I regeringsgrundlaget står, at man i 2017 vil se på den stærkt kritiserede offentlighedslov. Der er al mulig grund til at gennemgå lovgivningen. Ikke mindst på grundlag af en udtalelse fra Folketingets ombudsmand i 2014 om et afslag på aktindsigt i forbindelse med Kystdirektoratets overflytning fra Transport- til Miljøministeriet.
Ombudsmanden anbefalede Transportministeriet at genvurdere sit afslag, og sidenhen fik journalisten da også aktindsigt. Det var nemlig ombudsmandens vurdering, at oplysningerne om flytningen af Kystdirektoratet var miljøoplysninger. Derfor var Kystdirektoratets flytning omfattet af miljøoplysningsloven og ikke offentlighedsloven. Og derfor kunne Transportministeriet ikke henvise til offentlighedslovens ministerbetjeningsregel – for miljøoplysningsloven baserer sig på den gamle offentlighedslov og ikke på den nye fra 2013 med ministerbetjeningsreglen.
Og hvorfor gør den så egentlig det? Der har skam været forsøg på at bringe miljøoplysningsloven i overensstemmelse med den nye offentlighedslov. Men forsøget strandede på, at ministerbetjeningsreglen er i strid med FN’s Aarhuskonvention. Og det er den konvention, der danner grundlag for miljøoplysningsloven.
Ifølge ombudsmanden er det efter miljøoplysningsloven tilstrækkeligt for at anse oplysninger som miljøoplysninger, »at foranstaltningen kan påvirke miljøelementer«. Det er naturligvis ikke til at vide for almindelige borgere, hvornår en offentlig myndigheds gøren og laden – som for eksempel flytningen af Kystdirektoratet – kan kaldes for en »foranstaltning« og derefter underlægges miljøoplysningsloven.
Men med ombudsmandens meget brede brug af begrebet »foranstaltning« in mente kan man let forestille sig, at adskillige projekter kunne tælles som sådanne foranstaltninger. Man kunne også forestille sig finansloven som en sådan foranstaltning i miljøoplysningens forstand.
Der er derfor et påtrængende behov for at skabe klarhed over, hvornår den ene eller anden lov er gældende. Ikke blot af retssikkerhedsmæssige hensyn til borgerne, men også af hensyn til det offentliges ressourceforbrug.
Man kunne for eksempel helt afskaffe de paragraffer i offentlighedsloven, som er uforenelige med miljøoplysningsloven og FN’s Aarhuskonvention. Ellers bliver man vel nødt til at opliste alle de offentlige aktiviteter, der kan regnes som »foranstaltninger«. Og så ville en annullering af hele den nye offentlighedslov nok alligevel være at foretrække.
Hørt!