Læsetid 4 min.

Jeg er ikke et offer, jeg er bare adopteret

Skal man tro medierne, bliver adoptivbørn stigmatiseret, fordi de ser anderledes ud. De er rodløse og har problemer med at blive accepteret som danske. Jeg skal ikke negligere andres oplevelser, men jeg vil ikke kategoriseres som et offer, blot fordi jeg er adopteret
7. februar 2017

Igennem hele mit liv har jeg været vidne til, at der i forskellige medier tages historier op om adoptivbørn, der føler sig rodløse, mangler en identitet eller føler sig stigmatiseret, fordi de ser anderledes ud. Medierne svælger i historier, der tegner et billede af adoptivbørn som ofre med et ødelagt selvbillede.

Senest beskrev Sabitha Sofia Söderholm i kronikken »Som lille tegnede jeg på min krop med den farve, I kalder hudfarvet«, hvordan hun hele sit liv har oplevet, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om hun er en del af det danske fællesskab. Hun føler sig blandt andet krænket over at blive spurgt om, hvor hun kommer fra.

Selv får jeg ofte det spørgsmål. Mit standardsvar lyder: »Jeg er vokset op i Midtjylland, men adopteret fra Korea.«

Alle mennesker er født med forskelligheder. Vi ser forskellige ud, taler forskelligt, går forskelligt klædt osv. Det er ganske naturligt, at vi kategoriserer alle, vi møder på vores vej. Det er den måde, vi forstår og ordner verden på. Børn gør det hele tiden, mens de fleste som voksne bliver bedre til at bløde grænserne lidt op i deres møde med omgivelserne.

Men alle kan jo se, at jeg er lille og har skæve øjne! Jeg er fra Asien, det er en kategori, som er helt naturlig.

Når folk spørger, hvor jeg kommer fra, oplever jeg det som interesse for mig og min baggrund. Jeg har aldrig oplevet, at folk bliver vrede, hvis jeg bare svarer: »Jylland«, men ofte spørger de en gang til: »Jamen, hvor er du født?«.

På den anden side oplever jeg ofte, at folk bliver forlegne, hvis jeg svarer Korea, og de faktisk henviste til min tykke midtjyske dialekt, som står frem her midt i hovedstaden. Den forlegenhed mener jeg er helt unødvendig. Så for alles skyld har jeg produceret ovenstående standardsvar.

Offerrolle-spørgsmål

Når folk hører, jeg er adopteret, bliver de ofte nysgerrige, men er lidt generte over at spørge mere. De bliver meget forsigtige, lige netop fordi de gerne vil undgå at overtræde mine grænser. For det meste plejer jeg at sige, at man må spørge om alt, det er måske bare ikke alt, jeg kan eller vil svare på. Men typisk kan jeg svare på spørgsmålene, inden de er stillet, fordi jeg som regel har hørt dem før. Det er ofte det samme, der presser sig på.

De eneste spørgsmål, jeg bliver rigtig træt af, er offerrolle-spørgsmålene – og dem kan jeg takke medierne for! På den anden side får man også lidt en gratis billet ind i de sociale sammenhænge, man kommer i. Det er en god ice breaker, når man skal møde nye mennesker, at de er nysgerrige på ens historie.

At være adopteret er en del af min historie og dermed også en del af min identitet. Det er noget, mine forældre altid har været åbne omkring, og jeg har stillet alskens spørgsmål gennem min barndom. De har svaret på dem, de kunne, men først og fremmest har de altid styrket min oplevelse af, at adoption er helt naturligt og blot en anden måde at få børn på.

Jeg er mine forældres barn, ikke på trods af eller selv om noget som helst. Jeg er bare mine forældres barn ligeså vel som min koreanske bror og min danskproducerede bror. Vi er en familie, og de er en del af min identitetsdannelse.

Jeg er hverken mere eller mindre dansk end de fleste andre i dette land. Og selv om jeg også har oplevet fordomme eller negativ stigmatisering, handler det for mig ikke om, at jeg ikke er dansk. Det handler om, at nogle mennesker ikke kan opføre sig ordentligt eller glemmer at tænke sig om.

Hvis folk, der er tættere på mig, overtræder mine grænser, er det op til mig at sige fra. Ligeledes er det mit eget ansvar at sige fra, hvis jeg synes, spørgsmålene fra fremmede bliver grænseoverskridende. Ingen kan jo vide, hvor mine grænser går, hvis jeg ikke selv siger fra. 

At være adopteret er mit vilkår. Og jeg kender ingen, hverken hvide, gule eller brune, der ikke lever med et eller andet anderledes vilkår, de skal forholde sig til gennem livet. Adoptionsvilkåret er blot synligt hele tiden og medfører en anden form for kategorisering end mange andre vilkår. Men det kommer aldrig til at rokke ved min danske selvopfattelse eller ved følelsen af at være en ligeværdig del af samfundet.

Også adoptivbørn er individer. Og dem, der har det svært eller føler sig anderledes, skal have lov til at ytre det. Den legale følelse hverken kan eller vil jeg tage fra dem. Men ligeså lidt som Sabitha vil kategoriseres som »ikke-københavner«, lige så lidt vil jeg kategoriseres som et offer, der har det svært med mig selv, fordi jeg er adopteret – ofte blot fordi medierne vælger den vinkel i debatten!

