Kronik

Når man ikke kan vide, kan man tro

Religiøse argumenter er ikke i høj kurs for det moderne menneske. Det er vanskeligt at argumentere med svag logik i et videnstungt samfund. Men når vi løber tør for viden, og vores fornuft ikke giver tilstrækkelige svar, kan et religiøst livssyn være en rettesnor
Religiøse argumenter er ikke i høj kurs for det moderne menneske. Det er vanskeligt at argumentere med svag logik i et videnstungt samfund. Men når vi løber tør for viden, og vores fornuft ikke giver tilstrækkelige svar, kan et religiøst livssyn være en rettesnor

Mia Mottelson

13. februar 2017

På trods af sekularisering gennem generationer, en jævnt faldende tilslutning til folkekirken og på trods af et betydeligt jødisk islæt og en betydelig indvandring af mennesker uden kristen kulturel baggrund – kan man vel alligevel bedst karakterisere Danmark som kulturkristent.

Jesus sagde »Du skal elske din næste som dig selv«. Jesus sagde også: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er«.  

Religion – religiøse forestillinger – kan indeholde mystik, dårlig logik, og rumme både-og. Hvordan kan jeg som et ærligt, fornuftigt menneske deltage i nadveren, når jeg ved, at jeg synder igen og igen? Andre kan kalde det hykleri. Jeg kan også selv tvivle.

Måske er det derfor, at religiøse argumenter har det svært i nutidens danske debat om, hvad vi skal og ikke skal som samfund.  Det er ikke let at argumentere med svag logik.

Det religiøse har også dårlig presse. Kolonitidens mission giver os dårlig samvittighed. Flere generationer af danskere fik nok en overdosis både i hjemmet, skolen og kirken. Kirken var måske vokset troen over hovedet. Ortodoksi fra paver, amerikanske præsidenter og enkelte danske præster kan gøre moderne mennesker mistroiske. Og Islamisk Stat gør ikke god reklame for religion.

Folkekirken gør det måske ikke lettere. Den er en beredvillig ramme, hvor vi kan finde et nummer i salmebogen til dåb, bryllup og begravelse. Men den er også et uformeligt levn fra fortiden i overdimensionerede bygninger og underlige uniformer.

Lov og ånd

Har vi ikke udviklet et stærkt sæt af internationale konventioner og erklæringer om, hvordan vi skal behandle mennesker i almindelighed og flygtninge, børn og andre svage grupper i særdeleshed? Er det ikke universelle sandheder?

Der er godt nok nogle lande, som ikke har ratificeret alle disse konventioner, og der er lande, som ikke har de samme kulturelle grunde som os til at gøre det. Men vil de ikke gøre det, når de når vores udviklingsstade?

Paulus skrev: »Hav ikke højere tanker om Jer selv, end I bør have, men brug Jeres forstand med omtanke, enhver med det mål af tro, som Gud har givet ham«.

Luther talte om to regimenter, om lov og orden i samfundet som det »verdslige regimente« på den ene side og om Ordet, sjælens frihed, og Nåden som det »åndelige regimente« på den anden side. Vores folkekirke er evangelisk lutheransk, og med Grundloven blev den holdt uden for indflydelse på den sekulære stat.

I 2004 mødtes Joseph Ratzinger, senere pave Benedict XVI, og Jürgen Habermas, en tysk filosof som særligt har interesseret sig for forudsætningerne for det demokratiske samfund, i en debat om religion og fornuft og ’sekulariseringens dialektik’. De var enige om, at ’naturretten’ og derfra menneskerettighederne opstod på et jødisk-græsk-kristent kulturelt grundlag, men Habermas fastslog, at en stats borgere kan skrive forfatningen alene ud fra sekulære retsbegreber.

Spørgsmålet var, hvad der skal motivere et fortsat demokratisk engagement. Ratzinger rejste spørgsmålet om, hvorvidt dette værdigrundlag vil bestå i en sekulær kultur, om hvad der kan forhindre flertallets diktatur, og hvad der kan fastholde omsorgen for den svage.

