Klumme

Jeg har sluppet angsten, men jeg er stadig bange for tabuet om psykiske lidelser

Jeg brugte en sommer med udsigt til nøgne vægge, andres vanvid, mit eget og journaler, der kaldte mig angst. I dag har jeg sluppet angsten, men jeg er stadig bange for tabuet omkring psykiske lidelser
14. februar 2017

Jeg har aldrig rigtig talt om den sommer. Og aldrig følt mig så i stykker, som den junimorgen med nøgne vægge og en snor, jeg skulle hive i, hvis jeg havde brug for personalet. Jeg hev ikke, lå bare, stirrede og græd.

Døren stod på klem, og jeg kunne se de andre gå forbi. Én med morgenkåbe og slæbende skridt, én med vrede ord og øjne, én med krøller, hidsig læbestift og evig gråd, tegnet med nål og blæk.

Jeg afslog at spise med dem. Der var koldskål og kammerjunker, og jeg blev siddende i sengen, itu.

Til sidst gav myndige stemmer mig en sovepille, bad mig løfte tungen, og tvang mig venligt ud til fællesspisning, da jeg vågnede igen.

Der var obligatorisk morgensang. Der var små plastikbægre fulde af håb og kemi. Der var elektrochok, bæltefiksering, tavshedspligt og kage hver fredag. 

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle havne sådan et sted. Jeg var så bange for aldrig at blive menneske igen. Pernille præsenterede og satte sig, tog en kop kaffe og mig med ud for at ryge. Jeg røg ikke, men hun ville vide, hvorfor jeg var indlagt. Hun havde selv tatoveret tårerne på sin kind og kunne også gøre det på mig. Jeg forsøgte at svare.

Jeg tror bedst, jeg kan beskrive det som mørke, en tjæretilstand, der truede med at overstige mig indefra. Drømmene fik øjne, og forfulgte mig ud af søvnen og ind i dagen, hvor en læge med rolige hænder og blikket over brillerne kaldte det angst blandt andet.

Jeg fyldte munden med franskbrød og ost under morgensangen, så der ikke var plads til »Så længe jeg lever«. Morten så det og skålede diskret og indforstået i letmælk. Han var arkitekt og manisk og havde, da depressionen var dybest, ønsket at være et hul i det gitter, der skærmede ham, når de fulgte ham ud i en overvåget rygepause. En ven i dette vanvid af tungeløft og morgengymnastik. »Så længe mit hjerte slår,« sang de; et øjeblik, en lørdag nat havde jeg ønsket, at mit ikke gjorde.

Vi fulgtes den time dagligt, hvor der var udgang. Bispebjerg Kirkegård og tilbage igen, mellem træerne. Verden var tung og grøn, og vi fandt på liv til dem, der lå under stenene og gik tilbage og spillede spil i opholdsstuen. Jeg blev slået hjem af Kristian, som ikke havde et. Alkohol og ulykkelig kærlighed havde sat ham på gaden og lagt ham på stuen ved siden af min. Han vandt hver gang og hoverede roligt, gennem lyden af Lises sange fra klaveret. Om dagen spillede hun, om natten skreg hun.

Pernille var mor til en dreng med bløde krøller over et genert blik. Han slap plejeforældrenes hænder og spænede ned ad gangen, forbi lægesamtaler og vogne med saft, for at ende i sin mors favn hver lørdag.

Jeg bad om lov til at løbe en tur i Nordvest og aftenregn, og sygeplejersken spurgte, om jeg turde i det mørke. Jeg tænkte, at hun aldrig måtte se mig indeni.

Jeg vænnede mig til at være patient og opdagede, at jeg ikke skulle være menneske igen, at jeg hele tiden havde været det. Efteråret kom snigende, og Ali gik slæbende fra den ene ende af gangen og tilbage i en evig gentagelse, også om natten, mens han talte med nogen, der fandtes i ham, og dukkede sig for deres slag.

Den sidste aften stod han stille og kendte mit navn. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på hans mørke og husker mit, som var så lyst i sammenligning. Han er det uhyggeligste, jeg har holdt af.

Jeg holdt op med at være bange for angsten, for de andre og for mørket efterhånden.

Men jeg er bange for tabuet omkring psykiske lidelser, for stigmatiseringen. Jeg tror tabuer skal tales ihjel, og alligevel har jeg fodret mit med tavshed – indtil nu.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Eriksen
  • Henrik Klausen
  • Estermarie Mandelquist
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Marie Mollerup
  • Jørn Andersen
  • Trond Meiring
Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Henrik Klausen, Estermarie Mandelquist, Maj-Britt Kent Hansen, Marie Mollerup, Jørn Andersen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Min erfaring er, at det modsatte er værre. Det er ikke rart, hvis alle sociale relationer på et tidspunkt spores ind på en psykisk lidelse, eller de bærer præg af utryghed i forhold til den sindslidende. Det er bedre, hvis de symptomer, der måtte være, har en karakter, hvor de opfattes som særheder frem for symptomer.

Børge Rahbech Jensen,
Sådan kan det også være. En anden ting er, at virkininger og bivirkninger af medikamenter, bliver opfattet og endda diagnosticeret som symptomer. Som så igen kan medicineres.
Mange får ingen mulighed til at blive raske, på grund af medikamenter der går dem dårligere, og lægger et låg på symptomerne, uden nogensinde at erkende og gøre noget ved årsagerne.
Det sagt, nogen gange er noget nok nødvendigt for nogen. Men der medicineres alt for meget, grundet kommercielle interesser, og fordi det er en nem løsning, med utilstrækkelige ressourcer iøvrigt. Og det er uanset ikke tilstrækkelig, men mange gange en forhindring for reel bedring.

Britt Kristensen, Peter Andersen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

steen nielsen,
Det synes jeg helt ærlig var en lortekommentar. Du plejer at præstere bedre. Iøvrigt behøver du ikke kommentere artikler, der ikke interesserer dig.

Godt skrevet og et vigtigt emne at sætte fokus på. Psykiske lidelser er stadig tabu blandt mange, heldigvis kan tabuer nedbrydes.

Angst er en forfærdelig ting og ekstrem svær at gå igennem - angsten kan også have mange sider. Heldigvis er der hjælp at hente både i form af psykologer også i form af hjælp til selvhjælp som f.eks. online kurser http://slipangsten.dk/online-kursus-bliv-den-sejeste-angstfighter/ eller i form af Facebook grupper der også er ved at være flere af.

Godt at høre at du er ude af angsten :-)

Christian Maymann

Af andre selvhjælpssider findes fx https://angstinfo.dk, der ikke tilbyder kurser eller behandling, men alene information om hvad angst er, og hvad man kan gøre ved den. Jeg har selv lavet sitet, og har lidt af angst en årrække, så det er på sin vis et forsøg på at beskrive angst indefra...