Pelle Dragsted: Globaliseringskritik er hverken nationalisme eller racisme

Det er ingen naturlov, at det er højrenationalister, som står i spidsen for disse års politiske revolter. Men hvis progressive kræfter skal tage deres plads, må de vise lydhørhed og handlekraft over for de problemer, befolkningen oplever, i stedet for at afvise kritik af den nuværende globaliseringsmodel som nationalisme eller racisme
Det er ingen naturlov, at det er højreorienterede kræfter, der giver stemme og ansigt til utilfredsheden og ønsket om forandring. I Spanien er venstrefløjspartiet Podemos vokset ud af de unge spanieres pladsbesættelser med raketfart. Her partiets ledere, bl.a. Pablo Iglesias i hvid skjorte, ved et valgmøde i juni 2016.

Det er ingen naturlov, at det er højreorienterede kræfter, der giver stemme og ansigt til utilfredsheden og ønsket om forandring. I Spanien er venstrefløjspartiet Podemos vokset ud af de unge spanieres pladsbesættelser med raketfart. Her partiets ledere, bl.a. Pablo Iglesias i hvid skjorte, ved et valgmøde i juni 2016.

Francisco Seco
14. februar 2017
Delt 263 gange

Forleden var der premiere på Lise Birks fine dokumentar om den italienske femstjernebevægelse ledet af komikeren Bebe Grillo.

Filmen skildrer, hvordan bevægelsen under mottoet Tutti a Casa – send dem alle hjem – på få år vokser fra ingenting til Italiens næststørste parti. Båret frem af en afgrundsdyb mistillid til hele det politiske system.

Femstjernebevægelsen er blot et af udtrykkene for den jordskælvsagtige udvikling, der inden for de seneste år har ramt de politiske landskaber i Europa og USA, hvor nye partier truer den traditionelle politiske elite. Mange steder i form af højrenationalister, som vi blandt andet har set det med UKIP i Storbritannien, Trump i USA og nu Front National i Frankrig. 

Men det er ingen naturlov, at det er højreorienterede kræfter, der er bannerførere i revolten.

Venstreorienterede progressive kræfter kan lige så vel være dem, der giver stemme og ansigt til utilfredsheden og ønsket om forandring.

I Spanien er PODEMOS, der voksede ud af de unge spanieres pladsbesættelser vokset med raketfart. Og i USA lykkedes det outsideren Bernie Sanders at skabe en reel folkebevægelse, der rystede (men desværre ikke væltede) det demokratiske partis højredrejede establishment.

Men hvis progressive kræfter skal i offensiven, kræver det en grundlæggende forståelse af baggrunden for revolterne og for den utilfredshed og de ønsker og håb, der bærer den frem. Her er tre begreber centrale: ærlighed, ydmyghed og lydhørhed – af den slags, der følges op af handling.    

Hold ord og vær ydmyg

Der er ingen tvivl om, at en af de primære drivere bag revolten er en oplevelse af, at politikerne i de gamle partier er uærlige. Der er i befolkningerne en årelang erfaring med, at politikere siger ét og gør noget andet.

Vi kender det herhjemmefra. Thorning-regeringens korte levetid skyldtes ikke mindst oplevelsen af, at den begik en lang række løftebrud og reelt videreførte den politik, hun var gået til valg på at ændre. Senest så vi en regulær shitstorm, da Dansk Folkeparti stik imod sine valgløfter lagde stemmer til at skære i pensionisternes boligstøtte.

Det er faktisk både trist og paradoksalt, at netop Donald Trump skulle være den præsident, der allerede i sine første uger effektivt gennemførte en lang række af sine valgløfter. Hvis progressive partier ønsker befolkningens respekt, må de vise samme vilje til at gennemføre deres politik.

Ærlighed handler også om åbenhed. I Danmark er den nye offentlighedslov, der indskrænker muligheden for aktindsigt, et godt eksempel på en sag, hvor de gamle partier effektivt har placeret sig på den forkerte side af den igangværende konflikt mellem borgere og elite.

Det samme er desværre ofte tilfældet, når det kommer til spørgsmålet om ydmyghed. Oplevelsen af en sammenspist politisk klasse, som tildeler sig selv ublu privilegier, er et vigtigt brændstof for befolkningernes utilfredshed. 

Det har herhjemme med god grund provokeret, at politikerne hævede danskernes pensionsalder, men for sig selv fastholder muligheden for en tidlig pension. Man kan selvfølgelig indvende, at det handler om småpenge i det store nationalregnskab. Men symbolikken er tonstung: Vi er mere værd end jer.