De to var tilsyneladende enige om, at der er brug for en fortsat dialog mellem sekulære og religiøse verdensanskuelser, og at materialistiske formodninger om verdens indretning uden videnskabeligt fundament ikke bør have forrang for religiøse formodninger i et ’postsekulært’ samfund.

Deres pointe er altså, at religiøse livssyn har en berettigelse i nutidens samfundsdebat, når det drejer sig om at konstituere og rekonstituere værdigrundlaget. Ikke som dogmatik, men i en gensidig ’læreprocess’. Et eksempel er måske debatten om aktiv dødshjælp.

Accepten af det uperfekte

I en radiodebat blev jeg spurgt om, hvorvidt min modstand/modvilje mod aktiv dødshjælp bunder i, at jeg er kristen. Jeg blev umiddelbart defensiv og måske bortforklarende. Her er så en eftertanke: Er min modvilje ’bare’ en kristen-kulturel konvention? Det er svært for mig at vide, men jeg tænker, at ønsket om at hjælpe en nødstedt kan være lige så stærkt for en kristen, og jeg mener ikke, at jeg som kristen og læge er forpligtet til at forsøge at bevare mine patienters liv for enhver pris.

Måske spiller et kristent livssyn i højere grad ind på en anden måde. Jeg har måske lettere ved at se fornuftens begrænsninger, at acceptere, at vi ’kun’ er mennesker, at acceptere det uperfekte. Et kristent livssyn giver værdighed til svagheden og lidelsen. Det var måske dét, Karl Marx kaldte »opium for folket«. Et kristent livssyn giver også ord for Den Onde – som kan friste os til at gøre det onde, og dermed tvivl om, at menneskeheden naturligt bevæger sig gennem en udvikling mod stadigt bedre samfundsordninger. Man kan kalde det misantropi, selv siger jeg ’modernitetsskepsis’.

Men hvad har det med aktiv dødshjælp at gøre?

Jeg mener, der kan være situationer, hvor aktiv dødshjælp kan være det rigtigste, og hvor et menneske kan være tvunget til at udføre den af sit ønske om at hjælpe et medmenneske i den yderste nød. Som et kristent menneske vil man kunne slå sin næste ihjel af barmhjertighed. Man ville kunne tro på tilgivelse, selv om man var i tvivl.

Syndsbevidsthed betyder, at man ser behov for tilgivelse. I en politimæssig undersøgelse og afgørelse ved en domstol ville det være muligt at dømme uden at fordømme. Når man selv oplever sig som tilgivet, så er der ikke grund til selvretfærdighed. Det ville ske under det åndelige regimente. En religionsskeptiker vil se med bekymring på dette, er der tale om dobbeltmoral?

Alternativt kunne vi som samfund lave love og arbejdsgange, der kan beslutte og udføre aktiv dødshjælp i en skyldfri zone – altså legalisere aktiv dødshjælp og gøre det til en normal del af samfundslivet – at bringe det under det verdslige regimente.

Det er sket i flere lande i løbet af de seneste 30 år. Hvis man er ’modernitetsskeptiker’ vil man se med bekymring på dette. Det er ikke løbet løbsk eller har ført til en generelt ændret moral i f.eks. Holland og Belgien, men det kan ikke tages som bevis for, at dette ikke kunne ske i et sekulariseret samfund på længere sigt.

Et trosspørgsmål

I vores verdslige regimente er hovedværdierne frihed og selvbestemmelse og i næsten alle de lande, som har indført aktiv dødshjælp, er denne mulighed begrænset til de myndige mennesker med åndsevnerne i behold, der selv ønsker det.

