Kronik

Mennesker bliver stressede af at være guder i deres eget liv

Hvis vi vil dulme gymnasieelevernes stress, er det ikke nok at gøre op med curlingforældre, 12-talspiger eller konkurrencestaten. Vi bliver også nødt til at kritisere samfundets grundfortællinger, hvor individet selv er både skaber og opretholder af himmel og helvede
Gymnasieelever er lige så stressede som de 20 procent mest stressede voksne, viser en ny undersøgelse. Ifølge dagens kronnikør skyldes det selve samfundets grundfortællinger.

Gymnasieelever er lige så stressede som de 20 procent mest stressede voksne, viser en ny undersøgelse. Ifølge dagens kronnikør skyldes det selve samfundets grundfortællinger.

Jakob Dall

7. februar 2017

Danske gymnasieelever er stressede. Det viser den nyligt publicerede forskningsrapport Stress i Gymnasiet fra Aarhus Universitet. Eleverne taler ifølge rapporten om vedvarende præstationspres og om en følelse af, at karakterpræstationerne er fundamentalt og eksistentielt altafgørende. De er bange for at udvise skrøbelighed, for så »falder ens værdi som mulig højt præsterende elev (i lærernes øjne) og ressourcefuld samarbejdspartner (i kammeraternes øjne).«

Som bare 17-årige oplever de, at deres aktuelle formåen er helt afgørende for resten af deres livsforløb og for deres værd i egne, i vennernes og i samfundets øjne.

I kølvandet på denne type undersøgelser tales der om 12-talspiger, curlingforældre, konkurrencestat og om placering af ansvar. Nogle bebrejder de unge, forældrene eller lærerne, mens andre løfter blikket og taler om ressourcer og strukturer på uddannelsesområdet.

Det, der glimrer ved sit fravær i debatten, er god, gammeldags kulturkritik, der retter sit blik mod samfundets grundlæggende fortællinger.

Moderne religionskritik

I det 20. århundrede var den intellektuelle kritik af den kristenkonservative moral i Danmark en væsentlig faktor i afviklingen af undertrykkende, kulturelle konventioner – tænk blot på f.eks. kulturradikalismens og rødstrømpebevægelsens kolossale betydning. Men nutidens selvindbildte progressive forsømmer den brede kulturkritik.

For imens modkulturelle grupperinger fra hver deres fløj laver safe spaces eller veganerkøkken på Nørrebro, angriber islam og multikulturalismen til sekteriske debataftener eller kaster sig over den kulturelt marginale folkekirke, som var den babylonske overmagt inkarneret, lider landets ungdom under de bredt accepterede myter, vi som samfund fodrer dem med som sandheder.

Det er – ved gud – ikke Gud, der bør stå på mål for kulturkritikken. Det religiøse verdensbillede er solidt demonteret i samtidens brede kultur, men i stedet har vi genereret nye billeder af paradisets perfektion og helvedes fortabelse. Vi har etableret en mytologi, hvor individet selv er både skaber og opretholder af himmel og helvede. Den fortælling bør vi gå efter i sømmene! Den danske sekularisme trænger til at blive udsat for ’religionskritik’.

Synd er noget, man gør

Hvilke problemer ved sekularismens grundfortællinger er det så, jeg gerne vil sætte til debat? Mange af dem knytter sig til det, vi som samfund har sat i stedet for religionen. Samtidskulturen har fyldt tomrummet efter den detroniserede Gud ud med noget andet. Det er dette andet, vi forsømmer at kritisere.

Kigger vi først på mennesket, er det en kristen grundpræmis, at det er syndigt. Det betyder også, at menneskelivet udfolder sig i det mangelfulde og i kontrast til Guds perfektion. Når myten placerer en bevæbnet kerub ved indgangen til Eden, er det udtryk for, at mennesket ikke får adgang til det perfekte, før Gud ved sin nåde giver det adgang. Intet menneske kan ved egen kraft og handling opnå perfektion, fordi synden binder mennesket til det uperfekte.

I dag er synd ikke noget, man er født med, men noget man gør. Man synder, når man pjækker, spiser kage, ser tv i stedet for at lave lektier eller drikker øl i stedet for te.

