Kronik

Der blev råbt ’perkerfrit Danmark!’, så ingen var i tvivl om, hvor vi stod

Jeg voksede op i en såkaldt ghetto. Vi sloges internt – danskere mod tyrkere, tyrkere mod somaliere og somaliere mod danskere. Den indre splittelse var afgrundsdyb, og det omgivende samfund kunne man slet ikke stole på. Kun få krævede deres ret, og dem udenfor ghettoen var ligeglad med os, så længe problemerne ikke spredte sig
Skellene mellem de forskellige etniske grupper i ’ghettoer’ i f.eks. Københavns nordvestkvarter er ganske store. Men afstanden mellem ghettobeboerne og myndighederne er endnu større. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Skellene mellem de forskellige etniske grupper i ’ghettoer’ i f.eks. Københavns nordvestkvarter er ganske store. Men afstanden mellem ghettobeboerne og myndighederne er endnu større. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Finn Frandsen

15. februar 2017

Ifølge den danske stat voksede jeg op i en ’ghetto’. Sandt at sige var der da heller ikke ret meget at grine af, der på Stærevej i Københavns notorisk kriminalitetsplagede Nordvestkvarter. De grå betonblokke, gadeslagsmålene og misbrugsproblemerne levede ganske godt op til fordommene om den slags steder.

Forleden blev et flertal i Folketinget enige om, at der skal sættes hårdt ind mod den slags områder. Især ønsker man at undgå, at antallet af mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk overstiger antallet af vikingedanskere. Efterfølgende deltog jeg i en facebook-debat om problemerne i ’ghettoerne’, som på mange måder minder om dem fra min tid på Stærevej.

Der gik ikke længe, før forslaget om at »jævne det med jorden« kom på banen. Der er jo for mange mennesker med en problematisk livsførelse på samme sted: For mange alkoholikere, psykisk syge, arbejdsløse og selvfølgelig især for mange ’fremmede’, som skaber ’parallelsamfund’ som en hån mod det nationale fællesskab.

Der er selvfølgelig en grad af sandhed i beskrivelsen. Problemerne ville givetvis miste styrke, hvis de blev spredt ud, men debatten er foruroligende blind for, hvori elendigheden i ghettoen består. Den foregiver, at man med det rette kirurgiske indgreb kan amputere de steder, der gør ondt. Det kan man ikke.

Frivilligt apartheid

Min barndoms gade var præget af splittelse og isolation. Vi kunne hverken lide hinanden eller den omkringliggende verden. Især var det påfaldende, at den skepsis over for det fremmede, som udvises af nævenyttige debattører, findes tifold blandt ghettoens beboere.

På Stærevej eksisterede en form for frivilligt apartheid, hvor danskere kun ville omgås danskere, tyrkere tyrkere, somaliere somaliere osv. Når danske beboere ringede på hinandens dørtelefon, var det almindeligt, at man råbte »perkerfrit Danmark!« i stedet for at sige sit navn. Så var tilhørsforholdet ligesom på plads.

Og hadet gik begge veje. Adskillige gange er jeg som dreng blevet spurgt, om jeg var dansker. Et ja udløste prompte en slåskamp med en eller flere drenge med en anden hudfarve end min.

Meget tidligt flyttede min mor mig over på en ’hvid’ skole i Vanløse. Dels fordi hendes sagsbehandler anbefalede et skoleskift, dels fordi jeg blev ved med at komme i slåskamp, og endelig fordi hun fandt ud af, at man havde lært os en tyrkisk sang i undervisningen.

Forud for det med sangen havde der været en episode, hvor de udenlandske forældre havde fundet det provokerende, at danske børn havde taget danske flag med i forbindelse med en fødselsdag.

Den komplette mangel på tillid betyder, at alle i ghettoen mistænker hinanden for ugerninger, som de ofte selv er skyldige i. Anklager om socialt bedrageri, omsorgssvigt og kriminalitet fyger mellem grupperne og begås i stor stil i alle lejre.

Regner ikke med samfundet

Skjult under dette vanvid er den kendsgerning, at danskerne og indvandrerne i ghettoerne er forbløffende ens. Vi er mere syge, dør tidligere og oplever mere og voldsommere kriminalitet (der var vist tre mord på Stærevej i den tid, jeg boede der). Vi har landets dårligste skoler målt på karaktergennemsnit og massive misbrugsproblemer. Udfordringerne gives alt for ofte videre til de børn, som bor i områderne. Vi burde holde sammen, men det gør vi ikke.