Ingen tvivl om, at det er en barriere mod den største ondskab, men det viser, at barmhjertigheden står i skyggen af det fri valg. Og man kan godt være skeptisk over for menneskers evne til at tænke klart og frit i sådanne situationer. Det er også nærliggende at tro, at når friheden på dette område er sikret i det verdslige regimente, så vil vejen være kortere til også at prøve at sikre barmhjertigheden.

Det er i Danmark tilladt at undlade livsbevarende behandling. Hvad er egentlig forskellen på det og aktiv dødshjælp? Hvorfor skal det ene være lovligt og det andet ulovligt?

Efter min mening er det afgørende, at der er stor forskel på, hvor meget ondt vi kan gøre. Hvis vi undlader at behandle syge, vil mennesker dø af sygdom, men der er ingen grænser for, hvem vi kan slå ihjel.

Når vi undlader at hjælpe andre, udstiller vi vores begrænsede evner og måske vores begrænsede offervilje, når vi slår andre ihjel efter nøje overvejelse, risikerer vi at være overmodige.

Så for mig er de centrale spørgsmål, hvilke formodninger vi skal gøre os om det, vi faktisk ikke ved, og om vores fornuft giver en tilstrækkelig ledetråd – også på sigt. Og det er et trosspørgsmål.

Gorm Greisen er overlæge ved Neonatalafdelingen på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og formand for Det Etiske Råd

Serie

Må man tro på noget?

Danmark er et kristent land, lyder det i debatter om alt fra kultursammenstød til velfærd. I regeringsgrundlaget står det direkte sort på hvidt. Men selv om kristendommen gøres til samfundsgrundlag, er det svært at få greb om, hvilken rolle religion spiller i Danmark. Religiøse argumenter dømmes ude af den offentlige debat, hvis de går længere end at konstatere vores kristne kultur. Hvad betyder det for vores evne til at finde svar på de spørgsmål, samfundet bøvler med?

Seneste artikler

  • Vi er mange, der har mødt Jesus, mærket en hånd eller talt med en engel

    22. februar 2017
    Mange advarede mig om, at jeg ville blive latterliggjort, hvis jeg fortalte om mit møde med Jesus. Men det er gået lige modsat. Det er, som om, folk trænger til et fællesskab, hvor de trygt kan tale om det guddommelige; det, der er så svært at finde ord for
  • Der kan kun være trosfrihed for dem, der kan tøjle deres Gud

    3. februar 2017
    Vi kan sagtens klare os i århundreder uden at gå i kirke, for den kristne orden og moral er indlejret i os, vores samfund og hele vores opfattelse af frihed. Men vi skal lade være med at tro, at det kun er de andre, der er religiøse, og at vi kan rumme dem med vores udstrakte religiøse tolerance. Det kan vi ikke; det kan vores samfund ikke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Hovedargumentet for at inddrage religiøse argumenter i debatten er vel, at der i befolkningen findes en del religiøse mennesker, som accepterer disse argumenter, hvorfor de ikke-religiøse så må acceptere i den frie demokratiske debat at lægge øre til disse argumenter og derefter finde mulige løsninger, der tilgodeser alle parter?

Er det ikke en af de mere heldige sider ved det danske samfund, at religion spiller en så forholdsvis lille rolle som den gør? Det virker utænkeligt, at det danske demokrati skulle kunne udvikle sig til et teokrati, i modsætning til fx USA, som allerede på mange områder (i mange delstater) er i lommen på de kristne fundamentalister.

At vi vil kunne finde brugbare religiøse argumenter for eller imod fx aktiv dødshjælp, som etisk råd her slår på tromme for, finder jeg ikke særlig plausibelt.

Klaus Lundahl Engelholt, Mette Poulsen, Torben Skov, John Fredsted, Ivar Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Nogle går i matas to gange om ugen, nogle går i kirke to gange om ugen, dem som går i kirke er som regel immigranter fra fjernøsten.
Sådan er vi så forskellige.