Man kan grine af Enhedslistens rotationsregel og metalarbejderlønnen til vores politikere, men begge dele er bevidste forsøg på at undgå at ende som en del af en privilegeret politikerkaste adskilt fra resten af befolkningen. Sådanne regler går i øvrigt igen i en række af de nye, succesrige, progressive bevægelser, men herhjemme er vi desværre alene om dem. 

Oprør mod nyliberalisterne

Den mest grundlæggende årsag til de politiske revolter handler imidlertid om manglende lydhørhed. Folk tror ganske enkelt ikke længere på, at der føres politik til fordel for dem. Gennem flere årtier oplevede befolkningerne i Vesten, at hver generation fik mere tryghed og flere rettigheder.

Men den nyliberalistiske epoke, som for alvor accelererede efter Murens Fald, har totalt ændret det billede. I dag tror hverken europæere eller amerikanere på, at deres børn vil have bedre forhold end dem selv.

Den gamle politiske klasse har været helt ude af trit med denne virkelighed. Den har hyldet globaliseringen af økonomien, deregulering og den såkaldte frihandel. Og nægtet at indse, hvilke negative konsekvenser udviklingen har haft for den jævne befolkning i form af forringet jobsikkerhed, hårdere konkurrence på arbejdsmarkedet og udflytning af tusinder af arbejdspladser.

Forleden så jeg Debatten på DR2. Her stod en ung folketingskandidat fra Venstre over for min partikammerat Louis Jakobsen, der arbejder i et murersjak i København. I et overbærende tonefald forklarede den unge venstreløve, at det altså er et faktum, at globalisering og frihandel er en kæmpesucces.

Han var aldeles upåvirket af Louis Jakobsens beretninger om, hvordan arbejdsgivernes misbrug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft markant har forværret vilkårene for ham og hans kollegaer.

Arrogancen er kendetegnende for den politiske klasses mangel på lydhørhed over for de problemer, som de seneste årtiers nyliberalistiske globalisering har medført. Og denne mangel på lydhørhed er uden tvivl en hovedårsag til revolten – uanset om vi taler om Brexit, Podemos, Bernie eller Trump.

Merkel er ingen frelser

Det er derfor også en eklatant fejl, når dele af venstrefløjen reagerer på højrenationalismen ved nærmest at besynge den gamle ’anstændige’ nyliberalistiske elite og f.eks. ser kansler Merkel som en slags frelserfigur.

Det er tværtimod afgørende, at progressive partier ikke falder i en grøft, hvor kritik af den nuværende globaliseringsmodel sidestilles med nationalisme eller racisme, og derfor overlades til højrefløjen.

Det er ikke højreorienteret at ønske mere magt og beslutningsdygtighed tilbage til de nationale parlamenter. Det er ikke protektionisme at forsvare anstændige job og modsætte sig et globalt ræs mod bunden. Og det er ikke racisme at protestere, når arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed bliver arbejdsgivernes våben til at presse den lokale arbejdskraft. Det er fuldstændig legitime og rimelige holdninger.

Det nytter ikke at påstå, at valget af Trump eller Brexit-afstemningen bare var et udslag af racisme og nationalisme. Ingen tvivl om, at disse kræfter spillede en rolle.

Men at lønmodtagere ønsker at dæmme op for frihandelsaftaler, der har fået tusinder af gode job til at forsvinde, eller ønsker at sætte en stoppper for, at arbejdsgivere importerer underbetalt, uorganiseret arbejdskraft for at presse lokale lønninger, behøver på ingen måde at være udtryk for racisme eller nationalisme.

At stille sig på den ’anstændige’ elites side i forsvaret for en globaliseringsmodel, der entydigt forrykker magtbalancen i den økonomiske elites favør og skaber utryghed og magtesløshed, eller at bortfeje kritikken fra dem, som Hillary Clinton kaldte »a basket of deplorables«, som udtryk for ren og skær racisme og nationalisme – ville være en historisk fejltagelse for venstrefløjen.

Hvis progressive kræfter skal sætte sig i spidsen for revolten, kræver det ærlighed, ydmyghed og reel vilje til at vinde magt tilbage til folkestyret og til at regulere kapitalens og arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed.

