Kommentar

Patienternes forventninger ødelægger sundhedssystemet

Specialisering af sundhedsvæsenet har været helt nødvendigt, hvis lægerne skal leve op til patienternes forventninger om at modtage den bedste behandling. Men det er ikke uden problemer for vores sundhedsvæsen
Debat
11. februar 2017

Stadigt stigende specialisering af lægegerningen har bidraget til det moderne sundhedsvæsens kollaps, skriver den erfarne praktiserende læge Knud Jacobsen i en kommentar den 4. februar.

Han peger på, at lægerne fra at være generalister nu er blevet ekstreme specialister. Derfor står vi i dag »med et væsen, der er supergodt til at løse problemer, men superdårligt til at opklare, hvilket problem der skal løses«, fremgår det af kommentaren. Mens lægerne har sørget for, at deres specielle vidensområde ligger i et strålende spotlys, befinder alt andet sig mere eller mindre i tusmørke.

Men at beskrive problemerne i sundhedsvæsenet som resultatet af den samlede lægestands bevidste konspiration om at overtage sundhedsvæsenet er ikke kun stærkt forsimplet, men decideret fejlagtigt.

Sundhedsvæsenets nuværende problemer er blot en del af den generelle samfundsudvikling, hvor kompleksiteten stiger overalt. Det afspejles i jura, offentlig forvaltning, socialvæsen, trafikplanlægning, undervisningssystemet, skattelovgivning og selvfølgelig også i vores sundhedsvæsen. Det er ikke nogen enkelt gruppes skyld, men en naturlig om end beklagelig følge af bl.a. den voldsomt stigende vidensmængde.

Hjernen er ikke vokset

Da vi som enkeltindivider ikke undervejs i denne udvikling er blevet udstyret med større hjerner, er det naturligt, at vi som læger er nødt til at koncentrere os om så afgrænset et fagområde, at vi kan håndtere det med vores begrænsede mentale kapacitet – vi må nøjes med at lære stadigt mere om stadigt mindre.

Jeg er selv speciallæge i psykiatri og yderligere specialiseret i retspsykiatri. Jeg har taget rejsen med hospitalsvæsenet gennem min mere end 30-årige karriere, så jeg har set en del af denne udvikling.

Jeg oplever hver dag, at jeg må rådgive kolleger, som er specialiseret inden for andre felter, om retspsykiatriens krinkelkroge. Samtidig må jeg erkende, at min viden om andre lægefaglige områder dels forvitrer og glemmes, dels ikke kan holdes ved lige, fordi udviklingen går uhyggeligt stærkt.

Fordelen ved specialisering er, at vi får flere og forbedrede muligheder for at hjælpe patienterne, hvis deres sygdom vel at mærke ligger inden for et speciale. Her kan f.eks. nævnes fremskridtene i behandling af både kræft og hjertesygdomme – både medicinsk og kirurgisk.

Og alle patienter vil – ligesom politikerne – naturligvis gerne have den til enhver tid bedste udredning, diagnostik og behandling. Derfor kommer generalisten som f.eks. den praktiserende læge ofte til kort.

Høj pris

Knud Jacobsen har til gengæld ret i, at specialiseringens pris er høj – både økonomisk og organisatorisk. Viden, ny medicin og teknik medfører mere effektive, men stadigt dyrere behandlingstiltag og mere ufleksibel organisering.

Specialiseringens ulemper er faktisk også, at risikoen øges for, at patienter med ukarakteristiske symptomer eller flere samtidige sygdomme falder mellem flere stole og derfor ikke får optimal behandling i tide.

Den udvikling er ikke den enkelte læges skyld. At forvente, at det er lægerne, der skal vende en udvikling – som er helt generel i vores samfund – er lige så urealistisk, som det er urimeligt.

Sundhedsvæsenet afspejler blot den almindelige samfundsudvikling, og derfor må problemerne også adresseres på det højeste beslutningsniveau. Det er det politiske niveau – både i regioner, regering og Folketing – der skal på banen og tage ansvaret for at træffe klare beslutninger om, hvor intensiv og specialiseret hjælp befolkningen kan forvente. Og dermed også om hvor grænsen for hvad patienterne kan forvente, skal gå.

Selvfølgelig skal lægerne bidrage med deres specialviden, men i sidste ende må politikerne træffe de vanskelige beslutninger – og stå ved dem.

Man må blot håbe, at politikerne så har bedre held med at vende udviklingen i sundhedsvæsenet, end de hidtil har haft med de talrige forsøg på at afbureaukratisere den øvrige tiltagende komplekse, komplicerede og specialiserede offentlige sektor.

Hans Henrik Ockelmann er overlæge i psykiatri

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

bente-ingrid bruun

Endnu er misvisende overskrift, for den afspejler på ingen måde indholdet i debatindlægget.
Det er ikke patienternes forventninger, der ødelægger sundhedssystemet.

Til gengæld stor tak til overlæge Hans Henrik Ockelmann og læge Knud Jacobsen for deres vurdering af aktuelle problemstillinger i sundhedsvæsenet, som der skal findes løsninger på.

Hanne Koplev, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Selv generalisterne er specialister - min læge er "speciallæge i almen medicin".

Det er helt forfejlet at anklage patienterne for at være skyld i sundhedsvæsnets problemer, det svarer til at gøre de arbejdsløse ansvarlige for, at arbejdsgiverne ikke har brug for arbejdskraft.