Randi Christiansen

Når dyr lider under uoprettelig sygdom, findes det ikke vanskeligt at skelne, hvornår det barmhjertige er aktiv dødshjælp. Blot en tanke ....

Klaus Lundahl Engelholt, Majbritt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Ivar Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

Da jeg var 14 sagde jeg, at religionen i Danmark ville være død inden jeg blev 50. Da en af mine sønner var 14, sagde han, at religionen i Danmark ville være død inden han blev 50. Jeg er nu snart 64, men jeg skal ikke have sagt mere. Jeg er blevet klogere, Danmark dummere.

Jeg er hamrende træt af dette vedvarende vrøvl fra Det Etiske Råd af om dødshjælp. Jeg finder det voldsomt stødende, at jeg ikke har ret til at bestemme over, hvordan jeg gerne vil herfra. Jeg hverken blander mig i, eller ønsker at blande mig i, hvordan andre mennesker ønsker at ende deres dage. Hvis for eksempel en kristen måtte ønske at ligge og ralle i smerte, fordi vedkommende er overbevist om, at kun en gud har retten til at bestemme over liv og død, ja, så fint med mig. Kunne samme ret til at bestemme over enden på eget liv ikke også skænkes mig? Næ, nej, den går tilsyneladende ikke. Dyr afliver man humant, når de lider, men hvad fanden mener man med det? Det ord giver ingen mening i lyset af, at man i Danmark nægter at imødekomme et lidende menneske, altså a human being, der beder om at blive hjulpet herfra.

PS: Jeg finder det meget overraskende, at der i artiklen overhovedet ikke omtales 'assisteret dødshjælp', der jo er noget helt andet end aktiv dødshjælp.

Bruger 266956, Klaus Lundahl Engelholt, Bjarne Bisgaard Jensen, Majbritt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Ole Andersen og Ivar Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Jeg forstår ikke altid denne modstand mod religion som nogen udviser. Men det er en anden debat.

Som kristen kan jeg helt tilslutte mig aktiv dødshjælp som en mulighed for terminale patienter. Døden kan, selv når den har meddelt sin ankomst, være en langsom og ulidelig affære, der kun kan beskrives som et rent helvede for den døende og dennes nære.

Jeg tror egentligt ikke lovgivernes modstand mod at indføre aktiv dødshjælp skyldes religion. I Danmark er den religiøse lobby alt for lille til at kunne hindre sådanne tiltag, hvis lovgiverne eller ville det.

Det er noget andet der ligger bag. Måske en frygt for døden og at vi generelt ikke snakker nok om den?

Det største problem som jeg ser det er at afgøre, om det er den døendes eller dennes nære ønske at afslutte livet. Det kan være svært måned efter måned at være tæt på en døende. Men det er psykologer formentligt i stand til at vurdere, der hvor lægerne måtte være i tvivl.

Bruger 266956, Niels Duus Nielsen, Ivar Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Det er måske mig, der er tungnem, men jeg har lidt svært ved at se, hvad Gorm Greisen egentlig vil sige med sit debatindlæg.

Steffen Gliese

Carlo Karstens, du aner tydeligvis IKKE, hvad kristendom er - det er alt andet end en facitliste, ikke mindst i luthersk-evangelisk forstand.
Og da det etiske grundlag, vi står på, er kristent til fingerspidserne, er der al mulig grund til, at teologer udgør en stor andel af medlemmerne i etisk råd.
Det er temmelig forfærdeligt, at de, der vil ekskludere dem, er så dårligt funderet i historien, at de ikke ved, hvilken rædselsfuld verden der viser sig, hvis mennesket i storhedsvanvid tiltager sig al mulig magt.
Menneskets begær forhindrer rationel tænkning. At give begærlige mennesker noget at sige over liv og død er opskriften på despekt for menneskeliv.