Pelle Dragsted er medlem af Folketinget for Enhedslisten

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for uffe hellum
    uffe hellum
  • Brugerbillede for Christian  de Thurah
    Christian de Thurah
  • Brugerbillede for Henrik Larsen
    Henrik Larsen
  • Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
    Ivan Breinholt Leth
  • Brugerbillede for ulla enevoldsen
    ulla enevoldsen
  • Brugerbillede for Albertina Vistoft
    Albertina Vistoft
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for Alan Strandbygaard
    Alan Strandbygaard
  • Brugerbillede for Sup Aya Laya
    Sup Aya Laya
  • Brugerbillede for Holger Madsen
    Holger Madsen
  • Brugerbillede for Poul Anker Sørensen
    Poul Anker Sørensen
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Svend Elming
    Svend Elming
  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Ebbe Overbye
    Ebbe Overbye
  • Brugerbillede for Jes Enevoldsen
    Jes Enevoldsen
  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
  • Brugerbillede for Marie Mollerup
    Marie Mollerup
  • Brugerbillede for Mads Berg
    Mads Berg
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
Kurt Nielsen, uffe hellum, Christian de Thurah, Henrik Larsen, Ivan Breinholt Leth, ulla enevoldsen, Albertina Vistoft, Dorte Sørensen, Alan Strandbygaard, Sup Aya Laya, Holger Madsen, Poul Anker Sørensen, odd bjertnes, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Anne Schøtt, Svend Elming, Trond Meiring, Torben Skov, Ebbe Overbye, Jes Enevoldsen, Peter Jensen, Marie Mollerup, Mads Berg, Niels-Simon Larsen, Niels Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Nu er det meget vigtigt, 'ikke selv at falde', i den fremmedfjendske og nepotismens grøfter.

Husk på at:
Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen er derfor, at politikere og traditionelle vækst økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

Allan Stampe Kristiansen, Kaj Julin, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Kønig, Flemming Berger, Bill Atkins og Anders Barfod anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Philip B. Johnsen,
For at holde helt rede på begreber og indhold, det er også afgørende, og jeg har også tidligere her udtalt at ; Kan vi ikke blive enige om slet ikke at tale for 'økonomisk vækst', så længe det nu netop er problemet. Vi kan ikke få hele verden til at forstå og mene noget andet med 'økonomisk vækst'.
Vi skal redde miljøet og naturen. Og menneskeheden, om det kan nås.

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, kjeld jensen, Sus johnsen, Steffen Gliese, Flemming Berger, nils valla, Torben Skov, Henrik Nielsen og Anders Barfod anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Philip B. Johnsen.

Pelle Dragsted taler om, at "I dag tror hverken europæere eller amerikanere på, at deres børn vil have bedre forhold end dem selv."

Og i vulgærmaterialistiske bevidstheder oversættes "bedre forhold" automatisk til "højere løn", dvs. større købekraft, hvilket forudsætter økonomisk vækst, hvilket igen forudsætter afbrænding af endnu flere fossiler. Så vidt har du ret i din kritik.

Men du overser, at Dragsted slet ikke taler om højere løn, men derimod om "mere tryghed og flere rettigheder", hvilket er noget ganske andet.

Dengang lønnen ikke kunne dække de basale behov, betød "mere tryghed og flere rettigheder" selvfølgelig det samme som "mere i lønningsposen", så man kunne købe den tryghed, man manglede. Men når det store flertal har løn til både mad på bordet og tag over hovedet og lidt luksus, er det jo kun de fattigste, der har behov for at få deres købekraft øget.

Derfor rammer din kritik ved siden af.

For det store flertal handler det ikke så meget om højere løn som om en bevarelse og udvidelse af de rettigheder, vi tilkæmpede os i sidste århundrede,. Kombineret med en mulighed for at leve et liv, hvor arbejde og familie kan kombineres uden at man bliver stresset og udbrændt, fordi man som følge af den voldsomme produktivitetsforøgelse ikke længere kan nå det hele. Og hvor man oven i det hele lever i en konstant angst for at blive fyret.

Kurt Nielsen, Karsten Aaen, Jacob E.L Jensen, Flemming S. Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Jakob Trägårdh, kjeld jensen, Sus johnsen, Steffen Gliese, Anders Reinholdt, charlie white, Jan Kønig, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Henrik Leffers, Viggo Okholm, Bill Atkins, Bruger 196134, Henrik Nielsen, Ebbe Overbye, Lars Bo Jensen, Trond Meiring og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Det er ikke muligt, at lukke øjnene for det faktum, at der ikke er forståelse i befolkningerne for fortsættelse af migration til Europa, udviklingen er uholdbar for alle, det er ikke arbejdskraftens frie bevægelighed i EU og løntrykkeri fra globaliserings udviklingen der udfordre velfærdssamfundet .