Gennem den fortælling fastslår vi over for hinanden, at mangelfuldhed er en brist eller individuel ansvarsforflygtigelse. Vejen til paradis er for gymnasieeleven brolagt med hård træning, målrettethed og en ansvarsbyrde, som ikke er proportionel med, hvad der er rimeligt at pålægge et ungt og uprøvet menneske. Vejen til helvede er brolagt med oplevelser af ikke at kunne slå til – målt på det perfektes skala.

Vi fortæller hinanden, at vores mangelfuldhed ikke er givet, men derimod udtryk for valg og fravalg. Vores samtidskulturelle menneskesyn lider under mangel på både realisme og medmenneskelighed.

Selvet i centrum

Hvis vi for det andet ser på det guddommelige, står Gud i kristendommen uden for og over individet.

I vores sekulære fortællinger er det guddommelige derimod givet til individerne. Efterstræbelse af den autentiske væren med sig selv, selvudvikling og arbejde med sindets skjulte kvaliteter er for længst trådt ud af spiritualismens arenaer og ind i det institutionelle samfund og den brede kultur.

Jeg har intet imod yoga eller mindfulness, men det har betydning, at vi i bred forstand søger det gode og det ægte i det indre og ikke i det ydre.

Vores guddommeliggørelse af individet betvinger pligtetik og samfundsborgerskab, der er essentielle størrelser, hvis man vil skabe det gode samfund. Oplevelsen af at indgå i noget større uden for en selv er ellers en ganske meningsgivende menneskelig erfaring – ikke mindst i ungdomslivet.

Hvis vi til sidst ser på forholdet til andre mennesker, så hviler den kristne fortælling på næstekærlighedsbuddets pligtmæssige altruisme. Det er altså ikke op til individet at afgøre, om næsten fortjener kærlighed.

I nutidens sekulære fortællinger er relationen til medmennesket af refleksiv karakter. Vi danner relationer til de mennesker, vi mener at kunne se os selv i, eller som vi mener er gavnlige at knytte an til – præcis som gymnasieeleverne i undersøgelsen giver udtryk for.

Vores medmenneskelighed distribueres i henhold til en forestilling om til- og fravalg af andre, alt efter deres kvaliteter eller graden af identifikation med os selv, hvor man tidligere knyttede an til medmennesket af enten pligt (f.eks. næstekærlighedsbuddet) eller nødvendighed (f.eks. klassesolidaritet).

Vores forbrugeristiske tilgang til medmennesket kan reducere samværet imellem mennesker til et spil med vindere og tabere. Medmenneskeligheden risikerer at tabe værdi og terræn i samfundet, hvis det er op til individet at vælge den til eller fra.

Tiltrængte hug

Men var fortidens religiøse samfund så bedre end nutidens samfund? Er det tillokkende at leve under religionens autoritære fortællinger? Svaret er nej til begge dele.

De religiøse grundfortællinger har slagsider, som har og har haft negativ indvirkning på menneskelivets udfoldelse. Men til forskel fra samtidens sekulære fortællinger har de været underlagt kritik og revision fra talrige sider igennem århundreder, selv om autoritære regimer har kæmpet blodigt for deres opretholdelse.

Kristendommen fik fuldt fortjente hug i den danske offentlighed op igennem hele det 20. århundrede. I Danmark anno 2017 er det den postreligiøse sekularisme, der tegner hovedlinjerne i det åndelige landskab, og derfor bør den underkastes samme kritik. Debat om verdensbilledernes mangler og faldgruber er en vigtig motor for forandring.

Og forandring forekommer tiltrængt, når gymnasieelever oplever, at hvert moment af deres ungdomsliv er skæbnesvangert, at de må faldbyde deres færdigheder på den sociale markedsplads for ikke at blive udstødt, og at sygelig stress er en tilstand, man som teenager må lære at leve med – for sådan er det jo.

Søren Søberg Poulsen er cand.mag. i dansk, medievidenskab og religion og derudover underviser, foredragsholder og skribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Kurt Nielsen
  • Kim Øverup
  • David Zennaro
  • Kristen Carsten Munk
  • Jørn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Steffen Gliese
  • Peter Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
Vivi Rindom, Kurt Nielsen, Kim Øverup, David Zennaro, Kristen Carsten Munk, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Så skal vi have de nuværende magtguder til at afsløre deres uduelighed. Det må vi nok hellere hjælpe dem med.

steen nielsen, Kurt Nielsen og Bent Lisdorf anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Præcis - hvis det ikke var så heldigt, at Gud fandtes, ville mennesker have været nødt til at opfinde ham.