Bjarne Bisgaard Jensen og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

'Kristen' referer til kristusbevidsthed. Kristendommen er en mysteriereligion, der kan bruges som indgang til den esoteriske, den indre, dimension. Der hvor bevidsthed, altså medviden, som foregår handling, er. Bevidstløs handling er ofte noget snavs, så blot dette at reflektere, at fordybe sig, er gavnligt. Den danske folkekirke er meget rummelig og faktisk også modtagelig for nytolkning af gamle dogmer.

@Steffen Gliese: "Menneskets begær forhindrer rationel tænkning."

Det er ganske givet korrekt. Men ligeledes gør frygt, man ikke for alvor vil erkende, at man rummer. Og netop her ser jeg i religion et kolossalt problem. Det forekommer mig nemlig, at religiøse er villige til at gå på kompromis med deres evne til at tænke logisk, altså rationelt, hvis logisk tænkning måtte føre til selvmodsigelser i deres trosgrundlag - i hvilket fald man så giver sig til at mumle om mysterier, hvor der absolut ingen er. Beroligende religiøse forestillinger (altså for den troende), for eksempel den kristne udgave med en alkærlig (og almægtig) gud, etc., er tilsyneladende fuldt ud tilstrækkeligt til, at man kaster rationaliteten overbord. Hvorfor skal mennesker, der på denne måde har hovedet tynget af kognitiv dissonans, fordi de, må det formodes, ikke besidder modet til for alvor at kontemplere, at vi mennesker er alene, altså at der ikke er nogen, der passer på os, tildeles fremtrædende poster i råd og nævn?

ulrik mortensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

John : " ...giver sig til at mumle om mysterier, hvor der absolut ingen er."

Skabelsen er altså ikke noget mysterie for dig?

Michael Kongstad Nielsen

Skabelsen er dokumenteret sort på hvidt i 1. Mosebog (det sorte, det er bogstaverne), så det er der ikke noget mystisk i.

Henrik L Nielsen

Michael Kongstad Nielsen

Det et nok de færreste danske kristne der tage biblen helt så bogstaveligt i forhold til for eksempel skabelsesberetningen. Meget af biblen fortolkes som metaforisk og som lignelser. Den er trods alt skrevet af mennesker.

Randi Christiansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

John Fredsted: "...religiøse er villige til at gå på kompromis med deres evne til at tænke logisk, altså rationelt, hvis logisk tænkning måtte føre til selvmodsigelser i deres trosgrundlag..."

Det er altså ikke kun de religiøse, der lider af denne manglende evne til at tænke i modsætninger, det er en meget udbredt svaghed, som forhindrer mange mennesker i at tænke overhovedet. Faktisk er det et af de steder, hvor rationalisterne kunne lære lidt af de religiøse.

Verden er generelt et meget komplekst fænomen, som er så rodet og kaotisk, at det simpelthen ikke kan indfanges af velformede sætninger i en sund logik. Hvorfor vi er nødt til at acceptere, at der altid vil være modsætninger, som vi ikke lige kan opløse med sproglige midler.

At tro, at der kan gives en rationel forklaring på alt, fører kun til depression og fortvivlelse. Kan man ikke rumme, at der er en modsigelse mellem fx viljen til individuel frihed og viljen til socialt fællesskab, vil man bare blive ulykkelig. Kunsten er hele tiden at skabe foreløbige balancer, som vi alle kan leve med.

Religioner er en måde at skabe mental balance på, blot er de efter min mening lige så rodede, kaotiske og paradoksale som det, de forsøger at forklare.

Dialektisk tænkning er vejen frem. Hegel havde fat i noget meget interessant, Kierkegaard forfinede dialektikken, og Marx vendte den på hovedet, så den blev relevant for de mennesker, der ønsker at leve i denne verden, og ikke har så travlt med at komme over i den næste.

Fordelene ved aktiv dødshjælp er, at det kan hjælpe individet til en smertefri, værdig død. Problemet ved aktiv dødshjælp er, at det sociale fællesskab kan misbruge det til at skaffe sig af med uønskede individer. Er der en endegyldig løsning på dette dilemma? Sikkert ikke, så vi må nok leve med denne modsigelse i tilværelsen.