Ingen af de glimmerende intentioner Enhedslistens Pelle Dragsted opridser, vil kunne gennemføres uden migration addresseres, jeg taler om årsag og konsekvens, der skal erstattes af klimamål mm., opbygget på fremtidssikret og realistisk politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering.
Tillid til en fremtid skabes ved, at opstille realiserbare mål der kan skabes fælles tro på og de skal indeholde en tillid, der indbefatter Mellemøsten og Nordafrika, ellers kan Pelle Dragsted godt aflevere de glimerende planer til højrefløjen med det same.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Ikke 'alene' arbejdskraftens frie bevægelighed i EU og løntrykkeri fra globaliserings udviklingen der udfordre velfærdssamfundet.

Sorry.

Flemming S. Andersen, kjeld jensen, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Skov

Hmm... Nej ikke alene. vore hjemlige politikere og magtelite er igang med et kæmpebedrag!

"I Danmark er der nu 119.000 østarbejdere. Det er en af årsagerne til, at både beskæftigelsen og arbejdsløsheden vokser. For at holde lønningerne i ro, skal der helst være mere end 110.000 arbejdsløse, påpeger Nationalbanken."

http://arbejderen.dk/indland/flere-kommer-i-job-%E2%80%93-og-flere-st%C3...

Per Torbensen, Anne Schøtt, Flemming S. Andersen, Jan Kønig, Trond Meiring og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Skov

Hvad siger den almindelige kuli til, at han skal piskes i en tilstand af arbejdsløshed, mens jobbene går til polakker, for at holde lønningerne nede i Danmark?
Der burde være oprør og vilde protester...

Charlotte Svensgaard, Egon Stich, Per Torbensen, Flemming S. Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Sus johnsen, Vibeke Hansen, Niels Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Kønig, Flemming Berger, Bill Atkins og Bruger 196134 anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

citat: "Thorning-regeringens korte levetid skyldtes ikke mindst oplevelsen af, at den begik en lang række løftebrud" - og så orker jeg ikke at læse længere i artiklen.

For der er kun ét parti, der du'r - og det er Pelles yndlings.

For det første var det ikke en kort levetid, kære Pelle. Det var en ganske normal 4-års periode.
For det andet var der ikke tale om "løftebrud" - med mindre du kun læste, hvad Løkke skrev.

Endelig har jeg hørt det før, fra DKP, fra VS og nu kalder de sig noget med "enhed" - jammer og klage.
Bliver de dog aldrig klogere og lærer at lægge 2 og 2 samme og komme til et lige tal?

Brugerbillede for Michael Pedersen
Michael Pedersen

Hans Jørn Storgaard Andersen, det er et fedt, om det er partisoldater fra EL eller Socialdemokratiet, der lirer remser af fra partiprogrammet eller læser højt fra pressetjenesten bulletiner.

Selvstændig og kritisk tænkning, tak.

Egon Stich, Finn Thøgersen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Flemming S. Andersen, Allan Stampe Kristiansen og Jan Kønig anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Globaliseringskritik er hverken nationalisme eller racisme

Nej, det er arbejdspladser og produktionsapparatets - og dermed know how'ens - spredning:

Indfører USA f.eks. en ny told på 35 procent fra biler produceret i Mexico ville det betyde, at de fire største tyske bilfabrikanter skal lægge knap 17 procent oven i udsalgspriserne i USA. Eller hvad der svarer til 2.500 dollar. Det vil gå ud over markedsandelene til fordel for de amerikanske biler, der også vil stige i pris, men dog kun seks til syv procent, viser en undersøgelse fra banken UBS.

Trump langer ud efter tysk eksport – og det gør han ret i
https://www.information.dk/udland/2017/02/trump-langer-tysk-eksport-goer...

Det er den nye virkelighed. Slut med det fordistiske tyranni.

Brugerbillede for ole rasmussen

Jeg tror ikke folk tilvælger nationalisme, men de vælger den politiske elite fra, og det skyldes ikke globaliseringen. Det har mange forskellige grunde, men da den politiske elite i Danmark og i andre lande omkring os ikke kan anvise en vej, så skyder de skylden på EU, og fornuften blandt borgerne erstattes af den individuelle grådighed. De unge føler sig udstødt, er uden fremtid og smadrer biler, ryger hash, og lader sig radikalisere. Den danske model sikrer de bedste, og udstøder resten. Hvis ikke samfundet kan, så må man derfor selv. Alle rager til sig, kriminaliteten breder sig og det moderne samfund går langsomt i stå. Hvis man vil tilbage til fortiden, som i slavetiden, og det er det eneste alternativ man har, så siger det sig selv, at spændingerne stiger. Ikke mindst DF tror på den filosofi, og vil smadre de i min generation opbyggede fællesskaber. De søger mod Brexit-England, som sammen med Trump og Putin, hader alt og alle, som ikke er som dem selv, og undervejs de vil ødelægge Europa. Trump taler de fattiges sag, men arbejder for de rige. England kører samme vej. Jeg tror til gengæld, at rigtig mange føler sig stødt over den kommunitaristiske udvikling af samfundet, i dag opdelt i forskellige religiøse grupperinger, som INTET har til fælles, end ikke den fælles gud. Den polarisering i små enklaver understøtter denne udvikling desværre. EL er ikke meget bedre. De vil tage friheden fra folk for at standardisere gennem regulering. De anviser ikke hvor pengene skal komme, men stjæler dem bare op af lommerne på folk, som de franske socialister har gjort de sidste 4 år. Engang var de til revolution, en Lenin eller en Mao model, men folk stemmer ikke på partier, som tager det fra som skal sikre deres frihed og eksistens, og derfor må vi se i øjnene at flere og flere af poltikerne bliver ladt tilbage på perronen, og er vi på toget, så ved vi ikke længere hvilken vej toget kører. Sammenbrud er blevet en mulighed.

