Læserbrev

Det sidste valg i livet

10. februar 2017

Min højt elskede farmor har de seneste år ligget i en seng uden kontakt til omverdenen. Hun har ikke ondt, og hun er ikke lam i den klassiske forstand.

Hun lider af Alzheimers, der gør, at hendes hjerne er skrumpet – den er med andre ord døende.

Hun kan ikke længere genkende mig, min far eller sig selv. Hendes spejl er dækket til, så hun ikke bliver bange for sin eget spejlbillede. Derfor mener jeg, at hun for sin egen skyld skulle have haft chancen for aktiv dødhjælp.

Hun har altid været en bestemt dame, og hendes øjne kunne slå gnister, men nu udstøder hun enten nej eller bare primitive lyde som kommunikation.

Jeg har aldrig talt med hende om det, fordi hendes diagnose blev stillet, mens jeg var barn og derfor ikke helt forstod konsekvensen af sygdommen.

Jeg ved derfor ikke, hvad hun selv ville have ønsket, men jeg synes, hun skulle have haft chancen for at forlade denne jord på sine egne præmisser og ikke sygdommens.

Det samme valg skal min far og jeg have, hvis sygdommen rammer os. Så lad os ikke tvinge danskere til udlandet for at få aktiv dødshjælp; eller værre endnu, til at begå selvmord i uanstændige omgivelser. Giv i stedet dem, der har brug for og lyst til det, en værdig afslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu