Læsetid 5 min.

På børnepsykiatrisk afdeling sagde de bare, at jeg bare skulle være glad for, at mit barn ikke fejler noget

Min søn har det rigtig skidt. Han magter ikke at gå i skole, han er utrøstelig og tør ikke forlade hjemmet uden os. Vi har bedt om hjælp hos skolen, lægen, psykologen, kommunen, børnepsykiatrien – de henviser blot til hinanden. Hvis ikke man har en diagnose, trækker alle på skuldrene
’Han græder halve og hele timer i løbet af en almindelig dag. Jeg kan ikke trøste ham, blot være hos ham,’ skriver Anne-Kirstine Dyrvig om sin søn. 

’Han græder halve og hele timer i løbet af en almindelig dag. Jeg kan ikke trøste ham, blot være hos ham,’ skriver Anne-Kirstine Dyrvig om sin søn. 

Sophia Juliane Lydolph
27. februar 2017
Delt 41 gange

Da min søn begyndte i 4. klasse, blev det hurtigt klart, at han havde svært ved at imødekomme de faglige krav. Han kom grædende hjem fra skole, ofte i utide. Han havde svært ved at finde ro om aftenen, og blev meget let ulykkelig.

Han holdt op med at besøge sin far efter 10 års stabil samværsordning. Pludselig kunne han ikke finde ud af at gøre ting, han plejede at kunne. Han mistede sin selvstændighed og søgte mere og mere tryghed og omsorg hos mig, sin mor.

Jeg prøvede at give ham et par fridage fra skolen. Det har han aldrig haft før, for jeg mener, det er vigtigt, at børn lærer at passe de forpligtelser, der nu engang følger med et liv. Herunder at man ikke pjækker. Men jeg kunne mærke, han var helt fortvivlet, og efterhånden begyndte jeg at dele hans fortvivlelse.

Fridagene hjalp ikke. Han kunne ikke overskue skolen. Særligt ikke de længste dage, så pludselig kom han kun afsted 2-3 dage om ugen. Jeg troede, efterårsferien var den pause, han havde brug for, men nej. Alting kulminerede nærmest i den ferie. Han fik det kun værre. Da den var slut, stoppede han helt med at gå i skole.

Kastet rundt i systemet

Allerede da problemerne begyndte, blev jeg kontaktet af en lærer, der bad os kontakte egen læge, fordi min søn gav udtryk for stress. Egen læge sagde, vi skulle gå til skolen og få en skolepsykolog. Skolen sagde, at skolepsykologen var sygemeldt og tilbød, at vi kunne få en tid i januar – det var i september måned, hvor han havde fravær hver eneste uge.

Jeg kontaktede skolen igen og sagde, det var uacceptabelt, men de henviste til kommunen, fordi skolen ikke kan gøre for, at den ikke har en skolepsykolog.

Jeg skrev til skolepsykologen, og fik autosvar, fordi denne som nævnt var sygemeldt. Af svaret fremgik kontaktoplysningerne på vedkommendes chef. Jeg kontaktede hende, og hun henviste til en familiebehandler. Ham mødtes vi med tre gange, før han sagde, at der var behov for en psykolog, fordi han ikke vidste, hvad han skulle stille op med vores situation.

Jeg kontaktede igen chefen for områdets skolepsykologer, og sendte en uopfordret mail til en psykolog med ansvar for et særligt kognitivt program til børn. Sidstnævnte arbejdede tilsyneladende for kommunen og indvilligede i at tage vores sag frem til årsskiftet.

Hun arrangerede et netværksmøde for alle voksne i barnets liv samt skolen. Det var et godt møde, som fandt sted i november måned. Her blev det besluttet, at psykologen ville varetage kognitiv terapi frem til årsskiftet, hvor skolen gerne skulle få en ny skolepsykolog, og at vi via egen læge skulle få en henvisning til udredning på børnepsykiatrisk afdeling.