Brugerbillede for Jørgen Garp

Med ærlighed, ydmyghed og lydhørhed og dertil svarende handling skal Venstrefløjen ifølge Pelle Dragsted bekæmpe den udvikling og valget af Trump i USA, som Timothy Snyder, amerikansk professor og ekspert i Holocaust og Øst- og Centraleuropas historie, på de forrige sider i samme avis sammenligner med 30'erne og Hitlers parlamentariske vej til magten på ryggen af 1.verdenskrig og kapitalistisk økonomisk sammenbrud.
Og understøttet af massiv og ekstrem nationalisme, racisme og antisemitisme hos folkeflertallet, hvis hovedkraft (i starten i hvert fald) slet IKKE var den organiserede arbejderklasse, men småborgerskab, lumpen proletariat, embedsstand samt miskendt og falleret borgerskab!
https://www.information.dk/kultur/2017/02/bange-fleste-amerikanere-forst...

Var det således uærlighed og løftebrud der i 1983 fik Mitterand i Frankrig til at ændre sin keynesiansk inspirerede økonomiske politik plus nationalisering af masser af store banker og selskaber og erstatte den med en neoliberalistisk variant i modstrid med hans løfter?

Og tilsvarende var det uærlighed, der fik Hollande til at ændre sin ligeledes keynesiansk inspirerede økonomiske politik i 2012-13 til en neoliberalistisk ditto?

Eller var det, det internationale kapitalistiske system og klassekampens status, der tvang Mitterand og Hollande til at opgive deres løfter og forsøg på et politikskifte?

Og var det uærlige løftebrud fra Thorning og Corydon, der førte til S-SF retræten i det Sorte tårn overfor Vestager og hendes krav om neoliberalistisk økonomisk politik i stedet for en (igen) keynesiansk inspireret økonomiske politik?

Eller var det (også) en erkendelse af, at en økonomisk plan og politik, der var underfinancieret med rundt regnet 25 mia. kr, og nær havde kostet valgsejren 2011 til Løkke og hans påstande om en manko på 22-30mia kr. i S-SF planen, der hurtigt fik Thorning & Co. til at nedlægge de keynesianske våben i det Sorte tårn overfor Vestager og R?

Tilsvarende var det manglende lydhørhed, der fik den unge, arrogante Venstre løve til i Debatten, at fastholde globaliseringens store betydning for at hjælpe hundreder af millioner ludfattige mennesker til uhørt materiel fremgang og et acceptabelt liv i det, vi tidligere kaldte ulandene eller den såkaldt tredje verden, som vi ville hjælpe bl.a. med opfordringer til revolution?

Eller var det som Kinas ministerpræsident påstår, Vestens egen klassekamp og mangler i håndteringen af globalisering, deregulering og frihandel, der havde medført, at denne positive udvikling for den ludfattige 3.verden havde fået så negative følger for arbejderklassen og andre lønarbejdere i den kapitalistiske vestlige verden?

Måske skulle Pelle Dragsted udvise lidt ydmyghed overfor ’de faktisk forhold i Jernindustrien’ og neddæmpe moralismen og voluntarismen samt den slet skjulte enighed med de højreradikales anti-EU, nationalisme, protektionisme og Brexit snak om ”Lad os tage kontrollen over vores suverænitet tilbage”, under et røgslør af ”magt tilbage til folkestyret og til at regulere kapitalens og arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed.”
Hvordan foreligger der derimod intet, som i intet, om?

Og hvis ikke det er det, Dragsted forestiller sig, hvad er det så, der skjuler sig under den ’velfriserede’ snak om moralske termer som ærlighed, ydmyghed og lydhørhed, som ingen vel reelt kan have det mindste imod?