Helene Thordsen er pædagog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Karsten Aaen
    Karsten Aaen
  • Brugerbillede for Flemming S. Andersen
    Flemming S. Andersen
  • Brugerbillede for Ruth Gjesing
    Ruth Gjesing
  • Brugerbillede for Michael Friis
    Michael Friis
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for ulla enevoldsen
    ulla enevoldsen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
Viggo Okholm, Karsten Aaen, Flemming S. Andersen, Ruth Gjesing, Michael Friis, Vibeke Rasmussen, ulla enevoldsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Friis

Super flot og godt skrevet.
Problem, udfordring eller vilkår? Accepter at vi ikke er ens. Og hurra for det.
Fint at undre sig over ting og fint at stille spørgsmål. De fleste mennesker spørger af interesse ikke for at nedgøre.
Samfundet har udviklet sig til at nogle ting er OK andre er ikke.
Det er f.eks. OK at kommenterer at en person er (for) slank men ikke at andre er (for) tykke.
Og det er OK at bemærke/beklage at personer lugter af tobak men ikke at andre lugter af sved. Hvorfor ved jeg ikke.

Brugerbillede for Trond Meiring

Sådan har det vel altid været, bare anderledes. Ethvert samfund har til enhver tid sine tabuer og forbud, totemer, helte, idealer og syndebukke.
Selv er jeg ikke bare slank, men tynd, får jeg at høre fra tid til anden, og lugter gerne af både tobak, sved og det der er værre.

Brugerbillede for Trond Meiring

"Det er ganske naturligt, at vi kategoriserer alle, vi møder på vores vej. Det er den måde, vi forstår og ordner verden på. Børn gør det hele tiden, mens de fleste som voksne bliver bedre til at bløde grænserne lidt op i deres møde med omgivelserne."
Jeg er af den opfatning at det forholder sig omvendt. Børn er åbne og grænseløse, og har ikke så mange kategorier at sætte folk og sager i. Voksne er fordomsfulde, og skal kategorisere alting. Helt generelt. Ellers er jeg ganske enig i artiklens indhold, bare for at gøre det klart. "Super flot og godt skrevet", som Michael Friis skriver.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Tak for den artikel Helene Thordsen. Du viser styrke og omtanke så du kører da bare videre som dansker i DK - held og lykke

Brugerbillede for Tanni Kromann

Jeg blev ked af det, da jeg saa og forstod, hvad denne her artikel handlede om. Muligvis blot taenkt, som et forsoeg paa, at komme til modsvar med "den anden side af medaljen" i fht forrige artikel med lignende emne. Men den virker blot nedladende skrevet og taet paa regulaer voksenmobing for aaben skaem. Soergeligt!

"Jeg skal ikke negligere andres oplevelser..." Det slap artklen dog rigtigt skidt fra.

Brugerbillede for Lone  Sæderup

Og således blev det endnu engang gjort til noget negativ at være offer for noget, samt sat lighedstegn mellem det at være offer for noget og det at være svag, uden handlekraft osv. Jeg forstår godt, at tekstens forfatter ikke ønsker at blive betragtet som et offer, når hun nu forbindes med at være et svagt og nærmest dårligt menneske, der ikke kan finde ud at gøre andet end at beklage sig og brokke sig, men ved at acceptere dette negative syn på ofre gør hun det meget let for dette samfunds magthavere at lukke munden på kritikere ved at kalde dem for ofre. Det er en form for retorik, der er skabt til fratage bestemte grupper deres ret til at blive taget alvorligt og hørt i samfundsdebatten, og det er yderst ubehageligt at blive udsat for den. Den er i den grad et udtryk for manglende respekt og lydhørhed overfor andre menneskers erfaringer og er reelt en form for voksenmobning.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Nu er der jo ikke kun én korrekt eller accepteret måde at opfatte sig selv på, heller ikke selv om man har samme udgangspunkt i livet, som fx at være adopteret og måske udseendemæssigt skiller sig ud fra flertallet. Jeg blev under læsningen smittet af positiviteten i Helene Thordsens indlæg, der vidner om en harmonisk og veltilpasset kvinde. Godt for hende. Og godt for mig at kunne læse om det.

Jeg har ikke læst det indlæg, hun ret neutralt henviser til, men hvis jeg havde oplevet hendes henvisning som en langen ud efter Sabitha Sofia Söderholm, eller ligefrem som voksenmobning(!), ville jeg højst sandsynligt også have læst hendes indlæg, for eventuelt at kunne finde ud af, hvad dét handlede om. Men sådan opfatter jeg på ingen måde ovenstående indlæg.

Helt ærligt kan jeg kun glæde mig over en kvinde, der ikke føler sig som offer, hvor andre i en tilsvarende situation måske desværre gør det. Og glæde mig over at hun tilsyneladende har 'valgt' nogle rigtig gode forældre.

Helene Thordsen skriver:

"Også adoptivbørn er individer. Og dem, der har det svært eller føler sig anderledes, skal have lov til at ytre det. Den legale følelse hverken kan eller vil jeg tage fra dem."

Det skulle da meget gerne også gælde dem, der ikke har det svært eller føler sig anderledes, uden at de dermed gør sig fortjent til at blive verbalt udskammet?

Brugerbillede for Viggo Okholm

Man kan vel sige at det at man umiddelbart ser "anden etnisk" fortæller både en selv, når man er gammel nok og omgivelserne at man er adopteret.
Men blandt de adopterede er der helt sikkert ofre såvel som heldige. Gener er man født med og miljøet former så de gener afhængig af det miljø bliver udviklet til en form for tryghed. Men det at man har en anden baggrund kan betyde disharmoni uanset gode intentioner i den nye familie.Helene er så både stærk og heldig og fint hun fortæller det.