Vi havde fire samtaler med psykologen før jul. Effekten udeblev, hvis den måles på om barnet er i stand til at gå i skole. Jeg kontaktede skolen for at bede om alternativ undervisning, så længe mit barn ikke var i stand til at komme i skole. De sagde, de ville forholde sig til undervisningstilbud, når udredningen fra børnepsykiatrisk afdeling var på plads.

Mellem jul og nytår var vi til forsamtale på børnepsykiatrisk afdeling. De kunne på baggrund af halvanden times konsultation afgøre, at min søn ikke har en psykiatrisk lidelse, og da jeg brød sammen i gråd og fortvivlelse og tiggede dem om at hjælpe os, sagde de, jeg bare skulle være glad for at mit barn ikke fejler noget.

Min glade dreng er væk

Således opløftet kontaktede jeg skolen igen på første hverdag efter juleferien. De gik med til et møde den følgende uge, hvor vi endelig fik lavet nogle aftaler om tilbagevenden til skole. Vi er i gang med at prøve at begynde i skole igen, men det går ikke godt.

Min søn kan stadig ikke sove. Han græder, når han skal sove, og han græder, når han skal op. Han græder i skolen, og deltager ikke i timerne. Nogle dage er han i stand til at opholde sig i klasselokalet, hvor han har fået en særlig plads afskærmet af vægge og et sæt høreværn, men ikke alle dage.

Nogle dage er han nødt til at sidde i et tilstødende lokale sammen med mig eller min kæreste, som er nødt til at tage med, for at han overhovedet kan være der.

I dag tog min kæreste min søn til lægen i håb om at få noget beroligende, så han i det mindste kan falde til ro om aftenen. Lægen sagde, at kun børnepsykiatere kan udskrive medicin til børn. Og her vil jeg minde om, at vi ikke kan få lov at drøfte sagen med en børnepsykiater, fordi de på børnepsykiatrisk afdeling har konstateret, han ikke fejler noget. Endnu en blindgyde.

Min søn falder i søvn mellem 0.00 og 1.00 om natten. Han græder halve og hele timer i løbet af en almindelig dag. Jeg kan ikke trøste ham, blot være hos ham. Han kan stort set ikke forlade hjemmet uden en voksen. Min selvstændige, glade og stærke dreng er væk, tilbage er der blot et ulykkeligt hylster med store, røde øjne omkranset af sorte rande.

Ingen ønsker os

Men jeg føler, at ingen vil hjælpe os. Og hvad skal jeg sige til min dreng? Vi bliver hele tiden sendt fra sted til sted, fra sektor til sektor. Ingen ønsker os. Og det kan jeg da godt forstå – vi er ikke specielt sjove lige nu.

Men det er mig, der skal stå til ansvar over for mit lille barn, der er ved at blive voksen i en verden, hvor man er helt alene. I et land hvor vi trods en anseelig offentlig sektor ikke vil hjælpe et barn, der beder om det. Hvordan kan han sige det mere tydeligt end ved at stoppe sin skolegang? Han trives ikke!

Hvis jeg kunne hjælpe ham ved at give mit liv, så gjorde jeg det på stedet. Men jeg er bange for, det ikke ville stille ham bedre.

Nej, jeg står med den opgave at omformulere det signal, alle offentlige instanser indtil nu har sendt til os: »Ja, vi kan godt se, du ikke går i skole, og vi mødes med din mor, som forsøger at få dig udredt, få dig i specialskole, eller bare at give dig noget, så du i det mindste kan få et par timers ro om natten … Men vi vil ikke hjælpe dig … Det er ikke vores opgave. Spørg i stedet hos lægen/på skolen/på kommunen/på børnepsykiatrisk afdeling.«

Vi danser rundt i en glædesløs vals efter andres piber i håb om, at nogen en dag vil lytte. Det er hårdt, og vi føler alle dagligt, at vi ikke kan klare det længere. Men ikke at klare det er ikke en valgmulighed, så vi bliver ved at forsøge, selv om kampen virker endeløs.