Ole Frank, morten rosendahl larsen, Torben K L Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Er det de dér mennesker vi giver stemmeretbm.m. om et aar eller to, og endnu vaerre giver dem ret til at farte rundt i et de mest doedbringe "vaaben", tilgaengelige for alle, motorkoeretoejet ?

Mon ikke vor lovgivning paa omraadet skulle efterses i lyste af de unges aabenbare problemer. Strees, haevnporno, klistren til FaceBook, ...

Poul Sørensen

Gå ind i buddhisme og søg indsigt. Der findes mange gode bøger på http://dharmapublishing.com/ til rimelige penge. Kristendommen er forældet bare læs biblen... den er helt håbløs

Søren Roepstorff, Niels Duus Nielsen, DTU Bibliotek, Kurt Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

En metafysisk ophobning af meningsløse usammenhængende påstande –hvad skal vi egentlig bruge dette nonsens til?

De problemer, indlægget peger på, er en direkte følge af, at der i stigende omfang er optaget ikke-gymnasium egnede unge i gymnasium.

Jonas Stavnsbjerg

Jamen så lad os da åbne ballet!

Pkt. 1a:

Guds død var på sin vis en glimrende hændelse for mennesker, den nuværende suppedas opstår efter min mening da man sætter videnskaben i Guds sted.
Det er efter min overbevisning særligt de humanistisk/samfunds- "videnskaber" der bærer hovedparten af ansvaret. At blide sig ind at man sidder med et tilnærmelsesvist udtømmende billede af hvad der foregår i menneskelige samfund, må jo betegnes som hybris når det er aller værst. Man bilder sig selv og alle omkring sig ind at man ved hjælp af analyser og modeller kan forudsige fremtiden og derfor agere idag på hvad der kommer imorgen. Dette skaber et falsk billede af at livet leves lineært, og så bliver det jo vigtigt om man nu får de rigtige karakterer eller det rette netværk. Men det er ikke alt, vi ser samtidig et kor i samfundets top der skriger "kineserne kommer og æder os" af deres lungers fulde kraft. Og hvis der ikke var pres på i forvejen så er der det nu.

Men hvordan forlader vi så denne syge lineare kultur?
Mit bud er at vi under en eller anden form genintroducerer jokeren, at vi i vores kollektive fortælling skaber en plads til det der ikke lader sig forklare eller betvinge.
Kortsagt er det på tide at genfortrylle verden, en lille smule........

Lars Rasmussen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

der er ingen der har sat videnskaben i Guds sted.Hvordan skulle man kunne sætte noget i stedet for en indbildning? Videnskaben er sandelig konkret nok og den er falsificerbar i modsætning alverdens nisser, trolde og guder samt frøkonger!

Jonas Stavnsbjerg

@Claus Oreskov Det er da utrolig let, man sætter en ny indbildning, hvilket jo er pointen.
Blot fordi der blandt fagfolk er intersubjektiv konsensus om noget, betyder jo ikke at det er sandt! Jorden var jo heller ikke flad indtil for få hundrede år siden.
Ikke fordi der ikke findes sober og seriøs naturvidenskab, men når det kommer til de teorier man lægger til grund for den detailstyring af samfundet vi ser, så smuldrer den faste grund. Men det var egentlig ikke fordi mit ærinde var at fremstille den åbenlyse mangel på lovmæssige sandheder indenfor samfundsvidenskaben.

Er egentlig heller ikke interesseret i nisser, trolde, guder eller frøkonger, men mere at vi som samfund opgiver tanken om at individet har den fulde kontrol over eget liv. Om vi reagerer med et lille træk på skulderen og et "C'est la vie" når livet går os imod, eller sætter grød på loftet er for mig uvæsentligt, så længe vi anderkender at livet er alt andet end kontrollerbart og lineart.

Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mennesker bliver stressede, når de oplever, at de ikke har kontrol over deres liv. Når der er for mange modstridende krav, som er uopnåelige at tilgodese. Når deres stemmer ikke bliver hørt eller deres stemmer bliver negligeret som værende ikke-relevante.

