Klumme

Det er nemt at gøre oprør mod det perfekte, når man selv er privilegeret

Jeg kender koderne i Velfærdsdanmark og har tilstrækkeligt med social kapital til at kunne udfordre dem uden at møde sanktioner. Var jeg enlig mor, uuddannet eller måske bare lidt mindre mainstream, ville det være langt mere risikabelt
Debat
20. februar 2017

Jeg har sendt børnene i børnehave i beskidt tøj, uvaskede, trætte, uden morgenmad. Med uglet hår og sorte negle, uden at have børstet deres tænder. Ikke hver dag, men mange gange. Også for tit, måske. Jeg ved det ikke.

De har huller i tænderne, og vi er altid bagud med vaccinationerne. Vi prøver at nå det forsømte, at indhente det tabte. Vi gør, hvad vi kan, ligesom de fleste andre. Alligevel halter vi altid lidt bagefter.

Jeg har aldrig hørt noget for det. Uanset hvor beskidte, sultne og trætte børnene har været, har myndighederne aldrig sat spørgsmålstegn ved mine evner som forælder. De kommer sikkert heller aldrig til det.

Hvorfor? Fordi jeg har så meget kapital på andre konti. Jeg lever i et stabilt parforhold, jeg bor i et fint hus, har en høj uddannelse og et godt arbejde, jeg er hvid og heteroseksuel og så videre.

Jeg ved, hvordan man gebærder sig i det danske velfærdssamfund. Jeg kender koderne for det gode forældreskab i mødet med institutionerne. Det tøj, jeg går i, den måde jeg bevæger mig på, måden jeg taler på. Det hele signalerer kapital. Det hele er kapital.

Jeg er ekstremt privilegeret. Jeg føler mig tryg ved, at der ikke er nogen, der kunne finde på at tage mine børn fra mig.

Alligevel har jeg det, som om normalitet er noget, jeg er nødt til at forhandle i mødet med systemet. Noget jeg skal forsvare, uanset hvor offensivt jeg så gør det.

Hvor beskidte må de være? Hvorfor har vi ikke fået redt deres hår? Hvad er okay i systemets øjne? Det er selvfølgelig til dels udtryk for en indre usikkerhed om, hvad der faktisk er okay. Om jeg i virkeligheden er en okay mor eller ej.

Og samtidig ved jeg godt, at hvis jeg synes, at jeg er nødt til at forhandle med både mig selv om resten af verden om, hvor beskidt et barn må være, så har jeg i virkeligheden ikke det mindste at beklage mig over.

Jeg kender enlige mødre uden for det traditionelle arbejdsmarked, der hver evig eneste dag sender deres børn af sted renskurede, i nyvasket tøj, til tiden, med den rigtige madpakke.

Fordi de ikke har så meget kapital på de øvrige parametre til, at de kan tillade sig at forhandle om, hvad der er normalt og i orden. Fordi de frygter at blive mistænkeliggjort i systemet. Fordi de allerede føler sig suspekte, sårbare, på grund af deres livsvalg og de vilkår, de i øvrigt har.

Jeg kender en mor, der er flyttet fra Indre By til en københavnsk forstad. Fem kilometer. Pludselig er kapitalen en anden, valutaen fremmed. Det er ikke længere et plus at have fravalgt en fast indkomst for at leve af sin kunst.

Det betragtes ikke som progressivt, når en dreng har kjole på i børnehaven. Det tolkes ikke som et udtryk for kreativitet, hvis der er malerpletter på tøjet eller græspletter på knæene.

Når jeg udfordrer normerne, gør jeg det med al min kapital. Jeg kan kun gøre det i kraft af de privilegier, jeg allerede har, den defintionsmagt, jeg påberåber mig og bliver tildelt.

Det betyder, at når jeg sender mit barn i skole med beskidte negle, er det ikke det samme, som når en enlig, arbejdsløs mor gør det samme. Udsagnet er ikke det samme. Mit handlerum er et andet, større.

Det tror jeg. Det er min fornemmelse. Reelt ved jeg ingenting. Det er spekulationer. Det er det også for de andre forældre, dem der føler, at de ikke har andet valg, end at indordne sig. Men jeg føler mig tryggere i mødet med systemet, end de gør, og formentlig med god grund.

Jeg ville gerne tro, at jeg kæmpede for noget større – en udvidelse af normalitetsbegrebet, tolerancen over for forskelligheder. Jeg ville gerne tro, at jeg rykkede en lille smule ved nogle lidt for høje krav til, hvordan man er forælder i dag, når jeg sender mine børn af sted med pletter på tøjet.

Men er der overhovedet tale om en forhandling af normalitet, når jeg gør det? Udvider jeg råderummet, også for andre forældre? Eller cementerer jeg bare mig selv som den forælder, der kan tillade sig at se stort på normerne?

Man skal være priviligeret for at forhandle normalitet. De, der har mest brug for det, har ikke muligheden.

Julie Top-Nørgaard er forfatter, Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

I 90'erne på et fritidshjem på nørrebro blev en afhentningsdato forvekslet med efterfølgende dag. Telefonen var desværre lukket pga deltagelse i andelsboligsforeningens vigtige advokatmøde, og barnet kom med bedste legekammerat hjem, hvor mor kom kort efter. Barnet var mest velfungerende af alle, der var aldrig noget at udsætte i øvrigt, alligevel blev den enlige mor på kontanthjælp truet med indberetning til de sociale myndigheder.

Samme barns mor blev af en af barnets legekammeraters mor, som var leder på en integreret institution, ringet op på deres ferie. Hjemmet havde i god tid pga deres iøvrigt ydmyge vandrehjemsferie meldt afbud til legekammeratens mors fødselsdagsfest, men blev nu truet med indberetning. Legekammeraten manglede som 'barnepige' til festen, hvor der ikke så mange andre at lege med.

Grotesk ja, og læren er, at i en udsat position er de svage jaget vildt, og det er klogt så vidt muligt at iklæde sig normalitetens usynlighedsdragt, ellers risikerer man at blive ramt af små menneskers behov for at sparke nedad. Det er en klassiker - men det er godt, når det som i julies indlæg bliver påpeget af en af de, som er stærke på anerkendte ressourcer.