Mit budskab er derfor, at hvis en person, der arbejder med børn, kan finde bare det mindste overskud til at hjælpe med at tage ansvaret eller vise en vej i junglen af paragraffer og sektorovergange, så gør det. Altså, når man ikke kan hjælpe, så kan man i det mindste nedskrive sine overvejelser, og give dem videre til den sektor, man henviser til.

Så alt ikke er overladt til os, der hver gang nogen afviser os, selv skal finde ud af, hvor vi nu skal prøve at sparke døren ind.

Et barn, der får hjælp kan måske komme sig over sin krise med en tro på, at nogen faktisk hører dets råb om hjælp. Mit barn? Jeg ved det ikke. Jeg prøver at vise, at han i al fald har sin mor i sit ringhjørne.

Anne-Kirstine Dyrvig er datamanager

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bruger 227938
    Bruger 227938
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Henrik Søgård  Jørgensen
    Henrik Søgård Jørgensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Bruger 227938, Kristen Carsten Munk, Henrik Søgård Jørgensen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for June Beltoft

Stakkels dreng. Stakkels familie.

Uden at være læge eller psykolog, får jeg alligevel den tanke, at drengen måske er ramt af en regulær depression. Er den mulighed slet ikke faldet lægerne i børnepsykiatrien ind?

Anne Eriksen, Britt Kristensen, vibeke hågensen, Viggo Okholm og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Send drengen på danseskole, der er altid mangel på drenge og pigerne er glade for at få en partner..... Det er sundt for ungerne at have en hobby, der ikke har noget med skolen at gøre som: at spille bold, lære at tegne, gå til drama, gå til ridning, svømning osv....der er en hobby for enhver derude som er cool og som får en ud af sengen om morgen og kan etablere bekendtskaber.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Denne sag er ud fra beskrivelsen meget svær, men selve indholdet fortæller så ingenting om hvor i landet det her foregår, for i min optik virker det her på en måde absurd. Det fremgår heller ikke hvordan moderen her og kæresten og den biologiske far kommunikerer og faktisk gør i samværet for måske at få hul på bylden i drengens psyke. Umiddelbart lyder drengens sindstilstand jo klart som en depression, men at alle vasker hænder uden at forsøge at komme ind til drengen virker utrolig mærkeligt. Er situationen tænkt eller alvor?

Brugerbillede for Henning Nielsen
Henning Nielsen

Det du gør er at købe dig en socialrådgiver til at slås for dig. Det er alt for hårdt og uoverskueligt at stå med selv. Og så laver du en underretning på jer, som du sender til kommunen. Så skal de handle og få styr på det.

Måske har din fagforening en ansat, som kan hjælpe dig på vej. Du slås ikke længere for hjælp til din søn, men for at finde rundt i systemet. Det er desværre ufatteligt ofte, det sker.

Du kommer til at ende netop der, hvor det er ingens skyld, fordi du selv handlede. Så der er et alternativ mere, men det er barsk, hvis din dreng ikke længere skal have hjælp af dig.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Det virker ikke, som om det at presse "systemet" gør noget godt, snare det modsatte - for drengen. Er han havnet i ingenmands land?
Er det problemer med en ny familiestruktur, der ikke kan bearbejdes af samme?
Pubertetskrise - ny skole - fred og ro?

Brugerbillede for Susanne Andresen
Susanne Andresen

Du skal gå ind på VISO's hjemmeside og finde tlf.nr til dem.
VISO er under socialstyrelsen og er yderst kompetente til at rådgive og hjælpe både pårørende og faggrupper, hvor situationen er gået helt i hårdknude.
Held og lykke til jer.