Og hvad der er næsten endnu værre: Vi tror heller ikke på, at der er hjælp at hente udefra. Samfundet er noget uden for os selv, som vi ikke kan regne med vil forstå os, og som vi derfor heller ikke er forpligtede overfor.

Det er svært at beskrive for udenforstående, hvor dybt denne mistillid stikker. Hvor alene man er.

Jeg kan huske, at to af beboerne på Stærevej på et tidspunkt kom op og slås – det var ikke så usædvanligt, men det var forløbet bagefter derimod. Den ene valgte nemlig at ringe til politiet, hvilket sjældent sker i ghettoen.

Politiet afhørte dem begge og gav dem en bøde hver. Jeg husker det, som om den var på 3.500 kroner – den var i hvert fald mere end, hvad man bare lige kan betale, når man er på bistandshjælp. Konklusionen på blokken var klar: At kontakte folk udefra var en gevaldig dårlig idé.

På samme måde undgår børn fra ghettoen at ’stikke’ deres forældre, uanset omfanget af problemerne i hjemmet. Meget få børn ønsker at blive fjernet fra hjemmet. De vil heller ikke have, at deres forældre skal få problemer, og de fleste ved, at det er faren, når man taler med det offentlige. Så når en bekymret lærer spørger et barn om forholdene derhjemme, er chancen for et ærligt svar ofte lig nul.

Ingen stemmer

I ghettoen er der alt for få, der stemmer, for man tror ikke på, at man vil blive hørt. Og selvfølgelig bliver man ikke hørt, når man ikke siger noget. Der er ellers nok af problemer at få løst og nok af ressourcer, der kunne fordeles mere hensigtsmæssigt.

Se f.eks. på manglen på praktiserende læger i de socialt belastede områder, hvis beboere ofte har langt større behov for lægehjælp end folk fra middelklassekvarterer. Danmarks Radio kunne forleden dokumentere, at 15 ud af Ghettolistens 25 boligområder står uden praktiserende læge – flere af områderne har befolkningstal på størrelse med en mindre provinsby.

Tilsvarende konkluderede en rapport bragt i Altinget, at de problemer, der er i ghettoerne i dag, har været der siden 1980’erne. Uhyggeligt lidt er blevet ændret.

Når man ikke stemmer, er det gratis for politikerne at overse en. Områder, der lukker sig om sig selv og splittes internt i stedet for at kæmpe for at løse de fælles problemer, kommer aldrig ud af den negative spiral, de er fanget i. Derfor er det afgørende, at der gøres noget ved den politiske apati, der hersker i ghettoen.

Først og fremmest skal beboerne selvfølgelig deltage i demokratiet og bruge deres stemmeret. Men samfundet må også vise, at det tager ghettoens problemer alvorligt. Hvad er det for et signal, man sender, når man dag ud og dag ind taler om behovet for at bekæmpe bander, mens man helt har opgivet at opretholde grundliggende velfærdsydelser i de områder, hvor banderne huserer? Er det kun, når ghettoens problemer spreder sig, at de skal tages alvorligt? Er problemerne ligegyldige, så længe de ikke går ud over middel- og overklassen?

For mig at se er det værste ved det hele, at den politiske apati – den tilbagetrækning fra det store fællesskab, som i vid udstrækning har været med til at ødelægge det område, som jeg voksede op i – er ved at sprede sig til resten af samfundet.

Det er, som om der bliver færre og færre, som tror på, at det kan lade sig gøre at vende udviklingen. At det giver mening at kæmpe for bedre forhold i de socialt udsatte boligområder, når forholdene for almindelige, arbejdende folk bliver værre år for år.

Når den offentlige sektor – hospitalerne, børnehaverne, skolerne – får sværere og sværere ved at hænge sammen, giver det så mening at kæmpe for nogle, som ofte et eller andet sted selv har været ude om det?

Ja, det giver mening. Den gode kamp har altid krævet folkets deltagelse. Uden den bliver de hensyn, som beslutningstagerne agerer ud fra, mere og mere snævre. Og hvis partierne ikke gør det godt nok, så vær dog med til at gøre dem bedre. I skal være så uendeligt velkomne.

Jarl Feyling er socialdemokratisk regionsrådskandidat i Region Hovedstaden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tanni Kromann
  • Morten Isaksen
  • Estermarie Mandelquist
  • Carsten Munk
  • Jørgen M. Mollerup
  • Søren Veje
  • jens peter hansen
  • David Zennaro
  • Niels Johannesen
  • Viggo Okholm
  • Grethe Preisler
  • Niels Duus Nielsen
Tanni Kromann, Morten Isaksen, Estermarie Mandelquist, Carsten Munk, Jørgen M. Mollerup, Søren Veje, jens peter hansen, David Zennaro, Niels Johannesen, Viggo Okholm, Grethe Preisler og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bestemt ikke en rar artikel , det der glæder mest er vel at kronikøren vælger at gå ind i politik.
Men der synes ikke at være meget håb her.