Mihail Larsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Pelle

Jeg har nu set Merkel udvise mere troværdighed, solidaritet og medmenneskelighed end f.eks. din kollega Morten Kabell. Vildt nok at noget af det tætteste man kommer på et ordentligt menneske blandt Europas politikere, skal man finde i CDU!?

Brugerbillede for Trond Meiring

Morten Balling,
Det er slet ikke sikkert, at alle har den samme erfaring med den politik Merkel med følge fører.
I Tyskland f.eks. folk der nu skal arbejde sig mer eller mindre ihjel, og det for en ringe løn. Eller grækerne.

Per Torbensen, Torben Skov, Bill Atkins og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Trond

Nej, grækerne er ikke vilde med hende, men de retter deres vrede i en forkert retning.

Her på det sidste har jeg tænkt en del over den måde Verden (specielt Danmark og Europa) har ændret sig på i de lidt over 50 år jeg har været vidne til det. Da jeg var ung, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor vi i Danmark var så rige ift. resten af Verden. Det måtte være lurpakket smør og bacon til englænderne...

For nogle år siden syntes jeg det begyndte at være påfaldende at jeg brugte størstedelen af min arbejdstid på at glo på en skærm, og at det gjorde mine bekendte også. Jeg slog det hen som et anekdotisk bevis.

Faktum er nok bare at de dage, hvor vi kunne leve af at udbytte andre. Måske er det derfor vi er på vej tilbage til 50 timers arbejdsuge. Det er pisseuretfærdigt ;)

Karsten Aaen, Niels Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Den meget godt forståelige vrede rettes vel i forskellige retninger, og ofte forkert.
En "barnlig" ting som at tegne Hitler-overskæg på Merkel, f.eks. er vel både "forkert" og lidet effektivt, og mest et udtryk for et afmægtigt oprør.

Brugerbillede for Poul Anker Sørensen
Poul Anker Sørensen

"Hvis progressive kræfter skal sætte sig i spidsen for revolten, kræver det ærlighed, ydmyghed og reel vilje til at vinde magt tilbage til folkestyret og til at regulere kapitalens og arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed."
Det er 100% rigtigt Pelle, men lad os lave revolten der hvor vi er:
Inden for EU, det er der forandringerne skal laves, så gør vores parti Enhedslisten, til EU tilhænger!

Robert Ørsted-Jensen, Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole rasmussen

Denne artikel skrevet af EL fik mig til at tænke på økonomien i København. De får 1000 ny indbyggere om måneden iflg. deres eget udsagn. De får altså en skat på 24% af folks indkomst i kassen ekstra, hver eneste måned. Kommunen er stenrig, men indbyggerne er for det meste død fattige, og lever i små boliger. Hvordan hænger det sammen. Vi ved at institutioner, veje, kloakker og den kommunale service er forældet. EL postulerer, at det hele skyldes bilerne, og det hele sejler. Men måske Pelle Dragsted har en forklaring på det paradoks, at der hvor EL har magten er skuden ved at drukne, hvis ikke byen fik kunstigt åndedræt?

Brugerbillede for Bill Atkins

By og Havn byggemodner (skaber arbejdspladser, kraftværker, rensningsanlæg osv.) og sælger attraktive grunde for milliarder af kroner og de private bygherrer betaler for byggesagsbehandlingen, altsammen ender i attraktive boliger og erhvervslejemål for folk med høj indkomst.

http://www.byoghavn.dk/

Torben Skov, Flemming S. Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

:-) Næh, et gammelt udtryk. Iflg. Den Store Danske: byggemodning, etablering af den fornødne infrastruktur i form af veje, kloak- og vandledninger, elforsyning m.m.

En af kommunernes vigtige indtægtskilder. En hektar landbrugsjord på Lolland koster ca. 200.000 kr mens en hektar byggemodnet jord i København vel koster omkring 20.000.000 kr.

Torben Skov, Torben Siersbæk og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole rasmussen

By & Havn sælger ud af grunde i københavns Havn for at finansiere metro. I den sidste ende skal skatteborgerne i København dække eventuelle tab. Københavns Kommune bygger for vistnok omkring 1 milliard skattekroner almene boliger, og så kommer de ny skoler, institutioner mv. Kraftværket m/ Amager Bakke - fremtidens kraftværk - er en økonomisk katastrofe, som skatteborgerne i København skal betale.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Nationalist eller ikke. Det må dreje sig om indholdet.
Som med EU, hvor vi har forskellig holdning til, hvad fælles organer beskæftiger sig med.
Dragsted og EL ER nationalister ift til EU. De opgiver at ombygge forsamlingshuset, mens andre mener, at vi skal deltage i ombygningen. Her er dilemmaet, at vælge mellem total nedbrydning og ombygning.