Viggo Okholm, Rigmor Madeleine Lond og Tommy Gundestrup Schou anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Hillers

En meget trist historie. Udfra beskrivelsen er der en mulighed for han har udviklet overfølsomhed for elektromagnetiske stråler. Det findes ikke som en mulighed blandt danske læger men derimod i andre lande og ikke mindst i Østrig, hvis Lægeforening for vist fem år udsendte en vejledning til sine medlemmer.
Det er egentlig let nok at finde ud af om strålerne påvirker ham. Måske op til en lille uge uden WiFi, brug af mobil , langt fra en mobilmast og andres brug.
Hvis han får det bedre er det jo skønt, men jeg ved kun om en enkelt skole der er kommet en elev med EHS, som det hedder, i møde. Skoler med kraftig wifi-dækning og mange aktive mobilbrugere i klasseværelset udsætter børn for ,ifølge mange studier,skadelig stærk stråling. Her er det især Frankrig, der har indført restriktioner.
Du kan læse mere om emnet på EHS-Foreningen og Rådet for Helbredssikker Telekommunikation.
Jeg håber meget dette kan hjælpe jeres fortvivlende situation.

Viggo Okholm, Anne Eriksen og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Nogle dage er han i stand til at opholde sig i klasselokalet, hvor han har fået en særlig plads afskærmet af vægge og et sæt høreværn, men ikke alle dage.

Hvad er det for en skole han går i?

Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

Der mangler en ret så væsentlig information - hvad er dialogen når knægten konfronteres med at han er så ked af det?
Hvad er det han har brug for - kunne det fks være efterskole?

Brugerbillede for Esben  Lykke

Jeg vil ikke kommentere på den konkrete sag, for der er for ting, vi ikke ved, og blot ønske alt det bedste til kronikørens familie. Det må være ufattelig hårdt.

Jeg faldt over to ting i teksten, som jeg gerne vil sige noget generelt om. Det sidste først.

" I et land hvor vi trods en anseelig offentlig sektor ikke vil hjælpe et barn, der beder om det. Hvordan kan han sige det mere tydeligt end ved at stoppe sin skolegang? Han trives ikke!"

Som tingene er i dag, interesserer "den offentlige sektor" sig ikke en døjt for den enkelte samfundsborger. Det lyder hårdt, men sådan er det. Der er mange mennesker med hjertet på rette sted, der - ofte på trods af "systemet" - arbejder i den offentlige sektor på at hjælpe mennesker, som har brug for det.
Men virkeligheden er, at vi har valgt politikere, som har implementeret planer, der trækker i den modsatte retning.
Det eneste "den offentlige sektor" interesserer sig for, er at skabe produktive samfundsborgere. Hvis man er "et besværligt tilfælde", så er man ofte overladt til sig selv og evt netværk.

Som sagt - Det er ikke fordi, de enkelte mennesker i kommunen ikke vil hjælpe - systemet er bare ikke gearet til det.

For det andet:

"Jeg prøvede at give ham et par fridage fra skolen. Det har han aldrig haft før, for jeg mener, det er vigtigt, at børn lærer at passe de forpligtelser, der nu engang følger med et liv. Herunder at man ikke pjækker."

Hvad er det for "forpligtelser", der følger med et liv? Overfor hvem?

Lars Løkke kommer altså ikke og besøger på hospitalet eller ved graven, når en tro samfundsborger går bort. Du og din søn skylder ikke nogen noget - og i hvert fald ikke at fortsætte med at gå i skole, hvis det ikke fungerer.

Det er lige så naturligt for mennesker at gå i skole, som det er for dyr at være i zoologisk have.
Man kan vænne sig til meget, men for en stor del af børnene er det rent overgreb at blive sendt i institution/skole. Mennesker er forskellige, og hvis et barn ikke vil(kan gå i skole, så er det altså ikke nødvendigvis barnet, der er noget galt med.

Så hvis jeg alligevel skal kommentere på den konkrete sag, så må mit r¨åd være:

Forvent ikke hjælp fra det offentlige, og gentænk hvad "det gode liv" er for jeres familie.

Jens Pedersen, Søren Roepstorff, Nanna Wulff M., Minna Conradsen, Viggo Okholm og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rigmor Madeleine Lond
Rigmor Madeleine Lond

Der findes privatpraktiserende psykiatere, som måske ville kunne hjælpe. Det lyder helt klart for mig som om psykiatrien ikke har lavet den nødvendige udredning. Og når den ikke er lavet er det som at lede efter en nål i en høstak for jer og kommunen at finde brugbare løsninger, der kan hjælpe din søn. Held og lykke til dig og din familie, Anne-Kirstine!