Niels Johannesen

virkelig god artikel - men når nu den socialdemokratiske formel med overførsler og velmenende socialarbejdere tilsyneladende har slået helt fejl her, så er det ikke helt indlysende at løsningen er mere af samme skuffe - det er faktisk svært at se vejen frem...

Karl Aage Thomsen

Arbejdede i 1970'erne og firserne på børne- og ungomspensionen, Stærevej. Og mærkede meget af det Kiel vil kalde for krigene mellem indvandrer og beboerne på pensionen. Ofte når jeg skulle hjem fra en aftenvagt var der gang i indvandrerdrengene lige fra 5 år og op til 16 årsalderen. Pigerne fik ikke lov at komme udendørs efter mørkets frembrud. Forsøgte en gang at stoppe slagsmål mellem indvandredrengene. Det skulle jeg aldrig have gjort. Pludselig var de alle mod mig, og en hel hale af knægte løb efter mig, da jeg cyklede der fra. 3 gange blev min cykel ødelagt efter den aften. Jeg opsøgte forældrene, men de forstod mig ikke, og drengenes ældre brødre truede mig, hvis jeg mere blandede mig i deres klankrige, som de kaldte det. Og det danske samfund skulle ikke blande sig i hvordan de ordnede deres konflikter. Klamt, det holdt jeg så op med.
Katho

Prøv at tænk; hvor meget en legalisering/afkriminalisering af rusmidler foruden alkohol ville kunne gøre for at afhjælpe ghettoproblemerne.
Det ville kunne skære betydeligt i bandernes indtægter. Man ville skovle afgifter ind som kunne kanaliseres over i socalt styrkende arbejde og misbrugsbehandling. Samtidig ville de negative konsekvenserne af misbrug af andre stoffer end alkohol minimeres ganske hæftigt er jeg sikker på - færre skader som følge af urene stoffer, færre overdoseringer da stofferne er af farmaceutisk kvalitet, og derfor ikke svinger så meget i renhed som på det illegale markede.

Det vil sikkert også give mere overskud til faktisk at få et lokalsamfund smeltet sammen på tværs af etnicitet.

Jeg er ret overbevist om at et sådan forholdsvist simpelt snuptag kunne udrette mirakler ifht. samtelige ghettoplaner og pakker.

Nogengange kan jeg dog ikke helt slippe min konspiratoriske tvangstanke; at der ikke er politisk ønske om at det kører godt i underdanmark. Det ville betyde nyt liv til klassekampen.

Søren Andersen, Søren Roepstorff, Herdis Weins, Else Marie Arevad, Christel Larsen, Janus Agerbo, Jørn Andersen, Henrik Leffers, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ja suk - uanset hvorhen man vender sig, har man rumpen bagud og i klaskehøjde, hvis man ikke lige sidder på den ;o)

Henrik Petersen

Alle i dansk politik skriger med en stemme: "Det er din egen skyld" - "man er sin egen lykkes smed". Så der er ikke noget hjælp at hente der.

Interessant og bekymrende læsning fra en anden verden, der dog er meget tæt på.
Kunne være spændende hvis forfatteren også kom med en forslag til at stoppe elendigheden.
Det hjælper nok ikke at sige nu skal samfundet gøre "et eller andet".
Hvad skal samfundet konkret gøre? Hvad skal beboerne gøre?

Christian Sørensen

@Marv Møller’n (andre har fremsat tilsvarende synspunkter):
"Prøv at tænk; hvor meget en legalisering/afkriminalisering af rusmidler foruden alkohol ville kunne gøre for at afhjælpe ghettoproblemerne.
Det ville kunne skære betydeligt i bandernes indtægter(...)"

Tænk nu på lyden fra julefrokosten sidste år hvor Henning fra regnskab skiftede pladen på LP'en uden at løfte pickuppen først.

Sårh - hvis de kriminelle bander ikke kan tjene penge på (under et) stoffer så blir' alt godt hvad bandekriminalitetten angår? Det går allesammen ud og får sig et almindeligt civilt erhverv der ikke er ulovligt? Det her er ikke et pro/con for at lovligøre stoffer eller ej men snarere at påpege den mangelende forståelse den effekt det forslag naturligt vil medføre; at en (stor?) del af elementerne i banderne søger andre græsgange for at tjene deres penge - og dette vil så givet være i......trommehvirvel....andre kriminelle erhverv pga. deres genaralieblad kombineret med deres CV formentlig ikke levner dem mange chancer for at komme indenfor på det almindelige civile jobmarked.