Når der ikke er nogen, der vil lytte, og når de der siger, at de vil lytte, har for travlt med at fortælle, hvordan man har det. Når hjernen slår fra fordi der er for meget, der presser på. Når søvnen bliver afbrudt kl. 03 om natten med intern hjernebesked om alle de ting, som man ikke kan gøre, fordi der er andet, der forhindrer at det kan gøres. Når trætheden overvælder og økonomien halter, når sygdomme slår skævt, når familielivet volder problemer og konflikter, som bare ikke lige kan løses. Når det er svært at få taget hul på at få venner, og når vennerne forsvinder. Når arbejdslivet er umuligt fordi summen af opgaver er for stor, eller opgaverne kræver råderum, som man ikke får tildelt.

Når det eneste man har brug for er en tur langs stranden, og der i stedet er krav og krav og krav, og det hele forekommer meningsløst.

Og så er det jeg spørger - hvad har det med religion at gøre? Og det eneste svar jeg kan finde, det er, at religion i hvert fald ikke umiddelbart har gjort meget for at lette vilkår for de stressede. Den protestantiske arbejdsmoral har jo i høj grad været af overordentlig stor betydning for vores samfund, og jf. diverse politiske strømninger i de seneste mange år, så er det forkasteligt ikke at knokle for at bidrage - selv alvorligt syge skal arbejde - man kan jo bare tage sin seng med .... i dit ansigts sved skal du tjene dit brød - som det hedder.

Lars Rasmussen, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, johnny lang, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring, Peter Jensen, Søren Roepstorff, Niels Duus Nielsen, Jonas Stavnsbjerg og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Folk bliver jo også stressede af, den evige konkurrence om jobbene, som der i parentes ikke er nok af. Da jeg gik ud af skolen i 1977, da havde jeg et job 3 dage efter, der var masser. Også til de eksistenser, der ikke umiddelbart passede ind. Jeg har arbejdet i et forskningscenter, som i MEGET høj grad brugte unge studerende, som skulle have noget på cv'et allerede inden de var færdige. De var fuldstændigt hyperaktive. Da jeg studerende passede vi blot studierne og afleverede vore projekter til tiden og tænkte, at det squ nok skulle gå. Hvis jeg var ung i dag, så ville jeg også være stresset. Politikerne, der hæver fede pensioner og ikke har gjort deres studier færdige, eller var meget langt tid om det, har travlt med at fortælle de unge, at de aldrig gør det godt nok. Tænk at leve i en verden, hvor du altid kan gøre mere yde mere, men aldrig læne dig tilbage og tænke: "Det var squ godt gjort!"

Svend Bendt, Lars Rasmussen, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Peter Jensen, Søren Roepstorff, Lilli Wendt, jørgen djørup, Niels Duus Nielsen, Vivi Rindom, Steffen Gliese, Per Torbensen, Claus Oreskov og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

@Jonas Stavnsbjerg. det er jo ikke nogen indbildning at når du tænder for stikkontakten så bliver der lyst i din stue og jeg formoder at du også forventer dette. vores forventinger er noget helt andet i vores omgang med frøkonger - faktisk hævder de troende selv at vandtroen er en del af troen. Så er det jo ligesom sagt. Om et videnskabelig fænomen er sandt eller falsk afgøres altså ikke gennem "intersubjektiv konsensus", men ved en simpel testprøve. At afgøre om noget er sandt eller falsk gennem en "intersubjektiv konsensus" er lige ikke videnskabelig :-)

Lys i din stue for satan- men jeg under dig selvfølgelig også lyst - men her er vi så inde på det omtalte intersubjektiv konsensus domæne!

Vil i forlængelse af Lilli Wendt tænksomme indlæg, tilføje at velfærdssamfundet blev gennemført på trods af kirken( og dens mørkemænd) og ikke med hjælp fra den kant!

Poul Erik Pedersen, Peter Jensen, Søren Roepstorff, Lilli Wendt og Reka Nielsen anbefalede denne kommentar
Jonas Stavnsbjerg

@Claus Oreskov, jeg tror vi i nogen grad taler forbi hinanden. Naturvidenskaben vil jeg ikke diskutere med, men "videnskaber" som økonomi derimod er noget helt andet. Jeg mener at problemet er, at en konsekvens af vores forfladigede måde at fremstille menneskers ageren (økonomisk teori) er med til at give et indtryk af at livet er lineart, og individet er i total kontrol over egen skæbne, hvilket er noget ævl. Dermed ikke sagt at jeg mener der er en guddom/afguddom der styrer tingenes gang, jeg tror at du opfattede min "joker" lidt for konkret. Ideen er at give plads til det der ikke umiddelbart lader kontrollere, ting går galt for os fra tid til anden uden at vi nødvendigvis bærer ansvaret.

