deres løfter, mens han selv skal sidde og file med sulteløn eller arbejdsløshed (10 procent); måske slås med et ’Ken Loach’-agtigt bureaukrati eller opleve lokalkøbmandens fallit; ligger på hospitalernes lange gange og får at vide, at livremmen skal strammes, og at 140.000 flygtninge i en befolkning på 67 millioner er en invasion, der koster statskassen og ender med at drukne nationen ... eller bare bor langt fra Paris.

Så er det, at et populistisk parti som Front National bliver løsningen. Mindst en fjerdedel af vælgerne vil vælte bordet; det tror de, Marine Le Pen vil og kan gøre for dem.

Et af problemerne er den 5. republiks gaullistiske valglov. Præsidentvalg med flertalsafgørelse i to runder medfører automatisk en opsplitning i to lejre. Det tillader samtidig fremkomsten af et nogenlunde entydigt, regeringsdygtigt flertal, der giver stabilitet i et politisk labilt landskab. Bagsiden rent demokratisk er, at »vinderen tager hele rovet«; mindretallet klapper bare i.  

Front National agiterer ikke som andre for en 6. republik med en mere parlamentarisk orienteret forfatning byggende på en grad af forholdstalsvalg, der ville sikre Front National en retfærdigere repræsentation.

Men hun er en autoritær politiker og som sådan en gudhjælpemig-gaullist, hvad angår statsindretningen. De Gaulle var tidligere djævlen, fordi han slap Algeriet – nu er han god nok, dels som nationalist, dels som faderen til den 5. republiks forfatning.

Hun vil bevare en pyramidalsk struktur, hvor folkesuveræniteten delegeres til både et parlament og en præsident – og hvor den sidstnævnte sidder med trumfen som direkte folkevalgt.

Så Marine Le Pen vil være præsident og have hele magten. Men partiet har ingen allierede, og hvordan får hun flertal i Nationalforsamlingen, med hvem? Det teoriseres der en del om.

Efter Brexit og Trump vil ingen længere spå om andet end fortiden. Hvem tør i dag udelukke, at Marine Le Pen ender i Elysée-palæet?

Borgerlige vælgere, der har svært ved at sluge moralisten Fillons rutten med offentlige midler til familiemedlemmer, og sofavælgere fra første runde, der lugter blod, kan bakke hende op. Hvis de da ikke falder for løbets nye stjerne, den unge (og smukke!) Emmanuel Macron.

Mareridtet er, at Marine Le Pen ikke er med i anden runde – fordi hun blev valgt i første!

Jacques Berg er forfatter og bosat i Frankrig

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Pedersen

Endnu en fra eliten siger, at dem der stemmer på populisterne gør det pga uvidenhed. Jeg tror vælgerne stemmer som de gør ud fra en reel stillingtagen. Dermed ikke sagt jeg er enig med Marines vælgere, men arrogancen fra eliten overfor jævne folk er skræmmende.

Egon Stich, Per Torbensen, Evan Knudsen, Jesper Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Ikke et eneste forsøg på at kritisere den politik, som den besiddende elite har ført, og som er det, der fører frem til folk som Trump og Le Pen. Så er det nemmere at fremkalde skræmmebilleder.

Egon Stich, June Pedersen, Per Torbensen, Evan Knudsen, Michael Kongstad Nielsen, Jesper Nielsen, Hans Aagaard og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Det er i hvert fald trist at se Frankrig i permanent undtagelsestilstand og ekstreme problemer i mange områder. Jeg kender ikke løsningen, men at forsætte uændret vil i hvert fald kun gøre ondt værre

June Pedersen, Per Torbensen, Jesper Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Forhåbentlig ender vi i stedet med, at Macron er oppe imod Hamon. Af de to er det hip som hap, hvem der vinder.

Naivt troede jeg engang at freden havde indtaget Europa. At verdensfreden (globalt set) havde sejret. Men selvom muren forlængst er faldet (og en ny måske på vej 'over there') glemte jeg rent at årsagen til ufred og krig stadigvæk herskede: kapitalen... Og nej, jeg har ikke umiddelbart nogen løsning på det problem.. Jeg gruer for fremtiden, køb noget dåsemad..

Jeg har respekteret Jacques Berg siden tresserne, og når han skriver, at det vestlige demokrati er i forfald, så jeg bange for han har ret. Jeg troede på Fillon som en hæderlig politiker med et program som kunne stå op mod Le Pen, og det viser sig nu, at han bare er en middelmådig svindler. Hans kone er i centrum for svindlen og siger ikke et ord, og manden vil være præsident. Demokratiet ramler.

Finn Thøgersen

"...er hun ikke alene ude i våset, men i en overlagt forfatningsstridig diskrimination."

Nu er den franske forfatning så bare ganske nem at ændre, det er sket flere gange ifb med EU traktater og tager groft sagt kun en eftermiddag hvis ellers flertallet er hjemme i parlamentet :-)

FNs program har mange problemer, men den franske forfatning er nok det mindste og mest løselige...

Ole Arne Sejersen

Demokratiet ramler, skriver en bekymret kommentator. Hvis det som i Frankrig (og andetsteds) drejer sig om et skindemokrati - og det mener Jacques Berg jo - så er skaden vel til at overse.
I øvrigt når Berg frem til en realistisk konklusion på sin opsats. Virkeligt forfriskende i tider som disse, hvor folk omtåget af falsk bevidsthed hengiver sig til vilde drømme og underlige syner. Og det er ikke Trump, jeg tænker på!

René Arestrup

'..det vestlige demokrati er i forfald.' Ja, og tænk - grundigt - over hvad der kommer til at erstatte det.

Ole Arne Sejersen

Ja, der er god grund til at tænke over, hvad der er af muligheder, hvis man da ikke lige er besat af underlige syner. Der er fx. mulighed for at skindemokratiet bliver erstattet af et ægte demokrati!

René Arestrup

@Ole Arne Sejersen
Cadeau til din optimisme. Men med tidens selvtilstrækkelige, nationalistiske - og autoritære - strømninger, har jeg svært ved at få øje på en lysere fremtid. Der bliver snarere tale om reduktioner over en bred kam - inklusiv demokratiske.