Brugerbillede for Anne Eriksen

Esben Lykke@
Du er heldig, at du ikke har et Ø i det navn :)
Jeg tror, at "forpligtigelse" i denne sammenhæng betyder at udvise "de nødvendigheder, vi skal lære" - men på en måde, så man ikke skader sig selv.
En god "samvittighed" ved at gennemføre noget, nu får jeg måske stryg...Jeg indrømmer, at det kan overdrives.
Min egen søn er utrolig samvittighedsfuld, om det er mig eller noget medført, vides ikke. Men det er nogle gange svært at være menneske.
Som dig, synes jeg heller ikke, at man ved nok - men jeg tror, at en god psykolog/ evt. lærer er bedre til at takle problemet end noget "psykiatrisk".

Det offentlige er ikke lig med politikken, heldigvis - men presset er stort - og måske skal man være lidt heldig også. Ansvaret er ens eget og ved at være kritisk på forhånd, det hjælper ikke meget.
Man skal se på, hvordan mulighederne er...

Brugerbillede for Søren Jensen

Enig med Rigmor Madeleine Lund. 1 1/2 times forsamtale i børnepsykiatriskregi er lige kort nok til at afvise, om der foreligger dybere patologi. Bed om en revurdering eller søg en vurdering hos ekstern børnepsykiater, hvis I kan opdrive sådan en.

Brugerbillede for Nette Skov

Mor til seks `dele børn`!

Din rørende beskrivelse af jeres svære situation og magtesløsheden er vi en del, som har erfaret. Vores søn blev - som din søn - pludselig tungsindig. Han ønskede helst ikke at stå op af sengen i en længere periode. Vi valgte at tage fat om situationen på følgende måde og ikke selv at vise, hvor stærkt berørte vi selv var - som forældre. Han skulle fornemme os som det `faste punkt, som ikke væltede`.

Selv at være det `faste, rolige punkt`som forældre, kan være med til at skabe trygheden i barnet. At vi som forældre, ikke lader os rive med af den nuværende tyngde og åbenbare proces barnet er i.

Jeg udtaler mig, fordi jeg i mit job med psyk. syge unge mennesker i egne boliger, har talt med mange forældre om samme problematik. Jeg har oplevet, at alt for mange børn/unge blive diagnostiseret og medicineret alt for tidligt i et sårbart forløb og tilsidst ender som hjælpeløse "robotter", som på grund af medicinens bivirkninger ofte får problemer oveni deres problemer.

Vi valgte at hjælpe vores søn ud af den onde cirkel ved - selvfølgelig at tale meget med ham - men også ved at være den ukuelige støtte, som jeg læser at I også er det. Vi lavede et skema sammen med ham som bestod af ham og hans ønsker i livet. Småt og stort ! og lod ham vide, at han ikke på daværende tidspunkt var syg eller skulle diagnostiseres.

At vi helt havde tillid til, at det var en proces i hans liv, vi i fællesskab nok skulle løse. - Så kan det godt være, at situationen blev tungere end som så . Men der startede vi !!! -

Vores skema krævede noget af ham - og det belivede ham !! Vi valgte at bevare roen selv, så han kunne mærke, at vi havde tillid til, at han ville komme over sin midlertidige tilstand.

Vi krævede af vores søn, at iPad, computer o.lign kom på stand-by. Valgte - sammen med ham gåture og oplevelser udenfor`. Det at se på, hvad der foregår `ude i livet`fremfor livet i den` Indre iPad verden`.