Lars Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Peter Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

JAMMER OVER INDIVIDUALISMEN er osse et vigtigt punkt på Folkekirkens propaganda-dagsorden for at få kunder i butikken.

Livanskuelses-behov, menings-behov kan sagtens tilfredsstilles med udgangspunkt i kunst og natur.

Søren Søberg Poulsen skrev kronik Kristeligt Dagblad for et års tid siden, som det fundamentalistiske Indre Mission var glade for. Googl navnet og find indre-mission artiklen.

Lilli Wendt rammer sømmet på hovedet i denne tråd.
Stress er jo overbelastning af kroppen og sindet.
Jeg anbefaler meditation som regel (hvilen er dybere end søvn viser forskning - i rigtig meditation).
Hvile og pauser er det eneste som virker på stress. Derefter kommer alle tilbudene, filosofi, sport, kreativitet osv. Og at meditation oplyser sindet så det er klart tænkende er også næste skridt osv.

Torben K L Jensen

Hvis man antager at universet er et levende holistisk hele med en eksistens der både er og ikke-er på samme tid med et tidsløse potentielle muligheder i superposition kan man muligvis sige det ER Gud og ingen gud der lever i menneskers hjerne men noget vi er en del af - med andre ord : Gud er universet.

Jens Erik Starup

Det er nok muligt, at mennesker bliver stressede af at være guder i deres eget liv. Til gengæld synes mange at trives godt med at spille selvbestaltede formyndere i andres liv.

Lars Rasmussen

“Skab myter om jer selv; selv guderne begyndte ikke anderledes.” - Stanisław Jerzy Lec.

Ak ja, døde er alle skrøbelige mennesker: nu vil vi, at de perfekte guder skal leve! Denne lettere omskrivning af en berømt sætning hos Friedrich Nietzsche* synes at kunne fungere som en opsummering af nutidens (skræmmende?) ideal. Imidlertid er der hos guderne som regel en form for hierarki, der sørger for nogenlunde harmoni i gudeland. Men hvis alle beboere gerne vil være førstegud, så er det klart, at mange vil blive skuffede. Der er som bekendt trangt på toppen af piedestalen.

Man kunne så spørge: Hvad er det, som har født (og til stadighed vedligeholder) ideen om dette nutidige, perfekte menneske? Er det “Den danske sekularisme [som] trænger til at blive udsat for ’religionskritik’”? Denne sekularisme, som lader mennesket overse (eller gennemskue?) sin syndighed og Guds perfektion, og som dermed ipso facto opkaster mennesket til gud.

Eller kan det tænkes, at ideen om det perfekte menneske blot er en konsekvens af individets ambition på egne vegne? Er det muligt, at problemet ikke er guddommeliggørelsen af individet, men snarere frisættelsen af individet? Dette individ, som har vundet friheden, men samtidig tabt Gud, ser således sig selv i en prekær situation: døren, der fører ind til de grænseløse muligheders slaraffenland, er blevet smækket op på vid gab, imedens døren, der fører (tilbage?) til trygheden ved de kendte traditioner, er svær, næsten umulig, at få op. Dette forhold fører naturligt nok individet ud i en tilværelse, der opleves som ubegrænset. (Og uoverskuelig?)

I denne tilværelse er det således kun din egen skyld, hvis du fejler og forspilder dit potentiale. I en verden, hvor du har alle muligheder, er det selvforskyldt, hvis du ikke en gang magter at vælge én. Og for at kunne klare sig i denne virkelighed må individet indtage en instrumentel holdning til sine medmennesker, som nu er blevet modstandere i denne kamp på livet. Og hvordan sikrer man sig så bedst imod at tabe denne holmgang, hvor det er alle mod alle? Selvfølgelig ved at blive perfekt!

Der er alskens grunde til at begræde denne tingenes tilstand. Men spørgsmålet er: Hvordan skal vi komme videre fra dette udgangspunkt? Det er naturligvis al ære værd at ville tage samfundets grundlæggende fortællinger op til revision, sådan som denne artikel foreslår. Men i al stilfærdighed tror jeg blot, at jeg vil minde om, at der findes noget, som er bedre, end det at være perfekt...

“And now that you don't have to be perfect, you can be good.”

Citeret fra John Steinbecks East of Eden, side 584.

(*: Den 'rigtige' sætning står at læse i Således talte Zarathustra, side 70.)