Det drejersig altså om HVAD og ikke om de overordnede, formelle strukturer (EU, frihandelsområder, FN....)
Frihandel kan være tvang på områder og frihed på andre - helt afhængig af motiverne og målet.
Fri handel findes faktisk ikke. Fælles regler for handel findes. Disse kan være motiveret med hensynet til folkesundhed og klimaet. Her kan ingen tillade sig at være nationalister.

Det må være sund og rimelig nationalisme at tilstræbe, at vores lands drift passer til landets borgere. Det gør den ikke nu. Vi er på støtten fra 120.000 østarbejdere - ufaglærte, faglærte, læger..........
Vi tjener godt på denne støtte, siger man. "Man" er her væksttilhængerne, der mener at lykken ligge for enden af regnbuen, hvor der som bekendt står en kiste med guld.
Imens beskæftiges en stor del af befolkningen med at regulere borgernes adfærd i regeljunglen, istedet for at udføre fornuftigt og nødvendigt arbejde.
Her er en sund nationalisme på sin plads - sundt for befolkningen - ikke for magteliten og dens uskyldige håndlangere.

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

Michael Pedersen skrev noget, jeg kun kan bifalde: det er et fedt, om det er partisoldater fra EL eller Socialdemokratiet, der lirer remser af fra partiprogrammet eller læser højt fra pressetjenesten bulletiner.

Men hvorfor retter du henvendelse til mig om dette?
Jeg vedkender mig mit medlemsskab af et politisk parti, og det medfører ganske naturligt, at man har visse holdninger til dit og dat.

Men det betyder da ikke, at man ikke kan angribe f.eks. en Pelle D., der helt bevidst fortæller historien om kommunismen i fåreklæder?

Sådan er en politisk debat, at man går i flæsket på hinanden - men altså uden at bruge alt for mange citater fra den røde sangbog.

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen
15. februar, 2017 - 12:00
Pelle Dragsted vedkender sig sit "medlemsskab af et politisk parti, og det medfører ganske naturligt, at man har visse holdninger til dit og dat." Men ifølge dig må han ikke mene, "at der kun er et parti der dur." Er det ikke det, alle medlemmer af politiske partier mener?

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Det her er intet andet en end lang omgnag maskinstormere blandet op med en hyldest til nationalisme, beskyttende landegrænser, romantiske drømme om et "Fort Danmark" derkanl dæmme op en mere retfærdig global fordelingspolitik. Det er ikke den form for politik der skal til for at styrke de svagere stilledes position i et ellers højtudviklet samfund, men det er en politik der gør EL til ideal makker for Le Pen - en form for maskinstormerisk nationalkonservatisme - en tilbagevende til utopisk tænkning og en venden ryggen til Marx

Brugerbillede for Jørgen Larsen
Jørgen Larsen

@Bill Atkins - Interessant for Lenin havde faktisk i "Staten og Revolutionen" en kommentar til lige præcis den del som Du citere:

Her finder vi formuleringen af en af marxismens vigtigste og mest betydningsfulde tanker angående staten, nemlig tanken om "proletariatets diktatur" (som Marx og Engels begyndte at udtrykke sig efter Pariserkommunen) [3] , endvidere en højst interessant definition af staten, der ligeledes hører til marxismens "glemte ord": "Staten, dvs. proletariatet organiseret som herskende klasse." Ikke blot er denne definition af staten aldrig blevet forklaret i de officielle socialdemokratiske partiers herskende propaganda- og agitationslitteratur. Ikke nok med det. Den er netop blevet glemt, fordi den er fuldstændig uforenelig med reformismen, den er et slag i ansigtet på de gængse opportunistiske fordomme og spidsborgerlige illusioner om "demokratiets fredelige udvikling".

Proletariatet har brug for staten, det gentager alle opportunister, socialchauvinister og kautskyanere og bedyrer, at dette er Marx' lære, men de "glemmer" at tilføje, at for det første har proletariatet ifølge Marx kun brug for en stat, der er ved at dø bort, dvs. en stat, der er indrettet således, at den straks begynder at dø bort og nødvendigvis må dø bort. Og for det andet, at den arbejdende befolkning har brug for en "stat", dvs. "proletariatet organiseret som herskende klasse".