Det for at kunne vurdere, hvad der skete med ham i forskellige situationer. Vi forskede interesseret vores søn (objektivt, så vi ikke sammen med ham, røg ind i hans følelsesverden, selv om det var svært) og sørgede for, at han selv skulle være med i denne forskning, for at kunne komme videre. Lærte ham stille og roligt, at vi alle - uanset - på et tidspunkt, må være med til at tage ansvar for eget liv. Vi har erfaret, at det kan børn lære ret tidligt.

Vores holdning til vores søns proces - med forskellige gøremål blev en succes. Det tog sin tid, var ufatteligt hårdt, men vores relation blev tættere. Vi valgte ikke at lade ham ligge og lade følelserne styre! Vi ønskede, at han skulle skifte focus og det virkede med alles store tålmodighed.

I de ikke altid ønskede krav til ham, var der indbygget hele familiens kærlighed. Det fornemmede han! I dag er han i tyverne og i fuld gang med en uddannelse - nu en livsglad og dejlig ung mand.

Brugerbillede for Steffen Michael  Nielsen
Steffen Michael Nielsen

Hej Anne - kristne og familie
I skal få en henvisning fra jeres egen læge til Rigshospitalet afd. vækst og reproduktion jeg tro de kan hjælpe jeres dreng og jer
I er velkomme til at spørge mere ind til det hvorfor jeg mener det kan hjælpe.
Min mail er : multi-montage@outlook.com
hilsen Steffen

Brugerbillede for Kristina Schjerning
Kristina Schjerning

Hvis din dreng har en depression, og det er der meget der tyder på, undrer det mig at psykiatrien ikke ser det. Jeg er selv stofskiftesyg og din drengs symptomer passer fuldt ind i dette mønster: manglende kræfter til at klare hverdagen, meget ked af det og manglende søvn-evne. Få en blodprøve hos Jeres læge på Tsh, T4 og frit T3.
Der er noget galt når din dreng er så ked af det og ikke magter livet. I har brug for hjælp, så alt mulig held og lykke med at skubbe på!

Brugerbillede for Lili Kloster

Hej. Jeg står i samme situation som jer. Det har stået på i ca. 1 år. Min søn er 14 år og har fået diagnosen komplex udviklingsforstyrrelse. På trods af diagnosen er der ingen der kan støtte og vejlede os. Håber på det bedste for jer.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Det er bekymrende så mange unge mennesker som systemet taber og her tænker jeg også på alle dem der går ud af skolen som analfabeter og alle dem der tabes til narko og banderne.....måske skulle politikerne tænke lidt mindre på, hvad erhvervslivet vil med skolerne og mere på hvad der er bedst for børnene..... jeg er sikker på, at det også vil kunne betale sig i det lange løb.

Brugerbillede for John Møller

1) Kom afsted til neurolog og få afklaret, om der er tale om en hjerneskade. Grådlabilitet, lydfølsomhed, træthed, koncentrationsbesvær og andet kan skyldes en hjerneskade, som I ikke kan se med det blotte øje. Det bliver I virkelig nødt til at få afklaret HURTIGT, inden I begynder at kigge på psykiske lidelser. Specielt, hvis det er kommet ud af det blå, som det lyder til. Tænk, hvis han render rundt med en hjerneskade, og han så bare bliver proppet med ligegyldige piller fremfor at få en ordentlig behandling.

2) Drop det offentlige. Det er godt nok gratis, men det er det tammeste argument, som mange danskere altid tyer til, når det kommer til helbred. Snak med neurolog på privathospital og derefter privat psykolog. At være et nummer i køen i det offentlige - eller vente flere måneder på konsultation/diagnose er useriøst. Og jo, I HAR råd - det har langt de fleste i DK. Man har ikke råd til at være syg - tid får man ikke igen. Når evt. diagnose og behandling er på plads, kan I hoppe tilbage i det offentlige.

3) Hvis det er pga. skolen, så drop den. Alle hører ikke hjemme i skolen. Eller prøv at skifte, inden han finder noget andet at lave.

Håber virkelig, at I finder ud af det Men I bliver NØDT til at tage til neurolog eller lign., når der er så stærke fysiologiske symptomer, som er kommet på kort tid!