Igen - indsatsen iblandt områder som Jarl beskriver kan og skal gøres bedre, men bare hovedløst at forslå legalisering af stoffer som en vej til frelse (sat på spidsen, I know) er i bedste fald naivt. I værste fald den direkte vej til mere/farligere kriminalitet i og omkring banderne.

@Christian Rex.

Al den anden kriminalitet er banderne jo allerede involverede i. Så uanset hvordan du vender og drejer mit forslag vil det betyde at banderne får skåret gevaldigt i deres indtægter. Jeg har ikke noget sted skrevet at organiseret kriminalitet forsvinder. Du må læse mit opslag igen, med briller på den her gang.

Henning Nielsen

Herfra hvor jeg bor ser den verden ud til at måtte sejle selv. Når man bor på landet i en lille by med ligusterhæk og friserede haver, hvor alle har hver sit og hyggen sidder i haven hver weekend og forbliver uforstyrret, samtidig med at man ser fjender overalt, så har man ikke meget til overs for andre end dem som en selv.

Det er skræmmende så kortsynede man er.

Jeg vil mene, at muligheden for at vende op og ned på området er til stede, men den kræver solidaritet ud over det sædvanlige. Man kunne bestemme sig på at lave dobbelt-op princip. Dobbelt så mange læger, lærere, pædagoger, socialrådgivere. Ingen reduktion i ydelser og ingen smalhals. Hvis det stod på i en generations tid, så kunne det flytte meget. Det er vel i den størrelsesorden vi taler.

Jeg tvivler dog på at en eneste reelt vil være med på den vogn. Jeg har familie i Virum, der er forbløffende over hvor god deres folkeskole er. Jeg fortæller dem at det er super nemt at være god når man kun har forældre der ved hvordan man opnår succes. Men det kan de slet ikke se selv. Til gengæld var det vigtigt for dem at komme til at bo netop med det postnummer, for så var det bedre.

Det bliver kommunalpolitikerne der skal gå forrest for at flytte hele områder fra socialt armod til middelklasse. Men de skal jo ville det...

Morten Isaksen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Rockwool fonden udgav for nylig en rapport der beskrev hvordan de mange milliarder, der de sidste 30 år er blevet brugt på ghettoindsats, har været virkningsløse. Havde man blot smidt pengene i ovnen så havde det i det mindste afgivet lidt varme.
Luk helt ned for disse milliarddyre tiltag, stop tilstrømningen til ghettoerne og stil krav om selvforsørgelse. Så vil alle problemer med ghettoer forsvinde.

Steffen Gliese

Nej, Martin Lund, for selvforsørgelse i et kapitalistisk samfund er ikke imuligt for en meget stor minoritet. Den danske afdeling af The Heritage Foundation kan du glemme alt om - Rockwool-fonden er om muligt mere ideologisk end CEPOS.
Hvad skal man gøre? Øge kravene til dem i samfundet, der kan, måske? Historisk succesfulde samfund har forstået at afskaffe sin relative fattigdom ved at tage ressourcerne, hvor de er, og distribuere dem derhen, hvor de mangler.

Morten Isaksen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Henrik Petersen, Søren Roepstorff og Kim Tausen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Et kvarter med fattigdom, hvor mange hjem var opvarmede med petroleumsovne, helt op i halvfemserne og sikkert længere. Da jeg boede der, skal det nævnes, at der var mange rare mennesker, jeg har personlig mange gode minder fra 80'erne og ikke mindst dejlige kolde øl på bl.a. Martini om fredagen og ikke mindst en eller to i blad og plade bytte butikken på Mågevej.

Tak til jer.

Henrik Petersen

Vi har været der før:

Adlen mente, at almuen var håbløs - det viste sig, at det var adlens tanker, som var håbløse.
De hvide menter , at de sorte var håbløse - det viste sig, at det var de hvides tanker, som var håbløse.
Mænd mente, at kvinder var håbløse - det viste sig, at det var mænds tankesæt, som var håbløst.

Vi har altså prøvet at diskriminere på baggrund af "klasse", "race" og køn. Nu er vi tilbage ved "klasse".

Hvornår lærer vi, at hvis vi investerer i mennesker, så udvikler de sig - uanset hvor håbløst det kan se ud.