Hvilket jo ikke skal forhindre os i at prøve andre måder at forholde os til problematikken på end blot at lade mennesker dø i smerte.

Henrik L Nielsen, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Randi: "Skabelsen er altså ikke noget mysterie for dig?"

Jo, det er den skam. Men det er jo ikke det, jeg har i tankerne, når jeg skriver, at for eksempel kristne giver sig til at mumle om mysterier, når de konfronteres med logisk inkonsistens i deres trosgrundlag og/eller overbevisninger. Der er verden til forskel på, at kalde noget, hvorom lidt eller intet vides, et mysterie, og så det at kalde en evident logisk selvmodsigelse for et mysterie. Det første er helt rimeligt, det sidste er sørgeligt.

@Niels Nielsen: "Det er altså ikke kun de religiøse, der lider af denne manglende evne til at tænke i modsætninger ..."

Det er jo ikke det, jeg påstår. Jeg påstår velsagtens noget nær det modsatte: At troende synes ret så villige til at rumme, samt forsvare, ofte ret så voldsomt endda, logisk selvmodsigende overbevisninger og ideer (for derved at kunne opretholde beroligende forestillinger om verdens indretning, må det formodes) - omend det ikke nødvendigvis er at tænke i modsætninger. Det er det, jeg omtaler som 'kognitiv dissonans': uerkendte kognitive selvmodsigelser. At rumme erkendte selvmodsigelser, ikke mindst følelsesmæssige frem for kognitive, er derimod en helt anden sag.

"Problemet ved aktiv dødshjælp er, at det sociale fællesskab kan misbruge det til at skaffe sig af med uønskede individer."

Kunne det problem, som jeg skam anerkender eksistensen af, ikke kraftigt minimeres, hvis man fokuserede på 'assisteret dødshjælp' frem for 'aktiv dødshjælp'? I førstnævnte udgave af dødshjælp skal den, der ønsker at dø, selv indtage den dødelige medicin (af egen fri vilje), og lægen skal kun tilvejebringe medicinen, i modsætning til 'aktiv dødshjælp', hvor lægen indgiver medicinen i den, der ønsker at dø.

Jeg vil hevde, at buddhister godt kan tænke i (bevidste) modsætninger og taoister ligeså. Der findes også filosofiske, ikke religiøse buddhister.

@Trond Meiring: "Jeg vil hevde, at buddhister godt kan tænke i (bevidste) modsætninger og taoister ligeså. Der findes også filosofiske, ikke religiøse buddhister."

Jeg er enig. Jeg anser i det hele taget ikke buddhisme for at være en religion, i hvert fald ikke på lige fod med de andre verdensreligioner, men snarere for at være en spirituel praksis, i hvilken man udforsker sit sind. Når buddhister tænker i modsætninger, så er det netop en bevidst handling, som du også antyder. En buddhist vil velsagtens ikke fare op i vrede, hvis der er nogen, der måtte gøre vedkommende opmærksom på noget, der ikke hænger sammen; vedkommende ville vel snarere være taknemlig for således at være blevet klogere, uanset om dette måtte have afstedkommet en forbigående eller permanent større mental byrde at bære.

Niels Duus Nielsen

John Fredsted, jeg er helt med på assisteret dødshjælp. Dog mener jeg, at der også skal være en mulighed for aktiv dødshjælp i de tilfælde, hvor folk ikke selv på grund af handicap/koma/whatever er i stand til at indtage den dødbringende medicin.

Jeg forestiller mig, at man udfylder en erklæring om, at man i særligt håbløse situationer gerne vil have et skud morfin i stedet for en livsbevarende behandling, som ikke vil kunne føre til helbredelse. Lidt ligesom et donorkort.