Brugerbillede for Trond Meiring

Jørgen Larsen,
Det andet glemmes vel ikke helt. Men for det første, hvor snart er straks? Hvad for et stat har proletariatet så brug for? Hvad skal centraliseres, og hvad skal evt. hellere decentraliseres?
Jeg mener at bedrifter skal være arbejderstyrede og -ejede, og at kommunerne (i kommunistisk/anarkistisk forstand) skal have mest mulig autonomi. Frivilligt samarbejde på alle niveauer er målet. Marx: "Statens fornemste opgave er at gøre sig selv overflødig."
Men vi kommer nok ikke på lang tid udenom en koordinerende statsmagt, imod den internationale storkapital og reaktionen.

Karsten Aaen, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

ELs program som her udlagt er intet andet end en utopisk faneflugt fra enhver ide om international solidaritet. Man påstår man har løst det problem Marx ikke kunne finde en løsning på - nemlig - det globale verdensmarkeds indflydelse på det nationalstatslige råderum.

Arbejderklassen - den danske altså (fanden tage alle andre) - har derfor nu endelig fået det fædreland Marx i manifestet skrev den ikke havde. Et lille ressourcefattigt land i Norden. som bare skal befæstes til vor egen velsignelse af tårnhøje nationale toldmure og et solidt korps af grænsebetjente. En mur der kan holde mexicanerne ude er tidens løsning. Luk grænserne og kast nøglerne ud i havet og alle problemer er løst.

Væk er verdensmarkedets globaliserede indflydelse på vores gode lille lokale økonomi. Væk er den internationale storkapital og reaktion. Væk er alt utøjet fra udlændigheden og tilbage kommer så vort lille af Gud og Grundtvig velsignede paradis. Hvem har brug for de andre? Er murerne høje nok (måske vi kan hente lidt byggemateriale i Berlin) er alt godt. Ingen globalisering ingen forurening ingen flygtninge, ingen polakker og ingen kinesere. Den velsignede idyl godhed er så genoprettet.

Hvornår melder EL sig kollektivt ind i Dansk Folkeparti?

Karsten Aaen, Jørgen Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Pelle skriver at i "...et overbærende tonefald forklarede den unge venstreløve, at det altså er et faktum, at globalisering og frihandel er en kæmpesucces. Han var aldeles upåvirket af ...beretninger om, hvordan arbejdsgivernes misbrug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft markant har forværret vilkårene for ham og hans kollegaer...."

At den "unge venstreløve" ignorerer ofrene er utvivlsomt korrekt. Men det ændrer stadigvæk ikke ved det simple faktum at han har ret i at den fortsatte globalisering var en naturlig konsekvens af afkoloniseringen og at den har været en sukses for de fattigere lande som for første gang har fået lejlighed til at opbygge og udvikle egne produktivkræfter.

Pelles "kritik" - som han kalder sit naivt utopiske ønske om at vende ryggen til globaliseringen. En udvikling som i virkeligheden startede for 200 års siden og dengang histes velkommen af Marx som en forudsætning for socialisme. Pelles kritik er ikke andet end en tilbagevenden til utopisk maskinstormeri og protektonistisk velfærdsegoisme. Men utopisk tænkning er ikke og har aldrig været vejen frem for en Marx funderet og dermed internationalistisk orienteret venstrefløj. Denne nej øv ned og ud af Europa utopiske nationalkonservatisme er døden for venstrefløjen og fagbevægelsen. Den ender med sikkerhed i en alliance med den mest ekstreme nationalisme - netop den national-egosime der skabte kolonialistisk udbytning og forarmelse og er forudsætningen for misbrug og forurening af voret miljø. Den nationalistiske bevægelse der var grundlaget for alle europæiske krige siden Napolion, inklusive de to blodigste krige i vor egen historiske nutid.

Selvfølgelig skal vi være lydhøre "over for de problemer" dette medfører for vore egne. Men virkeligheden er at der altid var loft over en national dansk velfærd og at vi ramte loftet i 1970erne. Virkelig venstreorientering er deltagelse i en global solidarisk kamp - og den starte i kamp for Europæisk velfærd i solidaritet med fæller i Europa, og dernæst for global velfærd.

Pelle er ikke kun kritisk over for det han kalder "globaliseringen" han tror i sin naivitet at han kan vende det ryggen og drømme sig tilbage til tiden før 1972 - en tid der ikke just var den idyl som nogen nu gør den til.

Brugerbillede for Birger Bartholomæussen
Birger Bartholomæussen

Manden har da ret langt hen ad vejen. Men M5S? Et topstyret "parti" ledet af Il Duce Bepe Grillo? Jeg får kuldegysninger. Og Trump skulle have gennemført sine valgløfter? Han har udstedt en masse dekreter, men hvor mange af dem er ført ud I livet? Her svigter realitetssansen.