Morten Isaksen, Philip B. Johnsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Måske er problemet at løsningerne kommer fra velmenende personer der ikke bor i ghettoen eller har erfaring fra disse.
Og de der bor der har heller ingen forslag til forbedring.
Dette er faktisk en general problemstilling indenfor en masse emner.
Bedre skoler, ja tak, men skolen er ofte et billed af dem der bor i et område.
Jeg tror en mulighed kan være anderledes skoler, ikke bedre skoler. Skoler hvor der serveres morgenmad og frokost til eleverne. Skoler hvor børn der ikke kommer bliver hentet. Skoler der er mindre eftergivende end den typiske danske folkeskole. Dette burde kunne tillades indenfor en forsøgsordning. Skole med basale ambitioner: dansk, matematik, musik, gymnastik - ikke gruppearbejde og temauger.

Niels Duus Nielsen

Michael Friis: "Og de der bor der har heller ingen forslag til forbedring."

Det ved jeg da ikke, jeg har da i mange år slået til lyd for en omfattende omfordelingspolitik, som har som mål at give folk reelle muligheder for at deltage i samfundet.

Dobbelt-op-princippet, som Henrik Petersen foreslår, kunne være en god begyndelse. At Henrik Pedersen kommer fra en liguster-ghetto gør jo ikke forslaget ringere. Snarere tjener det ham til ære, at han er i stand til at se ud over egen næsetip. I modsætning til familien i Farum.

Torsten Mandal

Endnu et skræmmebillede baseret på gamle anekdoter uden opdateringer, det kan da være interessant men hjælper ikke direkte udsatte /tidligere udsatte områder at skræmme de, der kan vælge, væk med forældede påstande.
Det går idet mindste hurtigt fremaf også i København med integration i forbindelse med uddannelse, kriminalitet, antallet af udsatte områder og dansk kundskaber. Beskæftigelsen er præget af at andelen af unge under 30 nu er langt højere for over 16 årrige med ikke-vestlig baggrund samt eftervirkninger af krisen. Se 1).
" Kriminaliteten er ikke længere højere i kvarteret end i andre dele af byen, men det er ikke desto mindre det sted, hvor folk føler sig mest utrygge." se 2)
1) http://integrationsbarometer.dk/integrationsbarometer_kommune?kommunenr=...
2) http://jyllands-posten.dk/indland/kbh/ECE8420296/koebenhavns-nedslidte-b...

Torsten Mandal,
"Det går idet mindste hurtigt fremaf også i København med integration i forbindelse med uddannelse, kriminalitet, antallet af udsatte områder og dansk kundskaber."
Er dette godt dansk?

Morten Isaksen

Særdeles velskrevet og tankevækkende kronik. Vi burde som start kunne blive enige om at alle velfærdsydelser i sådanne områder burde være 340% i orden, det være sig daginstitutioner, skoler, fritidsordninger, lægetilbud mm. Og så lad os kalde områderne det de er, nemlig udsatte boligområder, og ikke det andet forfærdelige og stigmatiserende ord, som ingen der vil være stolt af sin hjembase kunne finde på at bruge over for andre, medmindre man allerede har forladt den. Ord betyder noget.

Philip B. Johnsen

Fra link:
"Ghetto betegner de gader eller kvarterer, hvor minoritets-grupper som jøder blev tvunget til at bo. De var strengt afsondrede fra den øvrige by, og hver aften låstes portene.

Ofte var det forbudt jøderne at forlade ghettoen på kristne helligdage. I nyere tid er betegnelsen brugt om et område med beboere af specifik etnisk oprindelse eller med en særlig kulturel eller religiøs baggrund, hvad enten de er der frivilligt eller ufrivilligt eller mere eller mindre isoleret fra det omkringliggende samfund."

Link: http://da.m.wikipedia.org/wiki/Ghetto

Er ikke "udsatte boligområder" også stigmatiserende? Selv om det umiddelbart måske lyder mer seriøst end f.eks "ghetto", så betyder det det samme. Skal det også absolut være en kategori?

Morten Isaksen

Særdeles velskrevet og tankevækkende kronik. Vi burde som start kunne blive enige om at alle velfærdsydelser i sådanne områder burde være 340% i orden, det være sig daginstitutioner, skoler, fritidsordninger, lægetilbud mm. Og så lad os kalde områderne det de er, nemlig udsatte boligområder, og ikke det andet forfærdelige og stigmatiserende ord, som ingen der vil være stolt af sin hjembase kunne finde på at bruge over for andre, medmindre man allerede har forladt den. Ord betyder noget.