Det skal selvfølgelig være frivilligt for alle involverede. Det er her, vi skal tage hensyn til de religiøse, som ikke skal tvinges til noget, der er imod deres overbevisning.

Det skal selvfølgelig være frivilligt for alle involverede.

John Fredsted, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Som to stærkt handicappede mennesker i går i aftenshowet forklarede, vil aktiv/assisteret dødshjælp for dem kunne føles som et pres for at vælge døden i stedet for at være til så meget besvær for sine omgivelser. De var ret overbevisende i deres argumentation. Har I tænkt på det?

John Fredsted, Henrik L Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

randi christiansen, jeg kan godt se problemet. Men det er da også et problem, at jeg risikerer at blive holdt i live med stærke smerter mod min vilje.

For mig er det selvfølgelig nemt nok at ignorere omgivelsernes krav, da jeg i forvejen er ret ligeglad med, hvad folk mener om mig. Men det er vel derfor, vi udveksler synspunkter, så vi kan finde løsninger, der kan tilfredsstille både folk med for meget og folk med for lidt selvtillid?

Henrik L Nielsen

Randi Christensen

Det er netop det press der gør at aktiv/assisteret dødshjælp kun skal kunne komme på tale for terminale patienter, efter min mening.
Hvis ikke man er døende er der vel tale om selvmord/assisteret selvmord à la Schweiz og det mener jeg er en meget mere farlig og problematisk vej at gå. Hvis man ønsker at indføre dette, så skal der være extrem psykologisk vetting til at finde ud af om det er eget ønske eller press fra omgivelserne man bukker under for, når man giver udtryk for at ville afslutte livet.
Dernæst skal det afgøres hvor handicappet/syg man skal være før man kan komme ind under denne ordning, eller om det skulle gælde alle, også de raske. Er der en grænse, er den jo i sig selv med til at lægge press på den, der kommer ind under denne.
Og så er der diskussionerne om alder at tage højde for også. Og det er ikke så simpelt, for siger man 18 år, hvorfor skal en yngre så ikke have muligheden? Og omvendt, hvor ung skal man kunne være?

Så jeg siger ja til aktiv/assisteret dødshjælp til terminale patienter og nej til assisteret selvmord for alle andre, da jeg ikke har hørt overbevisende argumenter for, hvordan dette skulle håndteres.

@Randi: "Som to stærkt handicappede mennesker i går i aftenshowet forklarede, vil aktiv/assisteret dødshjælp for dem kunne føles som et pres for at vælge døden i stedet for at være til så meget besvær for sine omgivelser."

Ved siden af de religiøses bestyrtelse, er det argument, du her bringer på bane, det, der oftest fremføres imod indførelse af dødshjælp (i den ene eller den anden form). Min holdning hertil er på linje med den, Niels fremfører ovenfor: Jeg kan udmærket se problemet, men jeg nægter at tro på, at der ikke kan findes en (juridisk) løsning, der kan tilgodese begge parter/synspunkter.

Randi Christiansen

John - når muligheden er der, hvordan skulle en juridisk eller anden løsning så kunne fjerne denne mulighed for de handicappede? Det ligner du skal lægge et columbusæg. Men prøv endelig. Jeg synes selvfølgelig også, at uhelbredeligt syge skal have mulighed for hjælp til at blive befriet for deres lidelser.

@Randi: Jeg forestiller mig vel egentlig noget i stil med, at der juridisk stilles krav om en grundig psykologisk vurdering af et stærkt handicappet menneske, der appellerer om dødshjælp, for derved at undgå, såvidt det overhovedet er muligt, at ønsket skulle være fremsat for omgivelsernes skyld, frem for dette menneskes egen skyld. Men en sådan vurdering kunne vel gøres generel, altså være noget, der skal foretages ved ethvert menneske, der appellerer om dødshjælp, for også at udelukke andre faktorer, så som klinisk depression, der måske kunne behandles.