Især er det forfejlet at bringe Ockelmanns indlæg under en misvisende overskrift, da artiklen netop ikke handler om patienterne som et problem, men derimod peger på den strukturelle udvikling og ikke mindst den den politiske styring heraf som problemet - den samme politiske styring, som anklager de arbejdsløse for dovenskab og de syge for at være en flok pjækkerøve.

Det bliver stadig mere presserende, at alle vi "almindelige" mennesker allierer os med de grupper af eliten - specialisterne - hvis faglige værdinormer ikke er bestemt af økonomiske beregninger.

Læger tilhører per definition eliten, men min læge har gennem årene været en stor støtte i min kamp mod systemet, fordi det for hende personligt og professionelt er vigtigere at hjælpe mig, end hvad det koster.

Det er den økonomiske elite, der er gået grassat, og den politiske elite, der har solgt ud af de politiske dyder for at tækkes økonomerne. Den sundhedsfaglige elite har ikke solgt ud endnu. Tak til Hans Henrik Ockelmann, Knud Jacobsen og min egen læge for det.

Hans H Ockelmann

Kære begge. Jeg tumlede selv med overskriften. Og jo, den blev "spidsvinklet". Men så blev mit indlæg da heldigvis læst.
Hvis jeg må forklare eller forsvare, er problemet jo, at vi i nogle faser af vores liv er borgere i andre fx patienter. Overskriften havde været meningsløs, hvis jeg havde skrevet "Borgernes forventninger...", da det jo er i en bestemt rolle, vi overhovedet beskæftiger os med sundheds(u)væsenet: Når vi selv eller vore kære har brug for det. Derfor er der også skabt patientforeninger, hvis mål jo er at optimere tilbuddene til netop deres medlemsskare. Og det er der jo i sig selv intet galt i, men i kampen om del i en begrænset pengepose magter at råbe politikerne op. Og det er altid på andre gruppers bekostning. Jeg er selv læge for nogle af landets svageste, mest marginaliserede patienter: Mennesker med svær sindssygdom og misbrug, som tillige er blevet "forbrydere". De har absolut ingen organisationer, der lobby'er på deres vegne. Så jo, det er OGSÅ patienterne som interessegrupper - bestemt ikke som enkeltindivider - der gennem presse og politikere medvirker til at skævvride det danske sundhedsvæsen.

Lise Lotte Rahbek, Grethe Preisler, Christel Larsen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hans Henrik Ockelmann, tak for præciseringen.

Patientforeningerne agerer som en slags fagforening for de syge, og set i det lys giver din kritik virkelig god mening. Som langtidsledig, der forlængst har måttet melde mig ud af fagforeningen, har heller ikke jeg nogen organisation, der taler min sag. Min gamle fagforening fokuserer på de betalende medlemmer, og de få organisationer, som henvender sig til arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, har ingen slagkraft sammenlignet med fx 3F.

Jeg kender det psykiatriske system indefra som både pårørende og patient, og har blandede erfaringer med personalet, ikke så meget portører og sygeplejersker, som generelt er til at tale med, men lægerne kan godt virke lidt verdens- og virkelighedsfjerne. Det er vel netop derfor, at pårørende og patienter organiserer sig i patientforeninger - fordi de ikke føler, at de bliver hørt i systemet, som tegnes udad- og indadtil af jer overlæger?

Og når først en organisation bliver slagkraftig, risikerer den at slå de forkerte oven i hovedet. Ved at prioritere deres medlemmer er fagforeningerne villige til at skære i overførselsindkomster for ikke-medlemmer, og patientforeningerne gør basalt set det samme for at fremme netop deres patientgruppes sag på bekostning af andre patientgrupper.

Min kritik var ikke så meget rettet mod dig som specialist, som på de af mine medborgere, som har en tendens til at lade en ubestemt "elite" være skyld i alle vore fortrædeligheder. På trods af dit fags uhyre kompleksitet er det jo lykkedes dig at forfatte et indlæg, som selv jeg kunne forstå.

Og selv om jeg er dybt uenig med min psykiater om mange ting, er jeg ikke i tvivl om, at han forsøger at give mig den bedst mulige behandling set ud fra et professionelt sundhedsfagligt synspunkt. Han er bedøvende ligeglad med hvad det koster, bare det virker. Det er mig, ikke ham, der beklager sig over medicinpriserne. At han så af og til ikke tilbyder den bedste løsning, fordi den er for dyr, skyldes ikke en sundhedsfaglig vurdering, men en økonomisk. Hvis jeg eller samfundet ikke har råd til det bedste, må han jo tilbyde mig det næstbedste. Hvad han så gør, men netop ikke af lægefaglige, men af magtpolitiske og økonomistiske grunde, som er uden for hans og min umiddelbare indflydelse

Hans H Ockelmann

Kære Niels Nielsen
Tak for din ros og dine klare og velbegrundede refleksioner. Du ser jo psykiatriverdenen fra en anden, men lige så gyldig synsvinkel som den strengt lægefaglige, jeg har som udgangspunkt. De to aspekter burde altid supplere og berige hinanden.
Venligst

Niels Duus Nielsen

Jeg forsøger bare at få dig til at rette kritikken i den rigtige retning. Patientforeningerne er - ligesom fagforeningerne - kun et symptom og en reaktion på en syg ledelse. Jeg håber en dag psykiatrien begynder at interessere sig for at forebygge den særlige form for psyko- og sociopati, der trives blandt politikere og erhvervsledere.

:-)